Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Selvom Agnetas liv ikke havde taget nogen voldsom drejning, havde hun alligevel følt behov for at kontakte storesøsteren. Hun havde ganske vidst veninder på Hogwarts, men der var ingen af dem der var så tæt på at hun havde lyst til at diskutere et så følsomt emne som hendes kommende husbond. Alecto og hende selv var ganske vidst vokset en smule fra hinanden, som pigerne var blevet ældre, og dog kunne man ikke lave om på at de to var bundet sammen som søstre af blodets bånd. Efter middagen på Muldoon-familiens gods, havde hun derfor heller ikke været sen til at sende en ugle af sted, med en anmodning om søsteren kunne møde hende den næste friweekend i Hogsmeade.
Tøjet var som altid dyrt udført, som den blonde heks bevægede sig ned igennem Hogsmeades hovedgade. En dybblå kjole, med kostbare broderier, og en tyk ulden kappe, farvet i en mørkere blå. Minen i det unge ansigt, da som altid uskyldig, og dog udstrålede påklædningen og holdningen at pak og pøbel skulle holde sig på afstand. Den sidste weekend i måneden var kølig og klar, og selvom solen stod højt på himmelen, varmede den ikke nok til at fortrænge frosten der glimtede overalt, og fik Hogsmeades beborer til at trække kapperne tættere om sig, og skynde sig ned gennem gaderne, tilbage ind i varmen. Agneta selv indfandt sig på De Tre Koste, hvor hun havde aftalt at mødes med søsteren, selvom hun dog måtte rynke en smule på næsen da hun trådte ind, og søgende lod de blå øjne glide rundt efter Alecto.
Alecto kunne godt blive vant til livet som ung nyuddannet heks. Udover at hun slet ikke havde travlt med at finde en mand, og stadig nægtede sig de mænd som hendes forældre fandt hende så gik det meget godt for hende. Hun havde nogen gange svært ved at fatte at de rent faktisk havde givet hende lov til at fortsætte med Queerditch. De troede vel at ved at give hende hvad hun ville have, at det så ville blive nemmere for hende at tage imod de tilbud der kom til hende. Alectos svag var begrænset. Det var nok så morsomt at flirte, og lade andre mænd tro at de kunne få hende, ved så at finde ud af det det da overhovedet ikke var muligt. Hun nød magtspillet. Især fordi det ofte var mænd der blev afbilledet som stærke mænd. Det stærke køn. Alecto brød sig ikke om det billede, og gjorde hvad hun kunne for at fremstå stærk. Ikke at hun gjorde nar af mænd. De skulle bare ikke tro de sad på det hele. Alecto var stadig kun 18 somre, så grundet den unge alder, mente hendes forældre ikke at et ægteskab skulle hastes, selvom deres hår sikkert var ved at blive grå. Hun søgte bare højere end lave godsejere. Hun ville højere op.
Hun vidste at Agneta ikke havde mulighed for at forlade skolen i andre weekender end i den sidste, og hun havde derfor næsten altid de weekender fri, skulle den yngre heks ønske at se hende. De havde altid været utrolig tætte, hvilket nogen gange kunne være ret underligt, fordi de var så forskellige. I hvert fald udenpå. De så tingene forskelligt. Men Alecto vidste at de var mere ens end hvad øjet kunne skue. Nok delte hun ikke samme syn på blodet i familierne. Men hun kunne være en lige så stor harpy som sin lillesøster. Hvor havde blondinen det ellers fra?. Alecto var som altid beklædt med en skræddersyet kjole, af det fineste stof der kunne købes for fuld. Med enestående broderier og perler. Det lange mørke hår var flettet en smule i siden, hvor der ligeledes var syet perler imellem. Over skuldrene lå en uldkappe som hun havde trukket godt til sig. Nok ankom hun med susepulver, men det gjorde ikke Hogsmeade varmere. Hun havde fundet en god plads på De tre koste. Et lille hjørne hvor de ikke ville blive forstyret. Hun sad med en kom varm kakao mellem sine hænder. Hun kiggede ikke op da den lille lyse skikkelse viste sig i døren. Hun løftede blot hånden. En af de ansatte på kroen gik Agneta i møde. Man sørgede vel for at man blev taget ordenligt imod. Selv på et offentligt sted. Hun sendte søsteren et roligt smil og bøjede hovedet. "Hej Blondie". Hun små lo.
