Frygten for det uvisse

Melrose tog en tår af den lune ingefærøl og ventede ængsteligt på Thomas Longbottom. Hun vidste han ville møde op, for det var hendes indtryk at han altid tog sager der omhandlede Rådet vældig alvorligt. For ikke at nævne at hun var godt bekendt med familien Longbottom, på trods af at  hun holdt en hvis afstand til sin egen slægt. Men på trods af det følte hun at hun altid kunne stole på familien Longbottom. 

Melrose så Thomas komme ind af døren til De Tre Koste. Han var let genkendelig med den ynde han altid mønstrede i sin gang. Hun blev lettere overrasket da han hilste hende med et kys på kinden. Men også en smule varm indeni. Det løsnede knuden i maven en smule. 
"Thomas. Jeg er glad og taknemmelig for at du ville tage din tid og møde op. Det betyder uendeligt meget for mig," sagde hun oprigtigt og gengældte kysset på hans kind. Hun lod sine øjne hvile roligt på ham til han havde sat sig over for hende. Hun vendte blikket mod bordpladen. Hun vidste ikke hvad hun skulle fortælle ham, for hun var bange for det endelige svar. Hvad ville der ske med hendes fader?

Melroses konstante svedige hænder, pressede hun mod kjolestoffet under bordet. Hun frygtede i den grad for sin faders liv, og det generede hende at hans skæbne lå i Rådets hænder. Hun ville ønske hun på en eller anden måde kunne løse dette, uden at være ængstelig for hans liv. Hun vidste det ikke så godt ud når det gjaldt hans fremtid, og ikke vidste hun vitterligt hvad hun ønskede skulle ske med ham. Så i sidste ende havde hun skrevet til Thomas for at få klarhed. Men et eller andet sted frygtede hun det værste og håbede på at hun på en eller anden måde kunne påvirke hendes faders skæbne igennem Thomas.
Og hun vidste at det håb var nytteløst, for hun ønskede ikke at misbruge det nære venskab som hun havde til Thomas. Han var en mand som hun besad en stor respekt for, og hun vidste et eller andet sted at uanset hvad hendes faders skæbne var, så kunne Thomas’ ord lægge en dæmper på hendes voksende panik.

Melrose vidste ikke hvorfor hun netop havde valgt den mørkeblå kjole denne smukke forårsdag. Den kunne virke så dyster på så solrig en dag. Men måske afspejlede den hendes mørke humør som hun havde gemt langt væk? Hendes flødefarvet hud var blegere end den plejede at være, og hun havde store rende under øjne. Selvom hun ihærdigt prøvede at være tapper, så var det bestemt ikke noget som hendes ydre viste.

Hun fugtede sine læber og løftede sit blik op imod Thomas. ”Det omhandler min fader. Pieter Calendula. Kan du huske ham? Efter det blev afsløret for ham at min moder er heks og jeg dermed også er det, gik han i min farfaders fodspor og blev heksejager. Jeg fortalte ingen om dette, men prøvede i skjul selv at forhindre ham i at opnå succes. I mange år har jeg kunne holde ham i kontrol. Men jeg kan ikke længere, kære Thomas. Mit erhverv som astronomiprofessor vægter højere. Derfor har jeg valgt at melde ham til Rådet, men jeg frygter stadig for hans videre skæbne,” fortalte hun ham roligt, selvom hendes stemme rystede. Tårerne brændte hende i øjnene, men hun gjorde hvad hun kunne for at holde dem tilbage.

Melrose turde ikke at tigge og bede Rådet om at skåne hendes faders liv. Det ville der intet godt komme ud af. Hun var overbevist om at de ville se ned på hende, og ikke kunne forstå hvorfor hun dog ville skåne en mugglers liv.

Men hun vidste Thomas ville forstå og dermed kunne give hende en eller anden form for klarhed.

