|
Post by Bowman Wright on May 4, 2016 18:35:19 GMT
Bowman havde ikke haft den letteste af aftener, men han havde fundet tilbage til sin plads med et fyldt krus med øl. Blair og Benevolence var forsvundet og han var alene. Nan havde nok fundet sit selskab igen et sted ved bålet, men han så ikke efter vennen. I stedet lukkede han øjnene i et langt, behageligt øjeblik og lod den kølige aftenluft glide over sig. Da han åbnede øjnene så han stort set direkte på en forbipasserende, der var underligt bekendt, men som han alligevel ikke fuldstændig fattede hvem var i et langt, undrende øjeblik, før han både fandt sin hukommelse og sin stemme. "MacFusty?"
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 5, 2016 12:43:27 GMT
Bhaltair udnyttede til fulde at han var en fri fugl i aften og ikke havde hverken arbejdspligter eller familieansvar på sine skuldre. Han havde nok fået lidt for meget indenbors, men han var en stor mand og det påvirkede ham ikke særlig meget. Han havde mistet fornemmelsen af hvor hans kone var henne, men han regnede med de ville finde hinanden på et eller andet tidspunkt igen. Han kunne i hvert fald mærke at Agnes eliksirer havde hjulpet en del.
Uopmærksom over sine omgivelser, fandt han først Bowman med blikket da han hørte hans stemme sige hans navn og selvom han efter et øjeblik kunne genkende den gamle ven, virkede han meget anderledes. Og så alligevel slet ikke. "Bowman?" Spurgte han forbløffet, inden hans ansigt lyste op i et bredt smil. Den gode Beltane stemning gjorde Bhaltair lidt ignorant overfor hvor lang tid Bowman havde været væk og at han havde været i krig. Han mødte vennen med et klap på skulderen og grinede afdæmpet. "Tænk at skulle se dig her! Det havde jeg ikke forudset." Han smilede skævt og klappede ham endnu engang på skulderen, inden han tog hånden til sig og drak lidt af sit krus med øl.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 5, 2016 12:53:30 GMT
Bowman burde ganske givet have rejst sig, men han blev blot siddende på sin plads ved bålet og betragtede sin barndomsven en smule overvældet. Han burde ganske givet have forudset, at der ville være en hel del af hans bekendte til stede, men så langt var han ikke nået. I hvert fald var han ikke nået til Bhaltair.
Blikket gled overrumplet over den tidligere klassekammerat og der gik et langt øjeblik, før han fik bare moderat styr på sin overraskelse og brummede lidt som svar på de manglende forudsigelser. Han var en mand af få ord og han havde i hvert fald ingen lige nu.
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 7, 2016 7:59:01 GMT
Bhaltair fornemmede at den jævnaldrende mand ikke havde ændret sig meget siden skoletiden, hans brummen var i hvert fald en velkendt lyd og dragetæmmeren tog ikke hans manglende ord personligt. I stedet valgte han at slå sig ned ved siden af den gamle ven og betragtede de andre mennesker. "Tror jeg skulle have taget lidt hjemmebryg med, det her er slet ikke stærkt nok." Bemærkede han tørt og kiggede ned i sit krus med øl uden helt at vide hvad han skulle sige til den mand han ikke havde set i evigheder.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 7, 2016 13:26:36 GMT
Bowmam havde været væk i fem år og anede ikke hvor Bhaltair stod i sit liv. De havde været de bedste af venner engang, mem måske var det ikke det samme længere. Eftertænksom, men også hæmmet af sit seneste sammenbrud, så han dybt i sit krus, før han overhovedet sagde mere. Da han rent faktisk åbnede munden, var blikket på ilden og lettere fjernt.
"Hvordan står det til på Hebriderne?" Almindelig høflighed, var det vel, men under det lå der et dybt lag, af andre spørgsmål. Hvem lever? Hvordan har Tomkin det? Er du blevet gift? Han stillede ingen af dem, men de brændte stadig i ham.
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 8, 2016 13:38:58 GMT
Bhaltair havde ikke glemt at Bowman havde været væk, han havde savnet sin ven, men livet var hurtigt gået videre og han havde ikke et overblik over hvor meget den jævnaldrene havde misset. Det var underligt at han ikke havde været der i alle de år, nu virkede det for Bhaltair som om han aldrig havde været væk.
"Det går såmænd fint nok, det er sådan lidt op og ned, min mor passer vores søn i aften så jeg og Eva har ingen forpligtigelser i aften.. Andet end at skabe nye rollinger selvfølgelig." Han smilede fjoget og grinede afdæmpet, mens han sendte et sigende blik mod vennen og drak en slurk af sin øl.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 8, 2016 14:55:07 GMT
Bowmans bryn røg et godt stykke op, som adskillige usagte spørgsmål blev besvaret. På trods af sine egne problemer, kunne han dog sagtens glæde sig på den gamle vens vegne. Hans mundvige trak op i et reelt smil og han så over på Bhaltair med varme i blikket.
"Du er gift? Du har en søn?" Han slap en dyb indånding og skuldrene faldt en smule.
