Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hendes svar var ikke så dårligt, og dog overvejede han det. ”Hvis Deres broder er indblandet, vil han blive anholdt med det samme, my lady..” gav han hende klart besked om, uden dog at give flere detaljer. Det her var en alvorlig sag, virkelig alvorlig, og det havde han ingen skrupler med at fortælle hende. Han håbede dog virkelig ikke det var tilfældet, blot at hendes broder var den idiot han håbede han var. Hvad der så var værst, var Alfred virkelig ikke sikker på. Det var et eller andet sted lige slemt.
”Hvis De kan tage Dem af Deres sår, så gøre det endelig… De bløder en del” svarede han derefter. Kvinden blødte, og han var ikke sikker på hvor god en ide det var at transporterer sig nogle steder. Det sidste han ville var trods alt, at hun skulle blive dårlig midt i processen, det kunne trods alt ende utrolig galt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 19:33:10 GMT
Hans svar gjorde det tydeligt nok, hvor alvorlig situationen faktisk var. Det burde hun naturligvis have tænkt selv, men hun var trods alt stadig bare en anelse rystet af det alt sammen, så det var ikke helt gået op for hende før nu. ”Oh,” lød det spagfærdigt fra hende. Snart efter bad han hende tage sig af sårene der, og hun nikkede let og slap skulderen for at få højre hånd fri. En kende skødesløst tørrede hun blodet af fingrene i skørtet, før hun trak sin stav frem. Dog lagde hun ud med at løfte den mod hans kind. Hendes blik fokuserede på såret, han selv havde erhvervet sig, og hun fik hurtigt og lydløst lukket det sammen, før hun trak sig nogle skridt baglæns og satte sig på knæ på jorden. Med blik og stav rettet mod skulderen, koncentrerede hun sig om sin magi og sad stille der og arbejdede sig gennem den flåede hud og kødet.
Det var tydeligt hun ikke havde tænkt sagens alvor før hans ord var faldet, men nu fik hun det altså at vide. Han sagde dog heller ikke mere omkring det, det var vidst ikke nødvendigt, i stedet fik hun lov at ordne såret. Til hans store overraskelse rettede hun dog staven mod ham, selv havde han glemt alt om såret på sit kindben, og han hævede derfor blot det ene bryn øjeblikket inden spidsen af hendes tryllestav begyndte at udsende en svag stråle mod hans hud, og han mærkede varmen mens huden atter lukkede sig sammen. Overraskelsen blev ikke mindre, det var gået hurtigt, og tydeligvis uproblematisk ”Jeg takker, my lady..” nåede han lige at sige, fandt et lommetørklæde nu hvor han var kommet i tanke om det, og tørrede den smule blod såret havde efterladt sig på hans kind.
I mellemtiden havde hun sat sig på knæ, og han fulgte hendes nysgerrigt med blikket mens hun gav sig til at trylle.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 20:09:32 GMT
Det blev til et nik og et let smil et øjeblik ved hans tak, før hun satte sig og tog sig af sin egen skulder. Som med hans lille sår, gik det uproblematisk og forholdsvis hurtigt trods alt, og først da hun var sikker på, alt var helet igen, lod hun staven falde med et let suk. Den blev lagt på plads i lommen igen, mens hun kom på benene. Blodet var der så stadigvæk, men det måtte være sådan for nu i det mindste. ”Så,” blev det stilfærdigt til, som hun atter mødte hans blik, ”Hvad gør vi herfra?”
Han gav hende tid og ro til at sørge for sit eget sår, og da hun noget tid senere stak tryllestaven af vejen og kom på benene, så han noget imponeret mod hende. "Det må jeg sige, milady, det er De tydeligvis erfaren med.. hvordan kan det være?" spurgte han tydeligvis overrasket men også nysgerrigt og interesseret. Nok havde de travlt, men aldrig for travlt til at besvar et eventuelt spørgsmål han stillede.
