Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det havde været mørkt det meste af dagen. En tyk tåge havde lagt sig over London og lukket solen ude. De færreste nød den slags tider, men var man en mørkets skabning, som dem der dukkede op i mareridt hos små børn, var det glimrende. For Ludwik var det ikke anderledes. Det betød at han kunne gå mere eller mindre frit uden at blive forbrændt af lyset. Han var taget til London på et kort ophold. Et par dage var gået siden han sidst havde indtaget livets vand, og han kunne se hvordan alle hans sanser blev påvirkede. Folk der løb udløste en næsten ulidelig lyst i ham til at forfølge dem og slå sine hugtænder i dem, som de byttedyr de agtede at opføre sig som. Og hans flasker var tomme. Fred var ingen steder at finde. At jage i Hogsmeade ville være selvmord, så han var taget længere væk og tillod sig en sjælden fornøjelse, der var svær at finde. Blodet fra en uberørt. Nu tiltog mørket og med det hans sult.
Med langsomme skridt bevægede Ludwik sig igennem Perlens gange efter at være dirigeret mod kvindens værelse. Han havde givet overpris for at undgå konkurrencen i sådan en grad at det for mange af mændene havde været svært at følge med. Det var ikke for at prale, men det tilfredsstillede hans ego. Hans klæder skjulte heller ikke meget af hans status. Hans støvlehæle slog imod gulvet, når han gik og hans kappe, vævet i et dyrt materiale var trukket tæt omkring hans krop. Han var beslutsom, og det isblå blik hvilede ikke længe på omgivelserne, men dog studerede han dem til mindste detalje. Perlen var et af de bedre bordeller. Der var (forholdsvist) rent efter hans smag, men den blotte tanke om hvor mange der havde besudlet de andre kvinder fik ham til at rynke på næsen. Han ville ikke røre dem. Hvem ville dog nyde en blomme, som adskillelige maddiker havde bidt af?
Da han nåede døren åbnede han den uden den mindste nervøsitet, eller at banke og lukkede den efter sig med et høfligt smil. Slåen blev slået til, og forventningens glimt skinnede i hans blik. Han måtte kæmpe for ikke at slikke sig om munden. ”Så De er Anwen. Jeg har set frem til at møde Dem i person”.
Anwen havde været rastløs hele dagen. På trods af at Gi mente at hun var klar, var det ikke sådan hun følte sig, men en af de andre piger havde forsikret hende om at helt klar blev man aldrig. På trods af at der var blevet gjort hvad der var muligt for at hun ikke følte sig som et stykke kvæg, havde hun alligevel følt auktionen en smule grænseoverskridende. Hun var blevet instrueret i at se uskyldig ud, og fortrylle mændene med sin blik, Og alligevel havde hun ikke kunne lade være med at løfte hagen for bare at udvise en smule værdighed. Hun skulle heldigvis ikke være til stede under selve budrunden, så ville hun først føle sig som et stykke kvæg, men var i stedet blevet sendt op på det værelse hvor resten af hendes nat skulle foregå. Der havde siddet mange forskellige mænd nede i krostuen, nogle der måske ikke ville være så slemme, og andre der ikke ligefrem så indbydende ud. Hun havde prøvet at rette sit blik imod de pæne mænd, i håb om at det ville få deres bud til at stige i vejret. Hun var blevet iklædt en let særk der sad så tæt at den ikke gjorde meget for at skjule hendes former, mens der var blevet kæmpet en hår kamp med børsten for at få det blonde hår under kontrol.
Hendes blik havde været fæstnet i gulvet, indtil døren endelig gled op, og en nydelig mand hilste på hende. Han var en af dem hun havde skænket særlig opmærksomhed, og det lettede hende at det ikke var en af de ældre mænd der havde vundet aktionen. Pigerne havde dog forsikret hende om at de unge kunne have ligeså farlige ideer. Hun rejste sig op fra sengen, og sendte ham et forsigtigt smil. "Godaften. Og hvad må jeg kalde Dem hr..?"
