Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Annea d’Montacute on Apr 27, 2017 21:02:46 GMT
Der var gået flere timer. Normalt var Annea en heks der sov tungt når hun var tryg, eller kunne distancere sig selv fra sit tankemylder i mørket, men værelset var koldt, og hun kunne ikke slappe af. Udenfor ruskede vinden i rosenhækken foran vinduet, så dens grene slog imod muren og kastede krogede skygger i månelyset. Et sted i rummet var der utæt, så de tørrede blomster slyngedes rundt i deres ophæng, nærmest som levende. For at kapere spektaklet havde den unge heks pakket sig ind i en hel del tæpper og puder, men ligeledes frøs hun i silkekjolen. For hver gang lynet slog ned et sted jog et spjæt igennem hende, og hun trak skuldrene op til sit hoved, mens flere klynk undslap hendes læber. Det var ikke så meget naturkræfternes vrede i sig selv der gjorde hende utryg. Annea var en kvinde af logik. Nøje kunne hun analysere sin hverdag, men et sted i hendes væsen havde hun altid siden barns ben haft en følelse af at stormvejr var et varsel. Enten repræsenterede det genfødsel og renselse, eller også spåede det om ufærd der snart kunne melde sin ankomst. Det var endeligt lyden af smadrende glas et sted i godset, der endelig fik Annea til at rejse sig og pile ud af det store værelse. Hvor vidt nogen havde brudt ind, eller om stormen havde ødelagt noget agtede hun ikke at bruge et sekund på at undersøge. I stedet gled hun lydløst og smidigt igennem de mange gange indtil hun nåede Jacquets værelse. På trods af tidligere illustrationers erfaring om hvordan hans manglende bifald tilfaldt den slags gestusser, åbnede hun døren og skubbede den stilfærdigt i bag sig. Da hun nåede hans seng satte hun sig på sengekanten og strøg hånden over hans kind og brystkasse, hviskende hans navn. ”Jacq..?”
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2017 21:10:28 GMT
Jacquet var fortvivlet. Han havde ingen idé om hvad han havde gang i og var ikke helt sikker på at han nogen sinde havde haft en plan for hvad han ville. Han vidste hvad der blev forventet af ham, det sørgede nærmet hele hans familie for. Han vidste også at ingen nogensinde ville lytte til hvad han havde af meninger, ikke hvis det ikke var til gavn for det arbejde familien lavede. - Han følte sig alene, og mest af alt kunne han mærke ensomheden trænge sig på. Normalt ville han havde nydt det, men han manglede noget.
Han havde ikke sovet i særlig lang tid før lyden af døren der åbnede sig vækkede ham og fik ham til at sætte sig op med et sæt. Han var dog en anelse rundt på gulvet, og lagde ikke først mærke til at det var Annea der stod i hans værelse. Netop på dette tidspunkt havde han ikke travlt med at smide hende ud. Trods for mørket kunne han ane at hun var bange - Noget havde skræmt hende.
Han blinkede et par gange med sine øjne og gned sine hænder mod ansigtet inden han rakte en arm ud efter hende og lagde den mod hendes skulder. "Annea? Hvad sker der?" spurgte han og fumlede efter sin tryllestav på natbordet for at kunne tænde stearin lyset så han bedre kunne se.
Post by Annea d’Montacute on Apr 28, 2017 21:34:27 GMT
Det var lidt ubehageligt. Annea følte at der var en grænse imellem hende og Jacquet som hun ikke turde overtræde af frygt for at gøre ham vred. Måske var distancen en god ting. Måske var det sådan det normalt var i et ægteskab. Alligevel havde hun over det seneste stykke tid mærket at den linje af distance blev kortere og mere uklar. Og det forvirrede hende. Men det var nok også det der gjorde at hun havde dristet sig ind på husbondens gemakker. Stadig følte hun sig dog selv til besvær. Hos familien i London vidste tjenestefolkene det, hendes irationelle frygt for torden. Trods alt havde de fleste af dem kendt hende siden hun var spæd, og når det stormede var der derfor altid et ekstra par der var vågen til tjeneste, skulle Annea nu føle sig utryg. I Aquitaine havde hun aldrig røbet et ord, da den nye fløj af familien kunne komme til at opfatte hende hysterisk.
Derfor søgte hendes blik også ned og til siden, da Jacquet lagde sin hånd imod hende. Hendes egne arme gled rundt om sig selv, som hvis i en forlegen selvomfavnelse. ”Uhm, jeg tænkte om.. du ville have noget imod noget selskab. I lidt tid”.
