Et Øjebliks Svaghed

Intet nyt havde været kvindens højdepunkt på dagen. Ja, ganske vist havde den været munter som hendes person, men der var ikke sket noget, som hun ikke kendte til. Nye sjæle krydsede hinandens veje inde på denne særprægede, men hyggelige kro, der havde en åbenhed for de mest fortabte sjæle. Men i dag, var det somregel kun kendte ansigter der stedt sig til hvile med en øl, og måske noget brød. Det var en stille dag på kroen og det gav Helena mulighed for at stoppe sig selv i sine pligter, blive overbemandet af at par gæster som blot ønsker en at dele deres minder og erfaringer med i en god sludren. Som den selskabelige og anelse nysgerrige kvinde, kunne hun ikke dy sig fra at slå sig ned i et af sæderne, for at høre en sømand snakke om sit elskede skib, Ilona. Den stakkels var ulykkelig, med triste folder i hans ansigt, som han beskrev hendes skønhed; de var netop igang med at reparere hende efter en grim storm og det havde sine priser. Og som Helena sad der, kunne hun ikke lade være med at have ondt af ham. Snakken mellem dem blev forsat og Helena lettede først fra sædet atter, da hun var sikker på hans humør havde lyset, som solopgangen selv, der fik himlen til at blive blå og klar.

Hun stod dog ikke i mange sekunder, uden at bruge stemmebåndet; snart, skimmede hun en genkendelig person, der sad for sig selv. Helena mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, hårdere, så hårdt at det bankede ud i hendes fingerspidser og tilbage igen. Hun vidste ikke helt hvad det kom sig af, det havde ikke været meget de to sjæle havde delt mellem sig, men alligevel kunne hun mærke varmen, som solen på en lun dag. Hun besluttede sig; med lette, dog meldende skridt, gik hun hen mod enmandsbordet, som snart blev til tomands, da hun satte sig overfor ham, med de fangende, blå øjne i hans, der skinnede klart, med en varme, der var naturligt over hende. Men også en styrke, som de fleste overså, for hun var jo denne milde, snaksalige kvinde som holdt sig til det positive lys, i stedet for pessimistens mørke.
,,Jerôme," hilste hun, med en stemme der lød som en latter. Hendes øjne analyserede hans figur, som virkede træt, men afslappet; ,,En hård dag?" konstaterede hun, med et smil der nåede øjnene.

Hans smil smittede af på hende og fik hendes ansigt til at lysne yderligere op og afslørede overrækken af tænder, som endnu ikke var mærket af den hårde, borgerlige kost de til tider fik. Når han smilede, smilede hun altid igen; hun kunne ikke lade være, og hun vidste hellere ikke rigtigt hvorfor det var sådan. På den anden side, var hun en meget smilende person, og dagene ville være langt mere grå, hvis Helena ikke var den kvinde hun var; smilet på kroen, trods hendes familie også var meget imødekommende, det måtte de være, for at holde stedet i gang. Det var vidst de færreste kroejere som kunne holde en kro kørende, hvis de var uhøflige og glubske. Det var hendes familie heldigvis ikke, trods hendes ældre søster kunne virke lidt hård i det.

Da han svarede hende, med en rolig røst så genkendelig, kunne hun ikke lade være med at sænke øjnene mod hans hænder, han bemærkelsesværdigt foldede sammen. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at hans hænder måtte være ru, og ømme af det arbejde han gjorde. Han så også en smule beskidt ud; ikke fordi det rørte hende, det var ikke ligefrem sjældent at lidt skidt nu til dags, og hun var ikke sippet. For hende, viste det en sjæl af en hårdtarbejdende: noget, hun satte pris på. Hun fik dog tankerne på noget andet, som han snakkede igen, og hun hævede blikket, i en nærmest perfekt timing da han prøvede at finde hendes blik.
,,Drage hjem?” gentog Helena, en smule overrasket. Det var altid en skam, når han tog hjem. Hun vidste det jo godt, det gjorde hun altid når han kom til hende, men hun glemte det altid med de minder hun skabte med ham, selvom det meste af det, var en masse beluring. Hun arbejdede, han arbejdede, så for det meste fordrev de tiden med at kigge, men hun bemærkede sjældent når han gjorde, hvis han da gjorde. Hun var nok ikke særlig opmærksomhed, i sidste ende.
,,Så kommer jeg jo til at savne dig,” sagde hun, dog med et leende smil, der lyste så strålende som stearinlyset ved hendes side. Det var dog ikke første gang hun kom til at savne ham, og hun vænnede sig nok aldrig til at han rejste sådan, for han var trods alt en ven af hende..
,,Men, så går jeg ud fra at arbejdet går godt?” spurgte Helena, med en oprigtig og typisk nysgerrighed, men også med hendes flyvskhed. I en samtale med Helena, var der altid en masse at tage fat på, en masse at komme omkring.
,,Det skal du ikke tænke på. I mine øjne, skal man ikke takkes for gæstfrihed, og alle vandrende sjæle er velkommen til en sludder,” svarede Helena, og denne gang, kom en latter følgende, så varm og hjertelig, men også genkendelig. Hun var ikke kendt for at være monoton, ej humorløs, og den kom ofte, både meldt, men også snigende. Hans kommentar fik hende dog til at tilte hovedet let til den ene side, en smule undersøgende, men også med en drilsk gemt i de opadsiddende mundvige; ,,Tåleligt? Med min latter og dårlige historier?” pointerede Helena, med en karakteristisk morskab. Hun kunne godt komme lidt på et sidespor, til tider.

