|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Jun 30, 2017 8:53:14 GMT
Maj 1361 -
Rosalie var fortvivlet. Skoleåret nærmede sig sin ende, og hun var endnu ikke kommet til en konklusion omkring hendes forvirrende forhold til Freddy. Heldigt for hende var der nu noget andet der optog hendes sind. Det vagte en bitter og alligevel forvirret jalusi hos hende. Følelsen af at blive svigtet af ingen ringere end sit eget blod.
Det var derfor med en lidt tavs og tilbage trukket mine at Rosalie dumpede ned ved siden af sin kusine. Hun trak vejret dybt ind. - At være seriøs havde aldrig ligget til den lyshåret heks. Nærmede det modsatte. Hun prikkede til Avery med sin albue og bed hårdt ned i den buttede underlæbe.
"Vi bliver altså nødt til at snakke om det" bemærkede hun så endelig. |
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Jul 4, 2017 19:07:30 GMT
Avery havde været en smule ved siden af sig selv, siden episoden med Diarmad der havde formået at slå den unge ravn godt og grundigt ud af kurs. De sidste par dage havde hun enten trukket sig ind i sig selv eller overkompenseret for de mærkelige rasende følelser der brusede inde i hende i et forsøg på at overbevise omverdenen at hun ikke var påvirket.
Som hun sad på de tre koste og pustede modløst til skummet på en ingefærdøl forsøgte hun uden held på det første, som hun med et lille sæt registrerede at kusinen satte sig ved siden af hende.
"Hvad..?" Med et flakkende blik forsøgte hun at lades som om hun ikke vidste hvad det handlede om, og alligevel var det grunden til at hun meget bevidst ikke på sin almindelige sprudlende facon havde gjort sig bemærket for kusinen da hun satte sig i krostuen.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Jul 21, 2017 16:58:06 GMT
Det var aldrig fordi at Rosie brød sig om at skulle være den der skulle grave. Faktisk syntes hun bestemt at Avery bare burde læggende kortene på bordet og sige det som det var. Selvom det næppe ville gøre det nemmere for den blonde heks at tackle. Hun trak vejret dybt en, og i et kort øjeblik sagde hun ikke noget, men forsøgte at efterligne et af Yvettes blik, som hun af og til sendte til sin yngste datter for at få svar.
"Jeg havde gerne ville høre det fra dig." sagde hun så. Igen uden rigtig at lægge de rigtige ord ud, i forhold til hvad det egentlig drejede sig om. |
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Aug 13, 2017 8:57:58 GMT
Avery var vant til at blive forhørt. Samtaler som denne var en overraskende stor procentdel af dem den unge heks førte, men hun var ikke just vant til at det var hendes jævnaldrende kusine der sendte hende det dømmende, alvorlige blik. Hun skuttede sig en smule under det, og strøg fraværende en lok hår om bag sit øre, før hun endelig mødte kusinens blik og og fandt den fattede holdning hun almindeligvis anvendte når hun blev forhørt. Som oftest syntes hun ikke helt at det var retfærdigt, Rosie og Dia havde haft en eller anden ting, men 'havde' var nøgleordet her, og af de mange komplikationer hendes stunt med kærlighedseliksiren havde affødt, stod den ukendte girlcode hun havde brudt overfor kusinen ikke særlig højt på listen.
"Hørt hvad..? Det hele gik jo galt." Hun bed sig i læben, og sank en smule længere ned i stolen, overbevist om at det var hendes egne og ikke kusinens følelser der havde brug for omsorg.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 14, 2017 20:19:58 GMT
Havde det så bare været sand kærlighed, havde Rosalie nok med tiden erkendt at Dia langt hellere ville have Avery end hende selv. Hun trak vejret dybt ind. Men hun havde snydt! Det humoristiske var genialt, men følelsesmæssigt var det forkert. Hun sukkede dybt og lænede sig ind over bordet for at række ud efter kanden med vand. - Det var ikke ligefrem fordi hun brød sig om at have samtalen med sin kusine. Men et eller andet sted følte hun at det var nødvendigt. At få det ud af verdenen.
“Hvordan kunne du overhovedet finde på det?” hun lagde hovedet på skrå og så afventende på hende som hun tog en tår af vandet hun netop havde hældt op. Rosalie vidste ikke hvad hun overhovedet skulle stille op, hun vidste dog at det i sidste ende ikke nyttede at være på den modsatte side. Dia havde selv såret hendes følelser, så måske fortjente han at blive gjort grin med.
“Lad være med at svare på det..” nået Rosie så hurtigt at indskyde. “Du fortjener langt bedre” hørte hun så sig selv sige og sendte den anden noget det svarede til et opmuntrende smil. |
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Aug 19, 2017 9:13:45 GMT
Avery forsøgte sig med et lille smil da kusinen fejede anklagerne af bordet, og trak på skuldrene. Det var ikke sådan hun følte det. Selvom Diarmad havde såret hende, og hun sandsynligvis også havde såret ham, fik hun stadig en varm fornemmelse i maven når hun tænkte på deres kys.
"Men han vil ikke engang tale til mig længere.." Avery sukkede. Overfor mange andre ville hun havde taget en hård facade på, der tydeligt viste at hun var urørt af Diarmads afsluttende ord, men overfor kusinen turde hun være ærlig, som hun lettere modløst sank sammen på stolen.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Sept 16, 2017 8:57:15 GMT
Rosalie skulle stadig lige komme sig over de forventninger der for alvor trådte i kraft. Hun havde ikke længere skolen at skjule sig bag, og hun var stadig ikke noget skridt nærmere på at finde frem til hvad hun gerne ville. Udsigten var tåget, og hun kunne mærke hendes mors blik hvile på sig, som var hun en skuffelse, selvom det meste var indbildning.
"Diarmad MacFusty er en rådden fisk." Hørte hun sig selv sige og kluklo. "Han fortjener ikke din opmærksomhed, eller din frustration" sagde hun og klemte blidt om Averys skulder. |
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Sept 19, 2017 20:02:02 GMT
Avery bed sig i læben, og knugede sine hænder let om sit krus. Hun brød sig ikke om at sidde og tale om noget der stak så dybt i hende, det lå ikke til hendes ellers så sorgløse gemyt, men nu var der prikket hul på bylden, og bekymringerne der havde ligget og luret i hende fik frit spil.
"Men vi har jo været bedste venner.. Han er stadig bedste venner med Morgan og Callum. Jeg har ødelagt det hele.." Hun sukkede, og undlod at drikke af sit krus, som hun i stedet blot stirrede ned i.
|
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Sept 20, 2017 14:39:17 GMT
Et eller andet sted havde Rosalie intet at skulle have sagt. Udover at hun ingen erfaring havde omkring drenge, og sine egne følelser, så var hun ikke ligefrem den bedste at få råd fra. Hun kunne blot se at Avery ikke var på toppen, og derefter lægge to og to sammen. Hun vred sine fingre og pustede frustreret til et par gyldne lokker der blev ved med at glide ned over hendes øjne.
"Til trods for at jeg frygter at lyde lige som Evangeline, så tror jeg desværre at du må erkende at du har gjort noget der i hans øjne absolut ikke er i orden, og du må derfor vente til han kommer til dig." den blonde heks skævede til kusinen. Hun vidste det nok ikke var netop de ord hun ville høre, hvor sande de end måtte være. Hun skyldte ikke Diarmad noget som helst, og det var derfor primært for Averys skyld at de vise ord forlod hendes mund. |
|