Agneta havde aldrig brudt sig om kroer. Hele estableshementet havde måske sin charme, men den blonde heks havde aldrig brudt sig om hvordan stedet blandede klasserne. Dog var De Tre Koste i det mindste pænere, og havde en højere standart end mange af Hogsmeades andre snuskede beværtninger. Et lille smil gled over hendes læber da de blå øjne fandt søsteren. Med et lille smil sandede hun at den mørkhårede heks havde valgt at klæde sig ordenligt i dagens anledning, hun ville ikke have kunne skjule et misbilligende blik hvis hun var mødt op i sit Queerditchtøj, og dog var Alecto Black en af de få mennesker den blonde heks hurtigt tilgav.
Smilet stivnede dog en smule da hun kaldte hende ved hendes hårfarve i offentligheden. Navnet blondie lød frygtelig.. Bondsk, og det havde derfor altid været forbeholdt de to i enrum. Ansigtet blødte sig dog alligevel en smule op da personalet trak stolen ud for hende, og hun satte sig overfor søsteren, før hun bestilte sig et krus Ingefærdøl. "Alecto, jeg er så glad for at du ville mødes." Glæden ved søsterens ankomst var reel, og et kort øjeblik betragtede hun den anden, for at sikre sig at intet havde ændret sig siden sidst. "Går det godt med.. Spillet?" Overfor søsteren havde hun altid prøvet at respektere hendes valg om at spille det flyvende spil, på trods af at hun inderst inde ikke syntes at det passede sig for en ung kvinde af hendes stand.
Selvom man brugte det meste af sin fritid på det flyvende spil, betød det ikke at man ikke kunne gå op i sit udseende. Alecto har altid vægtet det ydre en stor del, og går aldrig uden for en dør før hun er helt tilfreds. Nogen gange kom hende og Agneta bare lidt skævt ind på hinanden, og hendes egen levestil blev ofte et våben for hendes familie at bruge. Dog tog hun det ikke så tungt. Hvis de ikke havde bedre, skulle de da have lov til at snakke ned om sporten. Det var ikke hende selv der havde valgt stedet, det kunne godt have været bedre, men hun ville forsøge ikke at klare til den yngre søster. Selvom det voksede i hende. Smilet hang ved som Agneta kom tættere på hende og hun løftede langsomt og elegant hånden i et feminint vink. Øjenbrynene blev løftet udfordrende da hun kaldte hende ved det skræklige kaldenavn.
Det var nok også bedst at hun intet sagde til det, det ville ikke blive nogen køn start på deres møde. Selvom Alecto som den store godt kunne have holdt det inde, og alligevel burde den anden være i stand til at forstå når noget blev sagt i sjov. Men så igen. Agenta havde jo ingen humor. "Selvfølgelig. Jeg har for det meste altid weekenden fri i den sidste måned. For din skyld" sagde hun og smilte lettere sødt til den anden. Man kunne lægge meget i det, når det søde smil kom frem. Det kunne være godt, men sandelig også dårligt. De brune øjne hvilede på søsteren. "Det går glimrende. Det er dejligt at kunne få brændt nogen af alle de aggressioner af." forklarede hun og pustede til sin varme te. "Det gør at man kan forholde sig roligt i andre situationer, og selskaber" hun fortsatte med rolig stemme. Hun skævede til Agneta. "Og hvad med dig? Hvad nyt bringer du selv?
Agneta var ikke sikker på hvor meget kontakt søsteren havde haft med deres forældre siden hun var begyndt på sine udskejelser. Hvis hun kendte deres moder ret, havde hun langt fra taget søsterens Queerditchspil særlig pænt, og deres foragt for spillet sås tydeligt i det valg de havde taget om at gifte den yngste datter væk først. Alectos muligheder for at få en passende mand, var i søsterens optik også blevet kraftigt forringet af valget om at fortsætte med at spille spillet. Selv havde Agneta holdt sig fra det, selv på skolen hvor der ellers blev set mindre ned på det. Det var for fysisk, og det passede sig langt fra for kvinder af deres stand.
Smilet på den blonde heks' læber afspejlede søsterens. De havde en fælles evne til at sige ting de ikke mente med stor overbevisning, og dog tolkede hun søsterens ord som reelle, siden de to plejede at være ærlige overfor hinanden. "Moder og fader har fundet mig et passende parti. Jeg er blevet forlovet med Brayan Muldoon." Hun var ikke sikker på om søsteren havde hørt nyheden, og besluttede sig derfor for at lægge kortene på bordet med det samme. Det var svært at aflæse i hendes ord om hun var glad eller skuffet over parringen af de to, og det var tydeligt at hun afventede søsterens reaktion før hun ville begyndte at udtale sig enten positivt eller negativt om det kommende ægteskab.
