|
|
Post by Mahari Napore on Apr 10, 2017 18:52:46 GMT
Mahari følte ikke han havde haft nogen form for selvstændig tanke det sidste lange stykke tid. Enden havde han fået ufrivillige råd fra sine nye jævnaldrende venner, eller også strittede hans underbevisthed imod. Han vidste han var faldet fra hoved til tå over Blance, selvom han vidste at føleler som disse, for en pige som hende kunne tolkes som forbudte. Hun havde desuden gjort det mere end klart hvor hun stod henne.
Men det havde ikke stoppet ham for at videre udvikle følelserne for hende til trods. Han gned en hånd gennem de tætte krøller og skubbede døren til indgangshallen op. Hans mørke øjne søgte de velkendte og alligevel fremmede krøller. Mon hun kunne bide det i sig, og rent faktisk sige en hel sætning til ham, uden at følte det dømmende blik?
Han kløede sig på kinden og gik hen imod et par piger fra Beauxbaton.
|
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 10, 2017 19:27:08 GMT
Blance havde vitterligt nok problemer. Forlovet med en mand hun knapt kendte og med udsigt til at gå glip af sit sidste skoleår. Hun levede og åndede for den sidste tid på slottet; selvom Hogwarts ikke var Beauxbatons.
Da hun stod i snak med de andre piger fra sin egen skole og så Mahari nærme sig, røg hendes niveau af anspændthed automatisk et stykke op, men hun sansede også selv hvordan de lyse kinder fik lidt varme, alene ford han havde det blik. Med ham var hun i hvert fald ikke i tvivl om hvorvidt han var til piger...
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 11, 2017 12:50:12 GMT
Mahari havde ingen idé om hvad han skulle sige. Han havde hørt rygter om Blances mulige forlovelse. Men man kunne vel aldrig vide om det var noget man skulle holde fast på? Men havde han lært noget siden han først var ankommet til Skotland, var det at man ikke lavede grin med hvem man skulle giftes med. - Det virkede dog ikke til at at Blance havde haft den største lyst til at snakke højt hendes fremtidige liv.
Han rømmede sig og skævede til den ene side. De andre piger forstod vist en hentydning, for de var ikke sene til at trække sig i baggrunden. Til Maharis fordel uden tvivl.
".. Bonjour Blance" kom det en smule akavet fra ham. "Kan vi, snakke?" |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 12, 2017 19:02:06 GMT
Blances bryn skød lidt op. Dels fordi de andre piger forlod hende og dels fordi han talte til hende igen. Pigerne var dog ikke hendes nærme veninder og det var næppe en overraskelse, at de gerne ville undgå at blive en del af nogen skandale. Til gengæld blev de hængende i nærheden og iagtog. Den aquitanske, unge kvinde følte sig selv sat en anelse til skue og klarede halsen anstrengt, før hun knejsede lidt med nakken og så ham direkte i øjnene. Hun havde ikke glemt deres sidste nærkontakt og hun var absolut typen, der bar nag.
"Bonjour, Monsieur Napore," faldt hendes eget svar pletfrit og høfligt, selvom hun inderst inde havde mere lyst til at spørge ham hvad han ville. Da det blev... Antydningsvist klarere rynkede hun dog brynene en anelse. "Det er hvad vi gør netop nu, no?"
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 13, 2017 22:41:50 GMT
Mahari anede ikke hvad han nu skulle gøre, da Blances opmærksomhed nu rent faktisk lå på ham. Han han ikke turde håbe på at hun ville lade ham få indført et ord. Alligevel stod han nu og kløede sig i håret som de brune øjne var fesnet mod de sprudlende krøller.
"Jeg var ikke sikker på de ville forblive i min.. nærhed? - længe nok til at man rent faktisk kunne kalde det en samtale" sagde han og klarede halsen.
"Nu da skoleåret snart har sin ende, og vi nok højst sandsynligt ikke får hinanden at se igen. - Jeg syntes at det er på sin plads at jeg.." Han bed ned i den tykke underlæbe og måtte sænke sit blik.
"Skylder dem en undskyldning" kom det så endelig frem. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 13, 2017 22:57:01 GMT
Blance fnøs lavmælt over konstateringen, men det sitrede også svagt og lettere afslørende i hendes mundvige. Hans tvivl var berettiget. Inden hun nåede at komme med en tør bemærkning, satte han dog ord på mere. Hun glippede en anelse med de lyse øjne, før begge bryn skød overrasket op.
"Pourquoi?" Hun var helt forundret. Ikke fordi hun ikke mente, at han skulle sige undskyld, men nærmere fordi det var forbløffende, at han selv var kommet frem til det. "Hvorfor?"
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 15, 2017 19:35:31 GMT
"Fordi jeg ikke ville kunne rejse tilbage til mit hjemland uden at vi var bare - nogenlunde, på god fod med hinanden" sagde Mahari som han trak vejret dybt ind. Det var langt fra nemt for ham, særligt fordi at han et eller andet sted stadig ikke syntes at han havde gjort noget forkert, men respekterede at det var noget andet i Blances øjne. De kom også to vidt forskellige steder fra, og det var tydeligt at tingene fungerede på en anden måde.
