|
Post by Harald Eklund on Mar 12, 2016 20:43:36 GMT
D. 22 marts 1360 Harald havde med det samme fortrudt sin opførsel til højtiden og da han sad og ventede på Sirrah havde han en dårlig smag i munden. Det havde ikke været i orden at lade det gå ud over hende, men samtidig havde han bare haft svært ved at reagere anderledes. Det var trods alt nemmere at regne med at hun ikke ville opføre sig forskelligt fra alle andre end at håbe på at hun ville tro hans ord. Nu sad han dog og var bange for at han havde spildt en chance og han ville ikke være overrasket hvis hun ikke kom. Heldigvis viste der sig dog en grøn farve i pejsen og han rejste sig op fra den stol han havde siddet og ventet i og så anspændt på de blafrende flammer.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 12, 2016 20:51:30 GMT
Sirrah var meget afklaret med, hvordan det hele skulle forløbe. Efter den forestående aften, havde hun endelig fået styr på sig selv og den smule af sympati, hun kort havde følt for den ældre mand. Så da hun trådte ind i pejsen hjemme hos sine forældre med en pakke under den ene arm, var det også med et neutralt ansigtsudtryk.
Der ville være ramaskrig, hvis nogen opdagede at hun havde rejst direkte til hans pejs, men hvordan nogen skulle finde ud af det, vidste hun ikke. Af samme grund gik det nok og hun fortalte sig selv, at hun ikke var den mindste smule spændt, men kun kom, fordi hun var nødt til det. De tanker gik gennem hendes hoved, da hun smed pulveret og udtalte ankomststedet.
Snart efter trådte hun ud af kaminen og børstede en smule sod af tøjet, før hendes blik faldt på professoren. Hun stoppede op og rankede sig en smule, tilbageholdende. "Professor Eklund."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 12, 2016 21:09:07 GMT
Harald blev såret over hendes formelle attitude, men han var ikke overrasket. Han var dog samtidig ivrig efter at vise hende den venlighed, han burde have vist hende igår og måske lære hende bedre at kende. "Sirrah" Hilste han med et forsigtig smil og betragtede hende undersøgende. "Jeg har lige erhvervet mig et ubefrugtet drageæg. Det er utrolig fascinerende. Du bliver nødt til at se det" Sagde han og løftede afventende sine øjenbryn, mens han blottede tænderne i et bredt smil. Han forstod godt hvis hun var sur, men han havde ikke helt lyst til at lade hende gå.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 8:28:24 GMT
Sirrah var fast besluttet og hun lod ikke smilet på hans læber påvirke sig, selvom hun noterede sig det. Det burde hun måske ikke have gjort og hun rystede hurtigt tanken af sig og havde næsten åbnet munden for at sige det, hun var kommet for at sige.
Han kom hende dog i forkøbet og hendes neutrale ansigtsudtryk blev kort afbrudt af øjenbrynene der hævede sig lidt. I et øjeblik stivnede hun og hun var øjeblikke fra at komme med et forundret udbrud, før hun fik taget et hårdt greb om sin egen nakke, lagt ansigtet tilbage i alvorlige folder og ranket sig.
"Jeg kan ikke blive. Jeg kom kun for at aflevere din kappe." Hun rakte pakken frem mod ham og forsøgte at rette blikket et andet sted hen, så han ikke kunne se, hvor meget hun i virkeligheden brændte efter at se ægget.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 9:40:06 GMT
Harald så undersøgende på hende og hendes skiftende ansigtsudtryk undslap ikke hans opmærksomhed. Det var dog ikke så mærkeligt, han havde opført sig ret dårligt overfor hende igår og han havde ret dårlig samvittighed over det. Han smilede prøvende til hende og mødte hendes blik med en undskyldende mine. "Hør.. jeg ved godt jeg var lidt afvisende igår. Jeg mente det ikke.. Eller det var ikke din skyld.. " Sagde han og løftede spørgende øjenbrynene, mens hans blik gled hen over hendes ansigt. "Vil du ikke godt blive?" Spurgte han og smilede lidt.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 10:03:48 GMT
Sirrah havde håbet på, at han bare ville tage mod kappen og lade det være det, men det var muligvis ønsketænkning. Da han ikke tog imod det fremstrakte tilbud, sænkede hun armen igen. Hans ord fik hende til at se væk og en enkelt muskel sitrede i hendes kæbe, mens hun tog en indånding.
"Jeg kan ikke," gentog hun, dæmpet. Efter et øjeblik mødte hun hans blik igen og selvom hendes eget var bestemt, så var der også en snert af noget undskyldende i det. En tøven, som hun ikke helt ville kendes ved. "Jeg ved kun, hvad rygterne siger. Det ved alle. Min familie har et godt ry og det skader dem, hvis jeg bliver ved med at tale med dig."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 10:22:08 GMT
Haralds smil forsvandt fra hans ansigt da hun svarede og han gjorde hvad han kunne for at forsøge at skjule hvor såret han var over hendes afvisning. Han måtte til sidst se ned og der gik et øjeblik efter hun var færdig med at tale, hvor han ikke svarede. Han kunne dog mærke at slaget var tabt, han havde mistet endnu en potentiel ven på grund af noget han ikke havde gjort. "Ja, det ville være skrækkeligt." Sagde han og så op. "For det værste i livet må være at få sit ry plettet til." Hans blik blev en anelse mørkt og han tog kappen ud af hendes hånd. "Så må du hellere gå inden nogen opdager dig."
