Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 24, 2016 22:39:24 GMT
Kontoret svømmede rundt for hans blik. De blå øjne var knebet svagt sammen i et forsøg på at fokusere, men Amal måtte hurtigt indse, at det ingenting nyttede. I stedet lænede han sig blot tilbage i stolen med et fast greb i armlænene og sukkede tungt. Hans ånde lugtede så stærkt af ildwhisky, at duften nåede hans egne næsebor. Den tomme flaske stod symbolsk og tronede på hans skrivebord, som gjorde den nar af ham. Den dumme stakkel, der havde drukket sig plørefuld på sit kontor, og ingen vegne kunne komme, for lige så snart han trådte udenfor døren, ville enhver kunne se det på lang afstand. At han havde kigget lidt for dybt i flasken.
Og så igen.. Måske han kunne risikere at bevæge sig udenfor døren, hvis han bare ikke skulle så langt. Det var omtrent den dårligste idé han havde fået, og det vidste han godt, selv da hans krop usikkert fik rejst sig fra stolen og vaklede hen til døren. Det var en dårlig, dårlig idé. Listigt åbnede han døren på klem og tittede ud for at se, om der var fri bane. Men hvad forventede han? Så sent på aftenen var der nærmest ingen aktivitet på gangen her. Så han gik med langsomme skridt og famlende hænder langs væggen indtil han nåede hendes dør. Idéen var så dårlig, som nogen idé kunne være. Det var ikke hans mening at banke så hårdt på døren, men hans håndbevægelser syntes ude af kontrol, og lige så snart den høje banken lød, tyssede han teatralsk på sig selv. ”Kallie?” Hans hvisken var ikke specielt lavmælt, da han utålmodigt ventede på at hun åbnede døren. Hastigt bankede han igen på døren.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 24, 2016 22:56:25 GMT
Kalliope var gået i seng for længe siden. Hun havde ikke fået en af de famøse nattevagter og nød ærlig talt bare at have en lille smule for sig selv. Derhjemme var hendes værelse op til stuen og det kunne være svært at falde i søvn. Her var der kun lyden af en rytmisk snorken fra den ene side, gennem en utæthed i væggen. Intet, der forstyrrede hendes egen dybe vejrtrækning.
Ikke før det bankede på døren og hendes bryn trak sig sammen i uvillighed og søvn. Det kunne ikke være morgen endnu. Men det bankede igen. En dæmpet benægtelse lød fra hende, før hendes øjne gled op og hun følte efter sin tryllestav. Et "lumos" fik tippen til at lyse op. Hun kom på benene, holdt sin ene arm over brystkassen i den blege natkjole og åbnede døren på klem med sin tryllestavshånd. Synet, der mødte hende, var så uventet at hun nær havde tabt staven. "Amal," røg det først spørgende ud af hende, før brynene skød helt op i panden på hende. "Du er fuld," hviskede hun chokeret. Det var ikke et spørgsmål.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 24, 2016 23:14:47 GMT
Et bryn røg ukontrolleret i vejret. ”Korrekt!” Bemærkede han muntert, og en anelse højere end hvad nødvendigt var eftersom han stod lænet op ad dørkarmen og ind mod den lille sprække i døren, der stod åben. Let spærrede han øjnene op og så sig over skulderen. Den blotte bevægelse at dreje hovedet fik dog hele hans krop til at vakle svagt, til trods for støtten fra dørkarmen. En hånd greb usikkert fast i dørhåndtaget i søgen efter noget stabilt, men bevægelsen resulterede blot i at det svimlede en anelse for de blå øjne, der ikke syntes at kunne finde deres fokus.
