Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kyla MacClivert on May 28, 2016 20:34:37 GMT
Selvom det var efter det sidste måltid på dagen, var det endnu ikke mørkt. Solens sidste glød gav græsmarkerne et fortryllende skær, og lyste borgens rum op på en rar måde. Der var langt fra stille, nede fra et af de store fællesrum sad største delen af MacClivert klanen, der blev skålet adskillige gange i øl, musikken fyldte rummet, og latter, råb og småsnakken blandede sig ind over hinanden. Der havde været et par små brawls, men ikke noget der var ud over det sædvanlige. Kyla havde i de sidste sytten år været vant til stemningen på Dun Beag, selvom det var langt fra det hun som yngre havde været vant til. Dog når der var mere brok end lystige fortællinger, var det ofte et tegn på mangel af øl, og selvom Kyla selv ikke ønskede at forlade sin mands skød, hvor hun havde siddet den sidste tid, fik hun alligevel besked på at hente noget mere. Hun havde ikke noget at sige, for snart, næsten væltende blev hun skubbet op og stå. Hun sendte sin mand et skarpt blik inden hun bandende gik mod den store dør som ledte ud til de mange gange.
Hun fortsatte sin mumlen hele vejen ned i køkkenet, borgen var ikke fyldt med alverdens tjeneste folk, men Kyla var heller ikke vant til at blive serviceret, og havde en glæde ved at gøre tingene selv, så vidste man at det blev gjort ordenligt. Hun var heller ikke længere iført sit jagt tøj, og selvom hun ikke gik meget op i hvordan andre så hende, havde hun alligevel iført sig en af sine mere simple kjoler, sådan en af dem der var blevet kropssyet til hende. Det mørke hår, med de svage krøller for neden hang ned omkring hendes skuldre, kun noget af det var samlet i et sølv smukke. Staven havde hun i sin hånd, og langsomt guidede hun de svævende tomme kander hen på bordet, så hun kunne genfylde hver og en.
Post by Hearn MacClivert on May 28, 2016 21:17:47 GMT
De stemningsfyldte aftener havde været en fast del af Hearns opvækst og han tog også gerne selv del i dem. Aftensmaden og de første runder øl var blevet delt ved at bord sammen med flere af hans jævnaldrende. Stemningen havde været varm og lunefuld, indtil han ud af øjenkrogen havde fået et glimt af Kyla siddende på sin far skød. Den uforklarlige gnaven var på ny vendt frem i maveregionen og havde givet ham et pludseligt behov for at komme ud af den varme festsal og trække frisk luft.
De snoede gange, der for fremmede kunne være svære at finde rundt i, havde ført ham til køkkenet. Ligesom meget andet i borgen, et rum at betragtelig størrelse. De fleste fakler var gået ud, men enkelte brændte endnu, hvilket gav rummet en halvdunkel belysning. Alle var samlet oppe i salen, så han havde haft det hele for sig selv og taget plads på et af de lange anretterborde. Med fødderne placeret på en stol, havde han siddet og kigget ud i mørket lidt, inden han havde fundet sin kniv frem og det aflange, hule, stykke træ, han var ved at snitte til en fløjte. Afstand og distraktion plejede at virke, selvom fordybelse i øl indimellem havde vist sig at være en bedre løsning. Han havde da også en kop med den gullige væske ved sin side, som han ind imellem tog en tår fra. Bare for at hjælpe det lidt på vej.
Ved lyden af fodtrin var hans blik gledet op og han havde først set hendes silhuet, inden hun var kommet langt nok ind i det halvdunkle rum, til han kunne kende hende. Med et var han stoppet med at snitte og havde i stedet siddet i mørket og betragtet hende, som hun begyndte at fylde kanderne op med øl. En overgang havde han overvejet, om han bare kunne vente på, at hun gik igen. Det ville klart, være det letteste. Rimelig uhøfligt, men lettere end at tale med hende.
”Hey Kyla” endte han alligevel med at give sig til kende, efterfulgt af en let rømmen, fordi hans stemme havde lydt sær og forvrænget i hans egne øre. For meget øl sikkert.