Så længe der blot er arbejde. Helena bed mærke i sætningen, idet hun satte læberne i in underlæbe, en vane hun havde når hun begav sig ud på sine tanker. Modsat Helena, virkede han lidt negativ, og i virkeligheden, var de som to sider, to breder, med floden løbende med dem. Ham, mørk, med kritiserbare tendenser, og hende, lys, med hendes positive måde at se tingene på. Det havde dog ikke været nemt for hende; hun havde engang været så utålmodig, så forkastelig. Men hun havde banet vejene for sig; og hun ønskede det samme for denne sjæl. Finde roen og åbne mulighederne for ham selv. Hun havde ikke noget mod hans formørkede måde at se tingene på, og det var måske derfor de kunne sidde i hinandens selskab. Ej havde hun intet mod hans manglende magiske talenter, faktisk, skænkede hun det en slet tanke. ,,Hvis du nogensinde sulter, skal jeg nok smugle nogle brødkrummer ud til dig,” sagde Helena, med et drillelystent glimt i øjet, idet hun blinkede med det, dog yderst diskret. Hun mente det dog, med en dybere alvor; måske ikke brødkrummer, men hele brød, koste eller ej.

Det glædede hende at få ham til at le, se det varme smil. Men det der varmede hende, helt ud til sine fingerspidser som var ømme efter at havde vasket op fra aftensmadens kunder, var hans kommentar, der dog blev fulgt med en latter. Hun kunne godt lide at være ét lys, noget man forbandt med noget godt. Det gjorde hende i godt humør, hvis det var muligt for kvinden med de smilende øjne, dog der ikke var specielt opmærksomme, for hun bemærkede slet hans lidt forlegne person, der havde dukket op fra sit skjul i et split sekund, eller hvordan han kiggede på hende med en beundring. Selv, kiggede hun på ham med et behersket blik, med en afdæmpet betragtning. Hun kunne godt lide når han smilede, han blev meget mere tiltrækkende, måtte hun indse.

Hendes kraftig blå, fangende øjne så ned mod kruset, hans hvileløse hænder holdt om. Venligt, lod hun sine hænder fjerlet ligge og omfavne hans, for at give dem ro, transferer den rolige energi som det spirituelle menneske hun var. Hun sænkede hovedet, for at blidt fange hans mørke øjne, og med et træk i mundvigen, skilte hun læberne ad; ,,Men så kan vi skabe historier,” pointerede hun, med glimtet af en Gryffindor i blikket; denne eventyrlystne kvinde bød ham på en udfordring, de måtte selv skrive. Hvis han mente at hans dag var den samme, dag ud og dag ind, skulle hun nok give ham noget at tygge på inden han tog afsted. Hun var trods ikke kedelig, langt fra. De fleste forbandt milde personer med noget roligt, noget kedeligt, men hun var trods alt en Gryffindor. Ikke noget han ville vide, men: en der ønskede eventyr. Og hun hev efter vejret for ét, men vidste ikke hvilket, endnu.
,,Men det er ikke ligefrem en kamp. Jeg har oplevet værre,” hun brød momentet med den leeende kommentar, mens hun tog hænderne til sig, der blev straks køligere.

Overraskende nok, var Helenas hænder ikke specielt bløde, i forhold til en højere stående kvinde; hun lavede jo opvask, vaskede tøj og spillede på strenge, som gjorde fingerspidserne ru, af slidtage. Men det var ingenting i forhold til Jerômes hænder, hvor Helenas virkede så rare og behagelige. Ikke fordi hans varme hænder ikke var behagelige, men der var ret ru, men det var forståeligt med hans arbejde og kvinden med det selv en smule ru hænder, tog dem til sig, i takt med smilet på hans læber bredte sig. Hun tog det som om han havde taget imod hendes invitation; selvom, hun egentlig ville havde tolket den til det i sidste ende.