”Hey, må jeg komme ind?” Denne gang var den hæse stemme hviskende, men stadig malplaceret højt i den stilhed der herskede på gangen. Uden egentligt at vente på noget svar, skubbede han lettere utålmodigt til døren med rynkede bryn. Spiritus ånden havde givet ham væk med det samme, men hvis ikke det havde været på den, ville man stadig kunne se det uvante i at han optrådte på slap line. Skjorteærmerne var smøget sjusket op og de øverste skjorteknapper var blevet åbnet med hektiske hænder. ”Jeg har noget, jeg gerne vil sige dig. Det er super vigtigt, forstår du.” Lettere usammenhængende og noget forsinket kom hans klodsede tilføjelse.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 24, 2016 23:23:02 GMT
Kalliope stirrede på den usoignerede Amal og strammede kortvarigt grebet om dørkarmen. Hun kunne lugte hans ånde tydeligt og vidste ikke om det var videre fornuftigt at lukke ham ind - slet ikke her. Han lignede dog en, der var til fare for sig selv. Til sidst gav hun efter, trak hånden til sig og lod ham komme ind af døren, før hun lukkede den forsvarligt efter ham og hviskede den samme besværgelse, som hun havde set Brayan bruge utallige gange. Den dæmpede alle lyde fra værelset markant og gjorde hende mere sikker fra forstyrrelser udefra. Det gjaldt dog ikke Amal. Hun trak selvbevidst tæppet til sig fra sengen og dækkede sig bedre til, uden at stille noget op med det viltre hår. Endelig vendte hun sig imod ham.
"Hvad vil du, Amal?"
Han kunne umuligt have noget godt at sige på dette skæve tidspunkt i den tilstand, men det var pinligt tydeligt, at han havde et eller andet på hjertet. Hun undlod at bede ham om at sidde. Hun ville helst have ham ud af døren så hurtigt som muligt.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 24, 2016 23:54:41 GMT
”Mmmh. Hvad vil jeg.” Mumlede han for sig selv. ”Hvad er det jeg vil.” Det lod til at forvirre ham, så han rystede på hovedet og lod som om han ikke havde hørt spørgsmålet. Selv i sin svømmende tilstand registrerede sig en tanke om, at hvad han gjorde, var upassende. Men tanken var forbipasserende og han mistede sit greb i den, da han pludseligt måtte koncentrere sig om sin balanceevne i stedet. Koncentreret lukkede han øjnene i, men erfarede at det blot gjorde alting endnu værre. I stedet tumlede han sidelæns og fandt endelig støtte i et bord, som han kunne læne hoften imod.
”Kallie!” Drama var normalt ikke noget han prøvede at opildne, men der var noget teatralsk over hans måde at udbryde hendes navn på. ”Vi to. Os. Dig og mig.” I en flyvsk gestus viftede han med hånden, som var der noget stort på vej. Stilheden strakte sig dog igen, og luften syntes at være gået ud af ballonen. I tavsheden sukkede han resigneret og gned fingerspidserne imod sine tindinger, prøvede at finde sit fodfæste endnu en gang. Ikke bogstaveligt talt, selv han dog også syntes noget usikker på benene endnu.
”Jeg synes ikke, at du er specielt.. rar.” Okay, det var måske en dårlig måde at starte på. ”Du er intelligent. Og passioneret. Jeg synes, at det du laver er interessant. Men vi er bare… et rædsomt match. Det synes jeg i hvert fald. Det tror jeg også, at du synes.” Han talte langsomt, og det krævede komplet koncentration. Da han holdt pause, syntes han at miste tråden igen. Hvad var det hans pointe var? Forvirret rynkede han brynene.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 25, 2016 0:08:05 GMT
Han var ikke noget særlig imponerende syn i øjeblikket. Kalliope betragtede ham med mere medynk end noget andet. Hun huskede ellers stadig ugen før, hvor han var strøget ind i klasselokalet og havde fået alting på plads med få, skarpe ordrer. Hvis de elever kunne se den anden mand vidste hun snart sagt ikke hvad de ville sige. For sit eget vedkommende kunne hun ikke lade være med at følge med i hans gestik, som han forsøgte at komme frem til noget og knapt formåede at blive stående imens. Hun sagde intet, men knugede tæppet og sin tryllestav.
