Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
De fleste fremmødte medlemmer sad bænket rundt om borde i rummet. Få stod oprejst, deriblandt Alfred, der havde fundet sig en tilfredsstillende plads henne ved bardisken. Bakker med krusøl blev sendt på omgang, til alle havde et krus hvilende mellem hænderne. Når det var tomt, kunne mere hentes oppe ved baren. Ingen skulle mangle noget.
Alfred stod i en samtale med en ældre mand, der var kendt som en god ven af familien. Deres samtale handlede udelukkende om praktiske emner, hvilket fik ham til at slappe af. Så meget det nu kunne lade sig gøre for en mand, der altid gik rundt, som led han af kronisk smerte.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 17, 2016 22:59:44 GMT
Kalliope var ikke med fordi hun havde specielt lyst, men fordi det gav hende et par gode point i Natas bog, som var gode at have til når hun nægtede at gifte sig med Amal Shafiq. Det var desuden et kæmpe plus, at han ikke var på kroen.
Hun havde dog andre konfrontationer og havde siddet i et langt stykke tid og set på Alfred, uden at afbryde hans samtale. Først da manden han talte med undskyldte sig, klarede hun halsen tydeligt.
Efter en længere samtale undskyldte manden sig, hvilket passede Alfred fint. Han vendte sig rundt, så han stod med front mod baren, og tømte kruset for de sidste rester af øl, før han placerede det på bordet igen. Derefter gjorde han tegn til en af de ansatte om at fylde op på ny.
En velkendt stemme fik ham til langsomt at dreje hovedet. De grå øjne gled en hurtig gang ned over hendes ansigt, men fortsatte så heller ikke længere. Der var genkendelse at spore i hans blik, men så heller ikke mere. Han var øvet i at skjule sine følelser; denne gang var ingen undtagelse.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 18, 2016 0:34:51 GMT
Ikke længe nok lød det bidsk i Kalliopes tanker, selvom det var længe siden hun havde følt noget for Alfred. Havde hun tænkt nærmere over hvorfor hun havde så pludseligt en lyst til at slå ham, så ville hun måske være kommet frem til, at der var andre problemer i hendes liv, som gjorde hende lidt krigerisk. I stedet smilede hun sukkersødt til sit livs første elsker.
"Ja, man skulle næsten tro vi undgik hinanden," svarede hun, tilsyneladende mildt. Der var dog altid en kant til hende. En fornemmelse af, at han havde trådt forkert. Det havde han også, men der var løbet meget vand i bækken siden.
“Hvis De siger det”, svarede han hende med et skuldertræk. Så drejede han sig halvt ind mod baren, og rakte ud efter det krus, som nu var blevet fyldt op på ny. Han tog en tår, og nød smagen og brusen der lagde sig i hans mund, mens han ikke lagde synderlig meget af sin opmærksomhed på Kalliope. Han vidste dog også at det ikke ville se pænt ud, hvis han lod hende gå igen så hurtigt. Han tvang af den grund blikket tilbage på hende.
“Hvordan har De det?”, spurgte han. Ikke vildt interesseret, men heller ikke køligt.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 18, 2016 1:08:17 GMT
Kallies tænder gled imod hinanden med en svag lyd, der mest var tydelig for hende selv. Hun drak. Det var vist nødvendigt med det selskab.
"Prøv at spørge som om De går op i svaret," faldt det fra hende, tilpas lavmælt til ikke at blive overhørt, men uden at det på nogen måde kunne opfattes som intimt. Dagene hvor hun var intim med Alfred var overstået for længe siden.
Hendes svar fik ham til at rynke panden den mindste smule. “Jeg ville næppe spørge, hvis jeg ikke var interesseret i svaret”, svarede han hende, næsten opgivende. Han forstod ikke hendes humør.
“De synes måske ikke jeg lød oprigtig nok?”, spurgte han, og så på hende med et blik, der ikke rigtig var til at tyde. Denne gang fjernede han det dog ikke igen, men ventede på hendes svar.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 18, 2016 20:26:20 GMT
Kalliope hævede et enkelt bryn af ham, der for sig selv sagde alt. Hun vidste udmærket, at han ville spørge, selvom han ikke var interesseret i svaret. Det var en fornærmelse, at han troede hun var så dum.
