|
Hjem
May 18, 2017 18:02:47 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 18, 2017 18:02:47 GMT
Alt havde ændret sig, brat og pludseligt. Planer blev ændret og en svag snert af panik summede blandt eleverne - især de, der kunne huske sidst verden var ramt af den sygdom, der havde sneget sig tilbage. Eleverne fra Beauxbatons skulle rejse den efterfølgende dag, men der var ikke megen glæde ved udsigten til at vende hjem. Især ikke for Dimas, der nu stod ude foran det lyseblå telt; askegrå i ansigtet og med blikket rettet mod et af de andre telte. Kunne han få sig selv til at gå derover?
|
|
|
Hjem
May 18, 2017 18:26:09 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 18, 2017 18:26:09 GMT
Angeren sad dybt i Timur, allerede før nyheden. I alt kaosset blev der dog travlt og det var en tid før han kunne vride sig fri af forpligtelser og nærmest løbe ud på græsplænen, uden nogen konkret plan.
Hans hjerte hamrede, som blikket faldt på krøltoppen udenfor Beauxbatons telt. Tiden stod stille, før han begyndte at gå over imod Dimas med mavekneb.
|
|
|
Hjem
May 18, 2017 19:02:06 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 18, 2017 19:02:06 GMT
Dimas' hjerte sprang et slag over, da han genkendte den lyshårede skikkelse og han glemte helt at trække vejret. Selvom han havde været såret og irriteret, var omstændighederne anderledes nu og han tøvede ikke længe, før han gik russeren i møde.
Hjertet hamrede og da han stoppede foran Timur, følte han sig næsten stakåndet - og fuldkommen tom for ord. De mørke øjne flakkede og hans adamsæble bobbede, da han sank nervøst.
|
|
|
Hjem
May 18, 2017 21:55:29 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 18, 2017 21:55:29 GMT
Timur stoppede et par skridt før Dimas, selvom instinktet skreg på at hive ham til sig. Hans pande fortrak sig lidt i rynker og blikket var fyldt med indestængte følelser.
"Du må ikke forlade mig," udbrød han endelig, hæst og frygtsomt. "Undskyld. Jeg er overfladisk og en tumpe, men du er den bedste og jeg er så bange for hvad der skal ske nu," rablede han.
|
|
|
Hjem
May 18, 2017 22:10:28 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 18, 2017 22:10:28 GMT
Timur gjorde op for Dimas' komplette mangel på ord og mørke øjne spærrede sig lidt op, før en rynke trak hans bryn sammen.
"Vi skal alle tilbage," svarede han, uforstående og rådvild. En smule knust. "Jeg kan ikke blive..."
|
|
|
Hjem
May 18, 2017 22:45:37 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 18, 2017 22:45:37 GMT
En enkelt overrumplet, munter lyd forlod Tim, før han kørte den ene hånd igennem det lettere pjuskede hår, som ellers plejede at sidde snorlige, når blot en hvis krøltop ikke havde haft fingrene i det.
"Nej, jeg mener ja, det ved jeg," famlede han sig frem, før en grum mulighed gik op for ham og han måtte tage sig gevaldigt sammen for at sige mere. Hans verden kollapsede for øjnene af ham, som han halvt fremgispede realisationen:
"Du kommer ikke igen...?"
|
|
|
Hjem
May 19, 2017 7:52:22 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 19, 2017 7:52:22 GMT
Øjne spærrede sig op og han var ved at tage et skridt frem mod Timur, før han kom i tanke om at de ikke tilnærmelsesvis stod skjult. I stedet sank han, uden helt at vide hvordan han skulle opføre sig.
"Jeg har min læreplads her," konstaterede han lavmælt. Blikket gled ængsteligt mod det rodede, lyse hår og behovet for at berolige ham var ikke lille. "Og dig... Ikke?"
|
|
|
Hjem
May 19, 2017 9:26:45 GMT
via mobile
Post by Timur Obolensky on May 19, 2017 9:26:45 GMT
Skiftet var tydeligt. Timur var ikke naturligt dygtig til at lægge låg på sin sindstilstand. Han kunne gøre det, men ikke nu. Ikke overfor Dimas. Hans øjne vældede op og hånden tog sig endnu en tur igennem det lyse hår, før han nikkede og klarede halsen for en tyk klump af følelser.
