Engang var vi som brødre

Bhaltair udnyttede til fulde at han var en fri fugl i aften og ikke havde hverken arbejdspligter eller familieansvar på sine skuldre. Han havde nok fået lidt for meget indenbors, men han var en stor mand og det påvirkede ham ikke særlig meget. Han havde mistet fornemmelsen af hvor hans kone var henne, men han regnede med de ville finde hinanden på et eller andet tidspunkt igen. Han kunne i hvert fald mærke at Agnes eliksirer havde hjulpet en del.

Uopmærksom over sine omgivelser, fandt han først Bowman med blikket da han hørte hans stemme sige hans navn og selvom han efter et øjeblik kunne genkende den gamle ven, virkede han meget anderledes. Og så alligevel slet ikke.
"Bowman?" Spurgte han forbløffet, inden hans ansigt lyste op i et bredt smil. Den gode Beltane stemning gjorde Bhaltair lidt ignorant overfor hvor lang tid Bowman havde været væk og at han havde været i krig. Han mødte vennen med et klap på skulderen og grinede afdæmpet.
"Tænk at skulle se dig her! Det havde jeg ikke forudset." Han smilede skævt og klappede ham endnu engang på skulderen, inden han tog hånden til sig og drak lidt af sit krus med øl.

Bhaltair fornemmede at den jævnaldrende mand ikke havde ændret sig meget siden skoletiden, hans brummen var i hvert fald en velkendt lyd og dragetæmmeren tog ikke hans manglende ord personligt. I stedet valgte han at slå sig ned ved siden af den gamle ven og betragtede de andre mennesker.
"Tror jeg skulle have taget lidt hjemmebryg med, det her er slet ikke stærkt nok." Bemærkede han tørt og kiggede ned i sit krus med øl uden helt at vide hvad han skulle sige til den mand han ikke havde set i evigheder.

Bhaltair havde ikke glemt at Bowman havde været væk, han havde savnet sin ven, men livet var hurtigt gået videre og han havde ikke et overblik over hvor meget den jævnaldrene havde misset. Det var underligt at han ikke havde været der i alle de år, nu virkede det for Bhaltair som om han aldrig havde været væk.

"Det går såmænd fint nok, det er sådan lidt op og ned, min mor passer vores søn i aften så jeg og Eva har ingen forpligtigelser i aften.. Andet end at skabe nye rollinger selvfølgelig." Han smilede fjoget og grinede afdæmpet, mens han sendte et sigende blik mod vennen og drak en slurk af sin øl.

Bhaltair vendte blikket mod Bowman og gengældte hans varme smil, hvorefter han nikkede et par gange. "Ja, jeg blev gift med Evangeline Dodderidge, faldt over hende på De Tre Koste. Det tog lidt overtalelse men hun endte med at sige ja, en beslutning hun sikkert har fortrudt en del siden." Han lo afdæmpet og lod som om han spøgte, men inden i ham var der en reel tvivl der havde spiret siden det viste sig hvor svært de havde ved at få børn.
"Eoin, han er en god dreng. Han er snart tre år gammel." Sagde han og smilede for sig selv ved tanken om det lille barn.
"Hvad med dig? Hvor længe har du været tilbage?" Spurgte han og lagde en hånd på vennens skulder med et varmt smil på sine læber.

Bhaltair var for beruset til at være opmærksom på vennens reaktion og trak blot hånden til sig, inden hans blik gled ud over menneskemængden. Han nikkede lidt over hans spørgsmål og pegede ud et sted i mængden.
"Det er hende derovre, ved siden af den rødhårede, der tæt på bålet. Jeg introducerer jer senere, er sikker på i kan blive gode venner." Sagde han med et skævt smil og lænede sig tilbage i græsset, mens hans øjne hvilede på Eva, som så ganske køn ud selv herfra.

Bhaltair nikkede og smilede skævt. "De er gode veninder." Forklarede han og drak lidt af sin øl. Han kendte ikke hustruens veninde så godt som hun selv gjorde, men han havde aldrig haft noget imod kropigen.
"Kender du hende?" Spurgte han og løftede øjenbrynene mens han betragtede vennen undersøgende og forsøgte at finde ud af om interessen i Nan var mere end venskabelig. Det var dog svært at sige med Bowman, han havde jo ikke set ham i lang tid.

Bhaltair studsede lidt over at Bowman havde boet på kroen, men han fornemmede at det ikke lige var i aften at han skulle grave dybere i vennens tilbagevenden. Den tid ville nok komme hvor han ville høre hele historien og Beltane var ikke lige det oplagte tidspunkt.
"Bestemt, bestemt!" Udbrød han pludselig helt energisk over forslaget og puffede til den jævnaldrende mands skulder.
"Du må komme på besøg på Hebriderne. Så kan du se alle igen, Tomkin og hele.." Bhaltair gik flygtigt i stå og kom i tanke om der var nogle informationer Bowman ikke havde fået endnu, men han var ikke i humør til at tale om død og ødelæggelse.
"Slænget." Tilføjede han og drak en stor slurk af sin øl, der straks dulmede de triste minder.