Først da han nåede frem til sin pointe reagerede hun synligt ved at skære ansigt. Hun lænede sig imod væggen bag sig og lukkede øjnene et øjeblik. Sikke et emne at tage op midt om natten. En dyb indånding efter tog hun ordet. Han virkede ikke som om han havde mere for nu.
"Rædsomt?" Hendes bryn trak sig lidt sammen. Hun havde ikke tænkt så meget over netop den del. "Det tror jeg ikke. Men jeg tror heller ikke, at det er særlig relevant, Amal." Hun fugtede læberne. "Du og Annet har tydeligvis følelser for hinanden. Så snart din familie hører det må deres interesse i mig ophøre." Hun forsøgte ikke at lyde bitter. Det var en irriterende udfordring. Hun ville jo vitterligt gerne afvises. Alligevel var det aldrig rart at være fravalget.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 25, 2016 0:45:21 GMT
”Ikke det?” Lettere mistænksomt kneb han øjnene sammen og betragtede hende. Det var en noget sløret udgave af hende, som han så, men ikke desto mindre så han på hende. Da hun fortsatte begyndte han straks at ryste opgivende på hovedet. Hvileløst skubbede han sig væk fra bordet, og stavrede en anelse frem, for derefter blot at traske tilbage igen. Frem og tilbage. ”Du tager fejl.” Mumlede han og stoppede op. ”Min familie hader hende som pesten. Min moder ville aldrig tillade at jeg gifter mig med hende efter… alt. De stoler ikke på hende længere, og det burde jeg vidst heller ikke gøre.”
Overvældet dumpede han ned at sidde på den nærmeste vandrette overflade, hvilket viste sig at være sengen. Sådanne upassende ting strejfede dog ikke hans sind i denne tilstand. I stedet lænede han sig fremover og støttede albuerne på sine knæ, og tog hovedet i sine hænder. Han fortsatte med at tale, denne gang ned i gulvet. ”Moder er til gengæld vild med dig, Kalliope Shackebolt. Fuldblodsheks fra en familie med et medlem i Troldmandsrådet. Intellektuel og passioneret. Du er perfekt på papiret.” Endelig så han op på hende. Der var intet bittert over hans ord, men nærmere en faktuel tonløshed. Han tog en rystende og dyb indånding og åndede langsomt ud. ”Du ved, jeg mente det faktisk som et kompliment. Da jeg undrede mig over hvorfor du endnu ikke er gift.” Kommentaren kom mere eller mindre ud af det blå, og han kerede ikke for at påpege at han hentydede til sin bemærkning til Queerditch kampen den dag. Hun var kvik, hun kunne sikkert nok regne den ud.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 25, 2016 0:57:30 GMT
Kalliope vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke ønsket at snage, men pludselig vidste hun mere end hun havde ønsket at vide. Om hans familie - om hans egne overvejelser om den tidligere veninde. Hun sank en klump og forsøgte at skubbe følelsen af sympati og skyldfølelse væk, sammen med mindet om Annets blik, da hun nævnte Amal. Hun havde nok at gøre med at forsøge at forstå hvad i alverden han snakkede om og hvordan han fik perfekt til at lyde som en fornærmelse.
Hendes blik flakkede lidt, før hun klarede halsen og fangede sin underlæbe mellem tænderne. Han var fuld. Ville han overhovedet huske sin opførsel dagen efter. "Det er ikke min skyld," pointerede hun forsigtigt. "... At din mor kan lide mig." Hun tog en dyb indånding, der fik næsefløjene til at udvide sig svagt. "Jeg er ikke gift, fordi jeg ikke har ønsket det. De fleste mænd, der har udvist interesse ønskede en, der ville passe deres børn. Jeg er tydeligvis ikke særlig god til dem..."