"Jo," fulgte det, lidt efter. "Selvfølgelig. Hvis du stadig vil have mig."
|
|
|
Hjem
May 19, 2017 9:39:46 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 19, 2017 9:39:46 GMT
Det knuste Dimas en smule at se Timur på den måde og noget i hans bryst knugede sig hårdt sammen. Fingrene borede sig ind i håndfladerne, som han kæmpede imod alle sine naturlige impulser.
"Jeg elsker dig," lød det lavmælt, men bestemt og uden antydningen af et smil. "Selvfølgelig vil jeg det."
|
|
|
Hjem
May 19, 2017 19:52:07 GMT
Post by Timur Obolensky on May 19, 2017 19:52:07 GMT
Timur snøftede en enkelt gang ind, før han rømmede sig lidt igen og nikkede med et ganske svagt smil, som dog også lyste ud af de grå øjne.
"Jeg elsker også dig," svarede han stille, før han rettede sine skuldre en smule op og ikke hang helt så meget med dem. Han rankede sig lidt i det samme og tog en dyb indånding, nu hvor den endelig kunne trænge helt ned i lungerne. "Og jeg er så ked af at jeg sagde det jeg gjorde. Selvfølgelig vil jeg stadig elske dig, hvis du har ar," mumlede han lidt grødet. "Jeg kommer til at savne dig helt frygteligt..."
|
|
|
Hjem
May 20, 2017 16:22:46 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 20, 2017 16:22:46 GMT
Dimas havde ikke lyst til at tale om skænderiet, men en del af ham var alligevel nogenlunde tilfreds med konstateringen. Til gengæld føltes det også temmelig sekundært i forhold til det næste.
"Det er ikke så lang tid..." forsøgte han, men uden den store overbevisning - og et miserabelt udtryk.
|
|
|
Hjem
May 20, 2017 16:43:26 GMT
Post by Timur Obolensky on May 20, 2017 16:43:26 GMT
En umiskendeligt Tim-agtig lyd forlod den lyshårede russer, som ganske vist ikke lo, men alligevel udtrykte sin skepsis hvad angik tiden der ville gå, før de så hinanden. Han rystede lidt på hovedet.
"En uge uden at se dig føles som skærsilden," konstaterede han simpelt, men sandfærdigt, som fingrene igen gled igennem det uglede hår. "Kan vi ses i aften?"
De grå øjne tiggede om et ja, som han så intenst afventende på krøltoppen. Der skulle pakkes, men det var sidste chance.
|
|
|
Hjem
May 21, 2017 13:49:28 GMT
via mobile
Post by Dimas San Nicolas on May 21, 2017 13:49:28 GMT
Dimas kunne ærligt talt ikke argumentere imod Tim. De dage, hvor de ikke havde talt, havde føltes uendelige og han kunne ikke helt overskue at tænke på, hvor længe der var til sommer.
Så i stedet nikkede han. "Jeg finder ud af det. De kan godt forstå, at vi gerne vil sige farvel til hinanden alle sammen..."
|
|
|
Hjem
May 21, 2017 14:01:21 GMT
Post by Timur Obolensky on May 21, 2017 14:01:21 GMT
Timurs mave hoppede lidt og han nikkede også, imens han mentalt begyndte at planlægge den stjålne tid han kunne nå at få med Dimas. Han tog en dyb indånding.
"Jeg har ikke lyst til at sige farvel," bemærkede han unødvendigt. "Mere til at pakke dig ned i min bagage og tage dig med til Koldovstoretz." Hans stemme var lidt hæs, men han klarede halsen og rankede sig en smule. "Mød mig i skoven, der hvor du kyssede mig første gang?"
|
|
|
Hjem
May 21, 2017 20:18:15 GMT
Post by Dimas San Nicolas on May 21, 2017 20:18:15 GMT
For første gang trak det en lille smule i siden af Dimas' læber og han accepterede uden megen tøven, selvom han havde lyst til at komme med en tør kommentar om, at han ikke kunne huske meget for den nat. Det var da også en lille udfordring at huske præcis hvor det var senere, da han bevægede sig nedover græsarealerne. Sommertiden gjorde, at der ikke var megen dække fra mørke og han følte sig en smule udsat, indtil han kom ind i den lidt mere dunkle belysning mellem træerne.
Da han til sidst konkluderede at han måtte være det rigtige sted, kom han også frem til at Tim ikke var der endnu. Af samme grund lænede han sig op mod et træ og spejdede efter en velkendt skikkelse i den dunkle belysning.
|
|