Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det huede forbandelsesbryderen at der igen var liv i det lille hus der ellers havde stået tomt for længe. Det tykke lag af støv der havde lagt sig efter at Dymphna var forsvundet ud af døren, var for længst blevet børstet af, og på trods af at det ikke var den søde lille husmor han altid havde drømt om der var flyttet ind, var stedet begyndt at minde om et rigtigt hjem. Et hjem hvor han var bortrejst i flere dage, og hvor hans hustru snørrede det øverste af kjolen løst når hun brugte sine nætter på kroen. Det var ikke kærlighed der havde bragt de to sammen, selvom rusen, nyheden om deres barn havde forsaget havde efterladt ham med en følelse der kunne misforståes som forelskelse. Som den spirrende fornemmelse om et kommende barn var visnet, var denne følelse dog ligeså, og i et vågent øjeblik var Tristan kommet til at spørge sig selv hvad der egentlig foregik. Svaret fandt han ikke på bunden af den kop ildwhiskey han havde skænket sig selv, og årvågent gled blikket op, da han hørte skridt på trappen. "Pen..?" Det var kun først på eftermiddagen, og i sin sparsomme viden om hvad hans hustru i grunden var for et væsen, havde han regnet med at hun allerede var taget af sted.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 9, 2017 20:16:29 GMT
Penelope havde allerede været på kroen i et par timer og dagens kedelige stuvning var sat over og halvkogte over ilden. Hendes hyrede pige så dog til den fra tid til anden og den passede sig selv fint nok, så da en sagesløs kunde havde spildt øl hele vejen ud over hende, lod hun hende passe biksen og gik hjem for at skifte.
Hun havde dog knapt sat fødderne på trappen, da Tristans stemme forstyrrede hende og hun standsede midt i bevægelsen. Hendes bryn trak sig en anelse sammen og hun gik ikke ind til ham.
Post by Tristan Flint on Sept 9, 2017 20:25:13 GMT
Tristan rømmede sig let. På trods af at Penelopes temperament vækkede noget i ham, var det ligeså noget han forsøgte at undgå at vække i hende. Han var stadig ikke fuldkommen sikker på hvordan han skulle tale til den unge kvinde, og tanken gjorde ham usikker. Han rømmede sig en smule. "Har du tid? Der er noget jeg gerne vil tale med dig om." Han knugede let om den tomme kop, og skænkede op til sig selv og hende, som han med et anstrengt smil kiggede mod den åbne dør.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 19, 2017 19:17:11 GMT
Intet godt kom ud af en samtale, der startede sådan. Penelope stod stivnet et øjeblik, som hun forsøgte at gennemskue, om han havde luret hendes tidligere løgn. Selv hvis han havde, var der dog ikke det store hun kunne stille op med det. Hun rankede sig en anelse og hældte is i maven, før hun tog det ene skridt ned igen og kom ind til ham med begge bryn hævet og et spørgende udtryk i ansigtet.
"Hvad? Jeg skal bare klæde om." Hun kastede et enkelt, sigende blik ned af sig selv, før hun mødte hans øjne.
Post by Tristan Flint on Sept 19, 2017 19:49:17 GMT
Tristan var ikke helt sikker på hvor han skulle starte, da han fik hendes opmærksomhed. Han var stadig ikke helt sikker på hvordan han talte til det rødhårede væsen, der nu var hans hustru, men med en let rømmen, fik han alligevel et par ord ud. "Elsker du mig?" Han havde aldrig været en mand der pakkede tingene ind, og spørgsmålet var det der lå ham mest på sinde, som hans brune øjne gled op på hende.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 19, 2017 20:10:09 GMT
Normalt ville hun måske have sat sig ned, men for det første var hendes skørter våde og for det andet havde hun ikke tænkt sig at blive. Hans valg af ord kom som en temmelig stor overraskelse, hvilket var tydeligt på hendes ansigt. Hun forsøgte ikke at skjule det faktum, men betragtede ham, som hun satte en hånd i siden.
"Det var ikke et spørgsmål du kunne vente med til et bedre tidspunkt, Tristan?"
Post by Tristan Flint on Sept 19, 2017 20:24:59 GMT
Tristan bed tænderne sammen. Det var et simpelt spørgsmål, og han forventede enten et ja eller et nej. Hendes undvigende bemærkning, som havde han spurgt hende om en ren skjorte, bekræftede endnu engang for ham at de talte to forskellige sprog, og han rystede derfor også blot på hovedet, mens hans greb strammede sig om den tomme kop. "Nej.. Elsker du mig Pen?" Han kiggede endnu engang op på hende, mens knoerne der holdt om koppen blev hvide.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 19, 2017 21:58:45 GMT
Den anden hånd fandt også op og som hun stod der med hænderne i siderne og et blik som om han var ved at miste forstanden, lignede hun ikke just en, der elskede ham. Hun tog en dyb indånding og slap den ud i et overbærende suk.
"Jeg holder fint af dig," konstaterede hun endelig. "Nogen gange mere end andre og lige nu er mit tøj tilsølet og jeg er ikke i humør til dine lege. Har du drukket igen?"
