Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
28. april 1359 Det var en stille forårsdag da Josselyn gik ned ad Hogsmeades hovedgade. Hun var ude og købe nogle småting for sin mor og havde ingen andre steder at være før om aftenen hvor de skulle spise. Hun var klædt i sit sædvanlige tøj, simple, praktiske klæder og et tørklæde om håret der skjulte de gyldne lokker som kun få havde fået lov til at se. Hun havde vist det til en anden end sin familie og sovesalsveninder og det var Edmund. Hun kom til at tænke på ham fordi hun gik forbi nogle billige tryllestave der blev solgt ved en bod, de så ud til at være i en del ringere kvalitet end dem Ollivanders solgte og hun overvejede hvad han mon ville sige hvis han så dem. Sælgeren forsøgte straks at charmere sig ind på hende, men hun rystede blot på hovedet og smilede anstrengt til ham inden hun forsatte over til boden der solgte urter. Det var ikke altid familien havde råd til så fine ting, men de havde en del indtjening i øjeblikket og de to kvinder i familien havde lyst til at fejre det.
Post by Edmund Ollivander on Apr 23, 2016 20:44:17 GMT
Troldmændene og heksene på gaden syntes ikke at fange Edmunds opmærksomhed, som de nu ellers plejede på hans morgenspadseretur. Han var blevet vant til at bruge de tidlige formiddagstimer på sig selv, men der var mest tid til det når han var fritaget fra arbejdet; i dag var en af de få dage. Trods hans oprejste holdning var hans blik fæstnet med brostenene, fuldstændig fordybet i sine egne tanker. Det var først da en salgsmand fangede hans opmærksomhed i et forsøg på at sælge ham en billig tryllestav, af alt for ringe kvalitet. Edmund hævede irritabelt det ene bryn, men gik med til at kigge salgsmandens sortiment ud. ”Javel, du siger rosentræ og enhjørningehår?” Hans stemme havde en påtaget venlighed, som tydeligt kunne fornemmes, og hans ansigt var fortrukket i en mine, der kunne slå ihjel. Edmund måtte bide sig selv i indersiden af kinden for ikke at begynde at plapre løs om hvordan kvaliteten af tryllestaven ikke kunne holde til at kaste mere end et par besværgelser, førend den ville knække indvendigt. I stedet tog han en dyb indånding, takkede pænt nej til at købe staven og fortsatte sin gåtur.
Edmund løftede først blikket igen, da han nåede til urteboden. Men det var ikke de mange forskellige urter, som fangede hans blik, men tværtimod et velkendt ansigt. Noget vendte sig i maven på ham; men han var i tvivl om det var nervøsitet af den gode eller den slemme slagt. Førend han fik set sig om, havde han prikket Josselyn på skulderen, og ytret en venlig hilsen: ”Hyggeligt at støde på dig her!” som om han kunne være mere akavet.
Post by Josselyn Wright on Apr 23, 2016 21:11:15 GMT
Josselyn var dybt fokuseret på urterne, de tørrede planter lå fremme i poserne og hun gav sig den frihed at tage et par af dem op og dufte lidt til dem. Det virkede som om kvaliteten var i orden, men det kom alt sammen an på hvad det kostede i sidste ende. Hendes øjenbryn dannede en alvorlig rynke i midten af hendes pande, som forsvandt da hun forbløffet rettede sig lidt op og tabte urterne ned i posen. Hun stirrede lige ind i et par øjne som hun kendte ret godt og det tog hende et øjeblik at samle sig nok til at svare ham. Han virkede så anderledes end den unge mand hun havde kendt og alligevel så var han helt den samme.
"Eddie" Hilste hun og tænkte ikke over at hun brugte hans kælenavn, selvom det var længe siden de havde talt. Hun smilede en anelse, genert og berørt af hans tilstedeværelse, det var som om det var igår hun havde set ham sidst. "Ja, hvad laver du her? Jeg mener.. Du arbejder vel i London..?" Spurgte hun og så spørgende på ham, mens hun rettede unødvendigt på sit tørklæde.
