Mandrilla Dalca

Mandrilla Dalca

KALDENAVN Mandrilla og forskellige afarter der af.
FØDSELSDATO 3 januar 1335
ALDER 25 år
NATIONALITET Rumænsk.
BLOD Halvblods fuser.
SOCIAL STATUS Pøbel.

Udseende

FACECLAIM Katie Melua
UDSEENDE
Mandrilla fylder ikke meget i bybilledet, men det gør hendes udstråling. Hun er lidt lavere end den gennemsnitslige kvinde og betragtes tit som eksotisk, eller mystisk. Hun ved at hun som oftest vækker jalousi hos kvinder og fascination hos mænd, hvis ikke frygt, fordi hun er anderledes. Hendes hår er kulsort og bølget ud i dets eget liv. Det går hende til et sted under skuldrene. Hendes hud er som kysset af solen, og hendes øjne har en gyldenbrun farve, meget i lighed med rav. De er omkredset af lange øjenvipper og ofte makeup i form af kohl. Det er ikke unormalt at hun bruger sit kropssprog og udseende som kompensation for sin størrelse, når hun kommer ud i problemer. Hun bærer sine særpræg med stolthed, for hun ved at hun altid kan vende det til sin fordel og enten bruge det intimiderende, eller charmerende.
Som følge af at Mandrilla altid er fysisk aktiv har hun udviklet en kropsbygning og elasticitet som en gymnast. Dette kombineret med en distanceløbers muskulatur udgør et meget modstandsdygtigt udgangspunkt, når hun skal overleve på gaden. Men selv med de bedste forholdsregler har hun ikke kunnet undgå at blive præget af sin baggrund. På sin ryg har hun adskillelige piske mærker og et gammelt brændemærke fra et kors. Det er så stort at det går fra starten af hendes skuldre til hendes hofter. Selv om det er lang tid siden, kan arret springe op når hun overanstrenger sig, og det fører ofte til noget blodigt rod.
Det meste af de klæder Mandrilla har er erhvervet igennem tyveri, så ikke alt af det passer hende. Hendes beklædning er oftest dæmpet i mørke farver, men i forbindelse med sit hverv iklæder hun sig sigøjnernes karakteristisk farvestrålende tøj i mange mønstre. Generelt elsker hun smykker og bærer gerne flere af dem på en gang.

SÆRLIGE EGENSKABER-

Praktisk information

BESKÆFTIGELSE Sigøjner, gøgler, sanger og danserinde, urtekyndig, kvaksalver og tyv. Hvad der nu kommer hende til gode.
UDDANNELSE Oplært hos sigøjnere, bander og selvlært.
EJENDELE
-En dolk, med skaft af elfenben og blodsten, der kan neutralisere spells den kommer i kontakt med. Den fungerer så at sige som et lille skjold, når hun kan styre den.
-Et kompas, der viser vejen til bærerens inderste længsler. Den er ikke blot en fysisk vejviser, men guider også i følelser og tanker.
-En almindelig lang pisk.

Karaktertræk

PERSONLIGHED
Mandrilla er et varmt og livligt gemyt. Hendes opvækst hos sigøjnerne har givet hende et helt andet perspektiv og forhold til tilværelsen, og hun har derfor en evne til at anskue verdenen fra uventede vinkler. Hun besidder dybt gammelkloge meninger og viden på trods af sin unge alder. Af samme grund er hun meget stædig og har et kraftigt temperament.
Selv om hun er en kvinde, er hun vild af sig. Siden barns ben har hun haft en ukuelig nysgerrighed og eventyrlyst, der mange gange har fået hende ud i problemer, som hun selv har måtte kæmpe sig ud af, ofte af alternative omveje. Som følge af dette har hun udviklet en stor selvstændighed, og hun kan både stå op for sig selv og andre – om hun så skal slås for det. Her benytter hun sig gerne af feje tricks og våben. Hun er dygtig til at bruge sin dolk til at afværge og angribe med, men hun har specialiseret sig i at slås med pisk. Hun kan både bruge den defensivt til at få folk på afstand og offensivt, hvor den er som at blive ramt af knive kontinuerligt. Når hun bruger den kan ikke mange røre hende.

