Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var anden gang at Dimas San Nicolas ankom til Skotland. Denne gang var omstændighederne dog noget anderledes. For et år siden, havde det været med et muligt løfte om storhed og hæder og en forventning om at hele verden ville ændre sig. Det havde den også, men på en helt anden måde end han nogensinde kunne have forestillet sig. Nu var det med hamrende hjerte, at han vandrede de sidste kilometer mod troldmandsbyen og en helt anden fremtid end han havde forestillet sig.
Målet var at finde Tristan Flint, som skulle være hans nye læremester, men han kunne ikke lyve overfor sig selv og påstå, at der ikke også var andre han håbede på at gense. Han holdt dog, fornuftig som altid, forventningerne på et relativt lavt niveau og forberedte sig på, at det han havde at se frem til - for nu - var en lærlingeplads, som det var et rent vidunder at han havde fået. Og det var da heller ikke en ringe fremtidsudsigt at have. Absolut ikke.
På grænsen til landsbyen stoppede han og tog en indånding, mens han hankede op i den vadsæk, der indeholdt de få ejendele han havde. Han vidste godt, at han ikke måtte udgøre nogen imponerende figur i sine slidte bukser, lappede skjorte og dog nogenlunde nydelige vest, men det var hvad han havde haft råd til efter han havde solgt sin skoleuniform og sørget for andre nødvendigheder. Der var i hvert fald ikke meget han kunne gøre for at forbedre det, sagde han til sig selv, før han fortsatte og satte kursen ned ad hovedgaden.
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 20:36:52 GMT
Timur havde ikke været i Rusland længe. Han var ivrig efter at komme i gang på sin lærerplads og hans lærermester havde brug for ham. At hans egen motivation for at komme temmelig hurtigt ud fra barndomshjemmet også havde en anden baggrund viste sig at være helt fejlsigtet. Nu havde han efterhånden boet i Hogsmeade en god tid og der var ikke et spor af den mørkhårede valencianer, selvom han synes han så ham ofte i et halvfremmed ansigt eller ryggen på en anden.
Da han så ham igen, var han derfor først helt sikker på, at det ikke var ham. Hans blik gled hurtigt over skikkelsen, før han efter et øjeblik eller to indså, at det var ham.
Han havde nær tabt den bunke papirer han havde i armene, som han stoppede og stirrede.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 20:54:32 GMT
Dimas forventede ikke ærligt at se nogen han kendte, selvom han vidste at der var en lille chance. Faktisk var han så optaget af se efter, hvor han skulle hen, at der gik noget tid før han bemærkede at en skikkelse kort derfra var stoppet helt op. Det var kun, da han tilfældigvis drejede hovedet for at se på bygningen bagved, at han fik øje på Timur.
I en næsten komplet imitation af hvad russeren netop havde gjort, stivnede han komplet på stedet med al luften fanget i halsen. Det hele stod stille i et splitsekund, før et smil truede med at bryde frem på hans læber og det krævede alt hvad han havde ikke bare at fare over den korte afstand.
I stedet trådt nærmere i et tempo, der føltes uendeligt langsomt. Da han stoppede, havde han kun lige fundet ud af at trække vejret igen.
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 21:25:51 GMT
Pulsen ræsede afsted hos Timur, som Dimas nærmede sig. Han sank en klump og havde det som om hele verden kunne se, hvordan hans hjerte bankede og nærmest var på vej ud af brystet på ham.
Han forsøgte at lade være med at stirre, men hele hans opmærksomhed var på valencianeren, der stoppede foran ham og han tog en enkelt, dyb indånding, for at søge at få en smule mere selvkontrol.
"Jeg vidste ikke hvornår du kom," svarede han selv tamt og lidt hæs, til han havde klaret halsen. "Du ... Jeg ..." Han rømmede sig igen. "Godt at se dig, kr- Dimas."
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 21:32:31 GMT
Det var som om, at hans hjerne i et øjeblik helt stoppede med at fungere. Alle rationelle tanker var mere eller mindre forsvundet og hvordan han afholdt sig selv fra bare at række ud efter russeren, det ville han ikke kunne svare på senere. I stedet granskede de mørke øjne hver en lille afkrog af Timurs ansigt, så velkendt og alligevel næsten fremmed efter flere måneders adskillelse.
"Jeg vidste det heller ikke selv, før for nylig," svarede han, en lille smule hæs og så ind i de lyse øjne. "Jeg håbede, at du ville være her, men jeg troede det ikke rigtigt..."
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 21:40:02 GMT
Timur sank igen, før han langsomt begyndte at smile dumt. Hans blik flakkede lidt over Dimas, først hans ansigt og hår, siden det grimme, slidte tøj han havde sig. Smilet gik lidt i sig selv, men forblev dvælende i hans mundvige, som han klarede halsen for gud-ved-hvilken-gang.