Til hendes spørgsmål måtte han dog kort glide blikket ned over hende "Først, skal vi have gjort noget ved Deres påklædning" at følge hende hjem i den tilstand, det kunne han ikke. Derfor var han ikke sen til at udøve magi igen, og med nok et sving var staven, havde han ikke kun sørgede for at ordne hendes kjole, men også gøre noget ved hendes hår. "Derefter vil jeg foreslå at vi sammen transporter os tilbage til Deres hjem..." fortsatte han uden at foretrække en mine.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 21:06:34 GMT
Det imponerede blik mod hende, som hun kom på benene, gik hende ikke forbi, og det var da en glæde at kunne imponere sin kommende mand. Dog spurgte han trods alt ind til årsagen, og hun tiltede hovedet en anelse til siden og hævede hagen let, mens blikket gled bort fra ham og hun trak let på den en skulder. ”Øvelse,” faldt svaret kort, velvidende, han udmærket var klar over netop den del af det. Snart efter kommenterede han på hendes påklædning, og hun så spørgende på ham et kort øjeblik, indtil han fandt sin stav frem. Hvad han havde i sinde at gøre med hendes tøj var så spørgsmålet, og hun var lettet, som han blot reparerede den og oven i købet rettede op på hendes frisure. En hånd gled op og tjekkede fletningen, mens hun så op i hans blågrå øjne med et sagte smil. En tak faldt, og hans forslag om at transportere sig til hendes hjem faldt, hvortil hun rynkede brynene en anelse. ”De sidste mange gange, jeg har forsøgt at transportere mig nogen steder med andet end kost eller susepulver, er jeg endt de særeste steder adskillige gange før, det er lykkedes … eller før jeg har set mig nødsaget til at give op,” indrømmede hun tøvende, ”og dette er måske ikke helt tidspunktet for mig at øve mig på …”
Hendes svar var langt fra tilfredsstillende, hvad hun nok burde vide. Naturligvis var han klar over at hun nok havde øvet sig en del, men hvordan? I hvilke forbindelse? På hvem? Der var mange spørgsmål, og hun slap nu ikke helt før hun havde besvaret enkelte af dem, eller til han så sig tilfreds med det hun fortalte ham. Det ene bryn var derfor gledet let i vejret "Det er jeg ikke i tvivl om, men i hvilke forbindelse..?" svarede han derpå spørgende.
Hun takkede ham for at ordne tøjet og håret, og han nikkede blot. Indrømmelsen der faldt ikke så lang tid efter, fik et nik fra ham. Hellere at hun var ærlig og sagde det, frem for at der skete uheld. "Javel, så er det ikke desto mindre godt jeg er her.." svarede han derpå, roligt, men fortsatte snart efter med hænderne foldede bag ryggen nu hvor han var færdig med at trylle. "Det kræver dog at vi står tæt, og at De vil tillade mig at holde om Dem" lod han hende dog vide på forhånd så hun var indforstået med det hele. Om det var nødvendigt? Nuvel, metoden var så ny, så han turde ikke risiker andet og reglerne omkring det var uklare endnu.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 21:37:36 GMT
Som frygtet bad han hende uddybe, og hun undgik hans blik på så naturlig en måde, hun kunne. ”De er englænder; uden tvivl kender De til rygterne om Irernes.. iltre temperament? Vi tænker ikke altid helt med hovederne, og det giver til tider knubs. Jeg er min families helbreder og har været det i mange år nu.” Om det så var nok, var spørgsmålet. Hvor fordomsfuld var han?
Han tog hendes indrømmelse ganske pænt, og ved starten smilede hun skævt. ”Det er ikke den eneste grund til, jeg er glad for, De er her, milord,” svarede hun og halvt om halvt som svar på det sidste trådte hun helt hen til ham og lod den ene hånd lægge sig mod hans overarm. ”Tak for at komme mig til undsætning … selv før De anede hvorvidt jeg var involveret i sagen eller ej.”
