Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
I skarpe stråler brød dagens første lys igennem træernes tætte dække, kildende den øjensynligt bevidstløse skikkelse på næsen, hvilket effektivt fik hevet ham ud af søvnens hårde jerngreb. Brune øjne missede imod den rosa himmel, kroppen værkede ved den mindste bevægelse, og den distinktive lugt af indtørret blod fortalte ham, at forvandlingen atter en gang var sket under fortrydelige blodudgydelser. Først alt for sent gik det op for ham, at det var duften af hans eget blod; kvalmende fornemmelser steg i syrende, stikkende jag op igennem halsen, da blikket spottede de dybe sår, der prydede hans krop.
Med hjertet hamrende i brystet, satte han sig op imellem høje, slanke træer og mosdækkede klippesten. Armene var slået om den mørbankede krop i et fejlslået forsøg på at holde varmen på den kølige forårsmorgen og ligeledes skjule sig fra forbipasserendes blikke. Ikke at det skulle blive en realitet, at mindreværdige folk skulle spotte ham i hans allermest sårbare øjeblik - og dog... Et sæt gik igennem ham, da han spottede en skikkelse på jorden ikke langt fra ham selv.
Post by Conrí Singleir on May 29, 2016 17:10:03 GMT
Conrí missede let med øjnene, da hans store arrede krop endelig blev klar over at den lå nøgen og blottet i morgensolen. Situationen var langt fra ny for ham. Den metalliske lugt af blod der hang i morgenluften, kroppen der føltes som om nogen havde skrællet hans hud af og syet den på igen, samt det store mørke hul i hans hukommelse, var alle tre ting der havde fulgt ham siden hans fødsel. Dybt nede fra maven trak han derfor et dybt utilfreds grynt, mens de mørke øjne missede mod de spæde solstråler, og den værkende krop kæmpede for at tage sig sammen til at rejse sig. I første omgang kom den kun op at sidde, mens blikket inspicerede de dybe rifter der var strøet gavmildt over hans krop. Et let rynke skar en kløft mellem hans bryn, han var alpha, både som ulv og menneske, og det var længe siden han havde været decideret oppe at slås. Svaret fandt han dog hurtigt da øjnene i stedet gled rundt omkring ham, og landede på en mørklødet mandlig skikkelse. Det kunne betyde en af to ting. Enten havde den store varulv gjort hvad han altid frygtede han en dag ville gøre, eller også havde skæbnen i løbet af natten bragt de to artsfæller sammen. På trods af at han fandt det sidste mest sandsynligt, mærkede han alligevel en svag uro brede sig i hans krop, som hans grå øjne mødte knægtens brune og deres blikke blev låst i et akavet, nærmest smertefuldt langt sekund. "Godmorgen." Endte han endelig med at brumme, en smule tabt for ord.
Med forhastede, klodsede bevægelser forsøgte den unge ulv på bedste vist at afskærme sine mere private dele fra den fremmedes blik, om end denne var lige så nøgen som ham selv, og blufærdighed syntes overflødigt. Det sorte hår, hvis længder nåede skulderbladenes begyndelse, fungerede som en form for ly, om end de små hår klistrede så ihærdigt til dybe rifter og væskende sår, at små stik af smerte gik igennem ham, hver eneste gang han gjorde den allermest ubetydelige bevægelse.
”Godmorgen,” lød den grødede respons, ganske maplaceret nattens hændelser taget i betragtning. I det, der syntes at trække ud i uendeligheder, sad han og stirrede ind i de stormgrå øjne, den eneste lyd brydende stilheden hans heftige vejrtrækning, før han endelig dristede sig til at spørge (med en stemme, der vel og mærke nægtede at lystre, første gang han forsøgte at åbne munden): ”Vi… vi har været oppe at slås.”
Snarere en konstatering end noget andet, men det spørgende tonefald tilkendegav, at tvivlen sad dybt i ham. Alt tydede dog på, at en slåskamp var hændt i ly af nattens mulm og mørke, for rivemærker, spor fra bid og dybe rifter var spredt ud over begge kroppe, noget mere gavmildt over Altairs end den fremmedes, hvilket ikke overraskede; selv i menneskeskikkelse besad den anden mand en mere muskuløs form end ham selv, så på trods af det sorte hul i hans hukommelse, var han bevidst om, at den anden unægteligt måtte have besejret ham.
Post by Conrí Singleir on May 30, 2016 18:31:27 GMT
Conrí skammede sig ikke over at sidde nøgen, som den dag han blev født overfor den fremmede. Han havde aldrig bekymret sig en skid om hvor mange trevler han bar på kroppen, og dog morede det alligevel den muskuløse varulv at se hvordan den andens manddom blev skærmet for hans blik. Det var ikke den han kiggede på. I stedet ledte han efter svar i den fremmedes brune øjne. På trods af at de virkede utrygge, var det ikke frygt han fandt, hvilket beroligede ham. På trods af at han nød at indgyde følelsen hos folk, og dog var den store varulv på en hektisk jagt efter at få bekræftet at knægten foran ham ikke skulle til at begynde sit liv som varulv på grund af ham. Hans ord beroligede ham yderligere, og affødte et lille nik hos skotten. Han var sgu en skarp karl, og alligevel undlod han at gøre grin med den anden for at påpege det åbenlyse, de åbne sår var sgu nok ikke kommet af sig selv. "Er det din første gang?" Han virkede så våd bag ørerne at stanken af våd hund burde fylde hele lysningen, og dog beholdt varulven sin tålmodighed lidt endnu.
