|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 25, 2016 14:27:33 GMT
I en længere pause mellem timer havde Angharad placeret sit ved lærerværelsets pejs med en fagbog på bordet foran sig. Den var for nyligt ankommet fra Frankrig. Når det kom til den slags priste hun sig lykkelig over sit adelige muggler ophav og tresprogethed. Hendes fransk-kundskaber var blevet etableret i en ung alder før hun ankom til Hogwarts, for selvom hun var et uægte barn var der blevet insisteret på at hun også skulle undervises. Hun håbede på at bogen, der var af nyere udgivelse, kunne være brugbar i undervisningen. Det krævede dog først en gennemlæsning, hvilket hun da var i gang med, som hun sad tæt ved den varme pejs på en ellers kølig dag.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 25, 2016 19:18:28 GMT
Téarlach tøvede lidt med at benytte sig af sine privilegier, men lod i sidste ende sit ønske for Morgans fremtid føre sig, som han opsøgte den unge professor i Oldtidens runer. Ikke så ung, naturligvis, som lærerværelset generelt, men det var blot med til at give ham selv myndigheden til at slå sig ned ved hende foran pejsen med en dæmpet klaren af halsen.
"Miss Cadwgan. Har du et øjeblik tilovers? Jeg vil gerne tale om en af vores fælles elever."
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 25, 2016 20:28:14 GMT
Angharad flyttede blikket fra bogen så hun så op på indehaveren af stemmen der havde adresseret hende. Det var Téarlach Slughorn hun så på og hun sendte ham et høfligt smil. "Naturligvis," svarede hun og rettede sig i samme øjeblik op og flyttede dermed fuldstændig fokus fra bogen til kollegaen.
"Du er velkommen til at kalde mig ved fornavn," påpegede hun, i et håb om at han rent faktisk ville gøre det. "Hvem og hvad drejer det sig om?" spurgte hun derefter, med ansigtet i mere seriøse folder end før.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 25, 2016 20:57:55 GMT
Téarlach rankede sig lidt i stolen og smilede høfligt. Han havde ikke tænkt sig at svare, at han selv efter en rum tid ikke var i stand til at udtale hendes fornavn. "Det drejer sig om Morgan Slughorn." Hans mine var næsten beklagende.
"Han er min søn, ja, men også mit ansvar som Ravenclaws overhoved." Uanset hvor besværlig den konstellation var. det skulle ikke gå ud over Morgan. "Og han har udtrykt et ønske om at blive runeoversætter. Er hans resultater til det?"
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 25, 2016 21:49:01 GMT
Angharad sad og lyttede opmærksomt, og hun kunne godt sætte pris på at han forklarede sig. Hun nikkede samtidig løbende til hans ord og drejede sin overkrop imod ham.
"Morgan klarer sig glimrende, Mr. Slughorn. Hans hoved virker også til at være godt skruet på, så han nok skal kunne få gjort noget ved sine ambitioner hvis han bliver ved med at arbejde for det." Hun smilede kort. "Han er mere end velkommen til at opsøge mig hvis han ønsker at få nogle opgaver eller henvisninger til materiale ud over pensum."
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 26, 2016 1:15:54 GMT
Téarlach smilede en anelse for sig selv. Hvis Morgan var bare en smule som sin far, havde han allerede fundet alt rigeligt ud over pensum. Det undlod han at sige til kollegaen. "Mange tak," svarede han i stedet. "Men jeg tænkte nu mere konkret."
Han rømmede sig en anelse. "Når han er færdig på Hogwarts til sommer får han brug for en læremester, naturligvis. Jeg kan selvfølgelig forsøge at trække på hvad jeg har af kontakter, men det er ikke meget efterhånden. Jeg tænkte på, om du kender nogen, der ville tage en frisk ung knægt med den interesse ind?"
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 26, 2016 8:58:31 GMT
Endnu engang lyttede Angharad efter da troldmanden, der trods alt var en del år ældre, fortsatte. Rettelsen fik hende til at rynke brynene ganske svagt, da hun egentlig mente at hun havde svaret på det spørgsmål han havde stillet. Hun holdt en kort tænkepause imens hun svagt nikkede som for at indikere forståelse og lagde samtidig benene overkors. "Så vidt jeg ved er min gamle læremester på nuværende tidspunkt uden praktikant. Jeg vil gerne skrive for at høre om der er noget at komme efter. Jeg kender naturligvis også andre, men uden at kunne udtale mig om deres evner som mentorer."
