Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Marie måtte erkende, at Argus Black absolut var god for sit ord. Han havde lovet hende en god plads og hun fandt sig selv med familiens ældste søn som bordherre. Hun havde ikke mødt ham før og skulle hun være ærlig, så vidste hun endnu ikke, hvad hun skulle mene. Han var ikke umiddelbart en af de mere åbenlyse mænd, hun havde mødt gennem tidens løb.
Da først den første ret var serveret og vinen skænket op, drejede hun hovedet og lod blikket glide en enkelt gang over sidemanden, før hun smilede behageligt. "Det er en 'erlig vin, monsieur Black. Ved De, hvor den 'ar sit ophav?"
Det var først da størstedelen af selskabet var ankommet at Alfred Black endelig trådte ind i rummet. Skjorten han bar var lige så tilknappet som hans fremtoning, som han med sin formelle, stive facon hilste på hver enkel, før han banede sig vej hen til sin sideplads, hvor de grå øjne ganske kort faldt på hans borddame. Han gav ikke udtryk for det, men det var med en vis utilfredshed, at Alfred efterfølgende observerede hans moders skjulte smil; et smil hun altid bar når tingene gik som hun gerne ville have dem til at gå.
Mens vinen blev skænket op, forholdte de grå øjne sig lige frem, uden at han lod sig fange af de blikke der blev kastet i hans retning. Tanker optog ham, og det var først da kvinden ved siden af ham talte, at han visuelt og mentalt vendte opmærksomheden tilbage på sine omgivelser. “Den vin De har i Deres glas..”, startede han ud, og løftede sit eget glas, for at tage en tår. I mellemtiden havde han fjernet sit blik fra hende, men som glasset ramte bordet igen, mødte de grå øjne hendes lyseblå. “.. Er fra Venezia, Italien”
Maries blik forblev på arvingen, tålmodigt, men også vurderende og skarpt, mens hun gjorde sin egne mål af manden. Da først han svarede, smilede hun behageligt og nippede ganske let til vinen igen, før hun satte glasset fra sig på bordet igen.
"Den er udsøgt," svarede hun, stadig med blikket hvilende på ham et øjeblik endnu. "Jeg 'ar kun sjældent smagt vin fra den region. Man bliver 'urtigt. Ah. Gâté... Forvænt, når ens hjemland 'ar deres egen produktion, no?"
Alfred kunne ikke undgå at bide mærke i den franske accent, der fangede hans opmærksomhed til en vis grad; næsten nok til at han glemte sin mors indgående blikke, som han kunne fornemme på sig, selv med ryggen til den ældre kvinde. Da kvindens lyse stemme igen lød, blev de grå øjne igen fikseret på hende.
“Mhm. Det virker til at være tendensen, ja”, svarede han hende høfligt, men også med en reservation, som ikke rigtig synes at kunne rystes af ham. Han følte tilfredsstillelse nok i det svar, men vidste at hans moder ville efterlade brændermærker i nakken på ham med sit blik, hvis han ikke gjorde bare et spinkelt forsøg på at fortsætte samtalen. “Vi gør dog ikke det store i egne produktioner; min moder har altid foretrukket at få vores varer importeret hertil udefra”
Marie lyttede med interesse og satte glasset fra sig igen, uden at begynde at spise med det samme. Det var en uhøflig måde at indlede en samtale, mente hun.
"Hm," slap det hende i en lille, underfundigt og svagt munter lyd. "Jeg kan også forestille mig, at det må være svært at få noget til at gro 'er uden magie. Når 'er er så koldt," musede hun, før hun endelig løftede det slanke madspyd fra bordet. "Men jeg kan forstå, at landet 'ar et trivende dyreliv."
Alfred tog et sip af den røde væske i sit glas, mens han prøvede at få tungen til at bevæge sig og hjernen til at fungere. Samtidig hørte han sin moders stemme længere henne, der forplantede sig som et ekko af påmindelse ud i alle rummets kroge. Et ekko der krøb hen over gulvet og lagde sig foran fødderne på ham; huskede ham på sin pligt som kommende arving.
“Ja. Det er der nok noget om”, gav han som svar på hendes kommentar om vejret. Selv havde han ikke noget imod det ustabile vejr; holdte måske endda en smule af det. Han kunne dog forestille sig at det var noget af en omvæltning for hans lyshårede borddame. Omvæltninger. Se det var noget han ikke brød sig særligt om. “Det har vi, Mademoiselle”, måden han udtalte det sidste ord på afslørede, at det franske sprog ikke var nyt for ham. Han lod sit blik glide lettere elegant hen over hendes tallerken, før det fandt hendes blå øjne igen. Hans egen tallerken havde han endnu ikke rørt.
