"Te" [P]

At se invitationen, og have den imellem sine hænder, havde givet ham et ufrivilligt sus af både spænding og nervøsitet. Nu vidste alle andre også, at Kallie ville blive hans kvinde, og dette fandt han en beroligende tryghed i. Simultant var det også dette, der gjorde ham nervøs og gav ham svedige håndflader. Hans liv ville ændre sig markant om blot to uger, og han var håbløst uforberedt på det.

Som altid, når han følte et pres på sine skuldre, begravede han sig i studier af snørklet karakter i et forsøg på at holde sit hoved travlt optaget. Normalt ville han bruge sit kontor på Hogwarts, men denne søndag havde han opsat base i sin egen stue, og havde overdynget spisebordet med gamle pergamentruller fulde af hans noter og nyere skrifter om tidens opdagelser. Siddende foroverbøjet indover bordet så han dog straks op ved lyden af dæmpet banken mod sin dør. Han havde ventet, at hun kom.

Det var med vild uorden i det mørke hår og krøllede folder i den lyse skjorte, at han rejste sig. At se nydeligt velplejet ud havde aldrig stået højest på hans prioriteringsliste, og det var da også kun halvhjertet, at han strøg en hånd nedover skjortens stof, før han åbnede døren.

”Kallie.” Et privat, lille smil tonede uvilkårligt frem. ”Kom indenfor.” Han trådte et skridt tilbage og inviterede hende ind med en lille håndgestus. Om blot to uger ville hun ingen invitation have brug for, og tanken fik en rislende kuldegysning til at skyde ned over hans nakke. ”Det er godt at se dig igen.” Bemærkningen faldt mere dæmpet med en varm undertone.

Umærkeligt sank han en klump idet hun strejfede ham, da hun passerede ham, og trådte indenfor. I et par sekunder flakkede hans blik ned over hende, før han virrede let med hovedet og optog sig selv med at lukke døren for kulden udenfor. Han blev indrømmeligt svagt distraheret af sin egen maves kolbøtter, og missede nærmest hendes ord. ”Hm?” Hastigt glippede han med de klare øjne, før han rømmede sig, og forsinket opfattede hvad hun mente.

Kort skævede han til rodet, før blikket af ren automatik blev suget tilbage til Kallie. ”Åh.. Nej, jeg sad bare lige og..” mumlende døde ordene ud, før han kunne give sig i kast med en længere afhandling om ukendte egenskaber ved gammelt kendte urter. Han kløede sig i nakken, og så for et øjeblik helt forlegen ud – ikke noget, som ofte skete. ”Der er mere pressende sager end gamle urter lige nu. Vores bryllup, for eksempel.” Det var uvante ord i hans mund, men de frembragte et forsigtigt lille smil.

Han trådte op bag hende, modstod trangen til at række ud og lægge hånden på hende, og gjorde i stedet en bydende bevægelse med hånden mod ildstedet og den bløde sofa samt lænestolen, der stod omkring ilden. ”Te?” Et enkelt spørgende ord, for mere ville have afsløret hans alt andet end rolige sindstilstand.

De havde sidst skiltes med kølig luft imellem dem, og Amal havde tænkt fortrydende tilbage på det lige siden. Det syntes at kræve en smule tilvænningstid at indfinde sig med en kvinde igen efter alle disse år han havde tilbragt alene. Han protesterede heller ikke, da hun tog hans hånd, men lukkede i stedet fingrene omkring hendes uden tøven. Kun hans overraskede hjerteslag indikerede, at hendes berøring havde en effekt.

Hvis ikke berøringen fik hans hjerte til at hamre, så gjorde hendes ord det i hvert fald. Han lagde ikke fingre imellem, da hans frie hånd lagde sig i hendes nakke og han uden videre bøjede sig ned for at trykke et dvælende kys imod hendes læber. Øjenlågene gled momentant i midt i kysset, der syntes at varme ham indefra og ud. I samme sekund deres læber skiltes, slog han igen øjnene op, men trak sig ikke synderligt tilbage.

”En dag vågner jeg op med dig i dette hus, og ved med mig selv, at jeg elsker dig.” Han kunne mærke det i de begyndende strøg til en øm forelskelse, og han kunne mærke det i den indledende knugen i sit bryst, der varslede om større ting. Fremfor et direkte svar på hendes undskyldning, var dette nærmere en forsikring om, at han ville lukke hende ind, til trods for den efterhånden indlærte evne om aldrig at lade nogen kvinde komme tæt på igen, for at undgå at brænde nallerne. ”Jeg er også nervøs,” tilføjede han som en fortrolig brummen.

Der var noget yndet over måden de blå øjne ragede henover hendes ansigtstræk, og opfangede hver en detalje med stor opmærksomhed idet smilet krusede frem på hendes rosa læber. Han så ikke væk, selv da hun sænkede blikket til hans brystkasse for et øjeblik. Fjernt legende klemte han blidt hendes feminine, lille hånd og øjnene flakkede kortvarigt mod deres hænder imens han svarede. ”Det er..” Han ledte efter det rigtige ord, men måtte nøjes med det første, der sprang frem. ”Noget at se frem til.”

