Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Under halvmånens blege skær var landsbyen badet i et dunkelt mørke, kun pletvist oplyst af vinduer, åbne i den milde forårsnat, hvorfra lyset strømmede ud i varme, velkommende nuancer, der fik Altairs mave til at trække sig sammen og kæbemuskulaturen til at spændes. Gadens farvetoner spillede gråblå for hans blik, en tydelige kontrast til de gyldne anstrøg, der fandtes i de stearinoplyste stuer på den anden side af husmurene. Evigheder syntes at have slæbt sig forbi siden hans sidste nat tilbragt i et rigtigt hus i blandt rigtige mennesker, og den blotte tanke om, at han næppe nogensinde igen ville kunne vende tilbage til den velkendte tilværelse i overdådighed, var nok til, at hjertet smertende skippede et enkelt slag.
Han var her ikke for at svælge i misundelse og bade i selvhad, måtte han minde sig selv om; dagsplanen bag den betydelige gåtur fra flokkens tilholdssted til den lille landsby var af en ganske anden kaliber. Spektral transferens havde syntes overflødigt, når en vandretur var en oplagt mulighed for at vende flokken ryggen for en stund.
Et vandfald af mørke lokker faldt i bløde krøller ned over ryggen på en kvindeskikkelse, der ganske alene begav sig ned af gaden. Fra sit skjul i husmurens skygge trådte Altair frem, og med et fast greb om tryllestavens smalle skaft prikkede han hende i ryggen, så hun ikke et sekund kunne være i tvivl om, at det her var et bagholdsangreb. Tryllestaven var på mange punkter overflødig for den dygtige troldmand, hvis skoletid havde lært ham tryllestavsløs magi. Effekten ved truslen syntes blot mere gennemtrængende akkompagneret af det aflange stykke træ.
”Giv mig alle dine værdigenstande.” Stemmeføringen var hård og kommanderende under den hæse klang, der tilkendegav, at ord ikke var flødet over de sprukne læber i lange tider. "Nu." Klæderne hang lasede om kroppen på ham, håret ikke nær så glansfuldt, som det førhen havde været, og ansigtet kun pletvist vasket rent af den flod, han havde passeret igennem tidligere i dag. Han så ikke ud af meget, men han nægtede at lade sig reducere til, hvad øjet snød folk til at se; han var ikke blot en gemen hjemløs tyv, selvom hans levevej lige nu bød ham at bestjæle denne unge kvinde. Det var en midlertidig løsning, intet andet.
Post by Kaleema Nazari on May 24, 2016 10:21:31 GMT
Skibet havde ikke ligget til den skotske havn i særlig mange dage, hvilket heller ikke havde givet Kaleema særlig lang tid på land. Selvom rutinen var blevet så nem, så sad hendes hjerte alligevel helt oppe i halsen på hende. De andre par gange havde sporet af Altair ikke holdt særlig længe af gangen, og ofte havde ingen set noget udover det sædvanlige. Men nu endte sporet her, det komiske var at det var i Højlandet, Skotland var jo nabo til England, den selv samme by hun var sejlet ud fra for flere måneder siden. Hun kunne have sparet hele rejsen ved at starte ved enden. Men den gang havde hun jo ikke vidst lige så meget som hun gjorde nu, og det havde ikke gjort nogen forskel, hvor Altair kunne jo være alle og ingen steder. Hun kunne dog ikke bestemme om det var håb eller rædsel der slog rod rundt om hendes hjerte, og svang sig om resten af kroppen. Hun havde ikke nogen særlig god smag i munden.
Alligevel havde hun bevæget sig væk fra skibet og havnens larm. Hun kunne ikke gå i ring og blive ved med at snakke med de sammen, ikke nu hvor nogen havde været sikker på at se en der passede til hendes meget nøjagtige beskrivelse af sin bror. I hvert fald sådan som hun huskede ham. Den ældre kone hun havde talt med, havde ikke helt virket så overbevisende, at det var den samme de havde talt om. Men det var det eneste Kaleema kunne gå efter, så hun måtte forsøge. Med intet andet end hendes sædvanlige mundering begav hun sig nu fra den ene by til den anden. Hun havde valgt at tage turen på gå ben. Der lå så mange små gårde på vejen at det ville være dumt ikke at spørger om ly, og så havde hun også bedre chancer for at spørger dem om vej, og om de havde set Altair.