Post by Kyla MacClivert on May 28, 2016 21:55:57 GMT
Det var bestemt ikke med hastig skridt, at Kyla havde bevæget sig ned mod køkkenet med. Hun havde givet sig god tid til at samle sig selv og sine tanker. Hun tog sig den frihed ikke at skynde på sig selv. Det rungene for hendes øre, der lige skulle have lidt tid for at finde sig til rette i stilheden. Musikken og andet larm var lagt bag hende, som hun nærmede sig sin destination. Hun var alene så det ud til. Noget hun var ganske tilfreds med. Så skulle hun hverken tage hensyn eller tænke på andre end sig selv. Med en rolig nynnen gik hun igang med at fylde hver enkel kande med øl.
Hun var dog ikke alene i lang tid, egentlig havde hun aldrig været det, for efter kort tid gjorde Hearn sig til kende i de mørke skygger. Det gav hende sådan et chok at hun tabte lerkanden. Den landede på stengulvet og gik i stykker. Med en let mumlen og et irriteret suk, satte Kyla sig på huk for at samle skårene op. "Hearn.." hilste hun kort. I det mindste kunne det havde været en hver anden der havde siddet skjult i mørket, så det var ikke grundet at det lige var ham, at hun havde tabt kanden.
Post by Hearn MacClivert on May 28, 2016 22:28:32 GMT
Lyden af lertøj der splintredes fyldte rummet. Det var tydeligt, at han havde overrasket hende og alligevel sad han og var lige så stiv som pinden i hans hånd, et langt øjeblik, før han rejste sig for at hjælpe. Træstykket og kniven efterlod han på bordet.
” Undskyld.. ”. Det ændrede ikke på den ødelagte kande eller det faktum, at han havde forskrækket hende. Undskyld var egentlig et ligegyldigt ord, men han havde ikke noget bedre. Han havde aldrig været god til at tale med Kyla. Da hun i sin tid var blevet en del af familien, havde han ellers fundet på mange gode skældsord at råbe efter hende. De var bare aldrig blevet sagt højt. Ikke i hendes nærhed i hvert fald. Angus ville heller ikke have taget det pænt, hvis han havde.
Han knælede ned og samlede et par af skårene op med fingrene. Det ene stykke blev vejet lidt i hånden, imens han sneg sig til at kort øjeblik at kigge på hende. Bare at glimt, så rejste han sig op igen og lagde de to skår fra sig på kanten af bordet. ”Pas på du ikke skærer dig” bemærkede han, selvom Kyla sikkert var mere ædru end han. Eller, det vidste han faktisk ikke. Han havde jo med vilje ikke set på hende hele aftenen, så han anede ikke, hvor stor en andel i de tomme kander, hun havde.
Post by Kyla MacClivert on May 29, 2016 10:24:41 GMT
Der skulle egentlig ikke meget til at gøre Kyla irriteret. Hun havde altid et eller andet der gik hende på. For det meste var det over de samme ting, og hun kunne derfor hurtigt blive småsur. Der var jo ikke sket den store skade, hverken hos hende eller på kanden. Hun havde lyst til at sige at han bare kunne blive siddende, eller bede ham om at gå, fordi han alligevel altid var i vejen. Men hvor meget hun forsøgte var der ingen ord der forlod hende. Ikke andet end; "Det er okay.." hun kiggede med vilje ikke på ham, og fokuserede i stedet blot på at gå alle skårene op, også de helt små, som næsten ikke var til at se. Det var vigtigt, hvis hun skulle have noget håb om at få den repareret. Det havde ikke været nemt for hende, at hun som seksten årrig skulle til at være mor, og en andens kone. Det sværeste havde nok været at skulle gå ind i den rolle, overfor et barn som hun aldrig havde kendt. Hearn havde jo været små ti år da hun mødte ham for første gang, og hun selv havde stadig været utrolig ung. Hun var jo en trussel.
Hun rejste sig til sidst op, da hun mente at hun havde fået alt op på bordet. "Jeg har prøvet værre" bemærkede hun roligt. Hun trak sin tryllestav frem fra bæltet, og gjorde et par sving. "Reparo" lød det så fra hende. Meget hurtigt rejste skårene sig op på bordet, og begyndte at samle sig selv. Kyla kunne ikke lade være med at småsmile over det. Det lignede at hvert et stykke potteskår var i live, blot for en kort stund. Da kanden igen var samlet, gik hun tilbage til hvad hun havde været igang med. "Hvis du skal være i vejen, kan du i det mindste hjælpe" sagde hun og kiggede på ham, lidt for længe. Hun rystede på hovedet og sukkede irriteret. Hvorfor var han også alle steder.