Alecto bar sin sport stolt. Hun havde været dygtig da hun spillede for holdet på Hogwarts, hvor hun samtidig også holdte sine karakterer ved lige. Hun var ret ligeglad med hvad andre tænkte og mente om hende, og hun havde overhovedet ikke brug for hverken hendes forældre eller sine søskendes accept. Det var ikke alle mænd der ville have en grå mus. Hun vidste faktisk ikke hvad der skulle til for at hun holdte op. Hun forholdte sig indtil videre roligt omkring det. Det var en sport, og man kunne ikke leve af det, derfor var hun stadig afhængig af sine forældre. Hun havde bare brug for at være god til noget, inden hun endte som en eller anden rig mands vedhæng. Hun sukkede svagt og strøg et par mørke totter om bag øret, bøjede hovedet og pustede til sin te.
Det var mindst lige så meget fordi at Alecto ikke ønskede at skabe mere overfladisk splid mellem de to piger, at hun forsøgte at holde tungen lige i munden. Hun elskede sin familie, mere end noget andet. Men hun havde altid følt sig fanget, og havde brug for at komme af med en masse ting, og at spille Queerdtich gjorde netop det for hende. Det kunne man ikke se ud af til. Men det havde nok været meningen lige fra startet. Der var mange sider ved Alecto som ikke ret mange kendte til. "Brayan Muldoon? Ikke dårligt" bemærkede hun med et roligt smil. Øjnene blev lettere smalle da hun igen vendte blikket mod sin søster. "bare du kan holde ham i din seng, så skal du sikkert nok fremstå som en god hustru" sagde hun og lagde sine hænder i sit skød. Rygterne gik jo. Men hun havde ikke ondt af Agneta. Langt fra. "Men så igen. Du har jo din helt specielle måde at sige tingene som de er. Så han finder sikkert hurtigt ud af hvor skabet skal stå" hun sendte hende et roligt smil og trak så løst på sine skuldre. "Så skal du også til at lade være med at vifte rundt med de lange vipper og blinke sødt med øjnene til andre mænd" Hendes smil var skævt, men der lå en jokende undertone.
Et lille smil gled over Agnetas læber, da søsteren medgav at Brayan Muldoon var et godt parti. Selv havde hun været en smule skeptisk overfor adelsmanden, da familiens ry generelt ikke var særlig godt, først og fremmest grundet faderen, og nu søsteren, og alligevel virkede æblet til at falde langt fra stammen. Hendes lille næse fik dog alligevel en rynke når hun tænkte på at hendes navn ville ende med at blive Agneta Muldoon. Brayan var måske en mand med de rette holdninger, men hans efternavn klingede ikke altid lige godt i de finere kredse, og Agneta var derfor heller ikke ovenud begejstret for at skulle tage det. Den irske troldmand havde dog halvandet år til at rette op på familiens navn, en opgave der oftest kunne tage årtier, og dog kunne hun ikke andet en at værne sig med tålmodighed. "Han ser i det mindste godt ud.." Agneta havde oftest ytret overfor sin søster hvordan hun frygtede at blive gift med en grim gammel mand, men til hendes store held var Brayan ingen af delene.
Søsterens sidste kommentar kunne ikke lade være med at gøre den blonde heks en smule forurettet, på trods af at der stadig var et smil gemt i hendes øjne. Hende.. Vifte med øjenvipperne.. Nu havde hun aldrig, og dog blødte ansigtet hurtigt op igen. "Du må forveksle mig med dig selv, sådan noget gør jeg ikke. Måske er det derfor at moder og fader har fundet mig en mand, men ikke har fundet en til dig." Agneta kunne godt være spøgefuld når hun gad, og et drilsk smil spillede på hendes læber. På trods af at Alecto måske slet ikke havde lyst til at blive gift, så hun det alligevel som et tydeligt tegn på hvem der var favoritten, at de havde fundet en partner til hende først.