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 8, 2016 15:12:29 GMT
Bhaltair vendte blikket mod Bowman og gengældte hans varme smil, hvorefter han nikkede et par gange. "Ja, jeg blev gift med Evangeline Dodderidge, faldt over hende på De Tre Koste. Det tog lidt overtalelse men hun endte med at sige ja, en beslutning hun sikkert har fortrudt en del siden." Han lo afdæmpet og lod som om han spøgte, men inden i ham var der en reel tvivl der havde spiret siden det viste sig hvor svært de havde ved at få børn. "Eoin, han er en god dreng. Han er snart tre år gammel." Sagde han og smilede for sig selv ved tanken om det lille barn. "Hvad med dig? Hvor længe har du været tilbage?" Spurgte han og lagde en hånd på vennens skulder med et varmt smil på sine læber.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 8, 2016 17:28:47 GMT
Det gibbede lidt, næsten umærkeligt, i Bowman ved kontakten. En følelse af ubehag spredte sig i ham, men han trak sig ikke væk af ren høflighed, selvom han sad mere eller mindre stift som en stenstøtte, smilet forceret.
"Noget tid," svarede han i en brummen. Han kunne ikke beskrive hvor uinteresseret han var i, at tale om sig selv. "Er din familie her? Din hustru?"
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 9, 2016 15:40:22 GMT
Bhaltair var for beruset til at være opmærksom på vennens reaktion og trak blot hånden til sig, inden hans blik gled ud over menneskemængden. Han nikkede lidt over hans spørgsmål og pegede ud et sted i mængden. "Det er hende derovre, ved siden af den rødhårede, der tæt på bålet. Jeg introducerer jer senere, er sikker på i kan blive gode venner." Sagde han med et skævt smil og lænede sig tilbage i græsset, mens hans øjne hvilede på Eva, som så ganske køn ud selv herfra.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 9, 2016 20:09:49 GMT
Bowmans blik gled et temmelig langt stykke væk og da det endelig landede på en kvinde, var han temmelig sikker på, at det ikke var Evangeline Dodderidge. Hans bryn røg et stykke op, før han vendte blikket tilbage imod Bhaltair.
”Ved siden af Nan?” Han undrede sig åbent. Måske fordi Nan, for ham, eksisterede lidt i et tomrum. Selvfølgelig var det ikke et usandsynligt venskab. En Dodderidge og en kropige.
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 14, 2016 12:48:58 GMT
Bhaltair nikkede og smilede skævt. "De er gode veninder." Forklarede han og drak lidt af sin øl. Han kendte ikke hustruens veninde så godt som hun selv gjorde, men han havde aldrig haft noget imod kropigen. "Kender du hende?" Spurgte han og løftede øjenbrynene mens han betragtede vennen undersøgende og forsøgte at finde ud af om interessen i Nan var mere end venskabelig. Det var dog svært at sige med Bowman, han havde jo ikke set ham i lang tid.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 15, 2016 12:00:08 GMT
Bowman så dybt i kruset. Kendte han Nan? Måske ikke. Han trak lidt på skuldrene. "Jeg boede på kroen en overgang." Den dybe brummen afslørede intet om årsagen til det. "Vi havde begge været væk i lang tid. Så vi faldt i snak." Han trak en anelse på smilebåndet, blikket flakkende til vennen.
"Tillykke med din søn." Han tog en dyb indånding. "Jeg vil gerne møde ham en dag...?"
|
|
|
Post by Bhaltair MacFusty on May 19, 2016 19:25:39 GMT
Bhaltair studsede lidt over at Bowman havde boet på kroen, men han fornemmede at det ikke lige var i aften at han skulle grave dybere i vennens tilbagevenden. Den tid ville nok komme hvor han ville høre hele historien og Beltane var ikke lige det oplagte tidspunkt. "Bestemt, bestemt!" Udbrød han pludselig helt energisk over forslaget og puffede til den jævnaldrende mands skulder. "Du må komme på besøg på Hebriderne. Så kan du se alle igen, Tomkin og hele.." Bhaltair gik flygtigt i stå og kom i tanke om der var nogle informationer Bowman ikke havde fået endnu, men han var ikke i humør til at tale om død og ødelæggelse. "Slænget." Tilføjede han og drak en stor slurk af sin øl, der straks dulmede de triste minder.
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 19, 2016 23:16:18 GMT
Bowman fangede udmærket skiftet fra entusiasme til... Noget ganske andet. Selvom han absolut ikke var opdateret på situationen, var han ingen idiot. Dragetæmmerhvervet var fyldt med næsten større ricisi end hans tid som smed i hæren. Nogen var utvivlsomt kommet til skade og tanken skar næsten mere i ham end hans egne tab.
Han kunne dog næsten ikke bære, at spørge ind til det. I stedet greb han den mulighed, som Bhaltair selv havde givet. ”Jeg har set Tomkin,” konstaterede han. ”Til Ostara. Men det gik så hurtigt. Hvordan har han det?”
|
|