Hvor fordomsfuld han var? Han havde skam fordomme, men han vidste også at hun ikke var dum. Nok havde de ikke kendt hinanden i flere år, men måden hun sådan vendte blikket bort, og hvor end naturligt hun prøvede at få det til at fremstå.. så fik det ham nu alligevel til at se skeptisk mod hende. Svaret var derfor ikke så tilfredsstillende som det kunne være, men der var samtidigt heller ikke noget han som sådan kunne sætte en finger på. Et langt øjeblik var han derfor tavs og overvejende, inden han nok engang besluttede sig for at være direkte på området "Detaljerne, milady. Der er noget De ikke fortæller.."
Til hans store overraskelse trådte hun nærmere, så op mod ham, og lagde en hånd mod hans arm hvor han så varsomt mod hende. Det her var en uvant situation, og havde det været en hvilken som helst anden kvinde, eller anden situation, havde hans respons også været anderledes. "Som jeg allerede har sagt, jeg passer på min familie.." lod han blot svaret blive, mens han løsnede grebet om sine hænder der stadig havde været bag hans ryg,og langsomt lagde den ene arm rundt om hendes liv. "Fokuser på Deres hjem, den stue vi mødtes i sidst.." sagde han derpå til hende, stemmen mere afdæmpet.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 22:06:02 GMT
Den gik ikke helt – hvad grunden så end var. En stund havde hun ellers troet det, men nej; nok en gang lød hans stemme, og hun kvalte et suk og bøjede nakken. ”Et par af mine søskende er i besiddelse af hvad min fader kalder Irlands ildfulde sjæl … Som han selv er det. Til tider går tingene en smule over gevind, hvad har givet mig muligheden for at øve mig … tilfreds?” Det sidste, spørgende ord, var fremsagt lavere end resten af det, og han burde ikke være i tvivl om, hun ikke just var stolt af den del af sit familieliv.
Overraskelsen i hans ansigt, som hun trådte nærmere, fik hende næsten til at ombestemme sig, men nej; hun fortsatte helt frem og lagde hånden mod ham. Varsomheden, hun så i hans øjne, gjorde hende både nysgerrig og usikker. Han brød sig ikke om at blive berørt? Til hans ord ville hun have sagt noget, men hans ord og armen, der lagde sig om hende, afbrød hende, og hun rykkede sin egen hånd fra hans arm til hans brystkasse, så hun kunne holde sig så nær ham, som det krævede. Det var en yderst sær fornemmelse at være så tæt på ham, og duften af ham syntes invaderende på en højst besynderlig måde. Hun drejede hovedet til siden og gjorde et hårdt forsøg på at fokusere, sådan som han sagde det. Selv lyden af hans stemme havde syntes underligt anderledes på denne afstand …
Om han var tilfreds? Ikke just, men han lod det være ved det for nu. Så kunne han vel udspørge hende mere end anden dag. ”Javel, det må man sige lyder anderledes, og formentlig unødvendigt..” endte han med at sige. Helt ærligt, var han sikker på at hendes familie gik overgevind, men han uddybede ikke sine tanker på området. Desuden, han havde da fået en form for forklaring, og lige nu, var det vigtigt at de kunne komme videre. Man vidste aldrig om de tre fanger de havde taget, om de ville have venner der ledte efter dem, og Alfred foretrak at få Niamh i sikkerhed inden den slags skete.
