|
Post by Mahari Napore on Aug 5, 2017 9:40:01 GMT
Maj måned, 1361 - Blance d'Montacute
Et eller andet sted var Mahari glad for at skulle rejse tilbage til Afrika. Han havde fejler så grusomt, som nogen kunne, og det som havde betydet noget, var som steget til vejrs. Han havde inderligt intet der holdte ham fast. Han havde derfor allerede dagen inden de skulle derfra, pakket sine ting. Men havde ellers holdt sig med sit eget selskab. Han ønskede ikke at snakke med nogen.
Alligevel havde han bevæget sig ud af teltet og traskede nu hen over det våde græs. Han havde selv lagt mærke til at han var stoppet op med Beaubatons gemakker i syne. Han blinkede med øjnene og bed sig i kinden. Han kunne vel sige ordenlig farvel? Han vippede med sine tæer inden han mumlede halv irriteret og tog de sidste skridt inden han skubbede døren op. - Han havde aldrig været derinde, og måtte derfor stå og betragte udsmykningen en smule. Hvor skulle han begynde, og kunne han få sig selv til, direkte at spørge efter hende?
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 5, 2017 19:43:10 GMT
Det var et held for Uagadou-eleven, at det var en af drengenes teltkabiner han var trådt ind i. Alligevel blev han mødt med et højlydt "MERDE" af chok. Alles nerver var prøvede i de sidste dage og alle var optagede af det sidste farvel. Blance befandt sig dog selv i teltet og et par øjeblikke efter udbruddet, midt i hendes skolekammerats udspørgen på fransk, stak hun hovedet ind og fik øje på Mahari. Han var ikke præcis hvad hun, nysgerrig som sædvanlig, havde forventet at se, så hun glippede med øjnene og så temmelig spørgende, direkte på ham, før hun gentog omtrent de samme følelser som teltkabinens ene beboer havde været omkring.
"Hvad laver du 'er?"
|
|
|
Post by Mahari Napore on Aug 6, 2017 14:16:19 GMT
Mahari var en smule rundforviret. Han blinkede et par gange med sine øjne og strøg hånden over panden. Det var ikke hvad han havde forventet. Han var gået forkert? Han vendte sig hurtigt da lyden af den genkendelig stemme, som han havde ledt efter. Han var ved siden af sig selv og var ikke klar over på hvilken måde han skulle hilse hende.
Han skævede rundt før blikket festnede sig hos Blance, "Er du okay?" Det var hans første indskydelse, han ville sikre sig at hun havde det godt. Han trådte et skridt tættere mod hende og slog armen ud mod udgangen, for at indikere at de kunne gå udenfor.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 6, 2017 14:35:52 GMT
Blance himlede med øjnene over den socialt klodsede dreng, der endnu engang hev i hendes opmærksomhed og hun trådte frem med en undskyldning på rullende fransk til beboeren, før hun greb fat om armen på Napore og trak ham med sig udenfor, uden yderligere gloser tilovers.
"Hvorfor er du 'er nu? Og hvorfor går du ind i vores telt på den måde?"
|
|
|
Post by Mahari Napore on Aug 6, 2017 15:47:36 GMT
Mahari kunne næsten mærke hvordan han faldt over ordene. "Vi rejser i morgen." sagde han kort som det var. Han sukkede tungt og så ud over græsset. Blikket dvælede for en stund ved synet inden han kiggede ned på Blance.
"Du havde måske hellere set jeg ikke var kommet?" Hans øjne trak sig sammen. var det underligt at han gerne ville sige ordenlig farvel til hende? Han følte sig altid så underlig utilpas i hendes selskab, og på samme tid bobblede det i mellemgulvet. Han bed sig i kinden. "Jeg ville blot se dig" afsluttede han sætningen af med.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 6, 2017 22:06:42 GMT
Blance tog en dyb indånding. Naturligvis, havde hun lyst til at sige. Alle var jo ved at rejse hjem og i skyndingen havde hun mere eller mindre fuldstændig glemt, at hun et kort øjeblik havde været fascineret af den endnu fremmede dreng, der havde tiltvunget sig et kys fra hende til yuleballet.
Hendes fascination var tydeligvis gengældt, men noget stærkere fra ham end fra hende. Det var et problem, kunne hun snildt se. Og hun mødte det med et forsigtigt lille smil - smigret, men påpasselig.
