Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Ermintrude Eads on Mar 15, 2016 7:24:16 GMT
Emmie fik ikke det svar, hun havde forventet. Til gengæld stivnede hun en anelse over ordene og et svar kom ikke prompte over hendes læber. Det virkede farligt, at indrømme at hun havde en søn, men måske lige så meget at sige, at der ikke var nogen der ville savne hende, hvis hun forsvandt.
Hjertet hamrede lidt i brystet på hende, mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Efter et øjeblik rømmede hun sig dæmpet. "De forventer mig ikke i lidt tid endnu," svarede hun, dæmpet, men meget bevidst om ordvalget. Der var nogen, der ville bemærke, hvis hun ikke dukkede op.
Post by Conrí Singleir on Mar 16, 2016 21:13:33 GMT
Hendes svar var alt hvad Con havde brug for at høre. Hun havde ikke travlt med at komme hjem, og selvom hun var fik hun ikke sin belønning før han var tilfreds. Dog stak ham det alligevel en smule i hjertet at høre, at der var nogen der ventede på hende. Selv en tilfældig gadeluder, noget af et laveste deres samfund havde, havde nogen at vende hjem til, mens der ikke var nogen der ville blinke hvis den store varulv forsvandt. "Der er ikke nogen der venter på mig. Jeg har ikke nogen tilbage." Det var svært at høre om han talte til hende eller sig selv, men ordene der ellers blev holdt inde bag den tykke hud kom pludselig ud af hans mund, mens den stærke arm fortsat holdt hende fast.
Post by Ermintrude Eads on Mar 17, 2016 8:30:57 GMT
Det var først ved de næste ord, at Ermintrude langsomt begyndte at forstå, at der måske var andre grunde end den åbenlyse til at han holdt på hende. Hun drejede ansigtet mod ham i mørket, selvom hun kun kunne ane hans træk og rynkede en anelse på øjenbrynene.
"Det er jeg ked af," sagde hun dæmpet, ikke meget over en hvisken, men med en mild oprigtighed i stemmen, som hun aldrig ville kunne have foregivet. Hun flyttede sig lidt, så godt som hun kunne under armen, der holdt hende fast og drejede sig lidt mere mod ham. "Det er ikke rart at være alene."
Post by Conrí Singleir on Mar 18, 2016 5:46:04 GMT
Conrí var normalt ikke en mand der søgte medlidenhed. Det var de færreste der fik ondt af den store arrede mand med det lynende blik, og hvis de endelig gjorde, gjorde Con det klart for dem at der ikke var noget at have ondt af. Emmas medfølelse faldt dog alligevel på et tørt sted, der blot fik varulvens arm til at blive liggende, i stedet for at skubbe hende fra sig, som ellers plejede at være hans naturlige reaktion. "Det er min egen skyld." Ordene blev fortsat kastet ud i den mørke stald, uden helt at være henvendt til hende, men ligeså meget for hans egen lindring. "Jeg havde en kone med det smukkeste røde hår." Det stak i hjertet at tale om hende, men alligevel lettede det også noget at få sat ord på hans følelser. "Freya hed hun, og vores datter Coira." Skylden væltede ind over ham og druknede hans ord. I stedet søgte han trøst i kvinden ved hans side, og lod den tunge arm knuge hende en smule.
Post by Ermintrude Eads on Mar 18, 2016 8:00:30 GMT
Emmie trak sig ikke væk, da armen lukkede sig tættere om hende. Hun gjorde snarere det modsatte og krøb en anelse tættere på i en instinktiv formodning om, at det var det rigtige. Det beskyttende instinkt havde altid været stærkt og selvom han var fremmed, så var hendes medfølelse oprigtig. Forsigtigt hvilede hun en hånd mod hans brystkasse, som var det eneste hun kunne flytte sig nok til at gøre.
"Hvad skete der med dem?" spurgte hun dæmpet og strøg fingerspidserne prøvende over den varmende hud, i et mere beroligende end sensuelt kærtegn.
Post by Conrí Singleir on Mar 27, 2016 1:31:59 GMT
Con kunne ikke stoppe nu. Han havde taget hul på en byld, og det var for sent at trække historien i land. Han brød sig almindeligvis ikke om at blive spurgt ind til sin fortid. Det var sjældent at emnet endelig kom på bane, men han havde brug for at få afløb for alle de ting der havde hobet sig op i hans krop de sidste par år. "Freya døde i mine arme." Han rystede let, og vendte sit blik ned imod hende. "Jeg kunne ikke bære skylden. Coira voksede op hos sin onkel, hun var ganske lille, jeg ved ikke om hun er levende eller død." På trods af at hun syntes så langt væk, var den lille rødhårede pige altid til stede i hans tanker, og det var tydeligvis svært for ham at fortælle om hvad han havde gjort.
Post by Ermintrude Eads on Mar 27, 2016 1:40:34 GMT
Smerten var så klar i hans stemme, at hun ikke kunne lade være med at have medlidenhed med den store, grove mand, der ellers ikke umiddelbart ville indbyde det. Emmie var muligvis også mere åben end de fleste og beskyttelsesinstinktet kom helt naturligt til hende.
Forsigtigt flyttede hun sin hånd og lod i stedet armen glide omkring ham, som om den menneskelige kontakt kunne give bare en lille smule ro. Hun vidste fra sig selv, at hun aldrig havde det bedre end når Thom krøb helt ind til hende. "Ingen fortjener at miste dem de elsker," konstaterede hun dæmpet, ind mod den varme hud. Der var ikke meget hun kunne sige, for at gøre det bedre. I stedet strøg hun ham blidt over ryggen, beroligende.