En sådan opførsel er ikke velset hos kvinder, men det har nu aldrig holdt hende tilbage, og hun har udviklet sin egen velfungerende definition af at være feminin. Mandrilla er absolut ublufærdig. Alt der har med menneskekroppen og sex at gøre kommer til hende lige så naturligt som at trække vejret, og hun overfører gerne dette budskab til andre. Hendes krop er et sprog hun udtrykker sine sorger og glæder lige så tydeligt igennem, som når hun taler. Og hun er ikke bleg for at forføre, manipulere og udnytte med det for at få det bedste ud af situationen. Det sker med beregnende præcision. Men måske er hun bare i et provokativt humør.
Den åbne kommunikation kommer hende til gode i sit hverv, med de mange roller hun skal spille. Hun omgås mange mennesker uanset klasse, på daglig basis. Det skaber forbindelser og tryghed, når folk føler at hun ikke har noget at skjule. Klienter som bekendte benytter hende som problemløser, da hun har overblik, er empatisk og kvik. Nogen gange glemmer hun bare at lytte til løsningerne selv.
Der er ikke det hun ikke kan… Eller det er hun i hvert fald ekspert i at bilde andre ind.

Selv om Mandrilla det meste af tiden fremtræder selvsikkert og kan være meget tålmodig, er hun ikke en person man ønsker at komme på den gale side af. Livet har ikke været mild mod hende, og hun har traumer og ar til at bevise det. Bliver hun først skubbet ned fra sine lyserøde skyer er hendes vrede stormende. Hun bliver nemt hævngerrig og det udføres med en næsten grænseløs kreativitet. Næringen finder hun i jalousi, bitterhed og frygt. En langsomt virkende gift, der har ophobet sig i hendes sind over mange år.
Et sted føler hun sig alene og at ingen forstår hvad hun gennemgår. Hun har aldrig mødt sin lige i form af magikere, der egentlig ikke er magiske, og samfundets elite ser ned på hende. Det prøver hun at kapere, ved at fortrænge så meget af magi som muligt, og det er ikke blevet bedre af at hun har været tæt på at miste sit liv til katolikker, der anklagede hende for at være heks.
Hun er bange, bange for at danne dybe relationer til folk. For alle dem hun ender med at elske har det med at blive taget fra hende.
På trods af dette prøver hun at forblive positiv, og hun ynder at lave spillopper og have det sjovt uanset hvad der forventes af hende.

MAGISKE TRÆK
-En amortentia ville for hende dufte af nybagt rosinbrød, forårsregn og læder.
-En boggart ville tage form af hende selv, der er fastspændt mens flammer slikker op af hende og hendes omgivelser. Flammerne symboliserer det at blive brændt i sin bogstaveligste forstand, men de symboliserer også situationer der er ude for hendes kontrol og det at det velkendte forsvinder, eller ændres.
-En dementor ville få hende til at genopleve et bal hos d’Montacute familien, hvor hun havde gjort sit bedste på at gøre sig klar til ballet og bar en dyr kjole. Det blev nævnt at hun var fuser og folk latterliggjorde hende. Hun løb væk i gråd.
-I drømmespejlet sidder hun over en stak magiske bøger og prøver at sammensætte urter til medicin. En ansigtsløs mand står bag hende og holder om hende, mens der i baggrunden sidder skygger og drikker te. Den ansigtsløse mand repræsenterer hendes behov for tryghed og at blive elsket, mens skyggerne er bekendte og familie hun har glemt, som hun ønsker at genforenes med. Stuen udstråler ikke rigdom, men der mangler ikke noget. Hverken mad, eller penge.

Baggrund

FAMILIE
Mor: Marla Dalca, halvblods, sigøjner, død.
Far: Argoz Vasilescu, 63 år, fuldblod, adelig.

Kusine: Léonie d’Montacute, 17 år, halvblods, Hogwarts studerende.
Moster: Maya d’Montacute, 45 år, halvblods, hjemmegående.