"Du er en særlig pige Blance.." han tøvede kort med at fortsætte sin sætning. Han kløede sig i nakken. "På trods af alt, er jeg glad for at have gjort dit bekendtskab, hvor lidt du end måtte bryde dig om mig" han gjorde sig umage med sit sprog. Han havde øvet sig. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 15, 2017 21:05:27 GMT
Hvis ikke Blance stadig havde en underlig smag i munden efter sit første og eneste møde med sin forlovede, ville hun have reageret anderledes ligegyldigt på Maharis ord. Det var upassende, at han stod og talte sådan til hende indenfor hørevidde af andre, men hun lukkede ham ikke straks ned. Tværtimod dvælede hendes blik ved ham, før hun rankede sig en anelse og et mere høfligt smil fandt hendes læber.
"Synes du dét?" Hun klarede halsen en anelse, før hun slog det hen med den ene hånd. Hun måtte ikke vise, at ordene trang ind til hende. Ikke med publikum på. "Jeg sætter pris på undskyldningen, Monsieur Napore. Du er... Hvad siger man? Tilgivet."
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 15, 2017 21:19:39 GMT
Mahari vidste aldrig hvad han skulle forvente. Blance var ham en gåde i en sådan grad at det havde holdt ham vågen om natten. Det var underligt, en følelse han på den ene side ville skubbe væk, og på den anden side ville omfavne til fulde. Han stod og betragtede hende, som om han ventede på at dommen skulle falde.
Han nikkede og uden at tøve søgte han hendes blik. Han havde lært en smule, for ham, var hans ord, sande som de var naturlige at ytre for en som ham. Han var ligeglad om andre så hørte det. Men han holdte sig tilbage.
"Du har løftet en tung sten fra mit hjerte, tak" sagde han og smilte oprigtigt til hende. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 15, 2017 22:30:10 GMT
Blance blinkede en enkelt gang over udtrykket, som hun hverken kendte til eller forstod. Hun forstod dog, at det var positivt og endte med blot at smile lidt forvirret til det.
"Mine svævebesværgelser har altid været gode," bemærkede hun tøvende, i en søgen efter, om det var et rigtigt svar.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 17, 2017 13:34:12 GMT
Mahari så lidt forundret på hende, og blinkede en smule med sine øjne. Han forstod det ikke rigtigt til at starte med; om hun var seriøs, eller om det var et godt forsøg på at være morsom. I stedet trak han en smule på smilebåndet.
"Det ser sådan ud" sagde han og nikkede lidt. Han rømmede sig en anelse. Han ville helst ikke have at stemningen udviklede sig mere i den akavede retning.
"Hvis jeg lover at opfører mig, - anstændigt? - Ville de så give mig den, fornøjelse, at.." han stoppede sig selv da ordene drillede og en svag rynke viste sig i hans pande. "må jeg akkompagnere dig tilbage til dit telt?" Han havde ingen idé om Blance lige var ankommet gennem porten til skolen, eller om hun var på vej ud. Men han havde ikke tid til at stå og gætte meget længere. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 17, 2017 14:20:44 GMT
Blances bryn trak sig lidt sammen og hun så tilbage imod de andre piger. Hun var helt sikker på, at det ikke var passende, men på den anden side havde hun ikke lyst til at være uhøflig. "Det... Ved jeg ikke," endte hun med at svare, mildt ukomfortabel.
"Jeg har allerede selskab." Hun smilede flygtigt og klarede halsen lidt. "Men du er utvivlsomt velkommen til at følges med os," sluttede hun til sidst, før hun tog et skridt hen imod de andre piger.
|
|
|
|
Post by Mahari Napore on Apr 18, 2017 20:51:24 GMT
Mahari var i vildrede. Han havde absolut ingen idé om hvordan han skulle føle, tænke og agerer. I stedet for at sige noget med det samme, trak han i stedet en smule usikkert på smilebåndet. Hun var ikke afvisende med det samme, og det var længere end de vist nogensinde var kommet.
Han gjorde sig dog mere eller mindre klar til at måtte gå alene tilbage, da jo trods var tydeligt at se at hun ikke havde, og var alene. Det tog ham derfor lidt flere sekunder at fatte at hun rent faktisk, et eller andet sted, intet havde imod hans selskab. "Ja?" Han rømmede sig, overraskelsen var mere tydelig end han brød sig om. "Jeg mener.. Jaeh.. okay!" sagde han så og rankede ryggen en smule. Han vidste ikke om hans skulle byde hende sin arm. Han kendte ikke selv til måden, og turde næsten ikke at prøve. |
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Apr 20, 2017 21:08:47 GMT
Blance rankede sig en anelse. Hun burde ikke have tilbudt det, men som hun sluttede sig til de andre piger, var der intet fordækt ved, at lade endnu en gå med dem. At de sikkert alligevel havde opdaget det fordækte var en detalje, som hun ikke spekulerede videre over. Til gengæld lod hun også være med, at sige mere. De andre boblede alligevel med nysgerrige spørgsmål til den høje, mystiske dreng fra Uagadou. Lukket? |
|
