Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 20, 2016 21:43:11 GMT
Det var noget af det mest impulsive Madeleine nogensinde havde gjort. Og hun var ellers temmelig impulsivt anlagt. Da først rejsen var planlagt var hun afsted. Vikaren havde taget hendes timer og hun var med en transitnøgle til London efter få dage. Herfra foregik turen gennem susenetværket og da hun landede i Hogsmeade havde hun kun været på vej i et par timer. Hun foretog resten af turen til fods i følgeskab med en beboer fra landsbyen, som hun betalte for besværet at vise hende den korrekte lokation af slottet.
Hun rankede sig mærkbart og gik over broen til skolen alene med en fyldt taske, der var udsat for en solid forstørrelsesbesværgelse indeni og indeholdt alt hvad hun skulle bruge til et længere ophold. Den første forhindring kom, da hun nåede porten og bankede på, uden at vide hvem der ville åbne for hende.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 23, 2016 16:32:37 GMT
Valériane havde ikke været udenfor med de elever hun underviste, grundet vejret havde de været inden for i klasselokalet de sidste par gange. Men nu var varmen lige så stille havde vist sig, og nu hvor sneen svagt truede med at forvinde havde hun nu været igang med at forberede et par lektioner som skulle foregå udenfor. Hun havde også på fornemmelsen at de var trætte af gang på gang med snuden i bogen. Det var lidt noget andet at se det eller de dyr man havde brugt så lang tid på at lære om, stå foran en, eller i hvert fald være i nærheden så man nemmere kunne studere det. Val havde derfor været udenfor de fleste af morgentimerne og havde først været på vej tilbage mod skolen hen over eftermiddagen. Hun havde ingen timer idag, men i stedet for blot at rette de sidste par opgaver hun havde liggende ville hun hellere sikre sig at alt var som det skulle være.
Nok var hun kommet halvt om halvt fra hvad det egentlig var hun skulle, da hun havde fundet et par planter som var yderst sjældne, og som hun med sikkerhed kunne bruge til en salve. Hun havde forvirret sig selv ved at gå fra den ene ting til den anden, og derfor havde de forberedelser hun skulle have gjort sig endt med at tage lidt længere tid end planlagt. Hun måtte undskylde over for sin mand hvorfor hun ikke havde været der til at spise frokost med ham. Hun var iført en lang brun kjole som var snørret sammen i begge sider. Det lange brune hår hang i en løs fletning, og ellers bar hun et roligt smil. Øjnene blev svagt knibet sammen ved synet af de røde krøller. Hun kendte ikke mange med det hår. "Madeleine, chéri" sagde hun da det gik op for hende hvem det var der halv forvirret stod foran indgangen til Hogwarts.
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 23, 2016 16:50:06 GMT
Madeleine drejede sig om på broen, da en stemme sagde hendes navn. Hun så forbløffet og komplet uforstående på den mørkhårede kvinde, som hun var ganske længe om at genkende. Det var også mere end fem år siden hun havde set Valériane. Hun blinkede i overraskelse, før hun slap tasken, lod den falde på jorden med noget af en rumlen og slog armene om halsen på den tidligere, ældre veninde.
"Ah, Val," udbrød hun, som hun knugede hende ind til sig, uden at tage sig af den markante lugt af sved. Det var intet usædvanligt. "Jeg vidste ikke du var 'er, 'an er så sparsom i sine breve!" Hun holdt hende ud for sig og studerede ansigtet med store øjne. "Dit ansigt. Du 'ar fået smilerynker."
Post by Valériane D. Bennett on Feb 24, 2016 13:34:35 GMT
Valériane kunne ikke lade være med at stå lidt og smile lidt til hendes gamle veninde, hun var måske ikke helt så overrasket over at hun ikke med det samme kunne genkende hende. Nu kendte Val ikke selv særlig mange rødhåret kvinder, og selvom der var et par år mellem dem, så havde de da set en del til hinanden på skolen. Men måske Val bare var lidt bedre til at huske ansigter end veninden. Hun var et stort smil da Madeleine fik sat tasken på jorden og istedet valgte at omfavne hende. Hun slog ligeledes selv blidt armene om hende.
Val så kærligt på hende og lagde blidt sine hænder omkring hendes skuldre så hun bedre kunne se hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg ved ikke hvem du taler om Maddie? En på skolen?" spurgte hun stille. Hun havde ikke haft særlig meget kontakt med veninden den sidste tid, faktisk var brevene løbet ud. Men hun forventede at intet nyt var godt nyt. Hun kiggede lidt undersøgende på hende. Hun anede virkelig ikke hvem hun talte om, udover at han var af hankøn. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes bemærkning, hun nikkede langsomt. "Man bliver jo ikke yngre" sagde hun og rettede ryggen lidt og kiggede på Madeleine. "Du ser foryngende ud" kom det så fra hende.
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 24, 2016 22:15:28 GMT
Madeleine så forundret på Val over spørgsmålet og trak sig væk. Hendes bryn trak sig tæt sammen og hun skævede instinktivt op på slottet, der tårnede sig over dem.
"Min David? 'an er 'her? 'an sagde, at 'an var 'er." Hendes mellemgulv trak sig hårdt sammen. Tanken om, at det måske ikke passede, fik det til at svimle lidt for hende. Hun var kun i Skotland, dette fremmede landskab, for at hente ham.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 25, 2016 12:38:00 GMT
Val kiggede lidt på Madeleine og det tog hende lidt tid før det gik op for hende hvem hun mente og hun fik pludselig lagt to og to sammen. Hun havde ikke brugt helt så meget tid på læreværelset som hun måske burde. "Åh! - Nu er jeg med" sagde hun og nikkede. Hun kunne selvfølgelig godt genkende den unge mand nu, som underviste i forvandling.
