|
Post by Kaleema Nazari on Jun 7, 2016 19:33:02 GMT
"Nej. Det er dig der ikke forsår. Du vil ikke, det har du aldrig nogensinde været i stand til" sagde hun vredt og så småsurt på ham. Hænderne var knyttet og hun kunne mærke at hjerterytmen steg et par slag hurtigere i sekundet. "Du tror du kan vifte med din hånd og sende mig hjem, som om jeg var en eller anden ligegyldig pige. Jeg er din søster, Akhi" sagde hun i en alvorlig tone for at han kunne forstå vigtigheden i hendes ord.
Hun ville ikke give op på ham nu. Det var som om han slet ikke kunne sætte sig ind i hvordan hun havde det. Det gjorde hende utrolig vred, og ked af det. At han så hurtigt kunne finde på at sende hende hjem igen. Hun vidste ikke om hun nogensinde ville blive i stand til at tilgive ham. "Du vil ikke engang prøve. Betyder jeg virkelig så lidt for dig?" spurgte hun og lod hænderne sænke sig, så hun bare stod slap i kroppen, med de brune øjne rettet på ham. Måske han havde brug for noget tid? Hun agtede stadig ikke at rejse hjem til sin familie med en afsked som denne. Nej ville han ikke komme med hende, måtte hun jo slå sig ned i det skotske højland. Hun skulle dog skaffe sig et arbejde og et værelse. Men det burde ikke være så svært. Hun var jo hverken bange af sig eller sart.
|
|