Ægteskabets glæder

Stik. Stik. Stik. Gilbert tænkte ikke så langt at det måske ikke var det smarteste, at sidde og lade pennens skarpe, hensynsløse spids sidde og hakke ned mod bordets flotte, velholdte overflade. Nej, fornøjelsen var for stor til at han kunne stoppe. En myre havde passeret den sidste bordplade i sit ellers så korte, meningsløse liv.

Morskaben stoppede (ikke fordi Gilbert lignede en der havde det som et barn på en gynge; han lignede en der var ved at falde i staver), da døren gik op og ind kom hans hustru, der skabte en konflikt allerede starten af for ham: skulle han grine eller græde? Der herskede tvivl om Gilbert overhovedet var i stand til at græde længere. I stedet, endte det hele men en konklusion om han blot kunne side og vente, med et blik der tydeligt viste han var helst fri fra at se på synderens skikkelse. Han lænede sig dog alligevel resolut tilbage, så han kunne skimme hende nærmere, undersøge det ansigt som så fint udtalte de egennavnet elskede som om det var noget de altid gjorde. Gilbert sank ordene der hobede sig op, for de ville ingen nytte gøre.

Fantastiske nyheder? Han tvivlede på de betragtede fantastiske nyheder som det samme. For ham ville en fantastisk nyhed være at han havde drejet halsen om på den støjende kvinde, der fodrede hønsene om morgenen. ,,Hvilke?” spurgte Gilbert, i en så monoton, dæmpet stemme at det ikke engang var sikkert hun havde hørt det. Han havde en tendens til at mumle, når han prøvede at fortrænge ord der ikke skulle høres.

Hustruens varme smil syntes at prelle af på husbondens kolde, glatte overflade der havde bygget sig op gennem årene. Gad vide om de rørende ord og hensynsfulde smil nogensinde ville nå indtil hans indre, som var en gyselig, isnende grotte, ej en eng af blomstrende flora.
Med øjnene nøje plantet på den yngre kvinde, tog han mod hendes invitation, som var lige så metaforisk som den var virkelig. Han var i et grydefuldt humør, og han vidste, at hun også gjorde; men hun trodsede det faktum, som hun gjorde gang på gang, indtil det næste anfald skete. Og når det var sket, forsatte hun. Som i en ond, ubrydelig cirkel, der varede lige så lang tid som de begge havde fødderne på jordens overflade.

Han sænkede øjnene, der var ej klare som hans broders, men grumsede i farven, ned mod pergamentet mens han gennemlæste de fine, skriblede ord; han behøvede dog ikke, for han vidste godt hvad det her ville ende med. Han var usikker på om hun havde forventet han tog med, for han var ej typen som prislykkede andre deres lykke. Det ragede ham, men han måtte vel også holde sit ry, som blev mere plettet for hver dråbe bygen gav over ham.

Det lod også til at hans hustru forventede at han delte samme glæde som hende og tog med, med den næste vogn. Det var dog tydeligt, det ikke var hans intention da han hævede blikket, stille, men alligevel ufatteligt støjende og med ét let slag, fik han kastet pergamentet fra sig, ned på bordet, hvorefter han lænede sig tilbage i stolens lune omfavnelse; ,,Så gætter jeg på vi tager til bryllup,” konstaterede han, dog nærmere til sig selv, end til personen der delte rummet med ham.

Gilbert var usikker på om hans hustru havde opsnappet hvor ugideligt ordene var kommet ud af hans mund: sukkende, med en spørgende attitude om han virkelig havde behov for det. Han gættede på det var det der skulle gøres, men hvornår havde denne nærmest barnlige herre gjort hvad det, der skulle gøres? Han fulgte sig selv, eller, han gjorde sig et bravt forsøg på det, men blev indsnævret af domme som adlen gav.
Med tanke på barnlighed, var han utvivlsomt ikke den eneste barnlige i dette ægteskab, trækket kom bare til udtryk på forskellige måder hos dem. Ethel, med et ekko af evig lykke, og ham selv, en form for nægtelse overfor alt der krævede noget han simpelt ikke gad. Så vidt forskellige var de, de begejstrede forskellige ting, og selv loyalitet var ikke det samme hos nogen af dem.
Med en glæde som et barns, kunne hustruen næsten ikke skjule hendes lykke over at komme med til den fest, Gilbert ikke værdigede højt. Han nåede dog ikke at blive fortrydelig over hendes unødvendige, bevægede stemme, før hun var over hos ham. Han blev indesluttet af hendes søde, rosafyldte duft, idet hun lænede sig ned, for at kysse hans læber, der var tørre som en træ; han havde ikke spor forventet at hun ville havde nærmet ham, slet ikke sådan som hun tilnærmede ham.

Situationen var velkendt, men så alligevel ikke, og i et sekund vidste han ikke rigtigt hvad han skulle gøre, selvom han instinktivt allerede havde svaret. På grund af hans manglende form for reaktion, lod det til, at han gengældte hendes ellers kærlige gestus, selvom det bundede i han var taget på det forkerte ben, næsten sat til vægs. Nej, hvordan skulle han dog havde gengældt noget så elskeligt; han kendte knapt nok til følelsen, som så sandelig kom til udtryk.
Med hånden løftet, lagde han den på hendes kæbe, og instinktet om at få hende væk, overtog hele hans krop, i det han skubbede til hende, med så voldsom kraft at det ikke skulle undre hende om hun ville ramme bordets kant. Gilbert var ikke en person som tænkte længere end nuets behov, og derfor havde han ikke skuet hvordan han skulle håndgribe situationen der havde eskaleret sig; en ellers normal situation han var i til alle disse fester. Festen, der kom løbende og skulle true ham til at få nye indtryk, der ikke interesserede ham det mindste.

Han rejste sig fra sin stol, med en umådelig fast balance, selvom han kunne mærke temperamentet rusede i ham, så fingrene virkede rystende. Han vidste ikke hvorfor det gjorde ham så sur, måske det faktum det var kommet så pludseligt, eller han vidste hun delte de læber med andre; eller det faktuelle, at han ikke brød sig om hende. Det gav nok mere glasur til kagen, at han ikke brød sig om overraskelser, eller ting som ikke fulgte skemaet der blv brygget i hans forkantede hoved.
,,Hvad bilder du dig ind?” snerpede han, hæst og knapt lydhørt over læberne der var spændt.