"De er uden tvivl en meget høflig mand, Mister Black," konstaterede hun simpelt, stadig uden at svare på hans spørgsmål. "Men De glemmer, at jeg ved hvordan det er at være reelt interessant i Deres optik." Hun smilede, uden at det nåede de grønne øjne. "En flygtig fornøjelse, hm?"
Panden blev presset den mindste smule sammen under hendes talestrøm. Hendes adfærd forvirrede ham, ganske simpelt. I det hele taget havde han svært ved at forstå folk. Intet under at det at socialisere sig med folk altid havde været en gåde for ham.
“De virker til at vide frygtelig meget om mig, taget i betragtning at De kun tilbragte en flygtig mængde af tid med mig”, svarede han hende kontrolleret, men venligheden i hans blik var begyndt at sive ud. Han brød sig ikke om at blive talt sådan til. “Dét er interessant”, mumlede han videre, og lod sin opmærksomhed falde på kruset igen, som han tog endnu en slurk.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 20, 2016 23:33:53 GMT
Kalliopes læber snerpede sig lidt sammen, før hun tog en dyb indånding og fulgte den op med en god tår af sit eget krus.
"Meget lidt, heldigvis," svarede hun simpelt, med et lettere stramt smil. "Det var som sagt en flygtig fornøjelse." Hun slap ham med blikket og så ud over rummet. Der var noget tilfredsstillende ved at mundhugges med Alfred. Det tog hendes tanker væk fra andre ting.
Skoene knirkede lidt mod gulvet, i det han trådte et skridt tilbage, så ryggen strøg mod bardisken. Han lod hende tale færdig, mens han modstod en trang til at køre begge hænder ned over sit ansigt. I stedet lod han kort de grå øjne hvile på himlen bag vinduets mentale tremmer; spejlede sig selv i ruden, og fangede sig selv i at udstråle en mental træthed i linjerne af sit ansigt, som han også følte bag sine øjne.
“Det har jeg ikke sagt”, gav han hende kort som svar til hendes spørgsmål. “Jeg gentog blot, hvad De selv udtrykte gennem Deres ord”
Post by Kalliope Shafiq on Feb 21, 2016 9:03:52 GMT
Kalliope modstod trangen til at himle med øjnene. Hvordan hun nogensinde kunne have været forgabt i denne mand var komplet udenfor hendes forståelse. Han var nok en af de mest intetsigende, der var til stede til aften. Hans lillesøstre ville være mere stimulerende selskab - og det var at sige noget.
"Og hvis De skulle andet end at gentage hvad andre har udtrykt, mister Black? Ville De så nogensinde have noget at sige?"
“Så er det nok!”, ordene blev udtalt i sådan en ro, og med sådan en dybde, at visse ville krympe sig over den. Hans ene hånd havde sluppet kruset og var i stedet blevet lagt overkors den anden arm. “De er mere intelligent end at stå og tale til mig på den måde, Shacklebolt. De er muligvis utilfreds med mig, men glem ikke hvem De står overfor”, fortsatte han i samme irettesættende tone. Han kunne ikke tillade at lade hende stå og tale sådan til ham.
Post by Kalliope Shafiq on Feb 21, 2016 22:20:00 GMT
Kalliopes bryn skød lidt op over den pludseligt autoritære Alfred. Hun indså, at hun havde holdt vejret og klarede halsen lidt, før hun tog en tår af sit krus og fugtede læberne langsomt. Han var sørme blevet voksen. Det var en smule forstyrrende at opdage.
"Og hvem er det?" Hendes tone var mindre uforskammet denne gang. Nærmere nysgerrig. "Den førstfødte af et rådsmedlem?" Hendes blik spillede ganske svagt og der var et drillende glimt i de grønne øjne. Han var adelig. Og en mand. Det var det eneste, der skilte deres status.
De grå øjne gled ned over hendes ansigt, før et seriøst ansigtsudtryk gled frem over sig. Hun synes muligvis hun var sjov, men det var ikke Alfreds form for humor.
“Når De står overfor mig, forventer jeg at blive mødt med respekt”, hans toneleje var monotont, på grænsen til det provokerende. “Kan De ikke det, så skal De være velkommen til at finde selskab et andet sted”