|
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 22:37:59 GMT
Smilet brød forsigtigt frem igen og Timur skævede tilbage til Dimas med en varm følelse i mellemgulvet. "Ja?" Han klarede halsen lidt. "... Har du fået mine breve?"
Han tænkte selv på det han havde klattet ned på pergament, af halvrå følelser, fjollet begær og savn. Intet af det videre smukt eller poetisk, men det hele sandt og underskrevet det halvanonyme T.M.O.
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 22:42:45 GMT
Dimas havde ikke mange jordlige ejendele og blandt de få, han havde i sin vadsæk, var en lille stak af breve. Han fugtede sine læber og mødte Timurs blik kort, men alligevel længe nok til at få det til at suge i hans mellemgulv. "Ja. Jeg har fået dem," svarede han lavmælt.
"Jeg... Undskyld at jeg ikke svarede. Jeg..." Han kløede sig i håret og undlod at se på russeren denne gang, varm om nakken. "Jeg havde ikke råd til pergament. Og jeg ville gerne beholde det, du havde skrevet..."
|
|
|
Tilbage
Sept 10, 2017 9:02:54 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on Sept 10, 2017 9:02:54 GMT
En svagt såret følelse meldte sig igen. Tim havde tænkt, at brevene ikke nåede frem. Da han fik forklaringen, snørede hans mave sig dog helt sammen af skyld og han var nær stoppet op. Trangen til at omfavne valencianeren blev ikke mindre.
"Oh. Det tænkte jeg ikke på," indrømmede han dumt. "... Så du blev glad for dem? De var ikke åndssvage?"
|
|
|
Tilbage
Sept 11, 2017 17:59:16 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on Sept 11, 2017 17:59:16 GMT
Dimas vidste godt, at Timur ikke havde tænkt på det. De var fundamentalt forskellige på den måde. Han lod dog være med at hænge sig i det og smilede i stedet.
"De var ikke åndssvage," forsikrede han og flyttede lidt på vadsækken. "De er det bedste jeg ejer."
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 14, 2017 13:58:51 GMT
Varmen spredte sig fra Timurs midte og helt op til hans tindinger, som flammede rødt af både glæde og svag flovhed. Hans fortænder var synlige en stund, som de tyggede ned på underlæben og gav ham et ganske fjoget udtryk, der ikke rigtig matchede hans ellers ret statelige udseende, i de pæne lærlingeklæder, med nydeligt flettet hår.
Han klarede halsen lidt og smilede et hemmeligt smil til Dimas. "Jeg har savnet dig så meget krøltop," halvhviskede han. "Jeg bor lige derovre," pegede han, som de passerede en klynge huse. "Hos min mester. Vil du komme forbi så snart du kan?"
|
|
|
Tilbage
Sept 15, 2017 9:55:36 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on Sept 15, 2017 9:55:36 GMT
Det føltes som om, at de var tusind mil fra hinanden, selvom de fysisk var tættere på hinanden end de havde været i månedsvis. Måske var det det, der gjorde det - at de var så tæt på, uden at krydse den helt. Dimas tog en indånding og så på russeren, der som altid tog pusten lidt fra ham.
"Ja," svarede han, før han kunne nå at tænke at det måske ikke var det mest fornuftige. Ubevidst sagtnede han farten på sine skridt. "Er det i orden med din mester?"
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 15, 2017 10:12:50 GMT
Timur kunne ikke have mere lyst til at slå armene omkring Dimas eller bare slynge den ene arm om hans skuldre og være i fysisk kontakt med den dreng - mand - som hele hans kærlighedsliv vimsede omkring. Hans hjerte bankede lidt tungere end normalt og han grinede en tand højlydt over spørgsmålet, før han trak på skuldrene.
"At have en ven på besøg? Hvorfor ikke?" Han klarede halsen lidt og glattede folderne i sit ansigt ud. Han følte sig en anelse på gyngende grund hele tiden.
"Det Glade Vildsvin er her," konstaterede han, mere eller mindre overflødigt. Skiltet over døren til kroen svingede en smule i en let brise og forestilede - tydeligvis - et ret tilfreds vildsvin. Det var ikke en videre pæn beværtning, men Dimas lignede trods alt heller ikke en fra det bedre borgerskab i sit slidte tøj. "Et kram?" Hans stemme var dæmpet og blikket søgende. "... Det kan venner godt, ikke?"
|
|
|
Tilbage
Sept 15, 2017 11:18:35 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on Sept 15, 2017 11:18:35 GMT
Dimas stoppede lidt overrasket op og så på beværtningen. Det var nok heldigt at han ikke så det sammen med sin kommende læremester, for det var ikke ligefrem begejstring der strålede ud af ham.
Timurs ord trak ham ud af den meget kortvarige trance og han drejede sig helt mod russeren, kun for at mærke hjertet hoppe helt op i halsen igen. Han så kort til siden og svarede så lavmælt!
"Efter ikke at have set dig i månedsvis? Jeg er ikke sikker på at det ville ende med at se venskabeligt ud..."
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 15, 2017 12:12:30 GMT
Hjertet hoppede en tur op i halsen på Timur, som smilede både nervøst, fjoget og efter et øjebliks betænkning - lidt skuffet. Han sank en klump, der føltes en smule som en kampesten, og fugtede læberne, før han trak på skuldrene.
"Njet," mumlede han med et stadigt træk i mundvigene. "Men du kan ikke bebrejde mig for at prøve." Han så over på Dimas med let sænket hage og et gavtyveagtigt glimt i øjnene. "Kom snart," bad han efter et øjeblik, i et indtrængende tonefald. "Jeg vil høre hvad du ville have svaret på mine breve, hvis du kunne."
Han tog en dyb indånding og sank igen, før han rankede ryggen lidt. "Held og lykke derinde, Krøltop."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Sept 19, 2017 12:57:28 GMT
Dimas nøjedes med at besvare ordene med et smil, der uden tvivl gav Timur ret. Længslen var i et øjeblik helt klar i hans blik, før han fik kontrolleret det og mindet sig selv om, at der stadig nemt kunne være nogen, der så dem - relative fremmede som de var. "Jeg kommer så snart jeg kan," lovede han og knyttede fingrene til en næve, for ikke at række frem efter russeren. Han tog en indånding og smilede flygtigt, før han tvang sig selv til at tage afsked blot med ord. "Vi ses senere." Afsluttet
|
|