Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Kroen var efterhånden blevet lidt af et stamsted for Willem, hvis vej havde ført ham til Hogsmeade, hvor en god rum tid var blevet tilbragt. Under normale omstændigheder ville rejsen hastigt være gået videre, men beltane-festlighederne havde trukket i ham, og glæden for byen syntes at have strakt sig længere, end han turde indrømme.
En hånd strøg igennem de halvlange, tjavsede lokker, som han indtog et bord i hjørnet af krostuen. Snakken fra de øvrige gæster skabte en summende baggrundsstøj, der akkompagnerede de udmattede protester fra hans krop, da han lænede sig tilbage på stolen. Den primære forskel imellem Willem og de andre arbejdstrætte mænd i kroen var blot, at hans uærlige lejevej på ingen måde kunne sammenlignes med deres hårde knoklen i marker og smedje.
Nannie var i godt humør. Beltane var tilpas langt væk, til at hun ikke længere tænkte over, hvad hun havde prøvet at undgå den aften og bølgerne stod, som altid, højt i krostuen, hvor der var nok at tage fat i. Hun grinede dæmpet over en vittighed fra en vindblæst heks, der var så krumrygget, at hendes næse næsten rørte bordet og skøjtede hen over gulvene, for at gribe tomme krus, servere nye og svinge sin tryllestav, så det hele blev ved med at forløbe flydende.
Da hendes vej nåede bordet i hjørnet, hang vinden stadig i hendes hår og det sidste smil dvælede på hendes læber, som hun så - halvforpustet - ned på den unge, nyankomne mand. "Og hvad kan jeg finde til dig i aften, mester?"
Post by Willem al-Dimashqi on May 23, 2016 8:00:02 GMT
Som en hvirvelvind gjorde kropigen sin entre i Willems synsfelt, vindblæst hår og med et haltende åndedræt, som var hun netop ankommet på løbende ben fra den fjerne ende af Hogsmeade. Det var umuligt ikke at smile over synet, og han tippede sigende hovedet på skrå, idet et spørgende blik rettedes i hendes retning.
”Travl dag?” bemærkede han. Kroen var ikke nær så fuld, som han ofte havde oplevet, men til gengæld var der ikke et eneste bord, der var blevet overladt til sig selv med madrester og brugte tallerkner, et tydeligt tegn på, at rengøringen blev taget alvorligt. ”Bare et krus øl,” svarede han da, blikket stadig hvilende på den unge pige, hvis ansigt hans hyppige krobesøg til trods desværre ikke ringede en klokke.
Nannie smilede et enkelt, næsten forpustet smil og strøg en enkelt hårlok væk fra panden. “Hvad afslørede det?” spurgte hun retorisk med et muntert glimt i de let sammenknebne øjne og den kammeratlige tone, som hun generelt lagde for dagen med kroens kunder. I hvert fald, når de indbød til det - som manden foran hende.
Øjeblikket efter noterede hun sig den simple ordre mentalt og nikkede. “Et krus øl på vej,” konstaterede hun og tøvede ikke længe, før hun forsvandt i en let susen af skørter og snart efter, dukkede op igen med et let skummende krus.
Post by Willem al-Dimashqi on May 24, 2016 10:29:52 GMT
Det var et under for Willem, hvordan kropigerne altid formåede at huske folks ordrer, når krostuen var ganske tæt pakket og efterspørgsler på øl, vin og en bid brød blev kastet efter dem fra alle fire hjørner. Bevidst om, at han ikke selv besad samme excellerende form for korttidshukommelse, priste han sig lykkelig for, at han ikke skulle bruge dagen på at betjene folk. Desuden var der en nagende fornemmelse i ham, der fortalte, at han nok hurtigt ville miste sit arbejde, når folk begyndte at klage over forkerte ordrer, og han taklede det omtrent lige så dårligt, som han taklede stort set alle former for problemer, der mødte ham.
”Det må næsten være ny rekord,” lød det imponeret, da et krus øl snart stod placeret foran ham, og et af de sædvanlige smil blev flashet imod kropigen. ”Mange tak.”
