|
|
Post by Louis Crawford on May 25, 2016 6:26:11 GMT
Solen stod højt på den blegblå himmel, og den tyndslidte uldtrøje føltes efterhånden kvælende i forårsvarmen med sit krasende garn og tække strikkemønster, der bestemt ikke var indrettet til, at huden kunne ånde. Resolut havde Louis taget beslutningen om at rulle ærmerne op og lade varme være varme, for onsdagens dagsplan havde bestemt ikke plads til afvigelser i form af en smuttur hjem fra markedet blot for at skifte tøj.
Det erfarne blik vidste, hvad det søgte efter imellem det overvældende udvalg af alskens forskellige boder. Sjældne urter, substanser og lægemidler til apotekerbutikken derhjemme var at foretrække over markedets brede samling af lokkende varer. Den lyshårede skikkelse havde fået øje for en bod, hvis farvestrålende planter stak højt op i vejret og afgav en sød, krydret aroma på meters afstand, og han var bestemt ikke blevet skuffet; allerede nu kunne han krydse adskillige sjældne urter af på sin mentale huskeliste.
Dagens succes havde resulteret i, at han midletidigti var søgt bort fra markedet. En nærliggende mennesketom gade var blevet hans tilflugtssted, og foroverbøjet sad han på et trappetrin foran et forfaldent hus og proppede sig fornøjet med en ukendt form for sødt brød, han havde købt.
|
|
|
|
Post by Thea De Bolbec on May 26, 2016 5:45:16 GMT
Thea havde besluttet sig, for en tur til markeredet. Det var altid hyggeligt, og hun kunne godt lide stemningen der bredte sig omkring boderne. Hun gik imellem dem, da hun fik øje på en hund tæt på hvad der så ud til, at være en tom gade. Hun havde nærmet sig og kunne se den haltede af sted, men Thea fulgte den. Den bevægede sig ned ad en menneskeforladt gade. Det var kun praktisk, hun ikke var omgivet af mennesker. At bruge magi offentligt, var aldrig en god idé. Hun satte sig ned på hug, og fik efter en tid hundens tillid. Hun havde inden da, tjekket omkring hende for mennesker, og der havde ingen været. Så hun var sikker på, ingen ville overvære magiens kunnen. Thea trak sin stav op af hendes taske, og pegede den imod hundens ben. "Episkey," sagde hun i et toneleje, der var højere end hun havde regnet med. Der var en overraskende god akustik i den tomme gade. Hunden blev liggende et øjeblik, men rejste sig så, og gik rundt som intet var hændt. Hun aede den friske hund.
|
|
|
|
Post by Louis Crawford on May 27, 2016 9:52:58 GMT
Baggrundslyde i den tomme gade fangede effektivt Louis’ nysgerrige opmærksomhed, da den sidste bid brød var blevet stoppet i munden. Fra sin plads på trappen, halvvejs skjult bag en samling rosa stokroser af imponerende højder, kunne han igennem de grønne blade skue, hvordan en pige hev en pind frem og hævede den over en hund, der lå på jorden og øjensynligt var bevidstløs. Og det var ikke blot en hvilken som helst slags pind; den var umådeligt rank og glatsleben uden hverken knaster eller grene, som havde hun brugt adskillige timer på at finpudse den.
Undrende rynkedes de lyse brun, idet Louis kun kunne drømme om, hvad sådan en pind blev brugt til. Længe gik der dog ikke, før han fik svaret; pigen ytrede et ord, der måtte være på et fremmed sprog, for det hørte ikke til i hans brede ordforråd, og kort derefter kom hunden på benene.
Han gispede. Posen med indkøb fra markedet faldt til jorden, da han kom på benene og vantro stirrede på den fremmede pige. ”Hvordan i al verden gjorde du dét?” |
|
|
|
Post by Thea De Bolbec on May 29, 2016 20:18:32 GMT
Da hunden rejste sig, bredte der sig et smil på Theas læber. Hun var glad for, hendes stav stadig adlød hende. Hun rejste sig og så til mens hunden løb sin vej uden nogle men. Da en lyd, af noget der ramte jorden gav genlyd, så hun sig febrilsk omkring.
Havde nogen set hende? Han afslørede sig, og spurgte indtil hvad hun havde gjort. Hun tog en dyb indånding og gik et par skridt imod ham. "Hvad så du?" Måske kunne hun nå at bortforklare det. Hvis ikke, måtte hun tage mindet fra ham. Det var ikke noget hun var glad for, men hun skulle ikke være skyld i, alle mugglere pludselig kendte til magi.
Hendes stemme var overraskende rolig. Hun havde troet, hun ville lyde usikker, men det var ikke realiteten. Hun var åbenbart roligere i nødsituationer, end hun først havde troet.
|
|