Post by Edmund Ollivander on Apr 23, 2016 22:09:03 GMT
Edmund brummede, i et forsøg på at skjule de halvglødende kinder, og flyttede blikket fra Josselyn, for i stedet at studere urterne foran sig; ikke at det var noget han havde lyst til at kigge på sig. Han formåede dog at sende hende et varmt smil, da hun hilste igen. Engang var det så vant for ham at tage hendes hånd, og flette deres fingre sammen, og selvom han stadig havde lyst, så turde han ikke gøre det. Hans hjerte stoppede kort, da hun sagde hans kælenavn, og det skæve smil blev større på hans læber.
”Jeg har fået dagen fri, så ville lidt væk.” Forklarede han, og måtte endnu engang fjerne sit blik, for ikke at ende med at stirre sig blind i Josselyns øjne. ”Hvad med dig? Leder du efter noget specielt?” Edmund lagde hovedet let på skrå, håbede på at det var noget han kunne hjælpe med, så han ikke behøvede at fortsætte i den anden retning, og kunne nyde hendes selskab for en kort stund. ”noget jeg kan hjælpe med?” Ordene gled ud over hans læber, førend han havde tænkt sig ordentligt om. I stedet efterlod de ham overrumplet og en smule lyserød i ansigtet.
Post by Josselyn Wright on Apr 23, 2016 22:23:01 GMT
Josselyn smilede venligt, men samtidig en smule genert over hans forklaring. Hun nikkede lidt og udbrød et lavmælt "Aah" over hans ord, hun havde svært ved at fokusere på det han sagde. Hun var yderst bevidst om sig selv og hvad hun lavede med sine hænder og sine fødder og ligepludselig var hun bange for om alt hendes tøj sad forkert.
"Jeg skulle bruge noget rosmarin." Sagde hun og havde egentlig en lang liste af andre ting hun havde brug for, men det var det eneste der faldt hende ind. Hun blev ligesom ham fanget af hans blik og hun måtte tvinge sig selv til at se væk, mens hun hankede lidt op i den kurv hun havde på armen. Hun havde lyst til at sige et eller andet, men havde svært ved at komme i tanke om hvad, men han havde heldigvis et godt emne. "Åh.. måske.. min kurv er lidt tung.. hvis du kan bære den lidt for mig?" Hun smilede bredt og løftede spørgende sine øjenbryn, der var ikke voldsomt meget i den og hun havde ingen problemer med at bære den selv, men det var en god undskyldning for at tale mere med ham.
Post by Edmund Ollivander on Apr 24, 2016 17:27:18 GMT
De brune øjne sneg sig til at kigge på Josselyn ud af øjekrogen, når han mente hun ikke kiggede. Der var noget ved hende, som fik ham til at glemme alt om manerer og sit almene varme-jeg; ikke på en dårlig måde, men man følte sig helt perpleks og ude af stand til at sætte to ord sammen. En forfærdelig fornemmelse, for en der var van til at kunne snakke om alt og intet; pludselig til slet ikke at kunne ytrer et enkelt ord.
Edmund nikkede forstående, og lod blikket glide søgende henover urterne i boden, trods han intet huskede om de forskellige urter. Først da Josselyn foreslog at han kunne bære hendes kurv, vendte han sig halvt om mod hende; måske lidt for ivrigt. ”Med glæde.” Hans læber formede sig i et skævt smil, og gjorde mine til at tage kurven. ”Jeg tænke på… Ville det være for meget at forlange at få lov til at ledsage dig, med hvad end du nu skal?” Edmund spurgte høfligt, men kunne ikke dy sig for at sende hende et varmt grin.
Post by Josselyn Wright on Apr 24, 2016 19:33:38 GMT
Josselyn var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tolke hans opførsel, enten var han ikke helt interesseret i at tale med hende, men gjorde det fordi han var høflig - eller også var det oprigtigt? Hun forsøgte at virke naturlig, mens hendes blik gled hen over urterne, men hun så på ham igen, da han svarede hende på spørgsmålet.