Hun havde gjort et midlertidig stop i den lille by, hvor hun havde haft mulighed for at få fyldt op i tasken med mad og drikkelse. Hun var faldet i staver over et glas vin, og var først vågnet hen på aftenen. Det havde forsinket hende en del, derfor væltede hun nærmest ud af døren, dog sagde hun pænt tak og farvel. Med hastige skridt bevægede hun sig igennem den stille by, hvor hun svage lys fra de små huse gav sig til hende. Den milde, til dels kolde forårs vind trak i håret på hende, og til tider føltes det som om at den rev og nappede i huden på hende. Dog nået hun ikke særlig langt, da en ukendt skikkelse havde sneget sig op bag hende, med staven holdt mod ryggen på hende, og de hvislende ord, stoppede hun brat.
"Jeg ejer intet af værdi" løj hun. Kniven og staven var spændt fast til hendes venstre lår, men hun havde ikke i sinde at gøre gav af det. I stedet sank hun langsomt sine arme, og bevægede roligt sine fingre. Det var meget lettere at fyre en besværgelse af med tippen af pegefingeren. Hun kunne sætte ild til hans sko med et enkelt lille sving. Ikke særligt kraftfuldt selvfølgelig, men nok til at hun kunne gøre sig fri af hans tav. Dog blev hun stående lidt endnu, hun ønskede trods alt ikke at gøre den fremmede noget. "hvis du blot trædet et par skridt bag ud, så sker dig der ikke noget" bemærkede hun roligt, selvom hjertet var endt oppe i halsen på hende, og slog så hårdt at det gjorde ondt.
Post by Altair Nazari on May 24, 2016 22:00:33 GMT
Den tryllestavsløse magi ramte Altair med et sådant chok, at den eneste tanke, der de første mange øjeblikke nåede ham, var, hvorfor lige skoene? Ethvert andet klædestykke var let at erstatte, men skoene krævede større mængder penge, hvilket efterhånden var en mangelvare i hans pung, der blev lettere og lettere i takt med månedernes fremgang.
Han formåede at bryde igennem chokkets paralyserende tåger, inden flammerne nåede at slikke hans hud under skoenes læder, og med et knips med fingrene blev ilden slukket. Tryllestaven havde vist sig nytteløs, så den blev hastigt skiftet ud med kniven – et nyt våben, flokken havde udstyret ham med, som havde vist sig ganske praktisk i mange tilfælde. Den skarpe knivsæg blev presset imod den slanke hals under det sorte hår, ignorerende kvindens befaling om at bakke bagud.
”Du lyver. Smid dine ting på jorden foran dig, og jeg lader dig gå.” På trods af de hårde orde og den tavse trussel om at adskille hoved fra krop, rystede hans hænder ganske let. At overfalde folk for deres værdigenstande var ikke just et erindre, han var vant til, men det var en nødvendighed for at skaffe føde til flokken. Hvor lidt han end ønskede det og hvor ihærdigt han end fordømte det, så var han nødt til at tilpasse sig sit nye liv som varulv.
En velkendt duft ramte ham med tifold styrke, da det krøllede hår blev skubbet til side, så kniven kunne hvile bedre imod den solbrune hud, og den havde nær sendt ham bagud, da benene blødgjordes under ham ved den hjemlige aroma af citrusfrugter, krydderier og solskinsdage. Varulvegenerne accentuerede alle lugte, men aldrig før var han stødt på en sammenblanding, der havde så gennemtrængende en forbindelse til hans barndomshjem.