At være evig årvågen var blevet en vane for Altair, der på forunderlig vis fandt sig selv ganske tilpas i den andens selskab. Utryg over den uvante situation, ja, men ikke spor bange, hvilket var et under, nattens blodige hændelser taget i betragtning. Fortrydende tog han sig selv i at tænke, at det måtte være tilstedeværelse af en artsfælle, der talte til hans primitive instinkter.
”Min første forvandling? Nej,” svarede han. Der havde været et par forvandlinger forinden; dermed ikke sagt, at fuldmånenætterne lod til at blive lettere, jo flere af dem han lagde bag sig. Om noget blev de kun drøjere – ganske lig forvandlingen i dag, der havde budt på en ny udfordring i form af mødet med en anden varulv. ”Men min første kamp med en anden varulv? Ja.”
På mirakuløs vis var det indtil nu lykkedes ham at undgå andre varulve under sine forvandlinger, og skulle han være stødt på nogen, havde de ikke efterladt mærkbare beviser overalt på hans krop, ligesom den garvede hanulv havde.
Post by Conrí Singleir on May 31, 2016 23:43:34 GMT
Conrí havde altid haft en evne til at samle sine artsfæller omkring sig. Da han var barn havde hans fader kigget ham dybt i øjnene, og fortalt ham at rollen som alpha lå i hans blod. Om det var forklaringen, eller skæbnen, ville den arrede mandsperson ikke begynde at spå om, på trods af at urkraften havde bragt ham og Morri sammen. Han øjede knægten foran ham, og betvivlede ikke hans ord. Han var måske ikke blevet født i går, men ordet 'hvalp' stod alligevel skrevet i panden på ham med store fede bogstaver. Det var sjældent at han mødte ulve der var ligeså gamle som ham selv. De fleste fik gjort sig selv uheldigt bemærket efter et par år, eller tog livet af sig selv når månens gave blev for tungt et lod at bære. Hvilken indstilling hvalpen havde var endnu ikke til at sige, men blodet der dækkede han krop nærmest bedre end de klodsede hænder, fortalte varulven at hvalpen ikke kunne blive liggende med mindre han skulle blive en del af en kedelig statistik. Med en beslutsom mine og et let utilfreds grynt, kom han derfor på benene, uden at tage den store notits af de mange flænger. "Har du noget sted at tage hen?" Bydende rakte han en udstrakt hånd ned imod den anden, for at hjælpe ham op.
På trods af hanulvens venlige sindelag, faldt det Altair naturligt at være på vagt. Den hjælpende hånd tog han imod uden tøven og kom op at stå på ben, der vaklede svimlende under hans mørbankede krop som følge af nattens strabadser; svaret på spørgsmålet faldt dog først efter adskillige forhastede overvejelser.
”Nej.” Det havde været let at sige ja, lyve sig større og vigtigere, end han var, men noget ved den fremmede bød ham at fortælle sandheden. Hænderne vedblev på bedste vis at skjule de sårbare dele af kroppen; det måtte være tydeligt for enhver, at han bestemt ikke hvilede i sin tilstand som varulv, og hanulven havde uden tvivl gennemskuet ham ved første øjekast. ”Jeg… jeg er ikke sikker på, hvor jeg kan tage hen.” Blikket flakkede utilpas, idet han rynkede på panden. ”Folk tager ikke just imod varulve med åbne arme.” Af selvsamme grund var han flygtet fra sit overdådige hjem i det sydengelske, men det var en helt anden historie.
Post by Conrí Singleir on Jun 6, 2016 13:21:31 GMT
Conrí var almindeligvis ikke nogen mild og hjælpsom mand. De stålgrå øjne havde ikke meget til overs for fremmede, og væltede en af dem såret ind igennem hans dør, ville vedkommende med stor sandsynlighed blive sparket ud igen. Han havde hverken tid eller råd til at tage sig af dem, de var helt selv havnet i deres suppedas og måtte tage sig sammen og komme ud af den på egen hånd. Dog havde han en svaghed for sin egen slags. Særligt de unge, der ikke havde styrken til at udfordre hans plads som alfa, men i stedet havde brug for den udstrakte hånd, han lige nu brugte til at trække hvalpen på benene med. Hans svar overraskede ham ikke. Han havde allerede besluttet sig for at lade ham sunde sig hos flokken. Om han efterfølgende ville blive en del af den måtte tiden vise. "Nej.. Nej de gør ej." Han spyttede demonstrativt i jorden ved tanken, og lagde en beroligende, nærmest faderlig hånd på knægtens skulder. "Jeg lever ikke langt herfra med andre af vores slags. Til en start kan du hvile ud og slikke dine sår hos os." Han nikkede bestemt. Han fornemmede at hvalpen ikke ville få svært ved at følge hans autoritet. Modsat flokkens ustyrlige kvindemennesker, vidste han hvordan han skulle håndtere en vildfaren knægt som ham.