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 25, 2016 1:29:11 GMT
Det var med oprigtig interesse at han tiltede hovedet på skrå og lyttede. Overvejende fugtede han sine tørre læber og tog et kort øjeblik til at overveje hendes ord. Tankeprocessen arbejdede tydeligvis ikke lige så hurtigt under indflydelse af ildwhisky, som den ellers normalt gjorde. ”Det er en hel anden sag, at skulle styre et helt klasselokale fuld af 12-årige skoleelever,” påpegede han i et forsøg på at opmuntre hende.
Han behøvede ingen opfordring for at få gang i snakketøjet efter et par krus øl. Og med den mængde spiritus, som han denne aften havde indtaget, var han umådelig snaksalig. ”Jeg glæder mig til at få børn.” Deklarerede han klart. ”Det er fantastisk, er det ikke? At kunne skabe sådan et lille, nyt menneske. Det er ikke til at forstå..” For et kort moment syntes han at zone ud med et saligt ansigtsudtryk. Der gik dog ikke mange sekunder, før han fokuserede sit slørede blik på Kallie igen. ”Så.. Du vil slet ikke have børn?” Han så nærmest bekymret ud - som var de allerede så godt som gift. Uvilje og forskelligheder var trods alt ting, som man kunne arbejde på igennem ægteskabet. Men ingen børn? Han ville være fortabt.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 25, 2016 1:49:36 GMT
Kalliope smilede yderst flygtigt. Det var væk, da Amal så helt drømmende ud. For sit eget, indre blik så hun Annet med favnen fuld af mørkhårede børn og hans næste ord fik hendes mellemgulv til at trække sig ubehageligt sammen. Hun trak tæppet sammen om sin krop og følte sig underligt til mode under hans lidt for klare blik. Det var en mærkelig samtale. Hun skulle nok ikke have lukket ham ind.
En halvkvalt lyd lød fra hende, før hun rømmede sig og stirrede over på den modsatte væg, ikke på Amal. "Jeg vil ikke... Opgive alt hvad jeg er." Hendes mund føltes tør. Hun tog en hurtig indånding, men det hjalp ikke. Endelig så hun på ham med sammentrukne bryn. "Hvis jeg kunne få børn og en mand jeg holdt af, som ikke bandt mig som husmor..." Hendes skuldre trak lidt op, før hun lo nervøst. "Du er fuld, Amal. Du kommer ikke til at huske et ord af den her samtale i morgen..." Og dét ville blive akavet. Så kunne hun ellers gå rundt og huske alt hvad der var blevet sagt.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 25, 2016 15:56:44 GMT
Han var næsten inklineret til at tro, at synet af hendes smil var alkoholen, som spillede ham et puds. Så vidt han huskede kunne antallet af smil hun havde sendt ham, tælles på én hånd. Ikke at han bebrejdede hende det. Selv havde han heller ikke budt forslaget om det arrangerede ægteskab velkomment med åbne arme, sådan som deres forældre ellers gerne havde set det ske. Men det var nu alligevel rart at se smilet på hendes læber, til trods for at det hurtigt forsvandt igen.
Med en lettere bekymret panderynken så han op mod Kalliope. ”Mmmh.” Den lavmælte brummen blev efterfulgt af et undersøgende blik. Det næsten overraskede ham, så hun rettede blikket mod ham igen, hvorfor han uskyldsrent glippede et par gange med de blå øjne. Han tog tilløb til at kommentere yderligere på børneemnet, men hun kom ham i forkøbet og drejede fokus væk derfra. I sit stille sind funderede han over ordvalget ’holde af’, men han måtte selv erkende, at det ikke altid gik efter planen og at muligheden for at gifte sig med den person, som man elskede, ikke altid var der. Han skulle ikke gøre sig klog på den slags - ægteskab, kærlighed og forelskelse. Selv havde han ikke været en bragende succes indenfor disse. Apropos bragende - en ond hovedpine var ved at indfinde sig.