Post by Kaleema Nazari on May 24, 2016 22:27:04 GMT
Blot ved tankens kraft, havde Kaleema antændt spidsten af den fremmedes sko, det havde egentlig ikke været med vilje, men hun var begyndt at gå en anelse i panik, og så havde hun været ude af stand til at gøre andet end at forsvare sig. Hun måtte dog være lidt mere forsigtig med hvad hun overvejede. Især når hun pegede vilkårligt rundt med sine fingerspidser. Hun nået dog ikke at komme særlig langt, faktisk rørte hun sig ikke ud af stedet. For næsten lige så hurtigt som hun havde fået tændt ilden, havde den anden fået den slukket. Hun havde dog ikke været i stand til at se om han havde brugt staven, selvom spidsen af den ikke var mod hendes ryg. Hun hev efter vejret, da kniven blev lagt mod hendes hals. Hun lagde venstre hånd mod den arm han havde rundt om hende, for at forhindre ham i at gøre nogen skade på hende.
"Nu lyver du" sagde hun roligt. Hun forsøgte ihærdigt at få styr på angsten der sad i hende. Det kunne ret hurtigt ende galt. Heldigvis var hun ikke forsvarsløs. Roligt og langsomt bevægede hun hånden skråt over sig, så hun kunne få fat i sin egen kniv, som var skjult under tøjet. Da hun kunne mærke at at grebet omkring hende blev svagere, slog hun albuen i maven på ham, og i et forsøg på at komme fri, vendte hun sig rundt imod ham, og havde nu sin stav i hånden, og pegede direkte på ham. "Lumos!" røg det ud af hende. Et lysglimt viste sig for enden af staven, og gjorde nu til kende hvem det var der stod foran hende.
Kaleema troede ikke sine egne øjne. Hun var ved at tabe kniven, dog strammede hun grebet om den, og stirrede vantro på sin bror. "Jeg burde slå dig ihjel, blot for at finde dig her, i live" ordene kom ud på arabisk, hun ville være sikker på at han var hvem hun troede.
Post by Altair Nazari on May 24, 2016 23:35:27 GMT
Løgnen måtte skinne tydeligt igennem, når den unge kvinde med så selvbehersket en rolighed kunne erklære hans ord løgnagtige, og Altair mærkede modet synke tungt i livet på ham. Der var ingen tvivl om, at han kunne nedlægge den middelhøje kvindeskikkelse i en kamp og stikke af, før hun kunne nå at alarmere hele landsbyen om den håbløse tyv, der havde truet hende på åben gade, men det var aldrig faldet rigmanden naturligt at ty til vold, og da slet ikke imod kvinder; i den verden han kom fra, var de ikke meget andet end porcelænsfigurer, skrøbelige og kønne og kun til pynt.
Før han kunne mønstre modet til at presse kniven hårdere imod hendes hals for at understrege truslens alvor – eller mangel på samme - havde hun skubbet hans arm bort, og forfjamsket smuttede kniven imellem fingrene på ham. Det sølvfarvede blad faldt til jorden, opslugt af mørket, lige indtil et kraftigt lys kastede et køligt skær over deres omgivelser og stak ham i øjnene, da han kiggede op.
Genkendelsen ramte ham ikke med samme effekt, som den syntes at gøre med hende, idet lyset blændede ham og slørede hendes ansigt i de første mange sekunder. De arabiske ord var dog ikke til at tage fejl af, og pludselig afsløredes meningen bag den velkendte duft, der havde præget kvinden. Kaleema.
Han var lige dele chok og glæde. Åh, hvor havde han savnet hende – og åh, hvor burde hun dog ikke befinde sig her, flere tusind mil hjemmefra i en skov, der var beboet af glubske varulve, hvoraf den ene var kendt for bevidst at opsøge menneskefyldte byer, når fuldmånen gjorde sit indtog. Hvordan hun var endt her, turde han end ikke tænke på. "Kaleema..." Var det eneste ord, han hæst kunne ytre på modersmålet, før han rømmede sig og klarede stemmen. "Er der sket dig noget? Er du uskadt?" Med en påpasselig forsigtighed trådte han langsomt et skridt frem imod hende; hånden nåede dog ikke længere end halvvejs imod hendes venstre arm, før han frøs, bange for, at hun var en illusion skabt af hans uendelige savn til familien.