Det var først da Ludwik var kommet ind af døren at han studerede hende, med hovedet let på sned. Hendes efterspørgsel om navn fik ham til at tie i kort tid, mens han overvejede mulige scenarier der kunne følge. Han ønskede ikke at blive forbundet til sit nuværende alias, og når aftenen var forbi ville hun alligevel have indset hvad han var. Sandsynligheden for at hun skulle kende til en mand der kom til verden for hundrede år siden var lille, så han så ingen grund til ikke at sige sandheden. ”Hvorfor så formel? Ludwik. Bare kald mig det, kære Anwen.”
Noget omkring hende skinnede anderledes end de andre kvinder han havde set på auktionen. Noget familiært, der hev let i ham og tiltalte noget dybt instinktivt i ham, men det var ikke til at se. Ikke når han havde mere spændende ting til at aflede hans opmærksomhed, end kødets lyst. ”De er endnu smukkere tæt på… Sammenlignet med Dem er de andre jo tudser.” Det irriterede ham at han ikke kunne sætte en finger på hvad det var. Ludwiks verden bestod meget i hvad der kunne vejes og måles, og kunne det ikke det ville han finde en måde at gøre det på. Så han tog to skridt tættere på hende og strøg hendes kind, som for at føle på det sære fænomen han kunne mærke. Anwens hud var så varm mod hans hånd, mens Ludwiks var kølig og bleg. Sådanne livstegn var dybt uforståelige for ham og en kilde til dyb fascination. Hans medfødte vampyrisme havde frataget ham den form for varme, og han nåede den kun tilnærmelsesvis, når han nærede sig på andre.
Ludwiks ene øjenbryn skød i vejret. Han havde studeret hende former, men særken forstyrrede ham. Den var for simpel til en kvinde, som hende. ”Har De ikke modtaget bedre klæder end dette?”
Anwen prøvede at gøre alt hvad Gi og de andre piger havde lært hende i de sidste par dage. Første trin var at få manden til at føle sig komfortabel, han var kunden, og han skulle derfor behandles med respekt. Hun rødmede derfor en smule, da han med det samme nedlagde alle formaliteter og gav hende sit fornavn. Hun var vant til at det var sådan man talte til hinanden i de snuskede gader hun kom fra, men det fik blodet til at strømme op i hendes kinder da en fin herre som ham talte sådan til hende. Det blev ikke bedre da han komplimenterede hende, og blikket gled hurtigt ned i gulvet for at skjule det. Gi havde fortalt at hendes usikre uskyldighed var en god ting, og dog var hun nervøs for at det ville blive for meget. Hun kom en smule til sig selv da hans kolde hånd berørte hendes kind. Det var ganske vidst stadig køligt i luften, men mod hendes brændende varme kinder, føltes den blot endnu koldere. De blå øjne gled op på ham, med det fortryllende blik hun så småt prøvede at vende til sin fordel. "Jeg kan godt.. Tage den af, hvis den ikke behager Dem?" Den skulle alligevel af før eller siden, og hun havde ikke lyst til at fortælle ham en længere historie om hvordan hun først skulle tjene til bedre klæder. Hendes hænder var allerede ved at glide op til snøren ved halslukningen, hun kunne ikke forestille sig at han ville stoppe hende.
Ludwik rystede afværgende på hovedet. Han lod sine fingre vandre op igennem hendes bløde lokker, mens han granskede Anwens ansigt mere end hendes krop, der svagt skimtedes igennem særken. Med en mørk klukkende latter, der fik hans skuldre til at spjætte slap han hende. Intet entydigt svar kom fra hans læber. I stedet løsnede han spændet til sin kappe og smed den over en stol. Kappen afslørede en sort frakke med guld broderinger. ”Jamen Anwen, så kommer De jo til at fryse. Sæt Dem ned.”