,,Hvis jeg ikke havde håb, hvad ville jeg så have?” sagde hun, med det kæreste smil i det hun kom op på fødderne. For hende, lå der noget dybere i det; håbet til at blive bedre. Håbet til et blive ét med det spirituelle som hun gik så meget op i. Hvis man betragtede Helenas hjem (og alle er er overbevidst om at ét hjem er som et kig ind i personligheden på et menneske) var det fyldt med ting som ikke kun gjorde hende glad, men følte sig ét med sig selv; røgelse, blomster, amuletter og alt hvad du kan finde som har med spirituelle aftegninger at gøre. Huset var dog godt nok lidt lille, og det virkede nok lidt endnu mindre med de alverden forskellige ting. Atter rakte hun sine hænder frem mod ham, bydende:
,,Jeg håber du kan flytte fødderne,” påpegede Helena, med det drilske over hende atter, som gav hende indtrykket om at være denne muntre, givende person. Så snart Helena havde hørt musikken – som hun for en gang skyld ikke stod for – havde hun lyst til at rykke fødderne og hvad kunne være mere oplagt? Han følte ikke der skete noget… Men har han måske prøvet at danse?

Denne dag sprudlede hun virkelig af energi, der var beundringsværdig; hun hvilede i sig selv, modsat så mange mennesker, måske endda den tiltrækkende, men alligevel varme mand hun bød til dans, i takt med musikken blev mere behersket og rolig, men stadig så højlydt som altid. Hans snak om udfordringer fik hende til at grine, mest fordi tanken om hende, lade en udfordring passere uforhindret, var komisk. For det var en sjældenhed i sig selv.
Hans strømmende komplimenter fik hende til at smile bredere, en smule forfjamsket. Generthed lå ikke til kvinden med de blå øjne, men alligevel, når det kom fra ham, som nok ikke var en mand der slyngede kære ord ud til alle, betød det noget, end hvis det havde kommet fra en fulderik der ikke kunne så ud af det ene eller andet øje. ,,Jeg sætter pris på det, Jerôme,” sagde hun, med en stemme så blid som fløjl, dog med skarpe kanter i underkanten, der bevidste hendes indre styrke. ,,Men det har du også, hvis du bare vil se,” påpegede hun, mens hun ventede tålmodigt på han tog chancen.

,,Desuden.. Jeg kan godt lide udfordringer. Og jeg plejer somregelt at løse dem,” tilføjede hun, med et nærmest flirtende blik i øjnene, der ramte til læberne.

Så snart den første, halvhjertede nægtelse kom over mandens læber, kunne hun ikke lade være med at afbryde hans ellers så varme og nærmest undskyldende stemme med en rar latter: nej, det ville hun ikke høre på! Det var jo ikke ligefrem fordi hun selv havde dansefødder, grunden til hun måske kunne snyde sig frem til det var hendes sikre udstråling og mange år på kroen, som hun var født og opvokset på. Hun kendte ikke til blufærdighed i den forstand, at være bange for at prøve noget nyt og egentlig, fandt hun stor morskab i at gøre ting, såsom at danse, der var lidt dristige. Hun ønskede at danse. Og hun ønskede at gøre det sammen med ham, hvis han da turde at slippe sig selv løst.

,,Det skal du ikke bekymre dig om,” svarede Helena, med et blidt smil farvet på læberne, hvorefter hun forvovent tilføjede: ,,Jeg skal nok føre an,” men det brød ud i en dæmpet latter, som tonen havde været i før; dæmpet og henvendt til ham. Hun ønskede at drille ham, lokke ham ud af hans skal og se hvilke udfordringer han egentlig kunne byde denne kvinde, der længslede efter eventyret. Hun nikkede til hans kommentar om han ikke ville stå i vejen for hende, som han rejste sig og tog hendes hænder, før hun nåede at tage hans: noget, som fik et smil frem på læberne af hende, atter, atter. Han var årsagen til mange smil denne aften. Og følelsen af hans hænder som omsluttede hendes, denne gang ordenligt, fik det til at kilde helt nede i tæerne, som allerede var klar til en svingom. Det var dog ikke blot følelsen af de varme hænder om hendes, der fik rygraden til at kilde: den hæse, mørke stemme fik røre i andedammen og hun skjulte læberne ved at bide dem blidt sammen. ,,Javel, sir,” sagde hun, med en stemme der virkede lys og sart, i forhold til hans, trods hun var alt andet end sart.