Post by Hearn MacClivert on May 29, 2016 18:27:36 GMT
Nok sagde hun, at det var okay, men Hearn havde alligevel følelsen af, at Kyla var sur på ham over forskrækkelsen. Noget virkede hun i hvert fald sur over, men igen, de havde aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Hearn havde haft svært ved at udvise den autoritet overfor, som ellers hørte sig til mellem forældre og børn. Primært, fordi kvinden knap nok selv havde været voksen, da hun pludselig fik rollen som hans stedmor. Der var større aldersforskel mellem hende og Angus, end der var mellem hende og Hearn. Ikke, at det havde afholdt hende fra at ligge med hans far og blive gravid.
”Det ved jeg, at du har” svarede han blot kort til, at hun havde prøvet værre. Det var jo ikke, fordi han betvivlede hendes hårdhed. Klanen havde mange stærke kvinder og Kyla faldt bestemt ikke udenfor.
Blikket blev rettet imod lertøj stykkerne, som de rejste sig og fandt tilbage til deres oprindelige plads ved Kylas besværgelse. Det var lige imponerende hver gang. Selv for en, der var opvokset med magi.
Han mødte hendes blik, et ubehageligt langt øjeblik, inden hun anklagede ham for at være i vejen. Han svarede hende ikke, men lod i stedet diskussionen ligge og gik over på den anden side af hende for at tage en af de tomme kander og fylde den. Det var nok bedre, at hun selv tjekkede, om den anden kunne holde tæt.
Post by Kyla MacClivert on May 29, 2016 18:57:58 GMT
Man var naiv når man var ung. Man var fortsat naiv når man blev ældre. Hun fandt sig ikke i meget, faktisk skulle der en del til at imponere hende. Ærligt kunne hun ikke længere huske hvad det var, hun i sin tid havde set i Angus. Jo vidst, han var en ældre mand, han var stærk og strålede af autoritet. Men om han oprigtigt elskede hende, var hun ikke sikker på. Hun var i hvert fald selv i tvivl til tider, og så alligevel ikke. Der var noget mellem dem, noget som hun værdsatte. Hun havde ikke været noget nemt barn, og havde heller ikke været den nemmeste som ung. Men hun havde været voksen nok til at gøre det rigtige, og hun havde opdraget sine børn godt, og gjort hvad hun kunne for at Hearn havde det godt. At han ikke var god til at tage det til sig, var en evig frustration.
Kyla brummede lidt. Et kort, men bemærkende smil lå roligt på de fyldige læber. Hun havde faktisk ikke forventet at han overhovedet gav hende sådan en opmærksomhed, at han rent faktisk vidste hvad hun havde oplevet, og ikke havde. "Men det har du ikke" hun skævede til ham.
Hun fortrød aldrig den beslutning hun i sin tid havde taget, selvom det betød at hun ikke færdiggjorde sit sidste år på Hogwarts. Hun måtte reelt set slet ikke bære en tryllestav. Dog var de mennesker der boede på øen ret ligeglad, om hun gjorde det eller ej. Hun ville også have haft det underligt, at skulle leve uden. Selvom magi også kunne læres ved brug af ens fingre.
Med rolige bevægelser fyldte hun den før ødelagte kande, og med en let latter, konstaterede hun at den ingen yderlige skade havde lidt. Hun satte kanden på bordet, og fortsatte, indtil alle 5 kalder var blevet fyldt med øl.
Post by Hearn MacClivert on May 29, 2016 19:32:52 GMT
Der var blevet brugt meget energi fra Hearns side på at undgå at vide alt for meget om Kyla. Han havde det bedst med at vide så lidt som muligt om hende, som om det måske kunne hjælpe på idéerne om hende i hans hoved. Havde han bare vidst, at hun var et frygteligt menneske, havde det måske stoppet det her for længe siden.
”Du mener ikke, at jeg har prøvet værre ting end at skære mig i fingeren?”. Blikket gled kort over på hende, da han tolkede på hendes ord. Han var godt nok ikke droppet ud af Hogwarts for at føde to børn, men han mente da bestemt ikke, at hans liv havde været en dans på roser af den grund.
