Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Anwen havde altid haft et problem med autoriteter. Måske var det den manglende faderrolle, men der var noget i måden den blonde herre talte på der fik trodsen frem i hendes blik. Det var omtrent de samme ord Gi havde brugt i sin oplæring, og på trods af uroen i hendes krop, fik hans ord alligevel en svag varme i hendes indre til at brede sig. Det gjorde det lettere at at mærke hans iskolde hænder imod hendes nøgne krop, uden at ryste. Hun nikkede svagt, og gjorde sig omhyggelig med at bringe pulsen ned. Hun havde været udsat for værre, og hvis hun tog sig sammen ville hun også være i stand til at udholde, og måske endda også bryde sig om natten med den unge smukke mand. Alligevel flakkede øjnene da han kravlede ind over hende. Hun brød sig ikke om at slippe tøjlerne og give ham kontrollen. Det virkede ikke trygt, men i stedet farligt. Instinktivt følte hun sig som lammet, ulven grådigt cirklede omkring, på trods af hans forsikringer om at han ikke ville skade hende. "Jeg vil gøre alt for at behage Dem, Ludwik." Hun havde øvet sig i sit uskyldige smil, de sidste par dage, og da hun sendte det til ham var al urolighed visket bort.
”Dygtig, Anwen”. Ludwik slikkede sig om munden over det lille scenarie der udspillede sig foran ham. At Anwen så ud til at være mere afslappet passede ham fint. For så gjorde det legen sjovere for ham og lettere at fornemme de små udsving i hendes puls, når han rørte hende. Han bøjede sig ned over hende til hans ansigt var helt ved hendes. ”Det er ikke så slemt, er det?”. Let skænkede han hendes læber et kys inden han fortsatte med at sætte dem hen over hendes hud. Han nåede Anwens hals og lod sin tungespids glide langs den tynde hud ved hendes pulsåre. Alle hans sanser overflød hinanden i en stor synæstesi. Med en mørk brummen strøg han sin mund ned til Anwens mælkehvide kavalergang. ”De er udsøgt. Hver eneste del af Dem”.
Det var et dyrebart øjeblik for Ludwik. Han følte sig triumferende. At se en kvinde så ubesudlet, så uskyldig… så hjælpeløs. Det var næsten smukt. Det gav ham lyst til at sætte sit mærke på hende. At ødelægge den naivitet der måtte være tilbage i hende, så hun ville huske ham i al evighed. Men at gøre det så usynligt så kun de to vidste det. Den blotte tanke gav ham gåsehud af forventning. I et hurtigt ryk rev han sin tunika af og lod den dumpe ned ved siden af sengen. Ludwiks krop var bleg over det hele, som det nu kendetegnede adelen, men det lignede mere at han ikke havde set solens lys i et par år. På trods af den status han klæder tydeligt bar præg af, var hans krop adræt, og hans fysik lignede en der var aktiv en del. Når nu der ikke længere var stof til at beskytte Anwen fra hans kulde kom den tydeligt til udtryk, selv i luften hvor han ikke havde direkte kontakt med hende. Så naglede han kvindens arme over hendes hoved med sine egne og gik i gang med at pirre de lyserøde knopper på hendes bryst med sin mund.
Blodet strømmede endnu engang op i Anwens kinder, da han roste hendes skønhed. Den havde de sidste mange år været gemt under lag af skidt, og på trods af at han havde betalt for at nyde den, betød det alligevel noget andet når det kom fra ham, end fra en fuld luset krogæst. Hun lod ham derfor også nyde hende, som han havde betalt en klækkelig sum for, mens hun mødte hans læber i endnu et kys. Hun kunne ikke tilbage holde et svagt gisp, da han valgte at blotte sin overkrop for hende. Ikke fordi hun aldrig havde set en mands overkrop før, eller for den sags skyld en hud så bleg og uprøvet som hans, men kulden der udstrålede fra den, kom endnu engang bag på hende. I hendes oplæring havde hun mærket den varme, nærmest magiske sitren der opstod imellem to svedige kroppe når de delte en seng, og det foruroligede hende derfor også at følelsen var totalt fraværende, da han endnu engang lagde sig ind over hende. Hendes krop rystede svagt, ikke af ubehag, for på trods af at læberne var kolde, var det svært at afvise den kildende varme deres blide arbejde spredte i hendes krop, og alligevel fik kulden hende svagt til at skælve. Hun prøvede at fordrive det, lukke øjnene, og i stedet give sig fuldstændig hen til hans behandling. Hun sukkede svagt, tydeligvis fordi hun nød det, og alligevel var der hele tiden en fornuftens stemme der fortalte hende at hun skulle være på vagt.