Der var gang i krostuen og Nan nåede at besvare flere, muntre kommentarer med sine egne, mindst lige så tørre, før hun nåede frem med kruset til den rette ejermand. Et muntert smil var stadig på hendes læber og forsvandt ikke, da han talte.
De mørke øjenbryn hævede sig let, før tænderne kom til syne i en nærmest ubevidst spejling af det smil, han sendte hende. "Der kommer sjældent noget godt ud af at lade mænd tørste," svarede hun muntert og blinkede en enkelt gang, efterhånden så naturlig i kroens stemning, at hun ikke tænkte meget over det.
Post by Willem al-Dimashqi on May 26, 2016 6:44:33 GMT
”Og mad,” tilføjede Willem. ”Når en mand er sulten nok, kan han finde på at gøre hvad som helst.”
Det vidste han bedre end nogen; sultens rand havde ramt ham adskillige gange og drevet ham til at gøre ting, et mere samvittighedsfuldt sind ville fortryde i årerækker efter. De sultne dage var dog med årene blevet færre i takt med, at han excellerede indenfor gement lommetyveri.
”Ham dér.” Han gjorde et nik imod en kødfuld, beskægget troldmand, hvis rødmossede ansigt talte sit tydelige sprog om, at han allerede havde fået mere end hvad godt var indenbords. ”Jeg tør vædde med, at han nok skal te sig, hvis han får lov til at sidde og tørste."
Der var en dybere, mere alvor undertone, der nemt kunne læses ind i ordene, men Nannie holdt sig til den lidt muntre tone. Selvom hun, som så ofte, altid havde noget at se til, tog hun sig også tiden til at blive stående ved bordene lidt og udveksle ord med kunderne; absolut noget af det, der der gjorde, at mange brød sig godt om at komme på De Tre Koste.
“Det har du uden tvivl ret i,” konstaterede hun med et skævt smil, før et enkelt, mørkt øjenbryn hævede sig over de næste ord og hun lod diskret blikket vandre i den retning, han udpegede. Da hun indså, hvem der var tale om, røg en dæmpet latter over hendes læber og den skinnede i hendes øjne, da hun så tilbage på den unge mand ved bordet.
“Ham? Han er så blid som et lam. Man skal være mere opmærksom på dem, der ser allermest fredelige ud,” konstaterede hun, det sidste dæmpet, som om hun indviede ham i en hemmelighed. Hun blinkede da også en enkelt, konspiratorisk gang for effekt.
Post by Willem al-Dimashqi on May 30, 2016 9:21:04 GMT
Vantro måtte Willem stirre på den brede mandeskikkelse, der – hvis han skulle tro kropigens ord - var blid som et lam. Han lignede ellers typen, der kunne knuse kranier med sin blotte hånd og kaste rundt med folk, som var de intet andet end stykker af legetøj; men blikket måtte bedrage.
”Så det siger du?” Rynkende på næsen lod han blikket vandre, før det fandt hvile ved en anden troldmand i krostuens fjerne ende; en skægløs herre med grå stæng i det falmende hår, der i stilhed nød sin suppe. ”Skulle ham der være mere farlig end kødbundtet?” Øjenbrynene hævedes udfordrende, da blikket igen faldt på kropigen, og han rystede på hovedet med et smil. ”Den må du længere ud på landet med.”
Nannie hævede øjenbrynene lidt af manden foran sig, mens læberne trak sig lidt sammen i et underholdt smil. “Har du aldrig lært, at synet kan bedrage?” spurgte hun dæmpet, før hendes eget blik gled langsomt og diskret til den anden mand. Hun genkendte ham med det samme som en af kroens mere hyppige gæster.
Tænderne kom halvt til syne. “I sidste uge så jeg ham nærved kyle en mand fra den ene ende af krostuen til den anden,” konstaterede hun dæmpet. “Mens han,” hun nikkede mod den væsentlig større og mere farligtudseende mand. “Havde sit lille barnebarn med og fnes som en anden skolepige af hendes vittigheder."