Nynnende en lille melodi, der til forveksling kunne lyde som noget fra et kloster, spadserede han muntert hen til stolen og trak den over for sengen. Han satte sig til rette på den og lænede sig frem imod hende, mens han støttede armene imod sine lår med foldede hænder. Anwen kunne have været en klient, eller en mus der ikke selv vidste den blev leget med, sådan som han fastholdt hende med en vis kølighed, på trods af det smil hans læber var spændt op i. ”Og fortæl mig så Anwen – Hvordan en ung kvinde som Dem er havnet her. ” Ludwik var afslappet allerede og havde været det siden han trådte ind i lokalet; på trods af emnets alvor, som han så ud til at ignorere eller mangle en forståelse for.
Det forvirrede Anwen da manden, Ludwik, ikke ville have at hun tog tøjet af. Var det ikke det han havde betalt for? Hun var bange for at skuffe Gi hvis hun ikke stillede ham tilfreds, men på den anden side var det hans og ikke Gis ønsker hun ville blive betalt for at opfylde. I et kort sekund kom den trodsige pige frem i hende, og skubbede al hendes usikkerhed til side, da hans latter gjorde hende i tvivl om hvorvidt hun blev holdt for nar. På den anden side bebrejdede hun ham det ikke, hvis han havde tænkt sig at varme en smule op til hende først. På den ene side ville hun bare gerne have det overstået, plukket sin blomst, og få det ud af verden, men der var dog stadig også en pige i hende der satte pris på at han trak det ud og brugte tid på hende. Hun faldt derfor ned igen, og lod tøvende øjnene glide op på ham da han spurgte til hendes historie. Mange af pigerne havde eksotiske historier om hvordan de var adelige døtre, sågar prinsesser der blev holdt fanget, og Anwen var da også blevet opfordret til at finde på noget der var mere interessant end at være et gadebarn der ikke havde andre steder at tage hen, og alligevel motiverede Ludwiks venlighed hende til at fortælle sandheden. "Min moder.. Arbejdede ligesom mig*. Hun blev kaldt Eugenia.. Hun var nattens ukronede dronning." Anwen smilede en smule ved tanken om moderen. "Hun døde for et par år siden, og da jeg til sidst ikke havde mere, opsøgte jeg Gi. Han valgte heldigvis at ansætte mig, ellers havde jeg aldrig mødt Dem." Hun smilede forsigtigt til ham, og var usikker på om det var i orden at hun nu spurgte ind til hans fortid. Hun havde fået strenge ordrer på at kunderne besøgte dem af deres egne grunde.
*Anwens moder var selv skøge, og en ret berygtet en af slagsen. Halv-willien, den uimodståelige Eugenia.. Alle mænds endeligt.. Måske har Ludwik kendt hende i hendes storhedstid?
Som Anwen fortalte dvælede Ludwiks opmærksomhed ved hendes læber. Han nikkede opmærksomt, mens hans fingre strøg tænksomt imod sin kæbelinje. Det var et billigt trick at smide sådan en smiger. Nok vidste han at han havde købt en nat med skuespil, men sammen med Anwens mimik virkede det ganske charmerende på ham. Navnet Eugenia klingede genskær i hans hukommelse indtil han huskede hvor fra. Han havde mødt hende, og hun havde været et ganske spændende bekendtskab. Da hun var forgået havde det ærgret ham, som når et barn mistede et legetøj. Så når Anwen nu påstod at være hendes datter gav det mening. Han gav hende et lidt kritisk elevatorblik, men det ville give mening. Den let trækkende fornemmelse han kunne mærke omkring Anwen. Mennesker ville nok mærke dem kraftigere end skyggevæsner som ham selv, men han kunne fornemme dem. Hendes ansigtstræk mindede om Eugenias. Det måtte være sandt, og jo mere realiseringen gik igennem hos ham, jo mere måtte han bekæmpe lysten til at flække sit smil helt op og blotte sine store hugtænder for hende. Aftenen var lige blevet så spændende at det frustrerede ham! Men hver ting til sin tid. Han nød at kende sine fristelser inden han fortærede dem i kødets flammer.