Post by Kaleema Nazari on May 25, 2016 20:05:20 GMT
Det var altid lettere at se om nogen talte usandt når man kiggede dem direkte i øjnene, og det var ikke fordi at Kaleema havde prøvet det ofte, at stå med ryggen mod en anden, som truede hende på livet. Hun vidste dog at havde denne fremmede ment hvad han havde sagt, om at han ville bruge kniven, hvis kolde klinge hvilede mod hendes hals, så havde han gjort det med det samme uden tøven. Eller i det mindste vist at han ikke havde tænkt at gentage sig selv. Hun havde også taget en chance ved at forholde sig roligt, hun var vel naiv nok til at tro at hun kunne omvende alle mennesker.
Vejrtrækning som hun før havde forsøgt at beherske, tog nu over i sådan en grad, at hun havde svært ved at forblive fokuseret. Sorgen og glæden skyllede ind over hende i så store mængder at hun ikke vidste hvad hun helt præcis skulle føle. Hun holdte stadig staven rettet mod Altair, blot som sikkerhed, så hun kunne nå at skyde noget efter ham, forsøgte han at stikke af, og også for at bevare lyset, så hun hele tiden vidste at det altså var ham.
Hun kunne næsten ikke holde til lyden af hans stemme, nu hvor hun kunne se hans ansigt. Han havde slet ikke lov til at sige hendes navn. Hun kneb langsomt sine brune øjne sammen. Hun var mest af alt vred og såret, og hun havde svært ved at sætte de helt rigtige ord på hvordan hun havde det. "Jeg har det fint." sagde hun sammenbidt. Som han gik tættere på, sank hun dog stille staven, men gjorde ikke noget for at komme tættere på ham. "Hvad skete der?" hun ville have hele sandheden, og hun ville have den nu.
Lamslået forfærdelse, ekstatisk lykke, gennemtrængende sorg og en beskeden snert af broderlig vrede over, at hans yngre søster tilbragte aftentimerne i en fremmed by, øjensynligt på egen hånd, skyllede ind over ham med en kraft, der ville have sendt svagere mænd i gulvet; styrken sad dog standhaftigt i de udmagrede knogler det mørklagt sind til trods, og hænderne knyttedes som en påmindelse om den rest af magt over sig selv, han endnu besad.
Heftige vejrtrækninger forlod søsteren. Chokket syntes at ramme Altair med den modsatte effekt; langsomt, tungt bevægede hans brystkasse sig med en indgydende ro, han under den panikslagne tilstand påtvang sig selv. Under den stolte facade eskalerede følelser og sanseindtryk, mure væltedes og smertefulde stik gennemsyede hans hjerte; alt sammen som følge af et stormvejr, hvis katastrofale ødelæggelser ikke lod sig vise i det fregnede ansigt, hvor den solbrune kulør var falmet adskillige farvetoner til en usund bleghed, der ikke hørte den mørke halvaraber til.
Hun var uskadt, men de havde ikke tid til at dvæle ved lettelsen. Alligevel trak hans stilhed ud i sekunder, før en lyd, der bedst kunne beskrives som en dæmpet hybrid af en brummen og knurren, forlod ham.
”Pis,” udbrød han i en frustreret hvislen, idet han udmattet gned sig i begge tindinger med fingerspidserne. ”For helvede, Kaley, du burde ikke være her. Her er farligt. Hvorfor er du ikke derhjemme? Hvor er de andre?” Han ville kramme hende, han ville gribe fat i hende og ruske hende over hendes dumdristighed, men han kunne ikke. At røre hende med de selvsamme hænder, der havde gjort en ende på adskillige liv, ville være forkert.
Blikket søgte jorden, før han fortrydende mælede de næste ord på engelsk. "Du bliver nødt til at forsvinde herfra."
Post by Kaleema Nazari on May 26, 2016 11:18:52 GMT
Kaleema havde fået helt ondt i maven. En ukendt smerte havde slået rod dybt i hende, som nu svang sig omkring alt hvad den kunne komme til. Det havde ligeledes gjort at hun havde svært ved at flytte sig. Hendes fødder var som limet til den kolde natte jord. Vinden trak i håret på hende, og det fik hende til at indse at ingen af dem ville have godt af at stå herude. Hun havde ikke tænkt sig at lade Altair forsvinde så nemt igen. Ikke før hun i det mindste havde fået en forklaring. Hun brød øjenkontakten for at se sig omkring. Selv i en lille by som denne måtte der da ligge noget det kunne minde om en kro. Hun håbede blot at de fleste var gået til ro, så de kunne sidde alene, og uforstyrret.
