|
Tvang
Apr 29, 2016 21:31:35 GMT
Post by Evangeline MacFusty on Apr 29, 2016 21:31:35 GMT
Eva vidste hvad Nan havde været igennem - i grove træk og udefra. Hun skærmede ikke sine ord; havde aldrig troet på det. Man kom ingen vegne ved, at træde rundt om den varme grød eller undgå bestemte emner.
"Han er en MacFusty," konstaterede hun simpelt, og lod derpå emnet ligge. Midlertidigt. "Er du glad for, at være på kroen?"
|
|
|
Tvang
Apr 29, 2016 22:12:34 GMT
Post by Annet Wright on Apr 29, 2016 22:12:34 GMT
Nannie havde aldrig været typen, der decideret undgik noget ubehageligt, men der var heller nogen grund til at dvæle for længe og det var fint med emneskift. Smilet voksede sig lidt tydeligere og hun åndede ud.
"Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i et stykke tid," konstaterede hun og strøg en hårlok om bag øret. "Jeg havde brug for at gøre noget andet." Komme væk. Det var først nu, at hun langt om længe følte, at hun måske var ved at finde tilbage til den hun var.
Nan så ned på sine hænder kort, men med med et smil. "Og dine forældre har været søde, naturligvis."
|
|
|
Tvang
Apr 29, 2016 22:18:52 GMT
Post by Evangeline MacFusty on Apr 29, 2016 22:18:52 GMT
Blikket gled afsøgende over veninden, før Eva trak lidt på smilebåndet og rankede sig en smule. "Godt. Hvis du har brug for hjælp med andet, forventer jeg, at du siger til." Hendes tonefald var en anelse bestemt, men ikke nedladende.
"Og hvis du nogensinde vil endnu længere væk, så kommer man ikke meget længere end hos os. Vi har gæsteværelser i det store hus."
|
|
|
Tvang
Apr 30, 2016 10:47:12 GMT
Post by Annet Wright on Apr 30, 2016 10:47:12 GMT
Bevidstheden om, at hun endnu ikke havde set sin familie, var ikke lille. Hun havde været der, lige efter Hallam døde, men efter det, havde hun holdt sig væk. Med tiden ville hun blive nødt til at se dem i øjnene igen, men ikke før, hun vidste hvem hun var. Hvem hun ville være. De medlidende blikke, som hun vidste ville vente der, ville kun drive hende til vanvid nu. Det var ikke det samme med Evangelines ord; det var bedre, mere håndgribeligt og hun nikkede taknemmeligt.
"Jeg tror, at det ville være godt for mig," konstaterede hun efter et øjeblik. "Jeg kom til Skotland, fordi jeg havde brug for luftforandring, men Hogsmeade kan være meget lille." Hun lo dæmpet, en anelse opgivende, men ikke meget mere end det. Det havde været hårdt at komme tilbage, men hun fortrød det ikke. Ikke alt. "Kan du klare at hænge på mig et par dage?"
|
|
|
Tvang
Apr 30, 2016 11:42:21 GMT
Post by Evangeline MacFusty on Apr 30, 2016 11:42:21 GMT
Evangeline smilede varmt ved venindens ord og gav hendes ben et let klem. "Selvfølgelig. Du er jo ikke den slags husgæst, som bare kommer ind og slår benene op," konstaterede hun fortrøstningsfuldt. Hun vidste, at Nan forstod, at tage fat. "Du ville nærmest gøre mig en tjeneste."
Hun trak lidt på smilebåndet. Hvis de installerede hende i deres lille hytte i samme rum som hun og Bhaltair sov, kunne det ske, at han blev en kende utilfreds, men det måtte de tage derfra. Hun havde ingen skrupler over, at tilbyde Nan et længerevarende besøg.
|
|
|
Tvang
Apr 30, 2016 12:12:51 GMT
Post by Annet Wright on Apr 30, 2016 12:12:51 GMT
Nans hånd fandt den, der hvilede mod hendes eget ben og hun gav den et enkelt, kort klem, før hun gav slip igen. "Tak, Eva," svarede hun varmt og uden behov for at tilføje mere end det. Allerede nu så hun frem til den bidende vind og det hårde arbejde, der uden tvivl ville få hende til at dejse endnu mere udmattet om, end aftnerne på kroen.
Med et dæmpet, veltilpas suk rettede hun sig lidt op og tog en tår fra kruset. Whiskeyen brændte sig ned gennem hendes hals og varmede helt ud i de svagt kølige fingerspidser. Hun smilede muntert. "Med et par mere af de her, bliver det måske en helt god aften alligevel."
|
|
|
Tvang
Apr 30, 2016 17:47:45 GMT
Post by Evangeline MacFusty on Apr 30, 2016 17:47:45 GMT
Evangeline smilede og trak lidt selvfølgeligt på skuldrene. Det var en ganske lille ting for hende, men at dømme på Nans reaktion var det større for veninden og dermed den perfekte tjeneste. Hun drak en forsigtig tår mere, før hun grinede lidt af konstateringen. "Selvfølgelig. Du er her jo med mig," bemærkede hun med tør humor. I samme øjeblik hævede hendes mor stemmen for at sige noget til dem begge og hun drejede selv hovedet lidt væk en stund. Lukket
|
|