”De er hendes datter?! Fantastisk! Ligheden er næsten slående.” udbrød Ludwik. Kort efter fortrød han og hans blik flakkede nervøst i et par sekunder. Det var jo mange år siden, men for ham var det ingen tid, når han havde levet så længe. Nu skulle han ikke afsløre sig selv. Det kunne ende katastrofalt. ”Jeg mener fra hvad jeg har læst! – I bøger. Der er kvædet mange kvad om hendes skønhed. Jeg betvivler Dem ej. Men jeg gad vide…”
Ludwik tog den unge kvindes hånd og kyssede håndryggen, med et flirtende blink imod hende. ”-Hvor meget jeg kommer til at tilbringe denne aften med Chantal – Eller om det mon bliver Anwen.”
Anwen rødmede let over hans ord. Hun havde efterhånden vænnet sig til reaktionen, på trods af at det var tre år siden at den smukke Eugenia var blevet revet fra hende, var der stadig mange af byens mænd der kunne huske hende. Hun kunne derfor heller ikke kvæle et svagt smil da han hurtigt benægtede sine ord igen, som om han ikke ville kendes ved at han havde besøgt hende. Han så ganske vidst ung og fornem ud, men selv i sin sidste tid var Anwen sikker på at hendes moder måtte have haft den slags prominente kunder, og på trods af at det blot gjorde at hun havde meget at leve op til, følte hun også en hvis stolthed ved at løfte moderens arv. "Der er.. Ingen skam i at indrømme at De har besøgt hende." Hun blinkede let til ham, og blev kort efter en smule overrasket da han kyssede hendes hånd, hans spørgsmål kom bag på hende, og hun overvejede sit svar med en let rynke mellem brynene. Hun syntes selv at navnet Chantal var fjollet. Hun havde ganske vidst fået af vide at det lød fransk og eksotisk, og langt mere tiltrækkende en Anwen, og dog havde hun svært ved at vende sig til det. "Gi.. Det er Mr. Choi der har fundet på Chantal." Hun indrømmede det tøvende, en smule trodsigt, som om hun ikke selv havde taget navnet til sig endnu. "Hvem vil De helst have?" Hun genvandt fatningen, og så en smule udfordrende på ham. Hun kunne godt lide ham, og alligevel forvirrede det hende at han ikke optrådte efter bogen.
At Anwen havde set igennem Ludwiks løgn lod sig mærke på ham, da en vis betuttet krampetrækning viste sig ved hans øjenbryn. Deres relation havde ikke været det typiske forhold, som hun måske regnede med at de havde delt, men det ville hun også selv få en forsmag på, når tiden var. Så kunne han for alvor få at se hvor meget den unge kvinde mindede om sit ophav.
Anwens hånd blev sluppet i en glidende bevægelse. ”Jeg ved det. Jeg plejer at foretrække et mere personligt forhold til kvinder som Dem. Det er mere spændende end en løgnhistorie og en tom personlighed, så jeg insisterede på at få Deres rigtige navn, inden jeg drog til dette rum. Chantal kan De lade blive. Hende vil jeg alligevel komme til at se igennem. Jeg er vant til at skulle gennemskue diplomaters dagsorden. Det her er en leg for mig, Anwen… Men selvfølgelig er det altid sjovt at se folk prøve.”
Med en restløs mine rejste Ludwik sig atter fra stolen. Han begyndte at spankulere tænksomt rundt i rummet igen, men hænderne bag ryggen og et blik der vekslede mellem at være fjernt og at granske Anwen. ”De må være nervøs. Hvis de har nogen spørgsmål om noget som helst, er De velkommen til at dele deres Tanker. Trods alt… er det et kompliment i sig selv, når folk stoler nok på andre til den slags. Og jeg vil så gerne lære den Anwen at kende…” Han begyndte at cirkle sig ind på Anwen, indtil han kom om bag hende og lagde en arm om hendes liv. Nysgerrigt strøg han sin tommel hen over hendes hofters bakker og dale, for at udforskede dens blødhed på nært hold. Da nærmede han sine læber hendes øre. ” –Som gemmer sig inderst inde. Og jeg er sikker på at De vil finde det mere behageligt.” Som han hviskede mørkt til hende, strøg han sine kølige læber undersøgende imod Anwens lyse hals.