Begge bryn skød op over hans ord, hun satte hælen mod jorden, hvilede noget af sin vægt mod det ene ben, og trådte et halvt skridt tættere på sin bror. "Jeg kan passe på mig selv* Du undviger mit spørgsmål" sagde hun spidst og rettede igen staven direkte mod ham. Troede han virkelig at han med så få ord kunne få hende til at vende om, og rejse tilbage til England? Det var næsten til at grine af.
"Det kan du tro jeg ikke gør, og skulle jeg endelig vælge at forlade stedet, er det med dig ved min side" sagde hun nu mere roligt. Hun var ikke længere lykkelig over at han var i live. Nu var hun vred og skuffet over han intet ville sige, som om det ingen betydning havde at han havde været væk.
*Farligt? Jeg har kun latter til overs for fare. Ha ha ha ha
Skridtet imod ham fik af refleks Altair til at træde bagud for at opretholde den afstand, der havde været imellem dem før. Tættere på ville han ikke lade hende komme, som kunne hans forbandelse smitte igennem den blotte luft, eller de mentale svækkelser overføres ved tankens kraft, hvis hun stod indenfor rækkevidde af ham. Trangen til at røre ved hende, til at sikre sig, at hun ikke var en bedrager, der havde taget skikkelse af hans søster, var noget nær uimodståelig under hans ny fundne paranoide vagsomthed, men frygten for at strejfe hende med sine blodsølede hænder var altoverskyggende.
”Du underviger mit spørgsmål. Er du her alene? Hvor er de andre?” Igennem det sidste lille års tid havde hans tanker strejfet familien oftere end noget andet. Desperat havde han forsøgt at opsnappe nyheder om sine søskendes ve og vel i nærliggende havnebyer, men ikke et eneste menneske havde været i stand til at fortælle ham, hvad der var hændt familien. Staven blev atter rettet imod ham, og et hjerteskærende udtryk indfandt sig i de mørkebrune øjne. Han fortjente ikke bedre; han var intet andet end et skadedyr, der burde gå i døden for sine synder. Alligevel var det knusende, at det var hans eget kød og blod, der havde hævet tryllestaven.
”Du kan ikke tvinge mig,” lød det med den hæse røst. Velvidende om, at han ikke havde samme magt over familien, som han førhen havde haft, fortsatte han ufortrødent: ”Gør som jeg siger, Kaleema. Tag hjem.” Han kunne med lethed forsvinde fra stedet med et enkelt fingerknips og lade hende bag sig, som han have gjort tidligere, men han kunne ikke forlade hende velvidende om, at hun var ganske alene i et fremmed land.
Post by Kaleema Nazari on May 28, 2016 13:41:21 GMT
Følelsen af at hendes egen bror ikke ønskede at hun skulle komme nærmere stak hende dybt. Som om at en af dem bar en eller anden form for smitsom virus, hvor blot den simpleste berøring ville kunne skade den anden. Det gjorde hende nok mere vred end ked af det og det gav hende lyst til at slå ham. Hendes underlæbe sitrede, og øjnene forblev uforstående, og små, som blikket forblev hvilene på ham. Nogen gange, ganske kort, var det som om at hun ikke kunne genkende den unge mand som stod foran hende, at hun havde fundet den forkerte, og at det var hendes hjerte der spillede hende et pus. At det langt fra kunne være hendes elskede storebror som stod foran hende.
"De befinder sig i England." sagde Kaleema med rolig stemme. Selvom hun overvejede kraftigt at de alle skulle rejse tilbage til Arabien. Hun havde snart fået nok at at være på Engelsk jord, såvel som Skotsk. På den ene side ønskede hun ikke at fortælle ham mere. Det var hans eget valg at forsvinde sporløst, uden nogen form for besked, så hvor meget fortjente han lige at høre om sin familie? Vreden fortsatte. Hun havde ikke tænkt at at gøre om noget, men hun ville vise ham at hun dog ikke ville lade tvivlen komme ham til gode endnu. Om hun præcis truede ham vidste hun ikke.