Hun fulgte med ham, som han førte hende længere ind, så de kom lidt væk fra de andre, men også stod et plads med frit albuerum. Hendes latter ramte loftet da han bukkede for hende, en smule kejtet, men hun så det ikke som en handling der var akavet, men kun morsomt: og det gjorde ham en del mere charmerende. Hun elskede at se ham i et sådan lyst humør og hun blev grebet i at betragte manden, som lignende en helt andet, når han blev malet så pænt, med smil og åbne øjne. Hun nejede for ham, ikke med den bedste balance, og knapt så elegant, men det gik an; for dansen gjorde hun med bekendthed, der fremkom naturlig. Hun lagde sin hånd på hans skulder og snart var de begge langt inde i dansen, som var til stor morskab for hende, og det så ud til det var det samme for ham. Det var som musik for hendes ører at høre ham grine, med et yderst charmant smil på læberne, der fik helt vejret fra hende. Om det var ham og hans så tiltalende person, følelsen af hans hænder, eller det faktum hun blev snurret rundt, der fik det til at kilde så behageligt i maven, vidste hun ikke. ,,Måske har du mere talent med dine fødder end du troede,” komplimenterede hun, mens hun tiltede hovedet på skrå, og hun fangede flygtigt hans øjne, mens musikken blev mere rolig og de hurtige trin passede ikke længere ind i rytmen.

Helena gjorde ikke mærke i at deres dans var lidt, hvad man kunne sige, skæv? I forhold til selve musikken, det vigtigste var at de morede sig og det gjorde hun bestemt. At se den unge herre more sig med hende, gjorde hele oplevelsen meget bedre og hun lod sin krop blot give sig til rytmen og føreren, som havde bemærket at folk var kommet op på dupperne og deltog i de unges frie, ubekymrede dans. I modsætning til hendes, ja, modsætning, med de mørke, varme øjne, lagde Helena slet mærke til meget, ikke engang hvordan den unge herre kiggede på hende. Det var først da musikken sænkede sig over dem.
Hans kommentar fik blot varmen til at flyde hurtigere i hende, hurtigere og hurtigere, så det havde nået hele vejen rundt, rundt om hendes hjerte og ud igen. Hendes læber var konstant malet af det lysende smil, men det virkede helt beruset; hun ønskede at bringe det bedste frem i ham, frem i alle faktisk, men lige ham… Hun vidste ikke helt hvad det var, kunne ikke tegne det for sig, men hun var da bevidst om at det var et ønske af hende, som lå nært hendes hjerte… Måske ret faretruende tæt.
Hun havde en sådan lyst til at smage det lysende smil der lå på hans sprukne læber, som han holdt om hende og alt omkring dem faldt i tempo. Hvor var det dog fristende, at lide krydse grænsen der blev respektfuldt holdt, men hun havde lyst til at være rebelsk, smage på de søde ord der kom fra manden, hun ikke anede kunne være så charmerende. Hun hævede hagen en anelse, så hendes næse var udenfor hans og hun kunne ikke dy sig fra at skille læberne en anelse; ,,Jeg takker,” sagde hun, i en stemme henført så blid og dæmpet, dog med den typiske kant af munterhed der osede fra hende.

Hun gav hans hånd et klem, da hun fornemmede han skulle til at skabe den samme, kedelige distance mellem dem; og det var lige det han gjorde. Klemmet havde været i protest, for hun ønskede ham tættere på sig, men han havde allerede taget sin beslutning. Han gik til det velkendte og tog sig noget øl, mens hun stod og betragtede ham en anelse, under de lyse øjenvipper der beskyttede de sjældne, blå øjne der dragede enhver. Hun vidste ikke helt hver der foregik, men hun skjulte det og hendes optimistiske, drilsk attitude var uforhindret, da hun nærmede sig igen. Hvis han havde trukket sig, lavet en fin hentydning om han ikke ønskede mere morskab, så lod hun med vilje som om hun ikke opfangede det.
Hun tillod sig selv at bøje sig ind mod ham, krydsede den grænse han ellers helligt havde holdt og indenfor sekunder, havde hun yderligere krydset grænsen, kommet helt ind i landet: så uskyldigt, og så fint, gav hun ham et kys på kinden. Hun havde ikke ment noget yderligere med det… Eller havde hun? Var det som små brødstykker hun gav ham, der ledte til flere, mere begivenhedsrige veje?
,,Selv tak,” sagde hun, med et smil i øjnene, men så hurtigt som hun havde taget sine valg, så hurtigt tog hun nye, og havde til hensigt at forsvinde fra hans øjesyn.