En vis relation til resten af d’Montacute familien.

BOPÆL Mandrilla bor ikke et fast sted. Hun lever nomadisk og ejer et telt som hun både bor i og bruger som pop-up butik. Når hun har pengene til det prøver hun at finde et sted der er lidt mere luksuriøst – med en blød seng, som i et kroværelse.
HISTORIE
Mandrilla var et kærlighedsbarn. Hun var ikke planlagt og var resultatet af en kåd affære mellem Argoz, en fuldblodstroldmand, der i sin tid havde studeret på Durmstrang - og Marla, en halvblodsheks fra en familie af sigøjnere, der på trods af at hun aldrig brugte tryllestav var ganske magisk i sig selv. Marla var en kvinde der besad en overflod af kærlighed, som hun gerne delte ud af. Det var meget hendes filosofi at acceptere alle, da alle mennesker havde noget unikt og fantastisk i dem. At magi kunne komme fra uventede steder. Argoz familie var specialiseret i at tæmme magiske væsner, og det var de kendt og berømte for.
Selv om de begge elskede deres datter blev det en hemmelighed at hun var hans for alle andre end Dalca familien. Han formåede alligevel at holde kontakten med Marla. Familien havde mange varme dage i hinandens selskab.

Mandrilla husker at hun altid har levet nomadisk på grund af sigøjnernes livsstil og føler derfor at hun ikke har nogen tilhørsforhold. Hun er vokset op i et stort fællesskab, omringet af tarotkort, eliksirer og mystiske bøger. Der var aldrig nogen der satte grænser for hende, og det gjorde også at hun var et sprudlende energibundt, der skulle udforske alt, alle steder de kom til. Hun elskede når hendes mor fortalte eventyr om sagnomspundne skatte og ildsprudende drager, som hun modigt bekæmpede med en hårbørste, når hun stak til sit tøjdyr. Størstedelen af Dalca familien var ikke magisk. Magien kom fra Mandrillas bedstemor, der var fuldblod, så der var en stor forventning om at den lille pige skulle blive en heks. Hun kunne heller ikke undgå at notere små ting der skete, men som hun alligevel ikke forstod. Ting kunne begynde at svæve. Katten kunne begynde at puste sæbebobler. Det skete kun når bedstemoderen, eller Argoz var til stede, så det var intet hun tænkte mere over. Familien var mærkelig alligevel.
I en alder af 8 havde der stadig ikke været tegn på magi i hende. Bedstemoderen blev mere desperat og både Argos og Marla var begyndt at blive urolige. Men også i den periode blev kusinen Léonie født. Sådan en sjov lille klump havde hun svært ved at forholde sig til. Hun både elskede og hadede hende, da hun stjal alt opmærksomheden, men hun fandt snart ud af at sådan en lille størrelse kunne være sjov. Den kunne man tage med på eventyr, og det gjorde hun ofte. Léonie var den forsigtige af de to, så Mandrilla var altid den der skabte problemer. Og hun var også den der afsluttede dem igen. Hun prøvede at få Léonie til at være mere modig, og de fik et helt særligt bånd.
Stemningen ændrede sig, da Léo viste tegn på magi. Pludselig fik Mandrilla næsten ingen opmærksomhed, og hun var uforstående hvorfor. Normalt var Marla pacifist med alt andet end sigøjnernes kunnen. Hun mente at magi skulle bruges til at skabe glæde, ellers havde det ingen egentlig funktion. Af samme grund mente Argoz at Mandrillas manglende evner kunne være, fordi hun havde gået og passet sig selv ukoordineret, så han arrangerede at tage hende med, når han skulle håndtere magiske væsner. Den verden hun observerede både fascinerede og frustrerede hende, for uanset hvor hårdt hun prøvede kunne hun ikke gøre noget af det og kusinen udviklede sig fortsat.