Anwen lyttede opmærksomt til hans ord. Hun ville så gerne gøre det så godt som muligt, men Ludwigs opførsel forvirrede hende. Gi havde prøvet at forberede hende på hvad hun ville møde på sin første gang, men han havde ikke forberedt hende på at der ville være så meget.. Snak.. En del af Anwen ville helst bare have tøjet af, og have det overstået, og dog var der noget dragende ved den unge mand, der fik hende til at hungre efter at blive forført. "Kom.. Kommer jeg så til at se den rigtige Ludwik?" Spørgsmålet kom en smule tøvende. Hvad han havde betalt for havde hun ikke nogen spørgsmål til, det havde hun fået udførligt beskrevet af både Gi og de andre piger. Gi havde også forsøgt at vænne hende til en mands berøring, så hun ikke ville ryste som et espeløv så snart han lagde hånd på hende, og dog skælvede hendes krop alligevel let, da hans læber udforskede hendes hals. Hun havde prøvet at mærke den kildende fornemmelse når en mands varme ånde strøg blidt over halsens tynde hud, men på trods af at Ludwiks læber kildede let, som de strøg mod hendes hals, manglede der alligevel noget. Lysten efter at bevise sit værd, og give ham hvad han havde betalt for, steg dog alligevel op i hende, og i en velovervejet bevægelse drejede hun derfor kroppen, så hun forsigtigt kunne fange hans læber i et kys. Den ene hånd gled via kinden op imod hans hår, mens den anden en smule klodset begyndte at fumle med jakkens lukning.
Ludwiks pupiller trak sig sammen, da Anwen kyssede ham, men han trak sig ikke væk og gengældte tværtimod kysset, som han holdt. Lettere insisterende lagde han en arm om Anwens talje og skubbede hende ind imod sig. Han afbrudte kun deres læbers omfavnelse, så han kunne følge bevægelsen i hendes hænder. ”Fascinerende hvor grådig sådan en lille kvinde kan være. Og specielt når De ikke har nogen erfaring… Selvfølgelig kommer De da til at møde den rigtige Ludwik.” Han lettede hendes opgave en anelse og hjalp med at åbne sin jakke, som han kastede over til kappen på stolen. Under den bar han en hvid tunika, men han lod den blive på, mest af alt for at tirre hendes stigende interesse.
”Og så utålmodig. Men det er ikke sådan vi leger, Anwen.” I en hurtig bevægelse havde Ludwik grebet fat om Anwens arme og vendte hendes ryg ind imod hans bryst, så han igen var bag hende. Han førte hendes arme om bag hende og holdt dem fast. Ikke smertefuldt hårdt, men nok til at hun kunne mærke at hun ikke var i kontrol.
”Men jeg må være ærlig med Dem. Jeg er nok ikke som andre mænd De har mødt før... Muligheden for det er lille. Jeg er speciel i disse kanter.” Ludwik slap grebet om Anwens arme med sin ene hånd og lod den bugte sig fra hendes mave til de lyse inderlår, som han klemte. ”Det vil De finde ud af, for i nat vil intet være som det De kender til.”
Anwen slappede en smule mere af, da han valgte at gengælde hendes kys. På trods af at hun havde fået lov til at øve sig på Perlens andre ansatte var det noget andet med den fremmede mand. Dog ikke nødvendigvis noget dårligt, som hun mærkede en let varme brede sig, på trods af hans kolde læber. Hun rødmede en smule ved hans ord. Grådig var ikke ordet hun selv ville have brugt, men hun havde allerede lært at kunden altid havde ret. Hun var en smule usikker på hvor hun skulle placere sine hænder, da han hjalp hende med jakken, og de endte en smule akavet på hans overkrop hvor tunikaen stadig adskildte dem fra hans hud. De var tøvende på vej ned mod tunikaens kanter, da han kom på andre tanker og vendte hende om. Heldigvis besluttede han nu hvor hendes hænder skulle opholde sig, på trods af at hun ikke følte sig helt tryg ved den kontrol han udviste ud af det blå. En urolighed begyndte at brede sig i hendes krop, og hans ord hjalp ikke synderligt med at dæmpe den. Hun sank en klump, og stod helt stille. Hendes urolighed var endnu ikke blevet til frygt, og dog begyndte hendes blik allerede at glide mod døren, på trods af at frygten for at skuffe Gi trak det tilbage igen. "Jeg kan ikke vente.." Ordene var ikke helt dybfølte, mens hun med dybe vejrtrækninger diskret prøvede at dæmpe hendes hamrende hjerterytme.