Hendes hjerte sprang et lille slag over ved hans ord og hun strakte armen ud mod ham, så han kunne tage den. Et øjeblik strejfede hun hans hånd, måske mere bevidst end hun lod som om og en rødmen bredte sig på hendes kinder. Hans næste forslag fik dog hende til at lyse op i et smil og hun så en smule forbløffet på ham over spørgsmålet, men det var helt sikkert en positiv overraskelse. "Selvfølgelig ikke, det ville være en stor glæde." Sagde hun og smilede bredt, mens hun vendte sig mod manden i boden, lavede en gestus til ham, hvilket fik ham til at begynde at samle urter sammen til hende.
Post by Edmund Ollivander on Apr 24, 2016 23:13:23 GMT
Edmund tog sig selv i at grine fjoget, da Josselyn medgav at de kunne tilbringe formiddagen sammen. Hans hjerte slog kolbøtter, og håndfladerne var fugtige – ligesom dengang han prøvede at tage sig sammen til at inviterer hende med ud på en gåtur efter skoletimerne var færdige. I et kort øjeblik lod han stilheden omfavne dem, samtidig med at sælgeren samlede urterne sammen.
”Hvis du har tid, kan vi tage forbi De Tre Koste?” foreslog han, efter han havde taget imod urterne og lagt dem pænt i kurven. Den bredskuldrede troldmand vendte sig mod den yngre heks, og tilbød hende pænt sin ene arm. Mens blikket hvilede på hende huskede han hvordan hendes lyse løkker smøg sig om hendes ansigt, når de ikke var gemt bag tørklædet. ”Det er nemmere, hvis du har lyst til at snakke? Eller er der flere ærinder?” Edmund tilføjede den sidste del i en vis hast, for ikke at være en ballast for hendes oprindelige ærinder.
Post by Josselyn Wright on Apr 25, 2016 19:07:05 GMT
Josselyn rakte et par mønter til manden i boden og tog derefter imod Edmunds arm, uden at tøve. Hun smilede lidt over hans spørgsmål og nikkede stilfærdigt, mens hun grinede en anelse, da hun fandt det hele en smule besynderligt. Imens de gik brugte hun chancen for at studere hans ansigt nærmere og hendes blik vandrede ned til hans skæg, som han ikke havde haft helt så meget af dengang de havde været sammen.
"Du er heldig, for jeg har hele dagen. Jeg tænkte jeg nok ville støde på nogen så jeg tog afsted i god tid. Du ved jeg ikke er så glad for at skynde mig." Sagde hun og bed sig smilende i underlæben. "Og jeg kunne nok godt drikke et krus øl." Hun havde dog mest af alt bare lyst til at være sammen med ham, selvom hun ikke helt forstod hvorfor de var gledet fra hinanden i sin tid nu hun talte så fint med ham.
Post by Edmund Ollivander on Apr 25, 2016 22:09:24 GMT
”Det glæder mig.” Grinte han, førend han fortsatte med et smil. ”du har altid haft en god intuition for alverdens ting.” Edmund rettede ubevidst ryggen, for at virke højere, trods han ikke behøvede det. Den lille menneskemængde rykkede sig ubesværet rundt om dem, som var de bange for at støde ind i et væg af muskelbjerg. Gåturen til De Tre Koste ville ikke vare længe, men måske en smule længere end sædvanlig med det tempo, som Edmund valgte at gå i; der var jo ingen hast .