"Jeg går ingen steder" bemærkede hun. Hun var ikke længere bundet til at tage nogen som helst ordre fra ham, han var desuden den sidste hun ville lytte til. Hun endte dog med at fjerne tryllestaven helt, og puttede den, sammen med kniven på plads i bæltet. De kunne blive stående sådan her længe, de var lige stædige, hvilket ikke altid var et problem
Familiens velbefindende hjemme i England bragte blandede følelser til Altair; det var en lettelse at vide, at de var uskadte, men det fyldte ham med uro at blive ramt med realiseringen af, at Kaleema på egen hånd havde rejste milevis for at ende her. Det var, hvad der skete, når han ikke var der til at holde styr på sine søskende.
”Du tog ud for at lede efter mig…?” lød ordene fortrydende med den hæse klang; det var høje tanker at have om sig selv, at den familie, han havde ladt bag sig, ville lede efter ham. For alt han vidste, kunne han lige så vel være død for dem, for mandskabet, der var sejlet hjem uden ham, havde ikke været i stand til at bringe andre nyheder end hans pludselige forsvinding med sig.
Det var en prekær situation at finde sig selv i; han kunne hverken sende Kaleema bort, for det nægtede hun, tage hende med sig, for det var for farligt, eller efterlade hende her - også farligt.
”Hvordan kom du hertil? Med skib? Hvor er dit mandsskab?” Det var hans sidste håb, at hun havde folk med sig til at passe på hende. Han kunne ikke blive her meget længere. Hvor dybt det end smertede igen at måtte lade sin søster bag sig, måtte det ske; jo længere han tøvede, jo hårdere blev det. Han kunne ikke risikere, at hun gennemskuede ham, eller at de andre varulve så dem sammen.
Post by Kaleema Nazari on May 29, 2016 10:01:54 GMT
Kaleema havde endnu ikke fortalt sin bror om at familien langt fra havde brudt sig om hendes planer for denne rejse. Men hun havde været så skuffet over at de så hurtigt blot havde affundet sig med at Altair sikkert var død. Hun var rasende, ikke mindst på sin bror og ældste søster som havde taget det alt for roligt. De ville slet ikke lede efter ham, og havde sat alt for megen lid til at tro på andre, fremmede folks ord. Det var absolut ikke endt på god fod, og hun tvivlede lidt på om hun overhovedet var velkommen mere. Alle forsøgte at flette tråde til Jabez, for at tage styringen gennem ham, det var forfærdeligt.
"Jeg ville være sikker på hvad der var sket med dig, at du virkelig var død" sagde hun roligt med et lille suk. Hun vidste snart ikke om hun var glad for at finde ham i live, ikke efter den måde han var på overfor hende, overfor alt han havde forladt. Det hang slet ikke sammen. Han holdte noget fra hende, og det knuste hende næsten mere end at han havde lagt sit gamle liv bag sig, uden at give den mindste besked.
Hun kiggede stadig med små øjne på ham. Hans spurgte alt for meget indtil hende, og svarede ikke nok på hvad hun ville have ud af ham. "Jeg svare ikke på noget før du giver mig en ordenlig grund for hvorfor du gjorde som du gjorde" sagde hun bare. Med armene over kors stilte hun sig som om at hun langt fra havde tænkt sig at flytte sig, eller at give ham hvad han ville have. Hun så afventede på ham, som om det gav liv eller død, som om der kun var ét rigtigt svar, og en million forkerte.
Alting havde været lettere, hvis blot Kaleema var levet videre i troen om, at han var død. En splittet glæde bredte sig modvilligt i brystet over, at hans lillesøster selv nu, næsten et år senere, vedblev at nære håb om, at han var i live; hun havde ikke kunne opgive ham, og Altair kunne ikke sætte ord på, hvor stor betydning det havde for ham. At håbet havde drevet hende fra hjemmets trygge mure, over faretruende have og igennem mørke skove, var dog en anden side af historien – den side, som det knuste blik i de mørkebrune øjne valgte at fokusere på.