”Det er interessant hvordan naturen udfolder sig... Det er en en kunst. Det ser jeg i Dem”. Langsomt blev Anwens arme sluppet fri, så han kunne vende sine hænders opmærksomhed imod Anwens kurver, som de smygede sig ned af. De nåede hendes lår, hvor Ludwik løftede det ene over sine hofter. Den frie hånd fik da sit eget liv og gik på opdagelse langs de ydre folder imellem hendes ben. ”Jeg troede at jeg havde set et spøgelse for et øjeblik. De har din mors øjne… Hendes hår. Endda noget af hendes væsen. Ligheden er tydelig at se, hvis man ved hvad man skal kigge efter. Jeg husker hende så vel”. Han begravede fingrene hårdt i Anwens runde lår. Små røde aftryk begyndte at tegne sig på hendes hud.
Anwens hænder blev til at starte med liggende over hendes hoved, hvor de knugede om lagenet, mens Ludwiks fingre gik på opdagelse. Hendes små nydende suk, blev kun hyppigere, som hun klemte øjnene hårdere i, og overgav sig til ham. De bløde hænder gled søgende ned over hans krop, hvor de fæstnede sig ved hoserne, og alligevel turde hun ikke bringe dem ned, som hun alligevel klamrede sig til den tryghed der var i at stoffet adskilte deres underkroppe fra hinanden. Utrygheden ved ham var stadig ikke forsvundet, og på trods af at han ord spredte en svag varme i hendes bryst ved at sammenligne hende med moderen, var det alligevel foruroligende at en mand så ung havde så nært et kendskab til den afdøde moder. Det, og det lidt for faste greb han havde i hendes lår. Hun havde aldrig været tidlig til at klynke, og dog ophørte de små nydende suk, som hun prøvede at skjule ubehaget i sine øjne der gled op igen. "De.. Kendte hende vel?" Hun blev nødt til at grave i det, nødt til at blive forsikret om at der ikke var hold i hendes bange anelser.
Ludwik kom med en lav, mørk latter. Anwens klynken virkede ikke på ham til at vise noget nærmere nåde. Tvært imod opildnede det ham. Hans negle borede sig let ind i hendes hud, og hans tommel begyndte at kredse sig ind på det følsomme punkt imellem hendes ben. ”Det var hurtigt. De afgiver nektar som en moden frugt, og jeg har knapt nok rørt Dem”. Ludwik trykkede sin underkrop tættere imod Anwens. På trods af den stigende aggression han viste hende, smilte han venligt. Ligefrem kærligt. ”Det kan man sige. Vi snakkede meget sammen... Hvordan skal jeg udtrykke det her… Jeg er Deres gudfar, Anwen” bemærkede han muntert.
Det var ikke fordi at Anwen var ømskindet, og alligevel var Ludwiks hårdhændede behandling ikke behagelig for hende. Og så alligevel, for tommelfingerens arbejde overskyggede de andres, da læberne igen måtte udstøde et suk. Hun kunne ikke sige fra overfor ham, det vil sige, hun måtte ikke, med mindre at han blev direkte voldelig. Hun havde svært ved at spejle det venlige smil hun fandt tryghed i, i hans handlinger, og dog forsvandt den ro hun havde formået at fremtvinge i blikket da hun fordøjede hans ord. "Men.. De er så ung?" Hun kunne ikke få det til at passe sammen oppe i hendes hoved. Hun vidste at hendes moder havde haft velgører gennem hendes barndom, men Ludwik så kun ud til at være få år ældre end hende selv, og langt fra på alder med de voksne mænd der i hendes første leveår havde givet hendes moder en venlig håndsrækning. Hendes hænder fjernede sig, mens forundringen og uroen igen trådte frem i hendes blik. Hvis han kendte hendes moder måtte det være fra hendes sidste tid. Alt andet var umuligt.