Tiden havde været hvad der kom imellem dem: tid og afstand. På trods af at det havde været ægte følelser – ægte og dybe – mellem dem, så havde der været andre ting der pressede, efter den unge troldmand havde forladt skolen. Og det sidste han ville være, var at være en hindring for Josselyn, hvilket resulterede i at de var gået fra hinanden. På trods af dette havde han stadig håbet på, inderligt ønsker var mere præcist, at hun ikke var kommet videre, ligesom ham selv. Edmund rømmede sig efter en kort stund i sine egne tanker, og vendte blikket mod den yngre heks. ”Hvad har du så brugt din tid på siden vi sidst set?” Har du haft bejlere? Er der en anden der har vundet dit hjerte. Det var sådanne spørgsmål han helst ville ytre, men at sætte sig selv i sådan en position ville være forfærdeligt på nuværende tidspunkt. Forlegent vendte han blikket væk, i den tro at hun kunne læse hans tanker, og fortsatte ned af den brostensbelagte vej.
Post by Josselyn Wright on Apr 26, 2016 18:29:09 GMT
Josselyn rødmede svagt over hans kompliment og rettede lidt på sit skørt, for at hun havde en undskyldning for at se ned. Måske ville han så ikke lægge mærke til hvor røde hendes kinder blev. Hun overvejede om han stadig syntes om hende efter al den tid, hun havde troet at hun havde kedet ham, at han ville finde sig en mere spændende og anderledes ung kvinde at gifte sig med. I hvert fald havde hun holdt sig tilbage med at holde på ham da han var færdig og hun havde jo selv haft et års skolegang tilbage.
"Åh.. Du ved.. Det sædvanlige.. Jeg hjælper bare min familie med de praktiske gøremål og så leder jeg efter en plads som tjenestepige." Sagde hun og smilede en anelse til Edmund, mens hun så ham i øjnene. "Mest fordi jeg keder mig lidt, tror ikke det er noget jeg vil lave hele mit liv." Hendes blik flakkede hen over hans ansigt inden hun løftede øjenbrynene lidt og smilede lidt større. "Hvad med dig? Noget nyt?" Spurgte hun og var ligesom ham også mest interesseret i at høre om der var en ny pige i hans liv.
Post by Edmund Ollivander on Apr 28, 2016 11:01:47 GMT
Den lyserøde farve klædte hendes kinder godt, ifølge den unge troldmand, og i stilhed ønskede han at kunne stryge sin tommelfinger henover hendes kinder, som han engang gjorde uden tøven. Han klukkede let, da Josselyn lod blikket falde på brostenene, men denne klukken gled over i en stille brummen, Edmund havde brugt megen tid på at arbejde for sin far, for at få tankerne på gled, men hans tanker dvælede nu og da på glade stunder ved søen eller bag drivhusene.
“Som tjenestepige?” spurgte han nysgerrigt. Edmund havde altid beundret heksens hjælpsomhed, og dét var en af de ting, som havde fået hans femtenårige- jeg til at kaste længselsfulde blikke efter hende, indtil han havde samlet mod til sig. Og han måtte indrømme at det var en af de bedste beslutninger han havde gjort sig. “Har du planer for fremtiden?” Ordene smagte bitter på hans tunge, mest fordi han forestillede sig Josselyn med en anden mands barn i sin favn. Edmund rystede let på hovedet, og satte farten ned, da de nåede De Tre Koste. Stadig med hendes arm i sin, brugte han den anden hånd til at åbne døren for hende. “Der sker ikke rigtig noget nyt I mit liv.” Sagde han tænksomt, hvorefter han fulgte efter Josselyn ind på kroen. “Udover at jeg regner med at kunne flytte til Diagonalstræde snart.” Med et svagt smil om læberne bevægede han sig mellem bordene I den halvtomme kro, og trak pænt en stol ud til Josselyn, som en invitation til at hun skulle sætte sig.
Post by Josselyn Wright on Apr 30, 2016 14:37:27 GMT
Josselyn nikkede smilende som svar og så ham i øjnene, mens hun ubevidst lænede sig lidt længere ind mod ham for at mærke sin arm mod hans. Det fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere og da han stillede hende endnu et spørgsmål, blev hun nødt til at skabe lidt distance til ham for at kunne samle sig nok til at svare. "Tja, min familie ønsker jeg bliver gift i løbet af et par år. Jeg tror gerne min far ser at jeg finder mig en god, stabil håndværkerfamilie." Sagde hun og smilede venligt til ham. Det var ubeskriveligt svært for hende ikke at tilføje et 'som dig' til sin sætning. Hun havde sådan ønsket at det havde været ham.