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 30, 2017 12:55:40 GMT
Jacquet havde for første gang i lang tid slet ikke overvejet at tænke tanken til ende om hvorvidt han ville sende Annea tilbage til hendes gemak, som egentlig også var hans. Han ville havde haft nemt ved at tilkalde hjælp, at gøre problemet en andens i stedet for sit eget. - Men han kunne ikke. Det var ved at gå op for ham at hans ægteskab ikke var noget han kunne flygte fra. Han havde sågar også været bedre til at håndtere det, uden at få det til at virke som en dårlig ting. Som en straf.
Han ville gøre hvad han kunne for at hjælpe hende, så længe hun ikke forventede at han sang vuggeviser. Hans bryn trak sig sammen over hendes ord og han skævede til sin ene side. Der var plads nok i sengen. "Nej - Selvfølgelig ikke" hørte han sig selv sige og rykkede sig et stykke og trak dynen væk så hun kunne kravle op.
Post by Annea d’Montacute on Apr 30, 2017 18:16:55 GMT
Det kildrede svagt i maven på den unge heks, da hun gled ned i sengen til Jacquet. Mest af alt da tanken slog hende at det ikke var noget som de havde gjort før, at det var den første gang de havde delt seng. -Når hun altså ikke var kommet til skade, vel at mærke.
Annea sagde ikke noget med det samme. Hun rettede lidt på sin pude og skævede til gardinet på den store træseng. Der var stadig mellemrum mellem dem, men det var en sådan størrelse så hun kunne fornemme varmen fra hans hud og svagt sansede hans duft. Det var en sær fornemmelse, men behagelig.
Da puden var banket lagde hun sig til rette ved hans side og rullede om på siden, så hun holdt ryggen vendt en anelse mod ham. … ”Jeg… Jeg tror måske at stormen har ødelagt noget af godsets facade” sagde hun lavt. "Der var et spektakel, men jeg er ikke sikker hvor det kom fra".
Post by Jacquet d'Montacute on May 1, 2017 12:56:04 GMT
Jacquets tanker var stadig en smule tåget grundet at det var midt om natten og at han langt fra havde sovet nok. Han var ikke i et stadie til at sende hende bort eller at have nogen meninger. Han vidste dog at han skulle beskytte hende, og lige nu var der ikke andet der faldt ham ind end at hun måtte blive nødt til at lægge sig ved siden af ham, da han ikke havde tænkt sig at følge hende tilbage til værelset hun kom fra.
Han betragtede hende som hun lagde sig til rette i sengen, og lagde sig først selv ned da hun havde trukket dynen over sig. Han trak vejret dybt ind og lukkede sine øjne. Han havde regnet med de bare kunne lægge sig til at sove.
Han viste dog ingen tegn på ubehag da Annea alligevel brød stilheden. "Det ser vi på i morgen" sagde han i et halvt gab. Han vendte sig alligevel om på siden med fronten mod hende. Han blinkede et par gange med sine øjne.
Post by Annea d’Montacute on May 1, 2017 16:14:14 GMT
”Det lyder som en glimrende ide’. Jeg bifalder den”. At forlade den trygge og bløde seng var absolut ikke hendes første indskydelse, så at Jacquet havde samme ide’ lettede hende. Specielt hvis alternativet var at gå en røver i møde. Så ville hun hellere blive så langt væk som muligt, hvor ingen kom til skade.
Det blev stille igen. Var han faldet i søvn? *Allerede?* Annea prøvede diskret på at vende sig imod ham igen for at tjekke det. I stedet fik hun mødt hans blik en anelse uventet. På trods af mørket havde hendes syn hurtigt vendt sig til det, og hun havde ingen problemer med at se frem for sig. Først følte hun sig forundret, sådan som han betragtede hende. Så lod hun sin opmærksomhed hvile ved hans ansigt. Der havde altid været noget ved det, en særlig glød som han bar. En slags udstråling der nogle gange havde fået hende til at se efter ham, når hun mente at han ikke selv kiggede. Men når han sådan kiggede tilbage, det sendte varme ned i hendes mave, en fornemmelse hun ikke just vidste hvad hun skulle gøre ved. Så hendes øjne flakkede for en kort stund, kun for at vende tilbage til ham med et ydmygt smil. ”Jacq?… Tak”.
Men stormen lod hende ikke hvile i øjeblikket særligt længe. Kort efter blev hun afbrudt af et tordenskrald, der i det fjerne pludselig ikke lød så fjernt mere. Det rykkede i hendes krop, hun tog sig til ansigtet med et klynk, som om det skulle være en garanti for at intet skete. Bed sig i læben. – Og muldvarpede sig helt og aldeles ind under dynen, hvor hun krøllede sig sammen og gjorde sig så lille som muligt.
