Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var et mindre selskab, men Marie kendte endnu ikke mange andre i den engelske adel, end dem, hun havde haft muligheden for at hilse på til forlovelsesfesten. Hun var der da også kun, fordi Deana Malfoy havde ment, at det kun var sundt for hende at pleje de spæde forbindelser. Marie, et socialt væsen, havde i sidste ende heller ikke mange klager mod det, selvom hendes forlovedes fravær var en svag kilde til irritation.
Efter middagen samlede mændene og kvinderne sig i hver deres klynge og Marie gled ned at sidde nær ilden, blandt en mindre gruppe af adelskvinder, der var fordybet i et emne, som ikke interesserede hende det fjerneste. Med et lydløst suk, tog hun en tår af vinen og bemærkede først da, den unge kvinde, der forsvandt lidt blandt de andre, men som sad lige overfor Marie selv.
Det var mere interessant end småbørnssnak og hun klarede halsen med en feminin lyd og et pænt smil på læberne. "'ar vi hilst på 'inanden, mademoiselle?"
Trods Mara havde været en del af denne spolerede befolkning af mennesker hele sit liv, siden hun blev født, havde hun stadig ingen idé om hvad hun skulle gøre, eller hvem hun kunne kalde sine venner. Instinktivt, så vidste hun det jo godt; hvad hun skulle sige, gøre og hvornår det var passende at nikke medfølende til en historie. Mara havde dog ingen interesse i disse snakke og meget snart, faldt hun i staver over ilden som dansede så frit, som Mara ønskede hun kunne. Det kunne hun også, når hun malede: men lige nu var hun låst mellem mennesker hvis stemmer var den blotte baggrundsstøj. Hun forstod ikke et hak af det alligevel: de snakkede om børn, men selv var Mara ikke gift, nej, hun havde ikke engang kysset en mand endnu, så hun havde vidst intet at prale af.
Mara tog stilfuldt en tår af teen, der lagde sig som et sødmelager på læberne af den unge kvinde, med det blonde hår, der faldt i kaskader ned af hendes ene skulder, blottet af den blå kjole. Hun var helt optaget af den livlige ild, så hun bemærkede slet at kvinden overfor hende, der emmede af en modenhed hun ej selv ejede, prøvede at klare halsen. Først da hendes spørgsmål lød, henvendt til Mara selv, hævede hun sit blik, hvor de fangende intense øjne var indrammet af lange, uberørte øjenvipper. Mara gentog spørgsmålet for sig selv, for hun var usikker på om hun overhovedet havde hørt det helt rigtigt, accenten komplicerede det en anelse. ,,Det... Tror jeg ikke," svarede Mara, en anelse tænksomt, mens hun med en klirrende lyd fik koppen ned på tallerkenen igen, som var minimeret til formålet som tetallerken.
Både Lionel og Deana havde udtrykt deres meninger om hendes udtalte accent i offentligheden, særligt sidstnævnte, men Marie havde endnu ikke overgivet sig helt.
Det var da næppe heller altafgørende med den unge kvinde, der ikke kunne have meninger om fransk-engelsk politik. Marie kom heller ikke ind på det, men smilede blot pænt.
"Marie d'Montacute," præsenterede hun selv selv, velvidende at det var et fåtal af gange endnu, at hun ville bruge det navn. "De ser ensom ud, mademoiselle...?"
Så snart kvinden havde præsenteret sig selv, vidste Mara, at hun ikke kendte denne kvinde, ikke ved navn, så at sige. Måske havde hun hørt navnet, højt sandsynligt, men havde ej lagt nogen deltaljer i det, for det havde hun for vane at gøre. Alle de deltaljer hun gik op i, var sin kunst, sin passion også var resten ikke særlig spændende. Den unge kvinde havde måske svært ved fra tid til anden til at se idéen om hende, der skulle gå op i en helt masse mennesker, hun alligevel ikke havde intentioner om at lære at kende. Adelige var polerede portrætter, som hende selv. Uinteressante. Mara sippede til sin tekop, med øjnene rettet mod den såkaldte Marie.
Selv opfattede Mara sig ikke som ensom. Måske havde hun ikke rigtigt nogle venner i denne omgangskreds, men hun var ikke ensom, blot alene, og de to ord var vidt forskellige. Kvinden havde en lovende evne som underholder, når det gjaldt sig selv og var fuld ud i stand til at kunne more sig, uden ved hjælp af andre. Noget, som de færreste kunne. Men lige det her te selskab var måske en modsigelse ved denne påstand; for ja, hun så ret ensom ud, næsten helt malplaceret selvom hun var opvokset i denne adel, så tidligt som da hun lå ved sin moders bryst. Mara trak på smilebåndet: men kun en anelse. ,,De har måske ret. Jeg kender ikke så meget til selskaber, som sådan..," indrømmede den unge adelskvinde, med øjnene i den klare, røde væske af te ekstrakt.
Marie undlod at hæve et øjenbryn, da den unge kvinde undlod at tage den diskrete opfordring op og give sit eget navn. En anelse uhøfligt, kunne den franske heks ikke lade være med at tænke, men på den anden side, forventede hun heller ikke meget af de engelske adelige; selvom de virkede en anelse mere civiliserede end de skotske.
"Nej?" spurgte hun dæmpet og nippede let til sit eget krus med vin, før hun gjorde et forsøg på samtale. Af kedsomhed, måske. "Er det ikke skik, at unge kvinder deltager i selskaber 'er? Eller du 'ar måske ikke været færdig på 'ogwarts længe?"