"Er det i London? Tænk at du snart kan flytte hjemmefra.. og så til en storby.." Hun bed sig forsigtig i underlæben, hun havde altid drømt om et lille hus på landet, hvor hun kunne drive et beskedent landbrug og have et par dyr. Måske Edmund var for storbyelskende for hende i sidste ende, selvom tanken gjorde hende utrolig trist. Hun smilede dog til ham da hun satte sig ned ved bordet og rettede unødvendigt på sit tørklæde, mens hun overvejede hvad hun havde lyst til. "Et lille krus øl er fint." Sagde hun og mødte hans blik, hun drak ikke særlig ofte, men hvis hun skulle overleve denne samtale blev hun nød til det.
/PS. Diagonalstræde findes ikke endnu, men Joss ved intet om London så det gør ikke noget <3
Post by Edmund Ollivander on May 6, 2016 15:31:46 GMT
“En håndværker familie? Din far forstå sig på rigtige familier.” Sagde han spøgefuldt, velvidende om at han måske ikke burde betræde emnet mere. Han selv kom fra en arbejderfamilie, hvilket fik ham til at dvæle kort ved tanken om at der stadig var en mulighed for at de kunne finde ud af noget igen. Men dog forblev han ikke ved tanken, da han ikke turde få forhåbninger op – han brød sig ikke om at skuffe sig selv.
Edmund smiled svagt, samtidig med han nikkede til hendes spørgsmål. “Egentlig ville jeg flytte til landet, men det kommer til at tage tid at spare så meget op. Så for at der er mere plads til Pomona, Devyn og tvillingerne derhjemme, så regner jeg med at flytte til London først.” Fortsatte han forklarende, stadig med et varmt smil dansende om sine læber. Når Josselyn var omkring ham kunne han aldrig stoppe med at smile, det var som om hun havde en speciel effect på ham, som han ikke kunne sætte fingeren på. Edmund blev stående, mens den lyshårede heks satte sig og nikkede anerkendende til hendes bestilling, hvorefter han begav sig op til kromutteren. Mens øllene blev skænket kunne han ikke dy sig for at kigge tilbage på Joss, for at sikre sig hun stadig sad der, og ikke var smuttet – for hvad hvis hun nu ikke nød hans selskab, så meget som han nød hendes? Edmund tog imod de betalte øl, og var hurtigt nede ved hende igen. Forsigtigt satte han dem på bordet, for så at sætte sig ned på stolen overfor. “Har du nogensinde overvejet at flytte hjemmefra? Eller venter du til du får en mand?” Edmund håbede inderligt at hun ikke ville rette ham til at hun allerede havde fundet en.
Post by Josselyn Wright on May 7, 2016 7:53:00 GMT
Josselyn nikkede forstående og smilede forsigtig, det var vigtigt at have sin pengepung på plads inden man stiftede familie. Hun så efter ham da han gik og rettede lidt på sit skørt mens hun overvejede et par emner hun kunne bringe op i løbet af deres samtale. Hun betragtede ham diskret som han ventede oppe ved disken, men så hurtigt væk da hun på et tidspunkt mødte hans blik hvilket forårsagede at hun blev helt rød i kinderne. I stedet gav hun sig til at betragte en træbjælke som om den var utrolig interessant at se på. Da han vendte tilbage så hun ham dog i øjnene og blottede tænderne i et stort smil. Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet, mens hun lagde fingrene om kruset. "Jeg venter til jeg er blevet gift." Sagde hun og smilede genert til ham. "Det må gerne være snart, det ville være rart at have sit eget liv." Hun skævede op mod ham og tog en tår af øllen, som hun endte med at tage en al for stor tår af fordi hun var så anspændt.