Prim and proper

For opslugt i egne tanker, bemærkede han knap Sirrah før hun stod ved hans side og rømmede sig. Det gav instinktivt et lille gib i ham, før han drejede ansigtet og så hvem det var, hvorefter et flygtigt smil brød frem over hans egen uopmærksomhed. Han priste sig lykkelig over at det blot var hende, og ikke endnu en fulderik, der havde overvurderet sig selv og var vaklet ud for at vende vrangen ud af maven. Kombinationen af den gode mad og en strid strøm af alkohol var mere end nogen kunne håndtere, åbenbart.

”Jeg takker mange gange,” var det første han sagde, efterfulgt af et taknemligt lille nik. Han havde modtaget flere lykønskninger den dag end han kunne huske, så han bed ikke mærke i hendes kringlede formulering, der teknisk set ikke var et tillykke, men blot en konstatering om, at hun ikke havde fået det sagt før. ”Efter hvad jeg hører har du hænderne fulde med arbejde, så der bliver sat stor pris på, at du tog tiden til at deltage.” En høflighed, men dertil også en bagvedliggende respekt – og nysgerrighed – og det arbejde hun udførte.

Lyttende skævede han ned til bægeret imellem sine hænder, nikkede samtykkende til hendes ord og så dernæst op på hende. Det var ved at blive sent, men det var af den slags sommer mørke, der aldrig blev helt omsluttende, og lysningen havde et glødende skær over sig, så Amal kunne uden problemer se hendes ansigtstræk for sig. Han rettede sig op og tog et sip af sit bæger idet hun så sig omkring. Han følte næsten trangen til at le medfølende over hendes prekære ordvalg.

”Det er korrekt,” medgav han uklart om hvorvidt det var hendes deklarering om at det var kontroversielt eller om det var konstateringen om at det var godt at komme til væk fra bøgerne og reflektere, som han gav hende ret i. Det var vel egentligt begge dele. ”Men i dag er blot én dag af mange. Hvorfor ikke nyde den? I morgen kan vi vende tilbage til vores trofaste bøger, de løber trods alt ingen vegne.” Han slog blikket ned i sit bæger, hvor han skvulpede væsken rundt overvejende, og skjulte smilet i hans mundvig.

Det var ikke særlig diskret, da han rømmede sig og vendte sit direkte blik mod Sirrah som hun løftede bægeret til sine læber. Han hang sig ikke i hendes misbilligende udtryk, men smilede blot frit, om end det tog et stykke tid for hans mundvige at samarbejde. ”Jeg sagde, at du skulle prøve at nyde dagen. Ikke at du skulle drukne dig selv i ildwhisky og trække en mand med ud i skoven.” I stedet for at lyde irettesættende, syntes Amal mest af alt underholdt over hendes antydning. Der var ingen harme i hans direkte adressering, men derimod et lettere spørgende træk.

Han tog en sidste tår og satte sit bæger fra sig. Da han rettede sig op igen, lagde han afslappet armene på kors henover brystkassen. At han bestemt ikke havde i sinde at holde fingrene fra sin nye hustru, hendes kusine, kommenterede han ikke på. Lige så var han påpasselig med at liste udenom det faktum, at Sirrah Zabini endnu var ugift og ingen forlovet havde. Den slags spørgsmål havde hun sikkert fået nok af på denne dag, og det var ikke længe siden, at Amal selv havde stået i den samme situation, hvor han måtte afværge folks snagende næser.

Det var ikke uden en vis selvtilfredshed, at Amal smilede skævt over det muntre fnys. Hans bekendtskab til Sirrah var begrænset, men førstehåndsindtrykket af den jævnaldrende heks havde været en anelse stift, mildest talt. Det muntre glimt i hendes mørke øjne gav anledning til at han triumferende sendte hende et bredt smil. ”Godt så. Det er tilmed utrolig let,” betroede han med en drillende undertone, som delte han en godt holdt hemmelighed med hende.

Smilet trak skævt ved smøren, og hans bryn trak sig for et kort sekund sammen i et splitsekund forvirring over relationerne på kryds og tværs. Den momentære forvirring skyldtes højst sandsynligt de procenter, der pumpede rundt i hans blod. ”Deet..” Han rømmede sig og slap et dæmpet, hæst grin. ”Det sker ikke hver dag, nej.” Han kunne ikke holde det glædesstrålende tilbage, og sænkede kortvarigt privat blikket, som hans tanker cirklede dagens hændelser. En dag han havde startet som en ugift mand, og som sluttede med at han havde en absolut vidunderlig kvinde, at kalde for sin. ”Lad os håbe, at det bliver lidt mere ligetil med relationerne, hvis du en dag finder dig en mand. Dette er rent ud sagt en indviklet affære.” Med hovedet vippet let på sned, så han på hende gennem svagt sammenknebne øjne.

Amal bed indrømmeligt knap nok mærke i hendes ændrede holdning, der kom som et resultat af hans ord. Den dunkelt fortryllende stemning i lysningen og vinen gjorde hans ellers skarpe øjne en anelse slørede i deres iagttagelser af hendes reaktion. Han fornemmede dog, at det var et emne, der ikke skulle debatteres yderligere, så han holdt klogelig flere komiske kommentarer for sig selv.

I stedet lod han stilheden indfinde sig mellem dem for en kort stund, hvori han spejdede ud mellem menneskemængden tænksomt. Meget apropos ægteskaber og relationer på kryds og tværs, ledtes hans tanker hen på broderen og hans familie. Det syntes at være en udfordring at finde et taleemne, der ikke berørte ting i denne dur, når man bevidst prøvede at undgå det. ”Hm. Det var det der med at nyde aftenen vi kom fra?” Det blev sagt nærmest spørgende, men Amal ventede ikke svar før han tog sit bæger op i hånden igen og løftede det i en skålende gestus mod hende med et lille nik.