Hun så på Téarlach for en stund med et småundrende udtryk. "Sig mig, er der nogen særlig årsag til at han ikke selv kommer til mig?" kunne hun så ikke lade være med at spørge.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 28, 2016 21:55:55 GMT
Téarlach rankede sig i stolen. Han var forberedt på spørgsmålet og smilede svagt. "Jeg er hans overhoved," gentog han. "Det er meget normal praksis, at forhøre sig om mulighederne, ligesom det er os fire, der står for at vejlede dem i forhold til deres videre muligheder efter U.G.L.'erne."
Han gav sig til at massere en lettere øm skulder og smilet blev lidt anstrengt, alene af den grund. "Hvis der ikke er andre på Morgans årgang, som fortjener din anbefaling mere end han gør, så vil jeg absolut sætte pris på det. Han skal naturligvis ikke forfordeles, fordi han er min søn."
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Feb 29, 2016 20:59:07 GMT
Angharad overvejede om han var okay da han begyndte at se anstrengt ud men lod det indtil da ligge. Hun nikkede accepterende og smilede en anelse over den sidste kommentar. "Det kunne jeg ikke finde på," svarede hun halvt grinende. Og det kunne hun vitterligt ikke; hun var en stærk tilhænger af meritokrati når det kom til stykket.
"Han har indrømmeligt en meget favorabel chance. Jeg kunne til gengæld godt tænke mig at snakke med ham selv for at kunne videresende ham med god samvittighed." Hun så mod den betydeligt mere erfarne troldmands øjne, dybest set anmodende.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 29, 2016 21:41:00 GMT
Téarlach slap sin nakke og nikkede. "Selvfølgelig," svarede han uden tøven. Han var den ældste og professorens overordnede, men hun var ikke desto mindre en kollega og han respekterede dem, selvom så mange af dem var uhyggeligt unge.
"Jeg har ikke andre elever, der har henvendt sig med samme fremtidsønsker i år," konstaterede han. "Men jeg havde en for et par år tilbage. Han fik en god læremester."
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 1, 2016 17:34:03 GMT
Angharad smilede venligt til ham. "Jeg håber at jeg kan skaffe ham det samme." Stemmen var mildere. Hendes blik rettede sig for en stund mod bogen der stadig lå åben på bordet. Hun tænkte men hendes ansigt indikerede hverken over hvad eller hvor seriøst det var.
Hun var glad for at eleverne på Hogwarts havde deres autoriteter, vejledere og overhoveder. Det havde hjulpet hende tilbage i hendes egen skoletid. "Det er et vigtigt ansvar du har taget på dig, som overhoved," sagde hun så noget henkastet. Selvfølgelig vidste han det jo godt selv.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Mar 1, 2016 19:23:02 GMT
Téarlachs mundvige sitrede og hvor han havde været ved at rejse sig, lod han sig i stedet synke ned i lænestolen igen og betragtede den unge kvinde foran sig.
"Måske bliver du en dag en af dem, der påtager sig samme ansvar overfor dine elever," pointerede han roligt. "Jeg var på din alder, da jeg først blev ansat på Hogwarts.
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 3, 2016 18:26:39 GMT
"Måske," halvt gentog, halvt svarede hun med et svagt smil. I virkeligheden havde hun sin tvivl til det, på flere områder, selvom det samtidig var noget hun bestemt ikke ville afvise at hun ville synes kunne være interessant.
Hun skævede kort mod sin bog men rettede hurtigt blikket mod Slughorn i stedet. "Så har du alligevel holdt ud i, hvad, et årti?" kommenterede hun med et betydeligt anderledes smil end det hun havde præsteret før; det var mere i den muntre ende.
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Mar 3, 2016 19:43:46 GMT
Téarlachs ene bryn skød lidt op over spørgsmålet, men han valgte at lade være med at blive fornærmet og nikkede blot. "Holdt ud, absolut," svarede han roligt.
"Det bliver bedre med tiden." Han smilede antydningsvist. "Det er de færreste, der straks de træder ind i et klasselokale formår at kommandere det," beroligede han.
|
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 3, 2016 20:42:50 GMT
Angharad betragtede Téarlach mens hun overvejede ham en smule, usikker på om han havde forstået det spøgefulde i kommentaren. Hun havde svært ved at placere hans generelle indstilling men prøvede at lade være med at tænke for meget over det, da hun var klar over at det i sidste ende nok ikke ville medbringe sig noget godt at blive betænkelig over noget så minimalt. I stedet smilede hun venligt til ham.
"Kommer tid kommer råd, ikke sandt?" For en kort stund var det næsten før hendes øjne spillede.
|
|