Hun havde set fyren et par gange, og var udmærket godt klar over hvem han var, faktisk vidste hun hvem de fleste var. Det var da egentlig sjovt hvordan folk antog at blot fordi hun spillede Queerditch så var hun ikke en rigtig dame, og måske også var lidt tung i hovedet? Det frydet dog Alecto at vise dem at hun var lige så dannet som man skulle være. Hun sad med sin te mellem sine fingre da Agnetas ansigts udtryk lige så stillede skiftede form, og hu kunne ikke lade være med at grine lidt. "Hvilke ækler tanker skænker din hjerne dig nu?" spurgte hun og rystede lidt på hovedet af søsteren. Hun havde i hvert fald ikke ret meget at klage over. Så vidt hun mindes så Brayan ret godt ud. Men han havde også været vidt omkring så han kunne sikkert nogle fabelagtige ting med sin tryllestav. Hun nikkede i enighed med søsteren over hans udseende. "Ja der har du været heldig" sagde hun og små lo endnu engang. Hun kunne dog lige så vel have blevet parret med en meget ældre, meget mere grim mand. Så måske hun skulle holde diverse andre brokkerier lidt for sig selv? Alecto mente i hvert fald det ville gøre hende godt ikke at skabe sig så meget.
Agneta var mester i forførelse, så vidt Alecto kunne se ud af øjenkrogen til de diverse selskaber. Altså forførelse med øjne og smil. Hun fremstod en del år ældre end hun egentlig var, og med hendes lidt skarpte attitude kunne mange godt tage hende for en legesyg dame. Hun skulle tage at passe på dem den slags. Men så igen Alecto holdte ret meget af at spille på andres følelser. Lade dem tro at de kunne, og så skuffe dem. "Fundet mig en? Kæreste Agneta. De har fundet mig adskillige. Men jeg har takket nej alle gange, skabt mig lidt. - Jeg har ikke i sinde at gifte mig med den første de finder. De må kunne gøre det bedre" sagde hun bare og viftede lidt med hånden. Hun havde ingen planer om at være deres forældres favorit, den rolle ville hun altid have, som parrets første pige. At de så var mere stolte af deres yngste pige var noget andet. Desuden hvem favoritiserede deres børn? Alecto var sikker på at deres forældre elskede deres børn lige højest. Men hvis Agneta havde behov for at pudse sine egne djævlehorn, skulle hun have lov til det.
Agneta havde ikke lyst til at lyde utaknemmelig overfor søsteren. Der var langt værre partier hun kunne være blevet forlovet til end Muldoons, da familien i det mindste var adelige, og hun ville derfor ikke brokke sig over sit kommende efternavn. Hvis blot Brayan fortsatte med at gå den radikalt modsatte jeg end sin fader, ville hun måske ikke ende med at blive set ned på, fordi hun var hans hustru. At Brayan så godt ud, havde de rigtige holdninger, og ikke var tudse gammel talte måske godt for ham, og dog ville han i Agnetas øjne altid være et dårligt parti, hvis hans navn ikke var ligeså pænt som resten.
I stedet henledte hun sin opmærksomhed på faktummet af søsteren endnu ikke var blevet smedet sammen med nogen. Hun følte sig måske kostbar og magtfuld, fordi hun indtil videre havde sagt nej, og dog var det ikke en holdning Agneta delte. Selvom hun på mange måder nød at have sin egen fri vilje i mange henseender, havde det altid ligget fast at hun med stor sandsynlighed ikke ville komme til at gifte sig af kærlighed. Det var hendes pligt at ægte den mand hendes forældre fandt til hende, uden brok, og Alectos opsættelighed var derfor heller ikke en egenskab som Agneta billigede. "Hvis du bliver ved med at skabe dig, bliver alle de gode taget" Ordene blev dog alligevel sagt med et smil, som en venlig opfordring. Agneta var temmelig glad for at hendes forældre havde været i stand til at finde en ægtemand indenfor landets grænser, men eftersom de to Black søstre ikke var de eneste giftemodne adelskvinder, var det svært at sige hvornår bejlerne slap op, og forældrene i stedet måtte kigge mod udlandet. På trods af deres forskelligheder ville Agneta dog ikke bryde sig om at søsteren flyttede utænkeligt langt væk.
Alecto bekymrede sig slet ikke om den slags, jo hun havde da haft overvejelser om hvilke familier hun mente var nogenlunde rimlige, men det kom absolut ikke an på hvilket efternavn de havde. Dér kunne man ikke tillade sig at være kræsen. Hun tog det ikke så tungt at hun stadig ikke var forlovet. Hun var trods alt utrolig lyst styret på nogen punkter. Hun var sikker på at hun gik mindst lige så meget op i rygte som sin søster. Hun tog bare ikke imod det første match hendes familie fremstillede for hende. Og det var bare en af mange punkter hvor de to var forskellige. Det ændrede dog ikke på at hun ønskede sin søster et godt liv, og hendes kommende mand havde bare at behandle hende godt, og med værdighed.