Kylas latter over, at den reparerede kande lod til at holde, fik ham kort til at smile. Det var når hun ikke virkede sur, at han oplevede de der korte øjeblikke, hvor han følte sig draget til sin faders kone. Hver gang havde det dog samme resultat. Han skubbede den sidste fyldte kande ind på bordpladen og forlod den, for at få afstand til Kyla.
Post by Kyla MacClivert on May 29, 2016 20:49:53 GMT
"Nej, ikke rigtigt" sagde Kyla og kiggede lidt på ham med et roligt smil. Hun vidste godt hvad han var i stand til, eller i det mindste havde hun set hvad han kunne, når han trænede med nogen af de andre. Men tættere ind på livet af ham havde hun aldrig været, og med tiden havde hun ihærdigt forsøgt at skabe så meget afstand mellem dem som var hende muligt.
Hun vendte blikket mod Hearn, og da øjnene mødte hinanden kunne hun mærke at det gav et svagt sug i maven på hende. Smilet blev hængende lidt, og trak lidt i den ene side. Hun blev dog ikke stående sådan her længe. Snart rømmede hun sig og tog en kande i den ene hånd. Hearn selv kunne også tage to i hver hånd. Hun tog sin stav frem igen og fik den sidste kande til at svæve ved hendes side, inden hun tog den anden kande, så begge hendes hænder var beskæftiget.
Hun skubbede døren op med ryggen og fortsatte ud af køkkenet. Der var ikke så langt op til salen. Og hun frygtede stilheden der med sikkerhed ville komme en akavet stemning.
Post by Hearn MacClivert on May 29, 2016 21:30:44 GMT
Der var noget svagt provokerende ved Kylas ord. Som om hun stadig så ham som en lille dreng, der ikke kunne klare sig selv. Det sparkede til hans stolthed, for nok var han ikke Earie, der kunne nedlægge tre bukke med én enkelt pil, men han var da heller ingen tøs, der intet kunne.
”Du tvinger mig næsten til at bevise overfor dig, at du tager fejl” bemærkede han, netop som hun begyndte at løfte kanden op og sætte retningen imod udgangen med endnu en svævende efter sig. Det var tydeligt, at hun forventede, at han tog de sidste tre. Hun kunne sagtens have fået dem alle til at svæve samme vej tilbage, som de var kommet, men nu var han tvunget til at gå med. Tilbage til salen og tilbage til billedet af Kyla på sin fars skød. Det gnavede lidt i ham, men i sidste ende tog han dog en kande i hver hånd og gik efter hende.
Han gik bag hende, hvilket gav ham så rigeligt mulighed for at betragte hende i det skjulte. Det var ikke ligefrem jagt tøjet, hun bar i aften og den kropsnære kjole var ikke til for at skjule meget. Han havde aldrig ført ladet sine tanker vandre så vidt, men nu lod de alligevel til at finde deres egne veje og begynde på spekulationer i, hvad der gemte sig under stoffet.
Post by Kyla MacClivert on May 29, 2016 22:59:45 GMT
Kyla blev nød til at se ham som en lille dreng, som sin mands søn, og som hendes stedsøn. Der var ikke andet for det, selvom det ikke altid var fair den måde hun behandlet ham på. Som mest af alt var en kold skulder, eller at hun undveg ham. Men hun vidste at han ligeledes ikke søgte hendes opmærksomhed, af hvilke grunde det så turde hun ikke overveje. "Du mener at du sagtens kan bevise overfor mig at du er en rigtig mand?" spurgte hun hun og kastede et blik over skulderen.
Om det var af skjulte årsager at hun forventede at han hjalp til med de sidste kander, eller det var fordi at hun ikke helt var tryg ved at have tre svævende øl kander ved sin side. Hun ville dog aldrig indrømme at hun nød tanken om at han gik bag ved hende. Han skulle blive ved med at tro at hun altid var småirriteret på ham. Med rolige skridt fortsatte hun hen af den stenbelagte gang, roligt vuggende med sine hofter. I jagt tøjet var der ikke særlig mange femininetræk at skue hos hende. Men lige så snart hun var i en af sine bløde kjoler, kunne hun næsten ikke lade være. Måske havde det også noget at gøre med at hun ville drille Hearn. De lange brune lokker dansede let i takt til hendes bevægende gang.