“Hvis det interesserer Dem, bør De tage ud og se det for Dem selv. Jeg er sikker på min broder ikke ville have noget imod at vise Dem rundt; De virker til at gjort indtryk på ham”, foreslog han i en neutral mine, der ikke afslørede meget omkring hvad han tænkte om dette. Det var ikke en normalitet at han blandede sig i sin broders affærer; hvor vidt undtagelsen skyldtes en pludselig forbarmelse over sin lillebror, eller om det blot var af egoistiske grunde, kunne han ikke helt afgøre med sig selv.
Marie havde ikke nogen speciel lyst til at skulle ud i den engelske vildmark, heller ikke for at opleve dyrelivet, men det hindrede hende ikke i at smile høfligt og nikke ganske let.
"Monsieur Argus er et skattet bekendtskab," svarede hun roligt, men med en lille glød i blikket af tilfredshed over arvingens ord. Hun var stille i et øjeblik, uden at trække blikket til sig, før hun spidsede læberne i et smil og hævede et enkelt øjenbryn. "'ar jeg gjort et indtryk 'os Dem endnu, monsieur Black?"
Det var under hans egen talestrøm at ensomheden kom snigende. Han rykkede den mindste smule på sig i stolen, før han lod blikket glide ud over resten af selskabet. Forventningen lå tykt i luften. Ansigtsudtrykkene var skjult; afspejlede sig i stedet i stemmerne. I de små lyde af latter der ind i mellem slap ud. Snart ville middagen være over og der ville være hænder og hofter alle vegne i takt til musikken.
Hans borddames stemme kom til ham gennem hinder af virkelighed, mens han i mellemtiden havde samlet sit bestik op. Han skar ned i kødet på sin tallerken; betragtede det lille stykke mellem spidserne på gaflen, dog uden at gøre anledning til at tage en bid. I stedet drejede han ansigtet, så han igen kunne fange kvinden med den franske accent med blikket. “Ønsker De at gøre et indtryk? Mademoiselle..”, spurgte han tilbage i en lavmælt tone, som han lige så diskret havde lænet sig den mindste smule ind mod hende. Lige så hurtigt havde han dog lænet sig tilbage igen. Et meget svagt glimt af morskab var muligvis at tyde i de grå irisser, før han vendte blikket ned mod sin tallerken, som han førte gaflen med kød op til munden.
Marie var ikke tilnærmelsesvis overrasket over spørgsmålet, men til gengæld en anelse fascineret over troldmandens måde at gøre tilsyneladende alt i halvt tempo. Hun spidsede læberne i et smil og hævede et enkelt, slankt øjenbryn.
"Naturallement, monsieur Black. Jeg kender kun få, der ønsker at blive glemt i mængden," konstaterede hun, før hun selv trak en lille bid kød af sit spisespyd. "En kvinde er ikke meget uden sine bekendtskaber, no?"
Jeg kender kun få… Alfred ville give meget, for at være i stand til at fordufte fra lokalet, selv bare i et øjeblik. Men han var som en lus mellem to negle. En ting var hvad han selv ønskede; en anden ting var hans families ære, som det var hans pligt at tænke på.
Hendes ord fik ikke meget mere end et skuldertræk som reaktion. “Det er en trist tanke”, svarede han hende lavmælt, grublende. Han gav sig tid til at tygge om munden, før han fortsatte. “Tanken om at en kvinde skal defineres ud fra hvem hun snakker og socialiserer sig med.”, fortsatte han, og samlede så endnu et stykke kød op, som tegn på at han var færdig med at kommentere på emnet, med mindre hun ville spørge mere ind til det.
Marie hævede et enkelt øjenbryn af familien Blacks arving og satte alligevel et enkelt spørgsmålstegn ved, om hendes siddeplads nu alligevel var så god, som hun først havde antaget. Ordene virkede uinteresserede og en kende dystre; ingen af delene noget, der fangede Maries opmærksomhed.
"Det er ikke min opfattelse, at det er meget anderledes for mænd, monsieur," konstaterede hun, smilede pænt og vendte sig så selv mod sin mad. Et måltid i stilhed kunne også være en mulighed, selvom det sjældent var interessant.
Maries ændrende adfærd, omend forskellen ikke var stor, gik ham ikke ubemærket hen. Samtidig gjorde han ikke det store for at ændre det. Hvis hun ikke brød sig om ham, forsøgte hun heller ikke at komme ind på livet af ham; hvilket var hvad han foretrak. “Måske ikke”, svarede han hende, uden egentlig at svare på spørgsmålet, hvilket han nu engang havde for vane at gøre. Han kunne mærke sin mors blik brænde ham i nakken, og det var bevidst at han ikke mødte hendes blik, i det han nikkede høfligt engang til manden overfor ham, før de grå øjne igen blev vendt uinteresseret ned mod hans tallerken.