Post by Jacquet d'Montacute on May 3, 2017 20:33:20 GMT
Det var ikke fordi at Jacquet ikke ville lytte til de ord som Annea kom med. Men det var midt om natten og søvnen sad stadig så dybt i ham at han knapt havde registeret hvad der var sket. Det behagede ham dog at hun ikke følte nogen stor lyst til at ligge og snakke. Han var ikke hendes veninde og blot fordi han havde vist hende den venlighed at sove frygten ud i hans seng, håbede han ikke at hun pludselig ville vende hans handling Han nikkede derfor bare en anelse sløvt. Det var noget han kunne tale med sin far om, og han ville sikker bifalle at han viste interesse i husets stabilitet.
Han var frustreret over at han ikke kunne sove. Månen var for skarp og et eller andet sted følte han sig forpligtet til at sikre sig at hun i det mindste var okay. Han sagde dog intet, og lod i stedet stilheden tale for sig, selvom han tvivlede den havde meget at sige. De havde ikke udvekslet mange samtaleemner den sidste tid, og det var dels hans egen skyld. Han havde oprigtigt været optaget af gøremål for sin far.
Han nikkede langsomt med hovedet og trak på sine skuldre. "Ingen årsag. Vi skal vel vende os til at sove i samme seng" han kunne næsten ikke tro sine egne ører. Men det gjorde det ikke mindre sandt. Han blev nødt til at tage rollen som ægtemand mere alvorligt end han hidtil havde gjort. - Det begyndte åbenbart nu.
Post by Annea d’Montacute on May 4, 2017 19:43:41 GMT
Hun lå under dynens dække og trak vejret dybt indtil hun følte sig overmandet og noget udmattet af kampen mod sin hurtige hjertebanken. Men med ét sprang det så flere slag over, og hun stivnede let. Det var den samme form for vantro som den Jacquet følte, der fik Annea til at løfte op i dynen fra sit skjul under den, så hun bedre kunne se sin husbond. Selv om hun absolut ikke kunne fordrage uvejr havde Jacquet formået at distrahere hende nok til at hun glemte det for en stund. Hendes brune dådyrøjne spærredes langsomt op, og hun tiltede hovedet spørgende, mens hun forsøgte at læse arvingen ved sin side. ”D-det tror jeg?” hørte hun sig selv. Mere spørgende end egentligt konkluderende.
Det forekom hende fuldstændigt urealistisk at han lige pludselig tog initiativ til at integrere den del af ægteskabet der burde have været startet for længe siden. De havde fået en bedre relation over månederne, men det kom stadig lidt som et chok. En tanke slog hende om han mon var halvfuld. Om han havde drukket meget vin inden han søgte sin seng. Om han måske var syg. Uanset hvor meget hun gættede og hvor mange tanker der kørte igennem hendes hoved, kunne hun ikke finde frem til hvad der havde spiret årsagen til hans overvejelse. Så hun møvede sig op fra dynen. ”Jeg mener.. Hvis det er det du ønsker”. Hun holdt en pause hvor hun igen betragtede ham. Noget ved ham virkede let hvileløst, og det var tydeligt for hende at hun ikke var den eneste der havde problemer med at sove i natten. Hun lagde sin hånd blidt imod Jacquets brystkasse, lettere bekymret. ”Det ser ud til at du ikke kan sove hellere. Som om noget på sinde forstyrrer dig, Jacq”.
Post by Jacquet d'Montacute on May 13, 2017 17:20:49 GMT
Jacquet anede ikke hvad han selv havde gang i. Et eller andet sted var han dog kommet frem til at det i sidste ende ikke kunne nytte noget hvis han gik rundt og strittede imod det ægteskab han med sikkerhed ikke kunne komme ud af. Han havde set glimt af hvem Annea var, og selvom hun var ung og uerfaren så skræmte hun ham ikke nær så meget som for et år siden. Det forekom ham pludseligt at de snart havde bryllups dag. Glæden var dog ikke så stor som den kunne havde været, men ikke desto mindre vidste han at han blev nødt til at gøre et eller andet i anledningen. Men hvad?
Han trak løst på sine skuldre. "Vi ville først og fremmest slippe for sladderen, og.." han bed ned i underlæben og kiggede frem for sig. " så behøver du heller ikke komme snigende når det tordner" et smil kunne anes i mørket hvor rummet til trods for vejret blev lyst op af månen. Den ene arm lagde han mod nakken, mens den anden næsten af automatik sneg sig omkring Annea så han bedre kunne holde om hende. Det var vel på sin vid også at udvise tryghed?