Hun sad i en evighed og ventede på hans endelige svar efter hendes længere tale. Hun nikkede stille og forstod hans ord.
”Jeg ved jeg skulle have fortalt det til nogen før. Det har varet for længe. Men jeg blev grebet af det, Thomas. Jeg blev grebet af adrenalinen og jagten efter ham,” fortalte hun.
Hun blev overrasket over at han tog hendes hånd, men det sendte beroligende bølger igennem hende. Derfor trak hun ikke hånden til sig, men lagde sin frie hånd over hans.
”Tak for din forståelse Thomas. Jeg ved jeg har sat dig i en svær situation. Jeg ved reelt ikke hvad jeg ønsker, men jeg vil gerne vide hvad min faders skæbne bliver,” sagde hun med en skinger stemme. Hun brugte hele sin viljestyrke på at forhindre den knude der var nede i hendes mave, men det var nært umuligt ved hans næste ord. ”Jeg har… jeg har sagt hvad jeg ved. Jeg kunne ikke finde sporet af ham sidst men jeg ved at han må befinde sig i Frankrig eller deromkring. Jeg kan ikke… jeg har tænkt om jeg skulle give falske oplysninger. Men jeg er så inderligt træt Thomas. Jeg er så inderligt træt af den evige jagt. Jeg vil ikke mere. Så derfor valgte jeg at opgive min fader, på trods af jeg føler jeg dolker ham i ryggen,” nævnte hun stille. En enkelt tåre efterfulgt af en anden trillede lydløst ned af hendes kinder.
I så lang tid havde hun holdt det hele inde, men hun kunne ikke mere. Hun tørrede tårerne væk, og så blidt ind i Thomas’ blide øjne. ”Jeg prøver at lade være Thomas. Jeg ved dette i sidste ende er for det bedste,” sagde hun en smule mere selvsikkert.

Langsomt tilgav Melrose hendes egen handling. Som Angharad påpegede for et par dage siden, så var det i orden at udføre den handling som i sidste ende kom Melrose til gode. Hun var klar over nu at det ikke var sundt at leve et dobbelt liv. Hun måtte i sidste ende give slip og acceptere den beslutning hun havde taget. I så mange år forsøgte hun at holde sin fader fra at slå hekse ihjel. Men Melrose fandt hurtigt ud af at de fakta som hendes fader og andre heksejægere gik efter, byggede på overtro og en tussegammel bog. Det resulterede i, at de aldrig fangede egentlige hekse, men for det meste mugglere. Derfor havde det i mange år været Melrose mission at stoppe hendes fader i at fange uskyldige liv. For det meste var det lykkedes hende, men der var også mange der var gået i døden på den bekostning.

Dette var den bedste beslutning; hendes fader var nu meldt til Rådet, og det var nu deres hovedpine at fange ham ind og afgøre hans straf. Men hun kunne ikke bare give slip. Hun elskede ham stadig ubetinget, på trods af alle de ting han havde gjort. Det var derfor hun var søgt til Thomas. For at finde rådgivning og trøst.

Hendes skuldre sank ved hans ord, og hun tog en tår af sin ingefærøl. "Det næste der kommer til at ske, er at Rådet indfanger ham og afgøre hans skæbne. Det er hvad jeg frygter mest, Thomas. Jeg plages af drømme hvor jeg ser ham ligge livløs i en kiste med tomme øjenhuler og en mishandlet krop. Jeg prøver ikke at plages af det, men frygten og sorgen bider sig alligevel fast i mig." hviskede hun toneløst. Hun sukkede dybt. "Så jeg kan ikke slappe af, for de billeder bliver ved med at køre rundt for min indre nethinde. Hvad stiller jeg op med det?" spurgte hun lettere fortvivlet. "Undskyld Thomas. Jeg ved godt at jeg ikke bør dvæle ved det jeg ikke er herre over, men ro er ikke en mulighed, selvom jeg har affundet mig med min faders skæbne. Jeg gruer stadig for hvad der vil hænde ham," sagde hun stille. "Jeg er dog glad for at du hørte min bøn, og er her for at lytte."