”Det lyder frygteligt bekendt. Ja, det er jeg.. Man kan sige at jeg er gudsbenådet i forhold til så mange andre jeg kender. Men tænk ikke for meget over det”. Ludwik førte sin hånd fra Anwens lår og op til hendes læber som han kørte pegefingeren hen over. ”Sssshh. Det skal nok gå alt sammen. Bare lig stille Anwen, så lover jeg at der ikke sker dig noget”. Igen nærmede han sit ansigt Anwens hals. Han strøg hende over håret et par gange, mens han stadig kærtegnede hendes følsomme nedre. Et kys blev skænket på hendes kraveben. Hvis Anwen havde kunnet vride sig til at betragte Ludwiks ansigtsudtryk ville hun se at han smilte helhjertet for første gang den aften. Djævelsk. Og et par store hugtænder kom til syne i smilet. Hurtigt trykkede han hele sin håndflade foran hendes mund og begyndte langsomt at trykke de hvide dolke igennem hendes hals.
Anwens tanker kørte rundt i hendes hoved. På trods af at hun havde svært ved at modstå hans kærtegn, var det som om hans beroligende ord nærmest havde den modsatte effekt. Noget dybt i hende skreg at hun skulle til at komme væk. At hun skulle råbe på den vagt Gi havde forsikret hende om ville komme løbende hvis noget gik galt, og dog ville hun ikke skuffe ham, hun ville ikke fremstå som en dårlig forretning. I stedet gled blikket op i loftet, med en tavs bøn om at det hele blot var skuespil. En del af hans sære lyster, og at der var troværdighed bag hans løfter om at han ikke ville gøre hende ondt. Hun slappede mere af ved tanken, men nåede kun at hvile i følelsen et øjeblik, før en hånd blev lagt over hendes mund, og en prikkende smerte brød frem ved hendes hals. Hendes skrig blev fanget af hånden, mens den spinkle krop begyndte at kæmpe for at komme fri. Meget havde hun fået formaninger om at udholde, men den fremmede herre havde bidt hende, og ikke blot med et menneskeligt tandsæt.
”Lig stille, eller jeg kunne komme til at flænse din hals” snerrede Ludwik irritabelt. Han spændte imod for at holde Anwen fast under sig og for frem for alt ikke at lade hende skrige. Med sin tunge lappede hans den varme væske i sig med et suk som i ekstase. Han fjernede sig let fra det lille sår han havde lavet hos hende, kun for at hæve sit ansigt nok til at kunne se øje til øje med hende. Hans læber var farvet røde af hendes blod. En dråbe flød ned af hans hage. Smilet var væk, men han gjorde intet for at skjule sine hugtænder længere. ”Evig ungdom er slet ikke en dårlig ting… Jo, jeg kendte Deres mor. Jeg har kendt hende længe. Mit liv startede før hendes. Jeg er gammel nok til at være Deres oldefader syv generationer tilbage, så lidt respekt ville være på sin plads, synes De ikke? Og for resten, så forbløder De nok, hvis du løber fra mig. Jeg kan lukke Deres sår, hvis De lader mig tære af Deres livsessens.”
Anwen kæmpede for at bevare roen. Den unge heks var i sin tid blevet fordelt ind på det kollegie der tog imod de modige, og dog var situationen så uvant at det tog hende et stykke tid at forvandle frygten og uroen til trods, og finde det mod løverne var så kendt for. På trods af at kroppen for en stund stoppede med at kæmpe imod, udtrykte øjnene at hun ikke var parat til at overgive sig til ham. Da hun lagde det hele sammen, den høje alder, hugtænderne, tørsten efter hendes blod, kunne hun godt regne ud at han ikke var en almindelig mand. Hun kunne ikke sætte ord på hans væsen, men hun vidste at historierne sagde at han ville drikke hver evig eneste dråbe af den røde væske der i øjeblikket løb skødesløst ned af hans hage. Det ville aldrig komme til at ske. Tankerne gled længselsfuldt over på tryllestaven der lå sikkert i en skuffe med hendes få ejendele. Den kunne ikke hjælpe hende, og hun overhørte i stedet hans forsøg på at berolige hende, og fortsatte med at kæmpe imod i hans greb, nu da hans tænder ikke længere sad plantet i hendes hals. Imens fortsatte stemmen med at skrige bag hans hånd i håb om at den mindste lyd ville komme forbi den.