Han rystede langsomt på hovedet over hendes spørgsmål. "Det er det sædvanlige arbejde" bemærkede han. Han ville ikke bekymre hende om hvad hans tanker ellers betod af. Han ville hverken belaste eller gøre hende ked af det.
Post by Annea d’Montacute on May 14, 2017 12:30:54 GMT
Eftertænksomt nikkede Annea for sig selv. Hun vidste ikke i hvilken grad snakken havde gået omkring deres sene trivsel siden de blev gift. Hun havde ikke været direkte vidne til den, men hun kunne til selskaber fornemme den. Fornemme hvordan hun blev stirret i nakken når hun stod alene uden Jacquet ved siden side. Så selv om det ikke blev sagt højt, så var hun ikke i tvivl om hvor vidt det fandtes i tanke. En dyb indånding forlod hendes svælg, og hun snoede sine lokker om fingrene. ”Ja. Det gavner ikke meget når det står på. Måske ville det være bedre”.
Da Jacquet lagde armen om hende fik det Annea til at spjætte. Hun så for sig hvad det var der i mørket kom i kontakt med sin hud. Hun havde ikke forventet berøringen. Først troede hun at det var et dyr indtil hun indså at fornemmelsen blot kom fra ham. Det var beroligende men også noget der gjorde hende nervøs, for hun anede ikke hvad hun gjorde af sig selv. Hun lå stiv i hans favn og forsøgte at vende sig til at være så tæt på et andet menneske. På en måde var det ikke så meget anderledes end at sove op af en hest. På mange måder kunne Jacquet lidt minde hende om en. Eller et stædigt æsel, men den refleksion tænkte heksen at hun hellere måtte holde for sig selv. Dog var det så meget mere kompliceret. Jacquet var en mand, og han havde dermed en masse livserfaring hun ikke følte at hun kunne følge med på. Derfor var det et sted også bare dejligt simpelt: Ikke at holde den store samtale kørende. Bare at ligge der og mærke ham. Det krævede ikke så meget andet end bare at være til stede i øjeblikket. Og sådan fandt hun langsomt frem til at Jacquets hud mod sin var en behagelig fornemmelse, som hun bød velkommen efterhånden som hun tøede op. Det var en dimension hun ikke havde udforsket før.
Den lyshårede heks dristede sig til at hvile sit hoved mod husbondens brystkasse, så hun bedre kunne se ham. Hans hånd fik et let klem. ”Du burde ikke slide dig selv så meget. Du arbejder meget hårdt. Husk at slappe af engang imellem. Det ville være rart… Så kunne jeg se dig mere. Du kan fortælle mig hvis jeg kan hjælpe dig med noget”.
Post by Jacquet d'Montacute on May 25, 2017 20:38:51 GMT
"Selvom de burde passe deres eget i stedet for at gå op i vores ægteskab" bemærkede Jacquet og kiggede lidt på Annea som et lille smil sprang frem. Han trak let på sine skuldre. "Dog, hvis de ikke har andet at gå op i, kan jeg ikke unde dem den glæde de må føle at snakke om andre" Et eller andet sted var han ligeglad, selvom det ikke huede ham det store. Han lukkede sine øjne og lagde hovedet tilbage i et tungt gab.
Han kunne tydeligt mærke at det ikke var noget Annea var vant til. Han gjorde dog heller ikke mere ved det. Det var blot for at beskytte hende, og så skadede det ikke at hun vænnede sig til det. Smilet på hans læber var der, men det var svært at ane i mørket, til trods for månen der oplyste dele af værelset.
Han havde hørt det før. Han kendte godt hendes mening om det, og han bebrejdede hende langt fra. "Nogen skal gøre det." sagde han med et let skuldertræk og skævede ned på hende. "Men jeg skal prøve at være mere hjemme" hørte han sig selv sige.
Post by Annea d’Montacute on May 26, 2017 22:46:13 GMT
Annea havde hørt det før på samme måde. De havde udvekslet den samtale før. Det samme svar om og om igen. Om at han ville være der noget mere, men hun havde egentlig ikke mærket en konsekvens af det indtil videre. Hun vidste at han havde travlt, for hvorfor skulle han ellers være så ofte væk? Og hun ville ikke være en stopklods for hans arbejde. Men hvad skulle få ham til at stå ved sine ord, hvis det havde svigtet før? Egentlig havde hun bare følt sit liv som sat på pause i virkelig lang tid. Siden hun flyttede fra sin familie. Siden deres bryllupsdag. Det havde givet hende en eksistentiel krise om hvad hun burde gøre, hvem hun var, og hvem hun burde være. Så havde hun følt sig forkert, når hun ikke kunne leve op til de forventninger. Og tom. Det havde slået hendes selvværd til en grad, hvor det, hvis det antog en fysisk form nok ville være gult, blå og kantet.