”Åh, jeg skal sikkert nok kunne huske mere end nok. Min hukommelse er faktisk utrolig god, skal jeg sige dig.” Ildwhiskyen fik ham til at formulere sig som en 14-årig, der prøvede at imponere kammeraterne med sine ikke-eksisterende talenter. ”Du ved.. Hvis du endelig skal giftes væk, så er jeg ikke den værste. Hvis man ser bort fra at jeg var forlovet med og dybt forelsket i din veninde i 6 år. Og så er der lige det der med, at jeg ikke kan styre min ildwhisky, når jeg først er gået i gang.” En kort pause forekom, hvori han rynkede brynene svagt. Videre godt gik det ham tilsyneladende ikke. ”Men mit hoved et skruet ordentligt på!” Han begyndte at tælle på fingrene, stadig med den koncentrerede panderynke. ”Jeg..” Let kneb han øjnene sammen i forsøget på at finde på noget, der kunne få ham til at fremstå ønskelig.. Beklemt nedstirrede han den ene finger. ”Jeg er god til eliksirer? Og urter.” Hans tågede hoved fik ham til at gå i stå med et suk og et skuldertræk. ”Okay. Jeg er ikke den værste, men du kunne godt finde bedre. Det jeg siger er bare, at.. Altså. Jeg er ikke urimelig, og når du har hovedpine efter al stjernekiggeriet, så laver jeg en virkelig god opfriskende eliksir.” Med disse ord slog han let ud med armene, svajede en anelse, og måtte gribe fast omkring sengegavlen så hårdt, at hans knoer blev hvide. Langsommeligt hævede han øjenbrynene, og væltede over ordene der kom ud af hans mund: ”Ikke at jeg har lyst til at gifte mig med dig og være din husbond.” Det lød næsten en anelse for opskræmt. ”Altså…” I forsøget på at forklare sig selv, syntes han blot at grave sig dybere og dybere. Resigneret hvilede han hovedet mod tommel- og pegefingeren og lukkede øjnene i. Lige omtrent nu ville være et godt tidspunkt at holde sig mund lukket, før han sagde mere nonsens.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 25, 2016 19:12:19 GMT
Kalliope var stadig uimponeret af Amals generelle tilstand, men til gengæld temmelig fanget af hans lange, lange tale. Hun afbrød ham ikke, selvom den var alt andet end smigrende, men lyttede til hans idé om en fremtid, der hele tiden forblev temmelig farvet af påmindelsen om Annet. Til sidst lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding, før en dæmpet latter forlod hende.
"Jeg har ingen planer om at gifte mig med dig, Amal," sagde hun ligefremt. "Selvom lindrende eliksirer lyder som den perfekte opskrift på en måde at overkomme den livslange bitterhed du ville føle over, at jeg ikke er hende." To mørke bryn skød en anelse op og selvom hun tvivlede på ham, når han sagde, at han ville huske samtalen, så var det alligevel befriende at få det hele ud.
"Jeg vil ikke blandes ind i hvad det end er for et drama du og Annet har gang i. Du må løse det som et voksent menneske og finde ud af hvad du vil. Din familie kan ikke bestemme hvem du elsker og hvis du elsker hende, så er du en idiot, at du sidder her og snakker om dine meritter som ægtemand." Hun tog en dyb indånding, havde talt sig varm. "Jeg er flintrende ligeglad med hvor dygtig eller charmerende du er. Du er tydeligvis hendes og du burde være med hende. Så hvorfor er du her? Virkelig? Hvad forventer du, at jeg skal sige?"