”De gør virkelig alt så besværligt, Anwen. Hvorfor frygter De mig? De kan jage morgenstunden, men dette er min storhedstid. Jeg er en skyggernes herre. Min slags er ikke velset… Jeg er skuffet. De er ikke anderledes end alle andre. Jeg mødte mere forståelse hos Eugenia end Dem. Måske er De ej et snit af hende alligevel”. Ludwik fjernede sin hånd fra Anwens underliv med en vrissen. I stedet greb han hårdt fat i hendes hår og trak hende tilbage mod lagenet under dem. ”Lyt nu og lyt godt. Jeg agter at lade Dem leve. Det skylder jeg Deres moder… Giv op Anwen. Det bliver kun værre for Dem selv. Og husk: Jeg har betalt for Dem. De er min nu. Affind Dem med det”. Blodet om hans mund lappede han begærligt i sig inden han sænkede sig ned til det åbne sår igen. Hans tunge spor af den røde væske væk, men ikke synderligt grådigt. Tvært imod tog han sig god tid, som var det en fin vin han skulle indfange alle nuancerne af. ”Luk Deres øjne Anwen”.
Anwen var ikke sikker på om det var lige præcis Ludwig og hans slags som hendes moder havde hentydet til, når hun havde belært hende om at man ikke skulle skue hunden på hårene. Det ramte hende i hvert fald at høre at hun ikke var noget lig den kvinde hun stræbte så højt efter at minde om, og hendes kamp imod ham stilnede en smule af. Hun havde aldrig fundet et bidemærke på sin moders hals, som det Ludwiks grådige mund havde skabt, og alligevel var hun naiv nok til at tro på hans ord, på trods af den side af sig selv han havde blottet for hende. Trodsen forsvandt dog alligevel ikke helt fra hendes blik, som den kæmpede en hård kamp med lysten til at leve op til de historier han fortalte om hendes moder. Viljen der bankede hårdt i det unge bryst, nægtede at give op, og den blev blot ansporet af hans ord om at hun skulle gøre det selv samme. Hun lå dog stille da han igen satte munden for hendes blødende sår, og stemmen fik også lov til at hvile sig, mens øjnene dog nægtede at lukke sig som han forlangte men i stedet beholdt sit trodsige, sårede blik.
Ludwik hvilede imod Anwens bløde hals i lidt tid. I takt med at hun gjorde mindre modstand, lettede han også presset af sin vægt imod hendes krop og slap taget i hendes hår. ”Meget bedre. Var det virkelig så svært? De er en stædig lille størrelse”. Han fjernede forsigtigt hånden fra hendes mund, kun for at føre sine læber imod dem i erstatning af den. At hendes blod blev smurt ud over hendes mundvige i bevægelsen kunne han ikke være mere ligeglad med. Begærligt klemte han Anwens bryst og æltede det imellem sine hænder. Ludwiks åndedræt blev tungere, så søgte hans fingre ned til hendes køn.
Anwens planer for flugt, kværnede rundt i hendes hoved, i takt med at kroppen forsøgte at affinde sig med hvad der skete. Da han slækkede sit greb om hende, overvejede hun et kort øjeblik at udnytte de kræfter hun havde sparet op til at løbe væk, og dog var hendes stræben efter at modtage den samme ros som han måtte have givet til hendes moder for høj. Den indre kamp resulterede i at hun blev liggende, mens han drak fra hendes hals. Trangen til at skrige og komme fri blussede først op igen da han mødte hendes læber. De var ikke længere kolde, varmen i dem hang sammen med den metalliske smag der fyldte hendes mund, og som for hende ikke var den mindste smule appetitlig. Hun kæmpede i et par øjeblikke for at få smagen af blod ud af hendes mund før hans hænders arbejde igen gjorde hende mere føjelig, og hun prøvende gengældte hans kys.