"Non," svarede hun mildt. "Det er godt, at sige farvel. Jeg forstår ikke om du ville sige farvel til Jean eller mig selv, dog?"
Hendes blik spillede lidt af munterhed, som hun kort så over skulderen på teltet og siden tilbage på Mahari. Det blev dog hurtigt alvorligt igen. "Mmh. Men det er sørgerligt og skræmmende, oui? Godt, at I tager hjem I sikkerhed..."
|
|
|
Post by Mahari Napore on Aug 14, 2017 20:18:44 GMT
Blance var anderledes end de piger han kendte, og når det rigtige tidspunkt kom, ville han også indse at der nok blot var bundet i det, fascinationen, af det og ukendte. Det smukke og fine. Han forsøgte dog at forstå, at kysset som han havde røvet fra hende, var noget hun ikke havde brudt sig om, til trods for hans positive hensigter. Han ville dog hade sig selv hvis de skiltes på dårlig fod.
Smilet sitrede hos hende, og Mahari kunne ikke lade være med at gengælde det. Han beherskede sig dog til en hvis grad. Han så frem til at vende tilbage til det varme sand. Til sit hjem. En let latter forlod ham som han strøg en hånd genem de tætte krøller. “Jeg kunne ikke finde rundt. Jeg ledte efter dig” bemærkede han og kiggede ned på hende.
“Ja. Men jeg var mere bekymret for dig end mig selv.” sagde han og sukkede tungt.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 14, 2017 22:46:37 GMT
Blance løftede et øjenbryn. "Så meget var klart," bemærkede hun underholdt, med tanke på Jeans forvirring over at have en Uagadou-elev stående midt i sin del af det blomsterformede telt.
Hendes smil svandt dog mærkbart ind over Maharis konstatering og hun blev lidt bleg, men også en anelse foruroliget.
"Jeg forsikrer dig, at du ikke behøver bekymre dig om mig. Mest af alt fordi jeg ikke er din bekymring," konstaterede hun mildt.
|
|
|
Post by Mahari Napore on Aug 15, 2017 12:23:29 GMT
Mahari trak nervøst på smilebåndet. Han følte næsten en trang til at grave sig ned og forblive skjult indtil han kunne finde ud af at undgå de akavede situationer. Han rettede ryggen en smule og så frem for sig.
Han følte ikke at han havde sagt for meget. Man kunne vel også som bekendte bekymre sig om hinanden? - og til trods for at deres mening om hinanden var forskellig, håbede han alligevel at Blance ikke ville tage det ilde op.
“Jeg gør det nu alligevel” bemærkede han og skævede til hende. Han blottede de hvide tænder i et oprigtigt smil. “Mest af alt fordi du gerne skulle komme sikkert hjem” afsluttede han.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 16, 2017 19:23:35 GMT
Den unge krøltop flyttede lidt på fødderne, før hun så ham i øjnene igen. Hun tog en enkelt, dyb indånding. "Jeg er forlovet," konstaterede hun endelig, imens hun mindedes det sidste brev hun havde skyndt sig at sende til Monsieur Mortimer.
"Med en mand fra Wales."
Hvorfor præcis hun fortalte ham det, kunne hun ikke finde ud af. Han gjorde hende underligt til mode.
|
|
|
Post by Mahari Napore on Aug 18, 2017 9:41:19 GMT
Det var ikke de ord Mahari havde forventet at høre, selvom han måske nok, et eller andet sted, så man langt nok, vidste at det var en uundgåelig skæbne for hende, så brød han sig ikke særlig meget om tanken, og da slet ikke nu. Han kunne næsten ikke få ordene samlet da han vendte blikket mod hende igen. “Han er en heldig mand” kunne han høre sig selv sige.
Han sank en klump og strøg frustreret en hånd gennem krøllerne. “Jeg håber han vil behandle dig med den værdighed du fortjener, og altid vil være god mod sig” det var vel det bedste han kunne sige til hende?
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 19, 2017 19:33:40 GMT
Blance glippede lidt med øjnene, før et instinktivt smil fandt vej til hendes læber. Hun fnøs dæmpet og nikkede lidt. "Ja, det 'åber jeg også," konstaterede hun efter et øjeblik.
"Og jeg 'åber du kommer godt hjem. Lad nu være med at kysse på flere piger, der ikke vil 'ave det, mm? Find en sød en i stedet."
|
|