Ludwik slap sit tag i Anwens arme, da han kunne mærke at hun ikke gjorde modstand. I stedet lagde han en arm om hendes liv og tippede Anwens hoved en anelse op, med hånden imod hendes kæbe. Han lo lavt. ”Hvad var det, Anwen? Er De bange for mig? Jeg er skuffet”. Det var hurtigt. Alt for hurtigt. Hvis hun begyndte at føle sig utryg omkring ham ville hun måske være mere tilbøjelig til at flygte ud af døren, men den var trods alt låst, så der ingen forstyrrelser ville komme. Det var nok forsinkelse til at han kunne nå kvinden ved døren, skulle hun komme på andre tanker. Men for nu blev han nødt til at berolige hende lidt. ”Tilgiv mig, De vækker blot en side af mig jeg ikke giver frit løb så tit”.
Ludwik gik hen til sengekanten og klappede ved sin side. ”Sæt Dem her, Anwen, og fjern den pjalt. Den er gyselig”.
Anwens hjerterytme blev langt fra langsommere, da den unge mand åbenlyst havde gennemskuet hende. Hendes vilje, der var så vant til at slås, havde svært ved at føje sig i hans hænder og den tidligere Gryffindorelev begyndte at føle sig som en løve i et bur. Hun forsøgte at ryste det af sig, og dog lykkedes det først da han undskyldte. Hjertet begyndte igen at slå langsommere, mens de blå øjne gled ned i gulvet, og hun følte sig pludselig dum. Det var aldrig en god ting hvis kunden blev nødt at bruge det tunge ord. "Det skal De ikke undskylde for." Hun begynde i stedet at fjerne kjolen som han efterspurgte, i håb om at det ville få ham på andre og mere muntre tanker. Som Gi havde lært hende, lod hun den smidigt og langsomt glide af kroppen, så han fik lov til at følge hvordan den lyse hud langsomt med sikkert blev blotlagt for ham. Hun havde gjort det før, stået nøgen overfor en fremmed mand, og alligevel fik fornemmelsen af hans blik svagt hendes hænder til at ryste, da hun til sidst lod kjolen falde til jorden, og ikke længere havde noget at gemme sig bag. Blikket skød ned i gulvet, mens hun gav ham et øjeblik til at tage synet ind, før det stædigt kæmpede sig op og mødte hans.
Et grin spirede sig frem på vampyrens læber. Han fulgte Anwens bevægelser med stor interesse og lagde hovedet på sned. Han kunne stadig fornemme et vist ubehag fra hende, men hun forsøgte da at skjule det godt. Bare ikke godt nok til at narre et væsen, der trivedes ved at jage andre og drive adrenalin ind i hver eneste fiber af deres krop.
”Og sikke en nymfe De er, Anwen. Om jeg må få lov – De er yderst nydelig”. Ludwik tog forsigtigt fat i Anwens hånd og trak hende ind til sig, med et fast tag om hendes krop. Han kunne fornemme hendes puls og berusende duft helt uforhindret, når hun stod blottet for ham, og for et øjeblik måtte han lukke sine øjne for ikke at miste fokus. ”Vær ikke urolig. Jeg lover dig at dette kan blive meget behageligt for Dem, hvis de slapper af” forsikrede han, inden han skubbede Anwen insisterende op på sengen og begyndte at kravle ind over hende. ”Jeg ville nødig komme til at kvæste sådan en blomst som Dem, så vær nu en god pige Anwen”.