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 25, 2016 19:57:15 GMT
Svaret han modtog fik ham effektivt til at klappe i, i lang nok tid til at lytte til hvert eneste af hendes ord med nedslået blik. Stilheden strakte sig mellem dem for en kort stund, da hun var stoppet med at tale. Blodet susede for hans ører og hans vejrtrækning var dyb, i takt med hvert et åndedrag hævede og sænkede brystkassen sig. Hurtigt sank han og så endelig op igen med et lettere rådvildt blik i de blå øjne. ”Men hvordan kan jeg vide om jeg rent faktisk elsker hende? Hun er..” Han tog en hastig indånding og kørte den ene hånd frustreret igennem det mørke hår for at få det væk fra ansigtet. ”Vi er ikke de samme personer, som vi var dengang.” Modløst vandrede hans blik gennem lokalet, men uden egentligt at registrere hvad det var, at han så. Han var så langt væk i tanker og ildwhisky, at der ikke var plads til andet.
”Mmh. Men nu hvor vi har etableret, at— Vent.” Han så på hende. ”Synes du, at jeg er charmerende?” Der var noget håbløst muntert i hans dybe tonefald. Ikke en oprigtig munterhed, men nærmere en sporadisk indskydelse af forvirring. Særlig kontinuerlige kunne man ikke beskrive hans tankespor som, og spiritussen i hans blod gjorde sit for at kaste ham fra sidespor til sidespor. Som et barn i en slikbutik, der ikke havde den fjerneste anelse om, hvad det var han ville have, og derfor blot løb frem og tilbage uden ophold. Ikke det bedste billede på hans påvirkede tilstand, men om ikke andet nogenlunde passende.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 25, 2016 20:39:12 GMT
Han var temmelig frustrerende selskab og begyndte at lyde mere og mere som en af de usikre unge knægte han underviste. Dét var ikke charmerende og Kalliopes baghoved fik en anelse hård kontakt med væggen, som hun stirrede op i loftet, der stadig kun var oplyst af tryllestaven i hendes ene hånd. Hun stirrede frem for sig og så først ned, da det gik op for ham, at hun uden at tænke over det havde givet ham en kompliment. Hendes blik faldt til den håbløse drukkenbolt, før hun himlede med øjnene.
"Ikke lige nu," svarede hun tørt, uden at kunne forhindre en svag sitren i mundvigene. "Det er vist et held, at du ikke skal op og undervise i morgen..." Hun hævede et enkelt bryn og betragtede ham skeptisk. "Hør nu her, Amal. Det er ikke mit problem, men tag dog at tale med hende om det. Du løser ingenting ved at sidde her og fantasere om en let løsning på dine problemer. Jeg er ikke en let løsning på noget som helst."
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 28, 2016 21:17:11 GMT
”Hm.” Forundret betragtede han hende med hovedet tiltet let på skrå ved hendes tørre svar, før han virrede en anelse med det og hans betænksomme udtryk blev erstattet med et fortrydende ét. Nok skulle han ikke op og undervise i morgen, men det ændrede ikke det faktum, at han havde drukket sig plørefuld på sit kontor. Han var pinligt berørt nok til at få en anelse røde ører og omtænksomt slå blikket ned med rynkede bryn. Da hun adresserede ham ved navn, vendte han dog blikket så hurtigt op mod hende igen, at han for et par sekunder mærkede svimmelheden vælde op.
En overrumplet latter lød, ”Åh, jeg er klar over, at du ikke er nogen let løsning.” Latteren døde langsomt ud i et skævt smil, og han betragtede hende stadig taknemligt, da han fortsatte. ”Men det ville nu alligevel stadig have været rart, hvis vi bare giftede os. Et fint bryllup, sikker fremtid, søde børn. Du kunne fortsætte dit arbejde, og jeg ville fortsætte som professor indtil jeg var rynket og gammel.” En kort pause indfandt sig, hvori et skælmsk smil viste sig. ”Du finder mig trods alt charmerende, så måske jeg med tiden rent faktisk ville kunne charmere mig ind hos dig.” Smilet hang ved for et øjeblik og han så på hende med et enkelt bryn hævet på udfordrende vis. Men efter et kort rum tid, endte han med at sukke svagt og smilet døde ud. ”Mmh. Jeg skal nok lade dig få din nattesøvn nu.” Uden at se på hende, rejste han sig.