"Jeg er altid kun halvt til stede, du kender mig" undskyldte hun og kiggede opmuntrende på veninden. Det var snart ti år siden at Madeleine mødte David. "Vi har ikke talt så meget sammen, desværre." tilkendegav hun med et halvt undskyldende smil. "Han er her stadig, jeg har ikke hørt andet" forsikrede hun hende om. Hun bøjede sig ned for at samle hendes taske op. "Skal vi forsøge at finde ham?"
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 25, 2016 19:24:28 GMT
Madeleine vidste knapt hvad hun skulle sige og endte da også blot med at stå og se uforstående på den fjerne veninde i et langt øjeblik, før hun endelig stillede et konstruktivt spørgsmål. Botanikprofessoren blinkede overrasket, inden hun samlede sin taske op. "Selvfølgelig. Ja. Tak."
Hun var pludselig helt forvirret, men mere end klar til at være i samme rum som David, endelig. Måske kunne han forklare hende hvorfor hans kollegaer knapt vidste hvem han var.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 26, 2016 13:41:46 GMT
Valériane havde måske ikke været så optaget af lærestaben, og hvilke nye lærer der var kommet til, og hvem der var gået. Hun havde nok ment at der var noget genkendeligt ved David, og hans kraftige accent, men hun havde trods alt ikke brugt helt så meget tid sammen med ham, ikke alene diskuterede breve og andre sammenhæng. "Jeg tror Theo har haft mere med ham at gøre end jeg." sagde hun så stille og skævede mod veninden. "Men fortæl mig kære Maddie, hvordan kom du her til? - Det virker som om det har taget et par timer." sagde hun og sendte hende et roligt smil
Hun skubbede den store port op, og slog ud med hånden for at lade Madeleine gå først. "Har du nogensinde været her?" kom det så fra hende. Hun mindes ikke at det var tilfældet men man kunne aldrig vide. "Trapperne forandre sig" advarede hun med et lille grin inden porten bag ved dem blev lukket i med sådan en lyd at det rungede i hele indgangshallen.
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 28, 2016 22:04:49 GMT
Madeleine fulgte med og så sig rundt. Hun havde travlt nok med at opsluge alt med blikket til, at hun ikke fik svaret på Vals første spørgsmål. Et andet kom da også til og hun skævede efter de omtalte trapper, uden helt at forstå.
"Non, jeg 'ar aldrig været 'er," svarede hun, lettere distraheret. "Aldrig i Skotland, 'eller."
Post by Valériane D. Bennett on Feb 29, 2016 14:55:53 GMT
Hun stoppede op for foden hvor der endnu ikke var trappetrin, da de stadig var igang med at flytte sig. "Se" sagde hun og pegede på de hvide, halv slidte trapper der endte hos dem. "man skal lige vende sig til det" forklarede hun imens de fortsatte op.
"Så skal du ikke gå ud på egen hånd" forsikrede Val veninden da hun kiggede på hende med et lille smil. Hun fortsatte hen af gangen da de var nået til den rigtige etage. "Jeg ved faktisk ikke om han er gået til frokost.. Så tænker om vi skal starte i Forvandlings lokalet.." Hun talte nok mere til sig selv end til Maddie. Nogen gange hjalp det på situationen.
Post by David Prestcote on Feb 29, 2016 20:06:55 GMT
Dagene var suset afsted for tiden og især, hvis man som David, havde haft meget at se til. Det var hans måde at få tiden til at gå. Nu hvor man ikke havde så meget andet at gå op i, som f.eks. børn eller kvinde, så måtte han selv finde på nogle ting; det blev ofte nogle lidt tørre samfundsmæssige projekter, for det kunne han da forhold sig til.
Som han kom gående med rank ryg og lange skridt virkede det som om, at han kunne have haft travlt. I virkeligheden var det bare hans natur at gå en smule hurtigt. David var på sin vej hen mod lærerværelset i et forsøg på at finde Téarlach, da han rundede gangens afslutning og netop var kommet hen til døren, der førte dertil. Med et fast tag tog han fat i håndtaget, og han havde netop åbnet døren på klem, da han hørte kvindestemmerne bag sig. Af ren nysgerrighed havde han stoppet midt i sin vej ind ad døren for at sende et lyseblåt blik i retningen af stemmerne.
Post by Madeleine Guérisseur on Feb 29, 2016 20:34:01 GMT
Madeleine havde travlt med at se sig rundt, men da en mandeskikkelse dukkede op længere fremme fra en sidegang, stoppede hendes hjerte i brystet. Sådan føltes det i hvert fald.
Hun havde ikke set ham i mange år og kunne ikke være sikker, men da først han vendte sig rundt var hun ikke i tvivl. Hun hørte ikke det sidste Val sagde, men standsede selv brat og stirrede en smule overvældet på David.
Modsat ham havde hun haft tid til at forberede sig, men det føltes ikke sådan, som svagt rystende ben bar hende fremad imod ham, uden et ord.
Post by Valériane D. Bennett on Feb 29, 2016 23:13:24 GMT
Valeriane kiggede frem for sig, og vinkede lidt med hånden da hun lagde mærke til at det var David der kom mod læreværelset. Hendes blik skiftede lidt frem og tilbage fra dem begge to. "Jeg, tror lige jeg går ind og tjekker op på Theo, bare for lige at sikre mig at han ikke har sprunget noget i luften" sagde hun og gav Madeleines skulder et kort klem inden hun gik forbi hende. Hun nikkede roligt til David og forsvandt længere oppe af gangen indtil hun var helt ude af syne.
Forlader tråden - Tænker det var i orden, så kan de lige få et privat øjeblik! - Ønskes det, kan jeg smide Val ind igen senere. <3