Han satsede på at hun havde hørt ham, og som hun rykkede hånden, var han yderst bevidst om dens vandring, til den atter standsede og fandt hvile mod hans bryst. De synets at være klar, og han tog en dyb vejrtrækning rykkede den anden hånd som han holdt om sin tryllestav med. At lade sig distrahere af hende var ikke noget som skulle ske, men han kunne ikke rigtigt undgå det de første øjeblikke. Øjeblikke senere måtte han dog tage sig sammen, han tømte tankerne for andet end hendes hjem, forestillede sig stuen, tænkte på temperaturen, møblerne, størrelsen, og alle andre indikationer han nu kunne komme på, der specificeret hvilke rum han søgte. En besværgelse blev fremsagt, og han svang staven en gang. Et dybt sug blev mærkede i maven som de blev løftede fra jorden, og et voldsomt tryk for ørerne blev følt, før de øjeblikke senere, landede i den omtalte stue. Alfred stod solidt på sine fødder, stadig med armen om hende, og klar til at støtte hende skulle hun have behov for dette.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 22:35:00 GMT
At hun ikke var ene om at være påvirket af den manglende afstand mellem dem, havde hun ingen anelse om. Ej heller gik det op for hende, det tog ham lidt tid at få fokuseret ordentligt. Pludselig gav det blot et gevaldigt sug i maven, som alt forsvandt omkring dem, og før hun vidste af det, stod de i stuen i hendes hjem. Lidt støtte havde hun behov for et øjeblik, som hun en smule ør i hovedet vaklede. Hun havde trods alt mistet noget blod og var i forvejen stadig lidt rundt på gulvet over alt det, der var sket i skoven, og turen her havde ikke just gjort noget bedre. Hun støttede sig med hånden mod hans bryst, til hun genvandt balancen en håndfuld sekunder senere og tog en dyb indånding. En fejl, der bragte hans duft til hende i endnu større grad, og hun lod åndedrættet finde ud mellem sine læber, let skælvende. Først da slap hun ham. ”Tak,” sagde hun stilfærdigt.
Som forventede havde hun behov for lidt støtte, og han var der til at holde hende trygt i sien arme til hun selv slap ham. Derpå løsnede han sit greb om hende, og endte til slut med at slippe hende langsomt. Den dybe vejrtrækning hun havde taget, havde han noteret sig dog, og forundret over den skælvende udånding, måtte han blot bide det i sig. ”Intet at takke for. Har De behov for et øjeblik? Jeg kan bære Dem over i sofaen hvis De ønsker det?” faldt hans forslag, et han ikke tilbød alle og enhver, og som et eller andet sted kom bag på ham. Havde han slået hovedet i søvne, eller havde der været noget ved den besværgelse der var blevet sendt i hans retning tidligere? En dyb indånding blev taget, og dog så han afventende mod hende.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 21, 2017 22:45:19 GMT
Han gav hende lov at støtte sig til ham, og som hun syntes klar nok i hovedet til at holde balancen selv, slap de begge hinanden. Stille og roligt. Hans forslag faldt dog, og hun så op mod ham og skjulte sin forundring. ”Jeg var ikke klar over, mit ubehag er så tydeligt,” indrømmede hun en kende utilpas ved det faktum, før hun hurtigt og forsikrende fortsatte: ”Dog er jeg sikker på, det fortager sig om et par sekunder; vil De ikke klargøre Deres intentioner for mig? De ønsker, jeg skal konfrontere min broder, mens De observerer fra et skjul?” Om hun så kunne distrahere ham fra det faktum, hun stadig var lidt utilpas, var så spørgsmålet.
"De er bleg.." blev hans svar blot, noget hun umuligt kunne vide medmindre hun så sig selv i et spejl.Det var måske ikke kun blegheden, men hendes vejrtrækning også.. han lod det dog være ved den åbenlyse årsag. Om det lykkedes hende at distrahere ham? Ja det var så spørgsmålet, det mente han jo ikke, men han valgte alligevel at besvare hendes spørgsmål, og dog holde øje med hende samtidigt. "Netop, eventuelt et rum hvor der er adgang til kikhuller eller lignende.." svarede han bekræftende til hendes ord. Kunne han få det visuelle med, ville det da være rart, og samtidigt give ham et mere sikkert resultat.