”Det var dumdristigt,” erklærede han. Hun havde sat sit eget liv på spil for at finde ham; det var ikke noget, han i en nær fremtid ville kunne tilgive sig selv for.
Hendes positur med de korslagte arme og smalle øjne havde nær jaget et smil frem på de sprukne læber – men også kun næsten. Stædigheden, der syntes at løbe i familien, bragte varme barndomsminder med sig. Smil var dog blevet en overflødighed for Altair, der end ikke huskede, hvornår latteren sidst oprigtigt havde kæmpet sig vej op igennem halsen i varme, boblende drag.
”Der er ingen grund. Jeg ville bare væk,” løj han velvidende om, at ordene ville gøre lige så ondt på søsteren, som på ham selv; men hellere at hun var vred på ham, forbandt ham langt væk og forlod ham her, hvor han hørte til, end at håbet om at få ham med hjem fik lov at spire. Han kunne ikke tage med hende; han kunne ikke bringe skam over familien, og slet ikke sætte dem i den fare, det ville være, hvis hans forvandling skete indenfor godsets aflukkede mure.
Post by Kaleema Nazari on May 30, 2016 11:09:07 GMT
Den kolde nattevind rev i hendes sorte hår, og fik det til at danse let i luften. Stilheden lå over dem som et stort mørkt tæppe. Følelserne væltede rundt i hende, og hun måtte kæmpe for ikke at gøre noget som ikke var gennemtænkt, eller at sige noget som hun ikke helt mente til fulde. Hendes vejrtrækning blev tungere, og dybere som hun stod og betragtede sin bror. Om han længere fortjente den titel, var hun stadig ved at overveje.
"Lad vær med at se mig som en eller anden forsvarsløs pige." sagde hun irriteret. Hun ville ikke samlignes med de kvinder som virkede til ikke at kunne andet med sit liv end at aflyde og rette ind til højre. Det lød virkelig som om han ikke troede at hun kunne klare sig selv. Hun havde altid set op til ham, og havde altid store håb om at han en dag ville rose hende. Det gjorde derfor mere ondt, at han blev ved med at fokusere på hvor dumt det havde været, at hun havde valgt at rjse ud for at finde ham. "Du er så fuld af løgn." kom det så fra hende. Med et let suk frigjorde hun sig selv for den korslagte stilling og lod armene glide ned.
"Du kunne i det mindste have fortalt det til dig, troede du ikke jeg ville forstå det?" spurgte hun stille. Hun rettede hovedet en smule. Hun forsøgte han fange hans brune øjne med sine egne.
Muligvis var Kaleema ikke komplet forsvarsløs, men hun var stadig hans lillesøster, og selvom han ikke havde set hende i det, der føltes som en mindre evighed, vældede beskyttertrangen op i ham. I hans optik var hun lige så forsvarsløs, som han selv havde været, før verden havde gjort en ende på hans naive tro om, at intet ondt kunne røre ham. Hun vidste ikke, hvilke farer skoven gemte på, hvilke væsner, der kom frem i ly af mørket – væsner som ham selv, der kunne slukke lyset for et menneskeliv i løbet af sekunder.
”Men det er du, Kaleema. Du forstår det ikke…” begyndte han med skuldre, der hang i en opgivende positur. Det nyttede intet at forsøge at banke fornuft ind i hans stædige lillesøsters hoved, for hun ville ikke lytte; ikke før hun havde mærket ondskaben på egen krop, ville hun forstå, at hun ikke kunne klare hele verden.
Ofte havde spekulationerne om, om familien ville have forstået, havde han blot været ærlig overfor dem, ramt ham. Hver eneste gang blev de dog ihærdigt fortrængt. Han havde truffet sit valg, og det var for sent at gøre det om nu, hvor end han til tider gerne ville.
”Nej,” lød svaret derfor stålfast. ”Der er intet at fortælle, intet at forstå." Hans brune øjne undveg hendes blik. "Du bliver nødt til at gå. Det vil være bedst for os begge, hvis du kan glemme, at du nogensinde har set mig her." At slette hendes hukommelse ville ikke kræve mere end et lille sving med fingrene, men han nænnede det ikke. Ikke overfor sin egen søster.
