|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 21:36:20 GMT
Det var ikke mere end et par dage siden Timur havde set Dimas i Hogsmeade, men det føltes som et år. At vide, at han var der, uden at kunne se ham, holde ham, kysse ham og mærke ham var på en eller anden måde endnu værre end at han ikke var i landet. Han var distraheret, men forsøgte så vidt muligt, at begrave sig i sit arbejde som læring. Han påtog sig alt hvad han kunne, ignorerede måltider og blev stille og roligt vanvittig af savnet. Det var sent en aften, da han stod udenfor byhuset og røg på en snoldet træpibe. Det var en ny vane, men det beroligede ham. |
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 21:51:56 GMT
Man kunne ikke sige andet end at det havde været nogle turbulente første dage for Dimas, der var begyndt i lære som forbandelsesbryder. Efter den første udfordring var han kommet så slemt til skade, at han først nu var - mere eller mindre - på benene igen.
Med det sagt, så haltede han en anelse da han gik ned langs hovedgaden. Han havde dog et formål med det, selvom han godt kunne have brugt mere hvile.
Da han fik øje på netop grunden, føltes det som ualmindelig heldigt og han nærmede sig i ly af mørket.
"Siden hvornår ryger du?"
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 21:57:11 GMT
Timur måtte smække en hånd over sin egen mund for ikke at skrige af overraskelse og i processen tabte han piben, som dog klarede faldet. Ilden i den gjorde ikke. Han havde dog ingen opmærksomhed tilovers for piben, som han stod ansigt til ansigt med Dimas og stirrede på ham, som om han var et syn.
"... Hvad...? Åh. Det ved jeg ikke..."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:02:49 GMT
Dimas blev selv forskrækket, da Tim blev det og det gav et sæt i ham, før en lille smule skyldfølelse meldte sig. Han havde dog svært ved at holde fast i det, fordi den omtumlede russer var så sød at se på.
"Undskyld," havde han dog alligevel pli til at sige, som han stod der og så temmelig mørbanket ud med sin skæve kropsholdning og blå øje. "Jeg ville ikke forskrække dig..."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 22:07:38 GMT
Det var først efter et øjeblik, at Timur indså hvilken tilstand Dimas var i. Det var også temmelig mørkt. Da det gik op for ham, gispede han dog af noget andet end forskrækkelse og kunne slet ikke stoppe sig selv fra, at trædte frem og lægge en hånd mod hans kind og tilte hans ansigt, så han kunne se øjet. Og øjeblikket efter se ind i øjet. Bebrejdende.
"Så hurtigt? Hvad er der sket?"
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:12:55 GMT
Dimas burde naturligvis ikke være overrasket over reaktionen, men han havde alligevel naivt håbet at det bare var noget de kunne lade som om ikke var der. Han trak vejret ind mellem sammenbidte tænder, da Timurs rørte ved et ømt område.
"Jeg var uopmærksom, da jeg skulle have været opmærksom," svarede han, lettere uvillig til at tale om sit fejltrin. "Det er fint. Det er ikke så slemt..."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 22:17:20 GMT
Det bebrejdende blev erstattet af bekymring og Tim trak hånden til sig, uden at flytte sig bagud. Hans øjne var milde og blikket flakkede over det kønne ansigt med sammentrukne bryn.
"Det er slemt," bemærkede han en smule bestemt. "Du ser jo frygtelig ud." Han indså fejlen i sine ord næsten momentant, klog af skade, og skyndte sig at føje til dem: "Det handler ikke om hvordan du ser ud. Jeg mener - det ser slemt ud. Du ser dejlig ud altid."
Hans blik flakkede lidt over skikkelsen og han tyggede ned i sin underlæbe.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:22:04 GMT
Denne gang tolkede han Timurs ord som de var ment og kunne ikke lade være med at smile, da russeren alligevel forklarede sig ud af det. Han kunne ærligt talt tilgive det meste i øjeblikket, bare af glæde over at se Tim igen.
"Jeg er okay," forsikrede han og tillod sig at strejfe Tims hånd med sin egen. "Jeg ville bare gerne se dig."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 22:27:57 GMT
Timur var blevet ret distraheret af synet af Dimas' ansigt og hans mærkelige måde at stå på, men ved de sidste ord ramte længslen ham frontalt i ansigtet igen og kontakten mellem deres hænder føltes mere som en eksplosion end et blidt strejf af hud imod hud.
Han sank en klump, tør i munden, og nikkede langsomt. "Ja. Ja, det er også godt. Jeg vidste ikke hvor du blev af, men jeg tænkte... At du nok havde travlt."
Hans fingre strejfede også valencianerens og fangede et øjeblik et enkelt fingerled, før de var væk.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:36:51 GMT
Dimas var glad for emneskiftet - for nu - og smilede i stedet over Timurs ord, allerede i gang med at ryste på hovedet før russeren havde færdiggjort sætningen.
"Jeg har haft lyst til at se dig. Jeg... Kunne bare ikke. Men jeg har savnet dig så meget."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 22:40:26 GMT
Det var en svag lettelse. Timur så selv ret træt ud, men lyste alligevel tydeligt op i Dimas' selskab og tog en dyb indånding.
"Merlins hoser, jeg kan slet ikke... Sig du ikke kun er her for at hilse og gå igen? Du bliver mindst nødt til at give mig seks timeslag."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:43:36 GMT
Dimas' smil ville ikke helt gå i sig selv og selvom han så grundlæggende smadret ud, så var der også ren salighed i hans blik.
"Hvis du har et sted vi kan sidde lidt...? Jeg er lidt træt..."
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 22:47:16 GMT
Timur himlede med øjnene, men han smilede som en idiot imens. "Jeg har kun min seng," konstaterede han, ikke uden sine tanker. Han var en dreng på sytten. Og det var meget ubelejligt, at Dimas var kommet så meget til skade.
"Kom," opfordrede han blidt, som han rakte en hånd frem imod krøltoppen.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 23, 2017 22:58:20 GMT
Dimas var lige så meget en teenagedreng som Timur, men han var til gengæld også temmelig mørbanket og det var med til at lægge en dæmper på sagerne.
I sidste ende hamrede hans hjerte dog, som han nikkede og fulgte med russeren op til det kammer, han kaldte for sit hjem. I ly af mørket tog han imod hånden og flettede deres fingre sammen.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 23, 2017 23:04:01 GMT
Gnisterne spredte sig mellem dem og i Timurs krop over noget så simpelt som deres fingre, der flettede sig sammen og passede så helt perfekt i hinanden. Hans hjerte hamrede på vej ind i huset og op af trappen til det lille kammer, der var hans. Der var bælgmørkt, men et lille sving med tryllestaven fik en gnist til at tænde et enkelt, flakkende lys på det lille bord ved siden af hans leje. Han havde sluppet Dimas' hånd for at udføre besværgelsen, men tog den igen, så snart de sad på sengen. Stilheden var ladet, før han tog ordet.
"Fortæl mig hvad der er sket, krøltop?" Han studerede Dimas' ansigt som om det var det eneste interessante i verden.
|
|