Post by Conrí Singleir on Mar 27, 2016 22:43:02 GMT
Hans krop rystede sig fortsat. På trods af at han blot ville indrømme at det var sved, var de mørke øjne blevet lettere blanke, som de forsvarsværker der plejede at holde det hele inde langsomt men sikkert blev nedbrudt, indtil han gav helt slip og lod følelserne få frit løb. "Det var min egen skyld. Jeg troede at jeg kunne kontrollere det, holde hende sikker, hun døde for mine hænder, for min dårlige dømmekraft." Ordene var svage, og tydeligvis svære at udtale, på trods af at indrømmelsen havde sin effekt. Han ville aldrig indrømme at det var en tåre, men en dråbe løb langsomt ned af hans kind.
Post by Ermintrude Eads on Mar 28, 2016 21:05:48 GMT
Emmie stivnede den mindste smule over hans næste ord. På trods af den tydelige anger, så overhørte hun ikke ordene for mine hænder. Betød det at han følte skylden for hendes død så meget, at han lige så vel kunne have slået hende ihjel selv eller betød det rent faktisk...?
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Til gengæld var hun også en anelse nervøs for at trække sig væk, så hun blev hvor hun var og holdt næsten vejret. En del af hende havde stadig ondt af ham, på trods af, hvad han måske havde gjort.
Post by Conrí Singleir on Mar 30, 2016 20:22:37 GMT
'Sveddråben' der løb ud af Conrís øje fik hurtigt selskab, og der gik ikke lang tid før at den store varulv ikke længere kunne holde det hele inde. Den store stærke ulv var pludselig blevet til en svag, knækket mand, og han knugede skøgen ind til sig, mens han krop rystede svagt. "Jeg er forbandet, det har jeg altid været. Det var min forbandelse der slog hende ihjel." Han havde brug for at skyde skylden på noget andet end sig selv. På trods af at han havde lært fra barnsben at han bar på en gave, havde han svært ved at se sådan på det lige nu.
Post by Ermintrude Eads on Mar 31, 2016 11:04:26 GMT
Situationen var en anelse håbløs og hun var ikke komplet tryg ved det hele, men alligevel fik det hende ikke til at trække sig væk. Det var muligvis en af hendes svagheder og selvom hun ikke kunne lade være med at gruble over, hvad der mon var sket, så krøb hun alligevel ind til ham og lod ham knuge sig.
Hånden strøg forsigtigt over hans ryg igen, beroligende og ubevidst tyssede hun trøstende på ham, sådan som hun gjorde det med Thom, når han blev bange i løbet af natten.
Post by Conrí Singleir on Apr 7, 2016 22:11:49 GMT
Conrí havde stadig ikke affundet sig med hvordan hans forbandelse havde ødelagt hans liv. Alkohol og kvinder hjalp, men den afklarethed han havde haft omkring hans 'gave' var blevet aflivet sammen med Freya. Nu var det store skrummel af en varulv blot reduceret til en bunke af vrede, der drak og kæmpede sine sorger væk, og endelig overmandede elendigheden ham helt. En hulken kom helt nede fra den muskuløse brystkasse, mens han trykkede skøgen ind til sig, og lod tårerne få frit løb. "Du skulle få mig til at glemme.. Det blev du betalt for.." Ordene var lavmeldte, de var ikke bebrejdende, men blev nærmere udtalt i afmagt, knækket over at ikke engang en skøge kunne lystre hans bud.
Post by Ermintrude Eads on Apr 9, 2016 6:09:26 GMT
Ermintrudes hjerte græd lidt for den store, rystende skikkelse, selvom hun absolut ingen grund havde til at føle sympati eller noget som helst lignende for ham. Kunder blev ikke ligefrem hængende nok til, at hun nåede at knytte sig til dem og det var absolut for det bedste.
Det grædende brød af en mand trak hun sig dog ikke væk fra. I stedet smøg hun armene om ham, uden helt at sanse anklagen, strøg ham blidt over nakken, tyssede beroligende og trykkede et enkelt, blidt kys mod hans pande.
Post by Conrí Singleir on Apr 11, 2016 22:48:21 GMT
Conrí nød hendes arme omkring sig. Nød at blive holdt. Kærtegn og knus havde ikke været hverdag i Singleir-klanen, og da først han havde mødt Freya havde han også haft svært ved at modtage dem. Nu savnede han det. Han var en morder, et bæst, og han fortjente ikke at blive holdt på denne måde, og alligevel løsnede det lidt af den brod der sad i hans hjerte. "Hvis du vidste hvad jeg var, ville du ikke holde sådan om mig, ikke engang hvis jeg fyldte begge dine hænder med sølv." Han kiggede op på hende med de røde øjne. Han bebrejdede hende ikke at hun gjorde det alligevel, men han havde brug for hendes medlidenhed, hendes sympati.
Post by Ermintrude Eads on Apr 11, 2016 22:53:43 GMT
Hun havde ikke mange, trøstende ord, men fulgte blot sine inderste instinkter overfor den fremmede, der blotlagde sin sjæl. Da han talte, trak hun sig nok væk til at kunne se ham i halvmørket og selvom hun burde være rædselsslagen, så var det svært at se fare i manden med de grådrimmede øjne.
"Jeg har mødt mænd, der var værre end dig," svarede hun dæmpet, mildt. Hun vidste ikke, hvad han havde gjort og det var muligt, at den sandfærdige fortælling ville få hende til at blegne af angst. Blikket var på hans ansigt og selvom hun ikke altid læste folk godt, så var en enkelt tanke dominerende hos hende. "Du har ikke lyst til at være, hvad end du er."