Da hun bevægede sig bort, trådte han et enkelt skridt baglæns uden helt at kunne slippe hende med blikket endnu, før han drejede omkring og gjorde kort arbejde af hurtigt at arrangere det arbejde, han havde været midt i da hun bankede på. Det drejede sig mest af alt om at skubbe det sammen i nogle hurtige bunker, imens han tog en diskret dyb indånding, før han vendte sig for at slå sig ned ved hendes side.

Siddende med den ene arm slynget op langs bænkens ryglæn, emmede hans kropssprog af at være vinklet mod hende. En mere alvorsfuld mine prægede dog nu hans skarpe træk imens han tænksomt kløede sig i det korte, mørke skæg. ”Med to uger til, er der ikke megen tid at spilde på at liste omkring. Vores breve fik mig til at tænke.” Armen langs ryglænet dristede sig til nyfigent at række ud og lade to fingerspidser stryge let henover hendes ene skulder, før han trak kærtegnet tilbage igen, og kun holdt en lille pause. ”Fortæl mig mere om denne.. ven. Brayan Muldoon.” Det var en ambivalens at spotte i hans hæse stemme, modvillig over at tale om ham, men for investeret til at ville være uvidende omkring det.

Han gjorde et bekræftende lille nik, men var herefter stille som en støtte. Med undtagelse af den svage trækning, der gled over hans ansigt, da hun talte om at dele seng med ham. Han lyttede i stilhed og så ikke bort fra hende, men så hende samtidig heller ikke direkte i øjnene, da emnet et eller andet sted gjorde ham svagt forlegen. En undrende kommentar om, at hun til en start havde delt seng med ham, selvom hun havde tænkt ham som værende en ubehagelige spytslikker var på nippet til at forlade hans tungespids, men han pressede læberne sammen om sine ord.

Dæmpet rømmede han sig, og rystede stædigt Brayan Muldoon ud af sine tanker – han havde hørt, hvad han havde brug for om ham. ”Ikke om den mand,” brummede han og var herefter tavs i få sekunder. Han søgte de efterhånden trygt velkendt brungrønlige iriser, og trak let på i den ene mundvig. Det var antydningen af et håbløst muntert smil. ”Jeg føler mig en anelse fjollet over, at jeg ikke engang ved, hvad jeg ikke ved.”

Det sitrede i hans fingerspidser efter at udvise små kærtegn af ømhed, men samtidig kværnede tankerne af sted og distraherede ham fra at række ud for at vikle fingrene ind i hendes mørke krøller, eller følge hendes hals delikate runding. ”Hvad har jeg brug for at vide omkring dig, Kalliope Shacklebolt, før jeg vier mig selv til et liv med dig?” Den hæse stemme var både lokkende drilsk, men samtidigt overordentligt nysgerrig. En nysgerrighed, der fik ham til at læne sig en anelse fremover, ind mod hende.

Hans hånd åbnede sig for hende, og imens så han på hende med samme imødekommende åbenhed. Langsomt fugtede han sine tørre læber og fulgte deres hænder med blikket, da hun pressede lette kys mod hans knoer. I tavshed lyttede han til hendes opremsning, og for nærmest hver ting hun nævnte, gled en ny trækning over hans ansigt. Et enkelt mørkt bryn skød i vejret; top tre. Dette var ikke ligefrem nogen beroligende ting at høre sin fremtidige hustru ytre. Hans læber skiltes, men han fik ikke formuleret et svar, før hun havde fortsat.

Splittet imellem at være foruroliget over helt præcis hvor mange mænd hun havde lagt mig, og uden at kunne forhindre den flakkende varme fornemmelse i maven over, at høre hende sige højt, at hun holdt ganske meget af ham. Det var kun for et splitsekund, men han slog blikket ned i bænkens polstring, før han så op på hende igen. ”Du er meget.. frisindet?” Han rømmede sig, skævede usikkert til deres samlede hænder. ”Hvor mange mænd har du ligget med?” Spørgsmålet var sagte, men direkte. Ligeså var blikket i de lysende klare øjne.

Reaktionen på hendes svar sås ikke ved andet end at det sitrede svagt i hans overlæbe. Han vidste ikke helt hvad det var, han havde forventet at høre. De var trods alt stadig unge, men ikke så unge, at de ikke havde haft tid til at leve livet. De blå øjne veg dog ikke fra hendes, og han nikkede svagt, langsomt accepterende, og sank diskret en klump, da hun stillede det samme spørgsmål.

Han kørte sin tommelfinger i et cirklende mønster på hendes håndryg, og betragtede sin egen hånds bevægelser imens han svarede. ”To, udover dig” Hans cirklende kærtegn gik i sig selv, da han så op igen. ”Men det er længe siden.” For et øjeblik var han knusende tavs, før han vippede hovedet let og bragte hendes hånd op til sin brystkasse, som han trykkede den let ind mod. ”Der var vel noget uimodståeligt over dig.” Med disse ru ord, bredte der sig et kåd glimt af en drenget udstråling i hans ansigtsmimik imens han holdt hendes fine hånd mod sit bankende hjerte under brystkassen.