De delte meget lidt, og var derfor uenige om de fleste ting. Alecto kunne dog godt lide når de kunne være enige om ting, i stedet for at hisse af hinanden. Hun holdte hovedet højt, når folk hviskede om hende i krogene var attitude noget af det der bar hende. Man legede ikke om hjørner med hende, og de skulle ikke tro at de kendte hende. Hun var faktisk ikke sikker på at Agneta kendte hende så godt som hun måske troede. Alecto havde det med at holde sin kort tæt ind til kroppen. "Så længe han behandler dig godt" sagde hun så og kiggede med en mere seriøs mine på sin lillesøster. Hun mente det.
"Du skal ikke bekymre dig om mig Agneta. Det har du så vidt jeg ved aldrig gjort. Det klæder dig ikke" sagde hun roligt med et lille grin. Hun vidste de var der for hinanden, lige meget hvad det så end måtte være, nok ville Agneta med sikkerhed være den første til at sige, Hvad sagde jeg, hvis Alecto kom hjem og var sur eller ked af det over noget som lillesøsteren havde forudeset. Dog var hun også den der så var ved hendes side. "Måske finder jeg en passende mand i et fjernrige, og kommer væk fra hystaderne her" mumlede hun og sukkede dybt irriteret. Havde de virkelig ikke andet at gå op i end at Alecto ikke gik den rigtige vej i forhold til hun var kvinde? Hun rystede svagt på hovedet og drak lidt mere af sin the. "Hvornår skal i så smedes sammen?" spurgte hun roligt. Selvom hun ikke selv havde et nært ønske om at blive gift, så ville hun have hver en finger med i sin søsters bryllup.
Agneta kunne ikke lade være med at blive en smule såret, da søsteren påstod at hun aldrig bekymrede sig om hende. Det var sandt at der ikke var særlig mange andres følelser end hendes egne hun skænkede en tanke, og dog var det alligevel et eller andet sted vigtigt for hende at søsteren havde det godt. Måske var det mest af alt en bekymring over at hun ikke gjorde et eller andet drastisk, der ville plette familiens navn, men der var også en reel bekymring for søsterens lykke, et sted nede i Agnetas mørke. Hendes bekymring fra før blev bekræftet, da Alecto foreslog at hun kunne tage væk fra det hele og blive gift med en troldmand der levede langt væk.. Spanien eller sådan noget, og tanken fik Agneta til at se en smule, påtaget ulykkelig ud. "Det håber jeg ikke. Du har i det mindste stadig mig at tale med, og jeg er altså ikke spor hysterisk." De to søstre havde brugt adskillige middagsselskaber på at diskutere de såkaldte hystader, og selvom der var et par stykker af dem der bevægede sig i de finere kredse, var der også adelsfrøkner og fruer man kunne have en fornuftig samtale med, deriblandt den blonde heks. "Men jeg regner med at brylluppet skal stå når jeg er færdig på Hogwarts. Så han har vel omkring halvandet år til at få ryddet op i alt det der rod med hans fader og hans søster." Agneta trak på skuldrene. Et ry tog lang tid at genoprette, og alligevel håbede hun at navnet Muldoon ville lyde bare lidt bedre når det blev hendes tur til at bære det.
De var familie, det var nogenlunde normalt at bekymre sig om hinanden, men nok også lige så normalt at hade hinanden. Dog var Alecto ikke nået helt så langt, at hun ikke kunne være i rum med søsteren, det var nærmest omvendt, de havde altid været hinandens støtte til forskellige fester. De havde altid haft hinanden, så selvom at værdierne måske ikke var helt de samme hos de to Black søstre, så vidste Alecto at hun aldrig helt kunne hade sin lillesøster. Hun var irriterende, ja, men hvis hun ikke selv kunne holde hende ud, hvem kunne så? Desuden tog hun det ikke så tungt, og var nok en af de få mennesker der kunne sætte hende på plads, i hvert fald det meste af tiden. Det prællede af på hende, når Agneta, sødt eller ej. Skulle påpege et par ting. Kærligheden for hende forsvandt ikke så nemt. Ikke at hun ønskede at den skulle.