Døren til den store sal blev igen åbnet, hun vendte sig rundt, efter at hun havde skubbet den op og gik mod det lange bord, hvor hun satte de to kander, og den svævende landet. Hun kiggede rundt. Hendes mand var dog ingen steder at se, og med et halvt lettet suk fandt hun sig i stedet til rette et stykke fra de andre, med et krus øl.
Post by Hearn MacClivert on May 30, 2016 18:04:46 GMT
Der var et eller andet svagt sårende ved hendes ord. Hvorfor mente hun overhovedet, at han behøvede bevise, at han var en rigtig mand? Det mente han ikke selv, der var nogen tvivl om. Måske, var han ikke hendes type mand, men det havde jo også vist sig at være væsentlig ældre individer.
”Selvfølgelig kan jeg det” svarede han da også med en hvis selvsikkerhed i stemmen. Han anede ikke, hvordan man beviste den slags overfor hende, i hvert fald ikke på måder, der var i orden. Det var jo ikke, fordi der ikke var kvinder nok, der vidste præcis hvor meget mand, at han var. Han havde lagt med en del, sikkert flere end var passende, men også det havde været brugt på at komme over de følelser, der var opstået for Kyla.
Blikket havde hvilet på hende hele vejen hen af gangen, men skiftede retning, i det hun vendte sig og skubbede døren op. Han fulgte efter hende ind, men fandt en plads længere oppe af bordet at sætte sine kander. Et klap på skulderen og et par ord blev udvekslet med en af dem, der sad der, inden han rettede sig op og bemærkede, at hans far ikke længere befandt sig i salen. Det samme var tilfældet med Dugald, hvilket nok betød, at de var oppe at slås med nogen et eller andet sted. Angus var altid den, der rev stridhanerne fra hinanden. Efter at have kigget rundt i rummet lidt, fandt hans blik tilbage til Kyla, der havde slået sig ned for sig selv ved den anden ende af bordet. Han overvejede det kortere, end han burde og hans ben var næsten begyndt at gå, før hans hoved fik taget en beslutning. Kort efter svingede han sig ned på bænken og tog plads overfor hende. Han rakte ud efter et krus og fyldte det med øl, inden han flyttede blikket over på Kyla. ”Det ser ud til, at du er blevet forladt”.
Post by Kyla MacClivert on May 30, 2016 18:17:06 GMT
Kyla ville ikke indrømme at hun faktisk så rigtig mange gode ting i Hearn, lige meget hvad ville det med sikkerhed komme ud på den forkerte måde, og de forkerte årsager. Hun hadet ham jo ikke som sådan, det var bare altid så underligt når de var i samme rum. Hun blev altid så sur på ham, og irriteret. Kunne han da så ikke bare holde op med det.
Kyla vidste ikke om hun havde valgt Angus, havde hun haft et reelt valg. Det var jo bare startet som en enkel nat, og det var alt det var bestemt til at være. Men når man som hende blev gravid, var der ikke mange andre muligheder tilbage. HUn havde trods alt ikke haft nogen forældre til at hjælpe sig, og søsteren levede et luksuriøst liv, hvor man ikke kunne tage sig af ugifte kvinder og deres børn. Nej hendes eneste mulighed var at gifte sig. Om han så var mand nok var vidst at overdrive. Mængden af øl han kunne drikke trak ned, samt den måde han ofte behandlede hende på, og deres børn. "Selvfølgelig" sagde hun bare.
Hun sendte ham et roligt smil, da deres øjne igen mødte hinanden, da hun med ryggen skubbede døren op. Men det blev heller ikke til mere end det. Et brændene blik. Hun havde til en start ikke opdaget at der var en der havde sat sig overfor hende. Hun var opslugt af sine egne tanker, og den flammende ild i lyset på midten af bordet. Langsomt drejede hun dog hovedet en smule da der blev talt til hende. Hun fnøs, dog sendte hun ham et roligt blik. "Nogen gane spekulere jeg på, om jeg ikke blev forladt for flere år siden" sagde hun med et skuldetræk. Hun hentydet naturligvis til sit ægteskab. Hun vidste ikke hvad det havde været, og hvad det ville ende med. "Enden er han ude for at skille dine onkler fra hinanden.." hun løftede kruset i et skål. "Eller også har han fundet en eller anden tilfældig villig ung pige, nu hvor jeg ikke lige var i nærheden når det galt." hun små lo, og var egentlig godt tilfreds med ikke at skulle være intim med sin mand. Det handlede dog langt fra han ikke brød sig om det. Hun var blot begyndt at kede sig lidt i hans selskab.