"Jeg kan se, at du har brug for nogen til at finde dig noget ordentligt tøj," konstaterede han, imens han selv klædte krøltoppen af mentalt.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 21:45:50 GMT
Et lidt miserabelt udtryk gled over Dimas ansigt, da Timur henledte opmærksomheden mod den sølle tilstand han var i. Han kastede et modvilligt blik ned af sig selv og blev lidt varm i kinderne. "Det er det bedste jeg har," konstaterede han i en velkendt, lidt defensiv tone, men samtidig også en god del opgivende.
Han kunne dog ikke for alvor hænge sig i det, mens han stod der og havde lyst til at gøre alt muligt andet end bare at snakke. "Det bliver nok ikke noget godt førstehåndsindtryk hos Mester Flint..." tilføjede han, lidt fraværende.
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 21:49:27 GMT
Tim fnøs og smilet trak i hans mundvige igen. "Du ser en helt del bedre ud end Mester Flint," konstaterede han med et glimt i øjet. Den mentale afklædning var stadig pågående og hans håndflader lidt svedige omkring pergamentbunken.
"Kan jeg følge dig et sted hen?"
Kan vi være alene?! Hans fingre skreg på muligheden for, at kærtegne en af de glødende kinder.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 22:12:02 GMT
Dimas følte sig lidt tør i munden. Han havde været nervøs omkring mange ting ved rejsen, men han havde ikke forventet at han på nuværende tidspunkt ville stå overfor Tim. Han vidste slet ikke, hvordan han skulle opføre sig omkring det og dem. Og da absolut slet ikke, at han burde være på vej videre til Tristan.
"Jeg skal hen til Mester Flint," konstaterede han, mens den ene hånd fløj op og rodede rundt i krøllerne. "Jeg ved ikke helt, hvor det er..."
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 22:16:30 GMT
Timurs smil svandt ind, men forsvandt ikke. Han fyldte lungerne med luft og rystede kort på hovedet. "Hogsmeade er ikke så stor," konstaterede han. "Men jeg ved ikke hvor han bor. Til gengæld ved jeg, at han er gift med hende, der ejer kroen Det Glade Vildsvin. Jeg kan følge dig derhen, hvis det er?"
Blikket glødede lidt. Havde Dimas det stadig som han havde? Han ledte efter tegn på det, men blev støt usikker.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 22:20:35 GMT
De havde været på nogle besøg i Hogsmeade, mens de havde været på Hogwarts, men det var ikke nok til at Dimas havde en fuld forståelse for alle stederne (og deres navne). Til gengæld var manglende idé om navigation ikke den eneste grund til, at han ikke tøvede med at tage imod tilbuddet med et: "Ja. Tak. Det ville være en stor hjælp."
Hans eget blik var granskende på samme måde som Tims, men til gengæld blev han også i dét øjeblik bevidst om, at de jo altså ikke stod alene på gaden - og derfor endte han med at slide blikket væk, en smule varm i kinderne. "Hvis det ikke er noget problem..."
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 22:24:58 GMT
Det var som om deres intimitet var forsvundet i de måneder, de havde været adskilt. Intet under, måske, men en slags chok for Tim alligevel. Han klarede halsen lidt igen og endte med at nikke, ukarakteristisk tavst.
"Kom med," opfordrede han til sidst, med et stjålent blik på Dimas, som han viste vejen ned af en gade og tog et fastere greb om bunken med pergament, som han egentlig skulle levere et sted. Det kunne vente.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 22:28:13 GMT
Det var et sammensurium af forskellige følelser, der nåede at gå igennem Dimas i de ganske få minutter der var gået siden han havde fået øje på Timur. Det efterlod ham helt rundtosset og mest af alt i tvivl om, hvordan han skulle have det og endnu mere, hvordan Tim mon havde det. Med en lille klump i halsen bare ved tanken, sank han og fulgte så med ned ad gaden.
Efter nogle sekunders tavshed, kunne han ikke lade være med at se på russeren igen - omend med et lidt stjålent blik. "Har du haft det godt...?"
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2017 22:30:30 GMT
Timur gik i tavshed, men blev ikke i det. Da Dimas brød den først, kiggede han selv til siden og rynkede panden svagt med et hovedryst. "Ikke rigtig," konstaterede han ærligt.
"Der har manglet noget." Hans blik forsvandt fra krøltoppen og han så frem for sig igen med en varm nakke. "Nogen," rettede han sig selv.
Post by Dimas San Nicolas on Sept 9, 2017 22:35:17 GMT
Dimas hjerte sprang et slag over ved svaret, først i slet og ret bekymring. Så fulgte resten og han måtte tage et øjeblik til at tage en dyb indånding og ignorere følelsen af, at hans hud kriblede bare over at være så tæt på Timur. Han sank og rettede lidt på tasken.