Hun måtte give kvinden, at hun var ihærdig, angående forsøget på at få Mara i snak. Det var ikke fordi hun var en kvinde der var bleg for at snakke, hun prøvede bare så vidt som muligt at undgå det; ja, hvis hun kunne vælge, ville hun begrave sig i bøger og glemme omverdenen for en lang stund. Men kvinden trak hende ud af sin skal, og ud i lyset, som et dådyr og det gjorde ikke følelsen af hun var malplaceret, mindre. Tværtimod. Hun var opvokset i denne del af samfundet hele sit liv, men stadig følte hun ikke hun kunne snakke med dem, men måske lå det i noget andet, end blot hvor hun var opvokset henne, hvor isoleret hun havde været; måske duede hun bare ikke det med mennesker og at snakke. Måske ville lykken en dag smile til hende og lade en sjæl passere hendes, og vende det.
Kvinden havde ret. Det havde ikke været længe siden hun havde måtte vinke farvel til Hogwarts og det fantastiske bibliotek. ,,Det er måske et lille år siden..,” svarede Mara kvinden, med den sjove accent, der mindede hende om fjerne lande.
Marie kedede sig, men det var også begrænset hvor meget underholdning hun fandt i at forsøge at trække ord ud af et pigebarn, der tydeligvis ikke havde lært at konversere. Det fik hende til at rynke mentalt på næsen, selvom hun smilede pænt udadtil og ikke afslørede noget.
"Aha," svarede hun derfor blot dæmpet og løftede sit krus med vin til læberne igen, mens hun savnede det franske hof. Det var ikke fordi, at hun havde mange veninder der, men selv magtspillet med de andre kvinder, havde slået hende som mere interessant end den engelske adel. Det lyse blik vandrede mod flammerne og hun sagde ikke umiddelbart mere.
Mara genkendte den akavede følelse af at ikke rigtigt høre til i et selskab, eller det faktum at hun mange gange havde oplevet en person opgive at få hende til at åbne munden, så da kvinden stoppede med at snakke og der atter gik tavshed i den, var Mara usikkerhed på hvad hun skulle gøre, selvom hun havde prøvet det utallige gange. Mara trak vejret dybt, som fik overfladen på teen til at bævre. Hun kom dog i tanke om hun endnu ikke havde præsenteret sig selv. Det var hendes frelser, men også en start, for at faktisk får nogle venner, selvom hun tvivlede på denne kvinde, af højere alder end hende selv, ville anse hende som en ven, selvom Mara var af høj adel, inden for begge parallel verdner.
,,Mit navn er Mara Salevyn,” præsenterede hun sig selv, med accenten som afslørede hvor hun kom fra – dér, hvor de sad. Den engelske adel. Tillykke, Marie, den, som fik læberne skilt på denne unge kvinde. ,,Jeg går ud fra De kommer herfra?”
Maries kedsomhed blev ikke mindre og hun lod tankerne drive lidt, som hun uinteresseret så ind i flammerne. Hun havde ikke forventet flere ord fra den unge adelskvinde overfor, så da en dæmpet stemme alligevel lød, så den udenlandske heks tilbage på hende med let hævede øjenbryn.
Et behageligt smil hvilede snart på hendes læber og hun lagrede navnet, der mindede om hendes eget. Det næste spørgsmål fik hende dog til at se på den unge kvinde med svag forundring og en munter lyd undslap hende. "'erfra? Non. Jeg er født og opvokset i Aquitaine. Jeg er overrasket over, at De ikke kan 'øre det."
Det lyse blik spillede lidt, som hun sendte en enkelt tanke tilbage mod den engelske provins, der lå dybt forankret blandt de sydfranske regioner. "Det må jeg tage som et kompliment, miss Salevyn. Lady Malfoy 'ar længe forsøgt at vænne mig af med accenten - måske er det begyndt at virke."
Et øjeblik var Mara i tvivl om kvinden over for hende kunne høre hende, eller hun blot ignorerede den blotte tilværelse af den yngre kvinde, som var så vant til den behandling. Når hun ønskede at male, fik hun den kolde skulder, men hun var ligeglad – hendes hjerte lå i hendes malerier. Hun elskede dem. Ej hos nogen mand, eller kvinde, men i maleriet. Fraværende, fik hun tømt tekoppen, inden kvinden snakkede igen. Hun havde sådan et venligt smil, der fik forløst det samme hos modparten, bare en smule mere vagt. Hendes svar fik dog en endnu mere vagt latter hos hende – selvfølgelig. Det gav mening. Hun var tydeligvis ikke herfra, det burde hun havde indset.
,,Så må du vide meget om verdenen,” konstaterede Mara, selvom hun havde ingen idé om denne konstatering var sand. Bare fordi hun kom udenlands fra, betød det ikke hun vidste en masse. Hun havde dog alligevel en følelse af hun vidste mere end synes bag de lyse, blå øjne og Mara blev draget af dette idealle billede. Der kom et spjæt fra navnet der lød; ,,Lady Malfoy? Oh..,” navnet Malfoy havde altid skræmt hende en smule, ikke fordi han var hunderæd, men hun nærede en slags ærefrygt for dem, som de fleste gjorde der var i deres omgangskreds. Den kongelige, blev de benævnt, fra tid til anden og hun havde hørt, at de fleste af dem havde en ubehagelig personlighed man så vidt som muligt ville undgå.
Marie var ikke nødvendigvis svær at smigre og hun lod sig da også af Maras konstatering. Noget der vandt den yngre kvinde et pænt smil. “En ting eller to,” svarede hun dog plot med overraskende beskedenhed.
Hun var da også væsentlig mere interesseret i den unge kvindes reaktion på det næste og en gnist af interesse sprang til live i hendes blik. “Oui. Min fremtidige svigermor,” konstaterede hun, absolut ikke uden dyb tilfredshed. “Kender De 'ende?"