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 10:35:38 GMT
Hans ord ramte hende og hun spændte en anelse mere i kæben, da først han tog kappen fra hende. Hun rankede sig lidt og havde halvt vendt sig mod kaminen igen, da indignationen greb i hende og hun alligevel vendte sig igen.
"Hvordan tror du en forretning klarer sig, hvis familien der driver den, har et plettet ry?" spurgte hun med en stemme, der dirrede en anelse. "For alt jeg ved, kan rygterne lige så godt tale sandt. Hvorfor skulle jeg tro andet?"
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 10:44:40 GMT
Harald troede hun ville gå og var først og fremmest en anelse overrasket over at hun valgte at blive, men hendes ord gjorde ham derefter en smule vred. Han sukkede opgivende. "Du har jo allerede besluttet dig for at det er sandt, alt efter hvad jeg kan bedømme på den måde du opfører dig." Sagde han og på trods af at han brændte indeni, var der ikke meget at se i hans ansigt. "Der er ingen grund til at du skulle tro mere på mig end dem." Tilføjede han og så hende i øjnene, inden han vendte sig om for at gå tilbage til sit skrivebord.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 10:59:09 GMT
Sirrah var ikke sikker på, hvordan det var hende, der var den onde. Det var ikke hende, der eftersigende havde efterladt en pige i omstændigheder. Uanset hvor utiltalende pigebarnet var. En udånding, der mindede om et fnys undslap hende og hun så væk, rystende let på hovedet.
"Du har heller ikke forsøgt at give mig en grund til at tro andet," svarede hun. Han havde kun undveget emnet. Hun vidste ikke, hvorfor hun overhovedet gik op i det. Det var ikke fordi de kendte hinanden. Overhovedet. Det sagde hun til sig selv, som hun denne gang vendte sig og trådte tilbage over til kaminen med alle intentioner om at gå.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 11:05:26 GMT
Harald kunne ikke holde sig tilbage længere, hendes sidste ord var for meget og han vendte sig om igen og gik hurtigt hen til kaminen og stoppede lige foran hende. "Hvad vil du have jeg skal sige? At hun lyver? At alle i landsbyen har den forkerte historie? Ingen har nogensinde troet på mig og det kommer aldrig til at ske. Jeg har forstået at der er intet jeg kan gøre." Sagde han og så hende fortvivlet i øjnene, han var oprørt men ikke vred. Han var træt af konstant at skulle forholde sig til sin fortid og oven i købet en forkert version af hans liv.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 11:26:00 GMT
Sirrah stoppede brat op, da han afskar hende vejen og hun glemte kort at trække vejret. Hun vidste ikke, hvad det var ved ham, der havde fanget hende, men følelsen var der. Hun så fortvivlelsen i hans blik og det virkede som om, at der var en oprigtighed i det, som ikke lod sig fornægte.
"Fortæl mig sandheden," lød det dæmpet fra hende, mindre vredt nu. Hendes blik var endnu låst fast i hans og der var en beslutsomhed over hele hendes holdning, men også et dæmpet ønske i de mørke øjne.
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 11:46:58 GMT
Harald faldt lidt ned over hendes dæmpede ord, men hans hjerte bankede stadig utrolig hurtigt. Han trådte et skridt tilbage og strøg fingrene gennem håret, han anede ikke rigtig hvor han skulle starte. Han begyndte dog med at gå ud af pejsen og tilbage i den stol han havde siddet i, hvor han lænede sig frem over sine ben og hvilede albuerne på knæene.
"Sandheden er at det ikke er mit barn, hun gjorde det forbi med mig et stykke tid inden hun blev gravid. Hun havde mødt en anden, en finere herre.. Hun ville have sagt det til mig hvis jeg havde gjort hende gravid. Det er jeg ikke i tvivl om." Sagde han og så ned i jorden. Mindet om hendes svigt gjorde så ondt at han ikke formåede at se Sirrah i øjnene.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Mar 13, 2016 11:50:56 GMT
Sirrah drejede sig, da han trådte forbi hende, men trådte ikke nærmere. Til gengæld lyttede hun til hans ord med øjenbrynene let sammentrukket og et alvorligt ansigtsudtryk. Hun sagde ikke noget med det samme. Overvejede hans ord, før hun tøvende trådte frem og satte sig i den stol, der stod overfor skrivebordet.
"Jeg tror på dig," indrømmede hun dæmpet og med svagt bankende hjerte over det. Der var en minimal chance for, at han tog fusen på hende, men hun håbede at det ikke var tilfældet. Heksen fugtede sine læber en enkelt gang. "Så hun prøvede på at få dig til at tage ansvaret?"
|
|
|
Post by Harald Eklund on Mar 13, 2016 12:00:50 GMT
Harald nikkede langsomt og så op på hende, han overvejede derefter sine ord et øjeblik, for at få det forklaret så godt som muligt. "Ja, det gjorde hun. Men.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.. " Sagde han og sukkede opgivende. "Jeg var virkelig såret da hun forlod mig, jeg troede hun var mit et og alt. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå tilbage til hende igen. Selvom jeg havde ondt af barnet.. " Sagde han og blinkede et par gange. Han forsøgte ihærdigt at holde de tårer der pressede sig på tilbage men det lykkedes kun akkurat.
|
|