Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en stille søndag eftermiddag. Marge havde spenderet formiddagen i butikken for at reparere nogle hysteriske kedler og havde nu en mindre hovedpine. Vejret var til gengæld for godt til, at heksen gad være i dårligt humør, så i stedet for at transferere sig selv hjem til sin stille hytte, havde hun valgt at besøge Ella.
Venindens hjem så ganske hyggeligt ud i solskinnet, da heksen ankom, og hun tænkte flygtigt for sig selv, at hun burde forbedre sit eget sted. Let bankede Marge på fordøren og tog et enkel skridt bagud, mens hun ventede på svar.
Det varme vandt der var ved at trække igennem urterne stod på professorens lille bord, sammen med de to kopper, sirligt stillet parat til venindens ankomst. Uden den blonde heks til at holde vandet ved lige, var den dog så småt ved at blive kold, da Ella for længst havde glemt alt om the. En ugle fra skolens nøglebærer havde forklaret hvordan der var blevet fundet enhjørningeblod i skoven, og da det endelig bankede på døren var den lille heks med det viltre hår ved at putte de sidste remedier ned i en hastigt pakket taske. Da hun åbnede døren, stod hun lettere forvirret, men tydeligvis med en form for plan der ikke længere hang helt sammen da hun fik kigget fra veninden til den kolde the. "Åh Marge.." Ansigtet antog straks en undskyldende mine, som hun strammede grebet om taskens rem, uden at gå frem eller tilbage i døråbningen. "Jeg er frygtelig ked af det, men der er sket et nødstilfælde." Ella havde en særlig evne til at udstråle at hun var på vej til at redde hele verden, og det var da også disse folder hendes ansigt antog, da hun smilede undskyldende til veninden.
Post by Marjorie Mumford on Apr 21, 2017 7:19:43 GMT
Marge trak let på mundvigene, da døren åbnedes, og den blonde heks dukkede op i åbningen. "Hej, Ella," svarede hun og nærstuderede den anden, der lignede at være på vej ud af døren. Hun trak øjenbrynene sammen ved venindens efterfølgende kommentar, før hun svarede.
"Et nødstilfælde? Er alt som det skal være?" Kedelmagerens lænede sig fremover og så over den andens skulder ind i hytten, som om hun forventede at finde det eller den skyldige, der havde afbrudt heksenes temøde.
Ellas blik gled længselsfuldt ud i skoven efter den sårede sjæl, og dog var der alligevel en flosset situationsfornemmelse der holdt hende fra at presse sig forbi veninden og stikke af. Hun havde trods alt glædet sig til at se hende, og hun var også oprigtigt ked af at der var kommet noget andet i vejen. "Nøglebæreren skrev.. Der ligger en såret enhjørning i skoven. Jeg bliver nødt til at se til den med det samme." Ud over at dyret var i fare, skadet som det var, var Ella mest af alt bange for at nogen ville finde det før hende og gøre ondt værre.
Post by Marjorie Mumford on Apr 26, 2017 8:40:05 GMT
Marge følte en lettelse, da det kom frem, hvad årsagen til professorens bekymring var. Selv havde hun aldrig følt den samme medfølelse for dyr som veninden, og hun nikkede.
"Jeg forstår," sagde hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at sige en vittighed. Det havde hun dog forsøgt sig med engang i en lignende situation og huskede tydeligt, at det ikke faldt i god jord. "Tænk ikke på mig, te kan vi jo altid have," bemærkede hun med et lille smil, trådte et skridt til siden og løftede armen. "Send mig en ugle, når du har fundet ud af mere," tilføjede hun, selvom hun ærligt ikke havde den mindste interesse for dyret.
Den dårlige samvittighed, og den tydelige indre kamp stod skrevet i professorens ansigt, da veninden begyndte at snakke om at udskyde deres aftale til en anden dag. Hun havde set frem til at sludre med den anden, men en såret enhjørning måtte trods alt være vigtigere end sladder. Hun strammede grebet om taskens hank, hvert sekund kunne potentielt tælle, og fanget i døren fik de hverken reddet sårede enhjørninger eller drukket the. "Du kunne komme med? Fire hænder er bedre end to." Hun sendte den anden et lille smil, mens hendes lettere trippende stand afslørede at hun ikke gav veninden lang tid til at beslutte sig.
Post by Marjorie Mumford on May 8, 2017 20:14:19 GMT
Marge strammede let læberne, da Ella spurgte, om hun ville med. Egentlig ville hun ikke, hun vidste intet om dyr og havde heller aldrig haft interessen at lære om dem, men veninden havde en pointe. Fire hænder ville være bedre end to.
Kedelmageren tøvede, men hun kom i tvivl med den andens tripperi, og pludselig havde hun nikket ja. "Okay, du leder vejen," sagde hun uden at helt at vide, hvad det ville indebære.
Ellas smil groede sig bredere da veninden besluttede sig for at gå med. Hun satte hurtigt fart i sine skridt, som hun endelig bevægede sig ud af døren, og hen mod skoven der efter en rask gåtur forhåbentlig ville føre dem til det sårede dyr. "Går det.. Ellers godt?" Hun vendte sig, først og fremmest for at sikre sig at Marge kunne følge med hendes hastige skridt, men også for at få bare en smule snak ud af deres tid sammen, nu theen fik lov til at blive kold.
Post by Marjorie Mumford on May 15, 2017 12:39:23 GMT
Kedelmageren smed taskehanken over hovedet, så den hang mere sikkert, og fulgte derefter veninden trop. Det tog ikke lang tid, før hendes puls var højere, og hun skar en fortrydende grimasse - hun var ikke just den mest atletiske heks.
Marge erstattede dog grimassen med en skævt smil, da Ella vendte sig mod hende. "Det går, som det altid gør," svarede hun og trak let på skulderen. Med et par hurtige skridt var hun oppe ved den andens side. "Hvordan går det med dig? Set bort fra de dårlige nyheder," hentydede hun til den sårede enhjørning og så halvt frem for sig for ikke at snuble over den ujævne skovbund.
Ellas ben var ikke just lange, og dog var skridtene hun tog af den lettere ufremkommelige dyresti beslutsomme og raske. Sekunderne kunne være dyrebare i tilfælde som dette, og det havde derfor ingen tid at spilde. "Jeg kan ikke prale af de helt store forandringer. Turneringen holder skolen travl, men ellers er alt vidst som det plejer." Hun vendte sig igen mens hun styrrede målrettet ind på en større sti. "Var du til lærlingedag, eller har du nok at se til med kedlerne?" Ella følte sig en smule skyldig over at spørge. Havde veninden været til stede burde hun selvfølgelig have vidst det, men endnu engang blev hendes mangel på struktur tydelig, som hun vendte sig for at sende den anden et lille smil.
Post by Marjorie Mumford on Jun 20, 2017 7:41:55 GMT
Marjorie nikkede til venindens svar og kunne nemmere bevæge sig, da de havnede på en sti. Hun så mod den lyshårede og trak lidt på det ene smilebånd.
"Nej, det var jeg ikke. Der er masser at se til," svarede hun, men havde overvejet tanken om en lærling dog ikke mere end det. Hun så lidt frem for sig. "Hvordan går det med turneringen?" spurgte hun derefter og hankede lidt op i sin taske.