Alecto lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på sin søster. "Jamen Aggie, du havde ikke regnet med vi altid ville være tæt på hinanden - Du ved hvor hurtigt dårligt omdømme spredes. Ville det være så slemt hvis jeg fandt et nyt sted. Startede forfra? - Måske findes mit livs kærlighed i et varmere land end hvor vi er nu" sagde hun med et prøvende opmuntrende smil. Nok ville hun gerne se verdenen, men det huede hende da ikke helt så meget, at skulle forlade sin familie. Men hvis det nu var godt for hende. "Hysterisk er du ikke. - Men jeg er snart den eneste det gider at snakke med dig" sagde hun roligt. Hun havde ikke noget imod at det kun var de to piger, det var for det meste altid en del sjovere. Så kunne de tale mindre grimt om de andre damer til de selskaber de var blevet sendt til.
"Jeg ville ikke gå glip af det." sagde hun roligt og lagde en hånd på Agentas. "Nogen skal jo forsøge at holde styr på mor" sagde hun med et lille grin. Hun trak lidt på sine skuldre. "Er du selv ved at have forestillinger om cermonien, og hvem du vil have med?" kom det så fra hende. Der var et år, vist ikke mere til at hun skulle giftes, men nogen piger havde planlagt deres bryllup i flere år.
Agneta vidste godt at søsteren i sidste ende kunne give familien et par hak i tuden. En ung adelsfrøken der hellere ville spille queerditch end giftes. Hvis hun ikke passede på kunne hun hurtigt ende med at blive sværtet væk på stamtræet, og på trods at at hun havde et mindre ungdomsoprør, var det trods alt ikke en skæbne hun ønskede for sin søster. Hun kunne derfor heller ikke lade være med at lade sig såre en smule af søsterens ord, selvfølgelig ville det være slemt hvis hun flyttede væk fra hende. Hun valgte dog at lade være med at ytre sig, og lyttede i stedet til resten af søsterens talestrøm. Hun måtte rynke en smule på næsen af søsterens næste ord. Hun håbede at det var ment i spøg. Selvfølgelig var der mange der gerne ville snakke med hende til de forskellige fester, hun var jo Agneta Black, hvis der var nogen de gik udenom, var det da Alecto. Hun håbede at hendes næserynken udviste hendes utilfredshed tydeligt nok, hun ville ikke begynde at diskutere med sin søster om det.
I stedet rettede hendes ansigt sig ud igen, og blev lagt i venligere folder da emnet igen faldt på brylluppet. "Selvfølgelig har jeg det. Det kommer Brayan slet ikke til at være herre over. Vi skal have en storslået ceremoni, og derefter fest på vores gods. Jeg skal være klædt i lyseblåt, da det står så godt til mine øjne, og så passer det også til farmors tiara." Hun smilede til søsteren. Hun nød at tale om brylluppet overfor hende, siden hendes med stor sandsynlighed ville blive det største i nyere tid.
Nok betød familien ry meget for Alecto, og hun gik da også op i at hun ikke helt var det sorte får som alle havde stemplet hende som. Hun havde også forsøgt at rette ind og kun gøre og sige som hun blev bedt om. Men det var ikke lykkes, hun kunne simpelthen i sidste ende ikke makke ret og lade som om det ikke gik hende på. Hun havde også med tiden affundet sig med jalousien som havde ligget hos hende i en del år, grundet Agnetas personlighed, at det var hende familien så som deres stolthed, når det kom til de to piger. Dog havde Alecto også med tiden været ret ligeglad. Hun gik ikke længere op i det, og det havde også resulteret i at hun havde følt sig mere fri. Når hun fik lov at gøre sit, havde hun også nemmere ved at please sine forældre.
Det var nok meget godt at de ikke så hinanden så tit, de ville ende med at rykke hovederne af hinanden. Smilet hang stadig ved hendes læber som søsteren fortalte. "Det lyder som om du har alt under kontrol" kom det roligt fra hende. Hun havde ikke selv nogen tanker om sit eget bryllup, skulle det nogensinde ske, og det havde hun det fint med. Lige de slags ting kunne Agneta smørre så meget ud i ansigtet på hende som hun lystede; uden at det ville røre Alecto. Hun var bare glad for at Agenta nu havde noget at gå op i. "Selvfølgelig" kom det blot fra hende. Hun satte sin tomme kop fra sig på bordet. "Er der nogen venner fra skolen du har overvejet at invitere?" spurgte hun roligt og rettede de brune øjne mod den andens blå. Selv syntes hun ikke at blå i blå gik godt sammen, men hvis Agneta ville have en blå kjole på, skulle hun da gøre det.