Marla begyndte at undervise sin datter i sigøjnernes kunster i et håb på at muntre hende op, og Mandrilla fandt sig selv der i og trivedes.
Da Mandrilla blev 18 kom Léo på Hogwarts, og hun savnede hendes selskab. For at trøste hende besluttede Marla sig for at de to skulle slå sig ned i Suffolk for en tid, så de kunne pleje relationen mellem dem og Léonies familie. Der fik hun øget popularitet for hendes viden om urtemedicin. Hun afhjalp mange problemer, som den katolske kirke normalt anså som besættelser, ikke sygdomme, og de mente at dette måtte skyldes heksekunster. De havde blot intet på hende indtil en klient en dag blev utilfreds med virkningen. En dag kom hun ikke hjem. Der var samling på torvet tidlig morgen, da hun blev brændt på bålet for heksekunster og pagt med djævlen. Mandrilla havde ledt efter hende og flygtede ved synet, da det gik op for hende hvad der skete. Argoz holdt op med at besøge sin datter og Dalca familien kort efter. Hun blev placeret under taget af Moreau d’Montacute og Maya, hendes moster, men den nye livsstil var svært at tilpasse sig til. Ud over sorgen over at have mistet begge forældre, havde Mandrilla en følelse af at hun ikke passede ind. Det blev tydeligt for hende hvor stort et skæl der var mellem sigøjnerne og adlen, når hun identificerede sig med sine rødder, og hun kunne ikke tilpasse sig. Den øvrige familie så ned på hende over hendes manglende magiske evner, og det kulminerede i at hun løb væk.

Når hun ikke længere havde familien til at beskytte sig, blev hun genkendt af den katolske kirke som heksens hjælper og blev indfanget. Der undergik hun adskillelige former for tortur lige fra at blive druknet til at få brændt et kors i ryggen. Hun anede ikke hvor længe hun opholdt sig i de mørke kamre. Tiden stod stille. De havde fået hende fået hende til at skrige adskillelige gange at hun ikke var en heks, mens blod og tårer løb ned af hendes hud og afstraffede hende for en evne hun ikke havde. Hun var bitter, for hvis bare hun var en magiker, hvis hun ikke havde følt sig så alene var de aldrig flyttet, og hun ville stadig have haft sin familie. Mugglerne var bange for hende og hekse og troldmænd mente hun passede bedst iblandt dem. Der begyndte at ske en benægtelses proces i hendes sind. Hun ønskede intet med magi at gøre, eller den skjulte verden, som hun kunne se. For så stoppede smerten, og hun ville ikke længere være en fejl.

Hun blev sluppet fri, da de mente at de havde fjernet dæmonerne fra hende og underviste hende i kristendommen. Der var opstået en blokade i Mandrilla, der fik hende til at betvivle hvad der var virkelighed. Hun kunne stadig se den skjulte verden, men det måtte være syner og dæmoner. Galskab.
Der gik et stykke tid hvor hun ikke stolede på andre mennesker og følte sig fortabt. Hun havde mistet sit fundament for livet og drog fra Suffolk. Uden idé om hvordan hun skulle overleve begyndte hun at stjæle for at få mad. En kriminel gruppe så potentiale i hende og tilbød hende et nyt tilhørsforhold. Med dem begyndte hun langsomt at genvinde sit sunde selv og fik gåpåmod på ny. De trænede hende, og med dem forbedrede hun sine metoder. Hun indså at hun kunne bruge mange ting fra sigøjnerne til sin fordel, hvis hun lavede et par justeringer, og hun ville kunne tjene styrtende på det. Magien var død, og hun begyndte at specialisere sig i bedrag og placebo og genoptog sin titel som sigøjner, dog meget modificeret. Da hendes ekspertise var stor nok, efter et par år skiltes hun fra gruppen. De sænkede hende kun. Hun kunne ikke blive det samme sted længere af gangen af frygten for at blive fanget og genoptog den nomadiske livsstil.
Alle hendes minder var løgne og eventyr. At opfatte virkeligheden havde vist sig at være alt for smertefuldt til at hun kunne kapere det.
Efter sine forældre havde hun kun en dolk og et sært kompas, der sjovt nok altid drejede imod de syner hun stadig kunne se.

Andet

CBOX-NAVN Mandarinen
ALDER 23
KONTAKT-