Post by Hearn MacClivert on May 30, 2016 20:25:50 GMT
Hvad Hearn havde forventet at få ud af sin konstatering, vidste han ikke helt. Det havde sådan set blot været et forsøg på, ikke for anden gang i aften at sidde og vente på, at hun opdagede ham. Den knap så rosenrøde beskrivelse af Kylas forhold til hans far, fik ham dog til at føle sig lidt utilpas. Han var ikke helt sikker på, at den slags tilkom ham at vide. Angus havde altid været en stor person i hans liv og at hans far ikke skulle være en god ægtemand var nok lidt svært helt at acceptere.
Hearn sad da også bare og gned sin ene fingerspids rundt langt krusets kant, da Kyla nævnte mulighederne for, hvad hans far kunne være i færd med lige nu. Han vidste ærligtalt ikke, om hans far var utro. Det havde han egentlig heller ikke et ønske om at vide.
”Har du ikke noget imod det?” endte han med at spørge, mest fordi han ikke helt forstod hendes latter. Efter at have skålet med hende, skyllede han den dårlige smag i munden væk med en tår øl. Ikke at det smagte meget bedre, men års tilvænning havde vidst neutraliseret hans smagsløg. Han kunne ikke lade være med at overveje, om Angus ville have behandlet hans rigtige mor på samme måde. Af hvad han havde fået fortalt, havde Kelsi dog altid lydt som Angus’ store kærlighed. Indtil hun var død i forsøget på at bringe ham selv til verden.
Post by Kyla MacClivert on May 30, 2016 20:47:36 GMT
Kyla var ikke kendt for at pakke tingene ind, nærmest det modsatte. Ikke at det gjorde at hun ikke følte nogen form for empati overfor andre mennesker, hun forstod bare ikke pointen med at lyve, eller sige det på en mildere måde. Jo sandheden kunne være svær, men hellere det end at folk forsøgte at skåne hendes følelser. Hun havde med tiden ligeledes opgivet en smule at se på Hearn som sin søn, hun var Angus søn, men hun vidste at det ikke nødvendigvis gjorde ham til hende. Især fordi hun i mange år ikke have følt at den rolle var hendes at påtage. Hearn virkede heller aldrig helt som om det var noget han brød sig om. Om hun så ham som sin ven, var heller ikke noget hun havde skænket en tanke. Han var der bare. Han var der, og det irriterede hende af grunde hun stadig ikke turde komme ind på.
Kyla vidste faktisk ikke om Angus lå i med andre, hun vidst nok at det aldrig var sket, men derfor kunne han godt have lidt for lange arme engang imellem. Men hun så det ikke som nogen trussel. Den eneste hun faktisk følte sig truet af, var hans døde kone, hvilket var lidt patetisk. Hvem var truet af døde mennesker? Hun troede vel at mennesker fra det hensides kunne se alt hvad der foregik, og føle alt. Hun gjorde derfor klogt i ikke at dømme sin mand for hårdt, eller behandle Hearn dårligt af den grund. Hun kiggede lidt på ham.
"Selvfølgelig har jeg det. Men hvis han ikke har lyst til mig? Tror du det hjælper at jeg fortæller ham hvordan jeg føler?" hun måtte le igen, over hvordan hendes ord kom til at lyde. Hun rystede på hovedet. "Din far er en god mand Hearn. Det ved du, og det ved jeg" sagde hun og fyldte endnu engang sit krus op. "Ærligt, så ved jeg ikke om han kunne finde på det. Og hvad siger det om mig?" Hun tog et par store slurke fra kruset. "Han elsker mig ikke på samme måde." sagde og kiggede op på Hearn. Hun havde lært at holde af sin mand, det var sandt. Han var en god ven, eller det kunne han i hvert fald være det meste af tiden. Hun værdsatte hans ord, og hans styrke.