Post by Tristan Flint on Sept 19, 2017 22:32:05 GMT
Tristan var ikke sikker på hvad han skulle gøre hvis hun svarede nej. Drømmen om et lykkeligt ægteskab var blevet holdt kunstigt i live af nyforelskelse og tanken om deres barn, men han var ikke sikker på om han kunne holde til at den brast igen. Hendes svar hverken enten eller, og dog var det heller ikke den kærlighedserklæring han havde higet efter. Knoerne der knugede om glasset farvede sig i stadigt lysere nuancer, mens hendes ord ophidsede ham på flere måder. Han måtte tage en dyb indånding. "Det er ikke relevant. Det er ikke en leg Pen. Vi er gift, men hvorfor?" Flasken med ildwhiskey var omtrent halv fuld, mens forbandelsesbryderen kæmpede en hård kamp sideløbende med hans flossede temperament, for ikke at lave om på det.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 19, 2017 23:01:10 GMT
Den rødhårede kromutter tog endnu en dyb indånding og himlede med øjnene af sin fulde husbond. Hendes svage nervøsitet for hvad han havde fundet ud af var forsvundet og erstattet af mild irritation over forstyrrelsen.
"Vi er gift fordi du gjorde mig med barn, Tristan Flint. Og hvis du gerne vil have, at det sker igen, så er din opførsel lige nu ikke vejen frem. Jeg har travlt, forstår du? Kroen passer ikke sig selv."
Hun vendte sig for at gå ovenpå og få udskiftet det sølede tøj. Hans fuldespørgsmål havde hun ikke tid til.
Post by Tristan Flint on Sept 19, 2017 23:37:37 GMT
Praktikaliteten i deres forhold var ikke det Tristan havde drømt om. Det lille bistre kvindemenneske var ikke den sarte adelsfrøken der skulle bringe ham tilbage til den verden han altid havde stået udenfor, og hendes behandling af ham, som var han et af de børn det endnu ikke var lykkedes dem at få, gjorde det ikke lettere at styre det temperament der lå og ulmede under overfladen. "Og det gør vores ægteskab heller ikke Penelope." Et enkelt sving med hans tryllestav lukkede døren foran hende, uden at han rejste sig fra stolen. "Jeg ved ikke engang hvad din yndlingsfarve er.. Hvilke blomster du holder mest af. Din pige kan passe kroen lidt endnu, jeg har brug for min hustru mere end Svinet har for en stund."
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 19, 2017 23:45:10 GMT
Penelope standsede brat op, da døren smækkede foran hendes ansigt. Hun dirrede svagt af vrede over hans opførsel og hævede sig op i sin fulde - ringe - højde, som hun drejede rundt og stirrede på ham.
"Du ved intet om hvad Svinet har brug for. Og jeg er ikke din tjenestepige, Tristan. Det rager mig at du har lyst til at høre om min yndlingsfarve - kan du ikke se, at jeg er sølet til? Vi kan gøre det her på et andet tidspunkt."
Hun tog i døren for at forlade ham der. Han måtte være vanvittig, at give sig til at snakke om blomster.
Post by Tristan Flint on Sept 19, 2017 23:58:45 GMT
Tristan bed tænderne sammen, som han kæmpede mod det temperament der tydeligvis sad langt længere ude på huden på hans hustru. Endnu et sving med tryllestaven låste køkkenets dør. Det krævede viljestyrke ikke at råbe de sandheder han gerne ville have hende til at forstå, men en solid tår af flasken dulmede vreden for en stund. "Nej. Kan du ikke se at jeg har brug for dig Pen. Jeg har brug for at mærke dig. Mærke at vi er gift. Du bærer mit navn, og du ved dårligt hvem jeg er.. Jeg ved dårligt hvem du er." Flasken havnede igen på bordet, mens blikket fandt hans viv.
Post by Penelope Ingleby Flint on Sept 20, 2017 0:41:47 GMT
Penny sydede, som døren klikkede låst foran hende og hun stod længe og stirrede på den, uden at se på Tristan. Selv imens han plaprede videre, vendte hun sig ikke om. Til sidst gav hun sig slet og ret til at løsne sine sølede klæder. Først det yderste skørt, der dryppede lidt endnu, siden overdelen, til hun stod i kun sin halvgennemsigtige underkjole, vendte sig på hælen og snart efter hældte hele herligheden af klæder direkte i armene på drukkenbolten.
"Så. Du kan lære en satans masse lige nu," bed hun bidsk. "Hvordan man vasker tøj eller hvordan man stinker, når man bliver overhælt af gammel øl. Kan du mærke hvem du er gift med nu, Tristan Flint? Kan du?"
Post by Tristan Flint on Sept 20, 2017 0:49:50 GMT
Det var ikke just et skænderi Tristan havde fisket efter. Da hun begyndte at klæde sig af, håbede en del af ham at han havde fået tændt en gnist der ville ende ud i elskov, og dog blev forventning til forvirring da vasketøjet havnede i hans favn. Fingrene knugede sig ind i stoffet, som han endnu engang kæmpede for at beherske sig, før stanken nåede ham og klæderne havnede på gulvet. "Stop.." Der var en nærmest bedende tone i hans stemme, gemt under raseriet der ligeså havde sneget sig ind i den. Han vidste hvor det var på vej til at bære hen, og det var ikke en udgave af sig selv han havde lyst til være igen.