Men som hun lå og lyttede til natten og Jacquets åndedrag kunne hun mærke hans hjerteslag, og det gjorde hendes smil bredere. Det var den ømhed hun havde søgt længe. Det rørte noget dybere i hende. For det var lige så meget et tegn på at han stolede på hende. Dér var det som om nogle af puslespilsbrikkerne begyndte at falde på plads. Det var første gang hun havde set egentlig visuel fremgang imellem dem. Måske, tænkte hun for sig selv. Måske ville det gå bedre denne gang, når det var sådan her. Måske kunne de starte forfra, og de kunne skabe noget bedre sammen.
Lavt slap hun et lille grin og begyndte at tegne cirkler på hans hud med fingrene. ”Du ved. Jeg er ikke så hjælpeløs som jeg ser ud. Jeg kan meget. Men det kræver at du lader mig. Så kan vi hjælpe hinanden.. Jeg vil gerne være der for dig”.
Post by Jacquet d'Montacute on Jun 27, 2017 18:37:20 GMT
Jacquet kunne hurtigt blive træt af overklassen. De adelige og deres afsindige lange næser. I stedet for at snage i andres private liv, kunne de i stedet prøve at få deres eget til at fungere. - Samme råd kunne han dog selv følge, selvom det for Jacquet ikke handlede om at han gik op i andres liv end sit eget. - Han gik ikke op i noget som helst. Sådan havde han i hvert fald følt det, langt det meste af tiden. - Han var træt og udmattet og helt og aldeles klar til at give op. Henkaste sig til sit ægteskab. Det blev han nødt til.
Han skævede til hende. Måske de begge var vokset med opgaven og et eller andet sted var klar til at åbne den sidste dør, for at kunne finde ud af hvad der lå dem i vente. Han blinkede lidt med sine øjne og rettede hovedet en smule. "Det var heller ikke.. -" han sank en klump. Fik han det virkelig til at lyde som om hun var hjælpeløs? Han nikkede langsomt. "Jeg vil også gerne være der for dig" Han var enig med hende. Lige på det punkt var der ingen tvivl om at de var på samme side.
Post by Annea d’Montacute on Jun 29, 2017 22:05:24 GMT
Hun bemærkede den, den lille nervøse tick der kom fra ham. Og i et beroligende strøg rakte hun hånden op og kørte fingrene igennem hans manke, pjusket som den var efter dagens strabadser. Hun sagde intet, men man kunne se at hun værdsatte hans gengældte ord, da hendes ansigt lysnede op. Hendes fløjlsbløde fingre gled videre ned over hans pande og kind, nussede hans hud på vejen. Han var som i en kontrast lidt ru. Hun kunne mærke hans skægstubbe. Træthed, tid og måske bekymring havde slidt enkelte furer på de steder hvor han brugte meget mimik. Annea tænkte for sig selv hvor meget historie om et menneske, som ellers ikke var blevet fortalt, hvordan det kunne aflæses og satte sig som mærker i kroppen på dem der gennemgik det. ”Sssh… Det er fint. Jeg klandrer dig ikke. Jeg tror dig”. Vandringen af hendes hånd endte hvilende på hans skulder. Kort efter kom tanken om hun kunne have sat sit mærke der. Om hun kunne have forårsaget noget af det slid hos ham. Selv om månederne var gået, så huskede hun stadig alle deres skænderier og de gange hun havde grædt som ved forholdsvis nylig erindring. Minderne fik hende til at trykke tænderne hårdt sammen og vende ansigtet væk.
Et par dybe åndedrag blev hørlige fra hende. ”Jacquet. Jeg vil bare virkelig gerne have at du ved det… det har aldrig været mit ønske eller min intention at… tage dit liv fra dig eller gå i vejen for dine planer. Det håber jeg at du ved. Jeg ønsker ikke at du skal ændre dig. Jeg respekterer dine valg”. Annea borede sine hjørnetænder ned i sin underlæbe med en hvisken knap hørlig. ”Jeg har bare altid håbet at jeg blot kunne være en lille del af dem”.