Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Conrí Singleir on Apr 11, 2016 23:07:10 GMT
Conrí havde ikke talt om sig selv så dybdegående nogensinde, ikke engang overfor Freya. På den ene side var han blevet opfostret med at han aldrig skulle skamme sig over hvad han var, men som han lå i Emmas arme ville en stor del af ham ønske at han blot var en almindelig mand, og dog. Bæstet ville altid være en del af ham. Både i medgang og modgang. "Jeg er født sådan, jeg kan ikke ændre det. Der hersker et bæst i mit indre, og lige meget hvad jeg gør kan jeg aldrig tæmme det. Jeg har altid fået af vide at det er en gave, et våben, men det slog min elskede Freya ihjel, så hvordan kan det være det?"
Post by Ermintrude Eads on Apr 11, 2016 23:19:25 GMT
Det var en underlig blanding af medlidenhed og nervøs angst, der gik gennem hende. Det første var stærkest, men det andet rørte hele tiden på sig og hvis hun havde troet, at det på nogen måde ville føre noget godt med sig, havde hun revet sig fri for at gå. Det var dog ikke tilfældet.
"Jeg ved det ikke," var da også det eneste svar, hun kunne give ham. Mildt, men en anelse uforstående. Hun kendte fromme mænd, der lod sig styre af deres indre dæmoner og havde set, hvad en tår over tørsten kunne bringe frem i ellers fredelige folk. Nej, han var ikke den værste hun havde mødt. Hun gik på gaderne i London og det var intet sted for gode folk. Til gengæld var hun ikke længere rigtigt i tvivl om, at han havde slået sin hustru ihjel, men hun kunne høre angeren i hans stemme.
Hun fugtede sine tørre læber og så på ham med store, søgende øjne. Der var ikke megen trøst hun kunne give, så hun tyede til det eneste hun kendte, når hun selv var ved at knække og give op på livet. "Men jeg ved, at Gud har et formål med alle sine gerninger. Måske kan du se dit en dag."
Post by Conrí Singleir on Apr 12, 2016 0:39:18 GMT
Conrí udstødte et lettere ynkeligt fnys da hun nævnte gud. Han var aldrig blevet bragt op i troen på Mugglernes gud, og havde kun modtaget hans velsignelse i forbindelse med deres bryllup da Freya havde insisteret. Det var næsten lige før hans ord formåede at more ham, hvis det ikke var fordi håbløsheden over at ikke engang mugglerguden kunne hjælpe ham. "Din gud kan ikke hjælpe mig. Jeg svarer til en langt mere frygtelig gudinde, månen." Han havde altid lært hvordan hun alene styrede hans skæbne, og selvom Conrí ikke direkte tilbad hende som Singleirklanen havde gjort i de gamle tider, var det hende der slap bæstet fri, og tæmmede det igen når hun gemte sig bag himlens skyer.
Post by Ermintrude Eads on Apr 12, 2016 10:04:29 GMT
En enkelt, klam kuldegysning løb ned over hendes rygrad ved hans ord. Hun var ikke specielt gudsfrygtig selv; som en hore på gaden, var religiøsitet kun en fjern tilstand, som hun ikke helligede sig meget. Det betød ikke, at hun ikke hørte det faretruende i ordene, som hun ikke forstod, men heller ikke brød sig udpræget om.
Emmie sagde ikke mere, men trak sig heller ikke væk. Hun forstod ikke manden ved siden af sig og hvad kunne hun sige, der kunne hjælpe ham? Hun var, trods alt, kun en skøge.
Post by Conrí Singleir on Apr 12, 2016 22:07:48 GMT
Conrí åndede tungt ud. Han kunne ikke huske at han nogensinde havde delt så meget af sig selv, og han kunne ej heller forestille sig at det kom til at ske igen. Han havde betalt for hendes nærhed, for at få ham til at glemme, en ting han havde prøvet mange gange før. Det havde aldrig hjulpet, men i stedet følte han sig en smule lettere nu da der var sat ord på hans svære følelser. Dette betød dog ikke at den sten der lå ved hans hjerte var væk. Alligevel løsnede hans stærke arm sit greb om hende så hånden kunne tørre tårerne væk, før den igen lagde sig om hende, og blev liggende i et stykke tid, mens de dunkle øjne gled rundt i mørket. "Emma.. Hvis du vil hjem kan du få dit sølv. Jeg er tilfreds." Ordene blev talt ud i mørket, mens den arrede brystkasse roligt fulgte hans vejrtrækning.
Post by Ermintrude Eads on Apr 15, 2016 7:26:25 GMT
Ermintrude var vant til ikke at tænke for meget over tingene. Hun hørte meget gennem tiden og det meste af det, ville hun gerne glemme igen. Mandens fortid var mørk, men hun havde hørt værre og på trods af sine forbehold, sprang hun ikke tilnærmelsesvis op, da han løsnede grebet om hende.
"Emmie," lød det i stedet fra hende, før hun nåede at overveje det og hun så i et øjeblik tilpas skamfuld ud over at have rettet ham. Det var dog snart erstattet med et ansigtsudtryk af mild bekymring og hun fugtede læberne en enkelt gang, tøvende. "Jeg har ingen steder, jeg skal være," konstaterede hun. Det var løgn, men hun kunne ikke drømme om at nævne sin søn, uanset hvor meget sympati hun havde med ham. "Jeg kan blive lidt længere, medmindre du hellere vil være alene?"
Post by Conrí Singleir on Apr 20, 2016 21:04:56 GMT
Conrí havde mest af alt tænkt sig at gå omkuld i stalden og sove rusen ud, og hvis det blev med armen om skøgen passede det ham egentlig fint. Han var efterhånden træt efter dagen og nattens strabadser, og han havde derfor heller ikke travlt med at sende hende hjem. De lettere slørede øjne opfangede ikke løgnen i hendes ord, mens hans hænder i stedet fumlede efter pungen i mørket. Han tog et par mønter fra til sig selv, og lagde den ved siden af hende, med en tung klirrende lyd. "Du kan blive liggende til jeg er faldet i søvn, pengene er dine." På trods af at han levede fra dag til dag og købmandens pung var en god fangst, gjorde det ham ikke særlig ondt at skille sig af med den. Hun havde åbnet ham op, på en måde han havde haft brug for, og pengene var hans tak. Han udtalte ikke ordet, men lagde i stedet armen om hende igen, og lukkede øjnene, mens den store krop begyndte at slappe mere af end den havde gjort længe.
Post by Ermintrude Eads on Apr 21, 2016 19:04:53 GMT
Emmie kunne høre mere end se pungens tyngde, da den landede ved siden af hende og hjertet sprang uvilkårligt et slag over i brystet på hende, ved tanken om, hvor længe indholdet ville kunne mætte Thom. Hun stak dog ikke af, men blev liggende hos manden, indtil lyset begyndte at nærme sig og hun i ly af de tidligere morgentimer, smøg sig ud fra under den varme arm.
Det var med et sidste blik på den sovende skikkelse og pungen gemt under tøjet, at hun forlod stalden og påbegyndte den lange gåtur tilbage mod sin søn, der snart måtte være ved at vågne.
