Et helt nyt liv

Det var en ung kvinde med lidt kruset rødblond hår, der åbnede døren. Nogle tilfældige pletter fra vand i hendes kjoles søm, samt den lille smule sod der havde aftegnet sig under hendes hage efter at have renset kaminen, vidnede om hendes funktion som tjenestepige i de Carew-hjemmet. Et smil formede sig snart over hendes lidt buttede læber, som hun, med en kraftig skotsk dialekt, hilste på gæsten:
"De må være den nye lærling. Kom ind." Hun lod den unge mand passere dørtærsklen, før hun lukkede den tunge dør, og derefter bad ham vente i entreen, så hun kunne melde hans ankomst. Efter et par minutter trådte en mørkhåret mand ind i entreen. En mand, hvis måde at bære sig selv på, straks ville vidne om en hvis form for overskud.

"Velkommen, Timur!" Der var en venlighed i den lidt brummende stemme. Den ældre herre, smækkede en hånd kortvarig på den unge knægt's skulder, og gav den et godt klem, der bestemt ville have fået en mere spinkel knægt til at ømme sig, "Jeg antager, at din rejse gik efter planen?" Han lod ikke just lærlingen svare, før han trak sin hånd til sig igen, og lod yderligere ord glide over læberne. Dog var de næste rettet mod tjenestepigen: "Kan du sørge for at unge Timur's ejendele bliver fragtet op på hans værelse?" 
Med en let håndsbevægelse - som en opfordring til at Timur skulle følge med ham - begyndte Emrick at vandre hen mod det første rum man ramte efter entreen. Dagligstuen. Trods der var højt til loftet i hjemmet, kunne man godt mærke, at trods ejendommen var en tand større end normale by-huse, var alt meget kompakt. Visse små genstande vidnede om Emrick's hang til lukseriøse ting, men ellers var der temmelig sparsommeligt indrettet. Der var meget lidt kunst og sentimentale genstande. 
"Før rundvisningen, vil jeg da lige byde dig på et glas," Emrick greb snart en vin-karaffel fra bordet i dagligstuen, samt et glas, som han snart hældte op. Ja, endda før at spørge Timur om han overhovedet ønskede noget til ganen, "Jeg undskylder rodet...-" Han refererede til en kæmpe stak pergamenter, der egentlig hørte til i kontoret. Men sommetider var det svært kun at indramme 'arbejdspladsen' til ét rum, "Som du kan se, er der meget arbejde for tiden. Jeg agter selvfølgelig at give dig en dag, hvor du lige kan indbefinde dig. Men derefter er der nok at se til!"

Han placerede et bægre med - efter hans egen smag - alt for sød vin, på bordet, hvorefter han selv vædede ganen med sit eget krus. Snart lænede han sig lidt tilbage mod bordet, og tog med et nik imod dé pergamenter den unge mand rakte ham, med en hånd beklædt af to lidt brede ringe. De brungrønne øjne gled roligt over ordene, og en tavshed faldt over manden, der ellers havde ladet sin dybe røst fylde hjemmet gennem de sidste par minutter. Koncentrationen var tydelig i de næste sekunder.
"Der er sjældent at man ser sådanne udmærkelser," Kommenterede han, som han havde ladet øjnene skimme over anbefalingerne. Han havde aldrig selv kunne prale af særlig mange af slagsen, og havde det ikke været for familiens rang og økonomi, tvivlede han på at han selv ville være blevet tilbudt dén stiling, han nu havde i dag. Timur skulle, uden tvivl, kunne klare sig igennem arbejdet. Og havde han mere tålmodighed end sin læremester, kunne successen måske indtræffe langt hurtigere.

Emrick rakte ham pergamenterne igen, og hævede kortvarig sit krus.
"Så vil jeg da tillade mig at skåle for min nye, unge lærling." Lød det fra ham, som han nikkede mod Timur's eget bægre, "Velkommen til Hogsmeade. Jeg håber det skotske klima falder dig i god jord."

Minderne om hans egen tid på Hogwarts, strømmede gennem den mørkhårede Waliser's hoved. Tiden havde været fyldt med en del kammeratskab og en ungdommelig glæde, som havde været svær at give slip på, da han vidste at den 'virkelige verden' ventede på ham, når han skulle tilbage til de Carew-slottet. Udmærkelserne fra hans egen skoletid, havde været langt mere utilstrækkelig end hans familie ønskede, men alligevel var de vel - inderst inde - blot glad for at Emrick var bestået, og ikke havde ladet hans dumdristige sind, spolere hans chancer.
Han tog en tår af sin vin, og lod kortvarig et tilfredst smil glide over læberne. Knægten virkede lovende. Dét havde også været hans første indtryk af ham. Han var næppe så uregerlig som ham selv; tænkte han kort - og det var måske ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Han satte snart sit bægre fra sig, og rettede sig lidt op. Det var tydeligt at denne mand havde svært ved at stå eller sidde stille for længe ad gangen. Endnu en gang plantede han sin store hånd på Timur's skulder.
"Kom... Lad mig vise dig hvor det meste af dit kommende arbejde vil finde sted." Han lod armen falde igen, og trådte hen over stuegulvet. Det næste rum han førte ham ind i, var et kontor med tunge træmøbler og stakkevis af bøger, pergamenter og massevis af fjerpenne. Der var nogle forskellige objekter han havde medbragt sig fra familiens slot, og det var tydeligt, at da det var hér han modtog sine kunder til samtaler, var det også hér, hvor der - trods et mildt rod - var mest der signalerede hans status.
"Og dette vil være din plads, til skriverierne." Han lagde en tung hånd mod én af pultene, "Sommetider vil jeg have brug for at du hjælper med noget nedskrivning, og korrektur. Jeg antager at du er ligeså ferm med en fjerpen, som med en tryllestav?"