|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 12, 2017 20:43:48 GMT
Fabian FlitwickValeriya var ikke et kendt ansigt på kroen i Godricdalen, og den fine, bulgarske heks virkede derfor også sært ude af sit element som hun iklædt en kjole af dyrt, fornemt stof, nippede til vinen hun havde fået skænket ved et lettere afsides bord. Hun havde ikke glemt den charmerende eliksirmester, og dog havde hun ikke regnet med at se ham igen, før en hurtig samtale under den travle karrieredag var blevet til en åben invitation til Godricdalens kro. Hun var ikke desperat efter mandlig kontakt, måske en smule, men hun ville ikke give udtryk for det, og havde derfor også givet det en uge eller to før hun havde fattet fjerpennen. Med datoen fastlåst, og hendes pligter dækket ind af hendes russiske kollega, skulle hun blot forholde sig til den forventningsfulde stemning i hendes mave, som hun satte glasset fra sig og lod de grå øjne glide rundt i krostuen.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 12, 2017 21:01:13 GMT
Fabian havde nok at se til, men han havde tid til et godt krus på den lokale og især da han havde en aftale. Da han trådte ind, så han efter den mørke, bulgarske kvinde og han fandt hende i et hjørne.
Med et kort blik udvekslet, gik han først op til en kropige og fik hældt et krus frugtvin op, inden han kom hen til Valeriya og dumpede ned overfor hende med et skævt, charmerende smil.
"Velkommen til England," bød han afslappet.
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 12, 2017 21:22:45 GMT
Valeriya var klar over at øen hun befandt sig på var delt i to riger, og dog følte hun ikke den store forskel ved at være rejst til Godricdalen. Accenten og folkene var måske en smule anderledes, men hun havde ikke tænkt over den regionale forskel før hun med et smil tog imod den charmende Eliksirmester ved sit bord.
"Mester Flitwick." Den tykke accent fik hans efternavn lettere hakkende over hendes læber, mens hun sendte ham et lille venligt nik.
"Jeg lader mig fortælle at jeg er kommet til den civiliserede del af jeres ø nu?" Hun sendte ham et charmerende smil, som hun sagde ordene i let spøg. Hun var vant til at russerne tænkte deres om hendes bulgarske rødder, og kunne sagtens sætte sig ind i at englænderne og skotterne havde et lignende forhold.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 12, 2017 22:14:44 GMT
Der var milevidt fra det sydlige England til højlandet for en muggler. Ikke bare talte man to forskellige sprog, man bekrigede også ofte hinanden. For en magiker, som Fabian i højere grad identificerede sig som, var forskellene dog lidt færre. Alligevel trak han på smilebåndet over spørgsmålet og de lyse øjne spillede lidt.
"Det får os til at lyde som om vi er kedeligere end skotterne," påpegede han muntert. "Jeg forsikrer dig om, at det ikke er tilfældet..."
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 12, 2017 22:46:27 GMT
På trods af at Valeriya havde en svaghed for spændende mennesker, kunne de højlydte skotter af og til blive en tand for meget. Ikke fordi russerne var meget bedre, særligt ikke når der først var vodka indblandet. Glad for at han ikke tog hendes spøg ilde op, løftede hun i stedet glasset op til læberne med et lille smil, før hun igen satte det fra sig.
"Jeg vil give dig aftnen til at bevise det." Lettere drillende spillede udfordringen i hendes øjne, som fingrene fraværende pillede ved glassets kant.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 13, 2017 21:18:17 GMT
Et enkelt, lyst bryn gled lidt op, men Fabian gentog ikke sit postulat. Han nøjedes med at betragte bulgareren med et vågent blik, som han tog en tår af sit fyldte krus.
"Er du begyndt at se frem til, at komme hjem til Koldovstoretz igen, nu hvor året langsomt rinder ud?"
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 13, 2017 21:39:57 GMT
Valeriya var ikke sikker på om hendes ord faldt i den samme spøgende jord som hun havde anlagt for dem. Hun tog sig dog ikke af det, som han fortsatte samtalen, og hun tog glasset op til læberne før hun satte det ned igen, lettere tænksomt. Der var ting hun savnede øst på. Krazimir, og hendes to sønner, men ingen af dem var emner hun følte behov for at lufte overfor eliksirmesteren. I stedet sendte hun ham et charmerende lille smil.
"Jeg tvivler på at det kommende skoleår kan hamle op med femkampsturneringen, og England.. Og Skotland har været så gæstfrie at jeg ikke bryder mig om at tænke på at mit ophold her en dag er slut." Ganske vidst manglede der stadig to udfordringer, og alligevel følte hun at tiden var fløjet af sted.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 14, 2017 14:40:12 GMT
Fabian nikkede langsomt og trak lidt på smilebåndet, før han satte kruset fra sig og lænede sig tilbage i stolen.
"Der må også være nogen fra jeres skole, der vælger at blive her, når tiden er slut. Eller hvad?"
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 15, 2017 16:41:56 GMT
Valeriya var ikke den omsorgsfulde uchitel der holdt styr på hendes elevers tanker og drømme. Hun havde derfor heller ikke den fjerneste anelse om hvis nogen af dem gik med en plan om at blive i England, og på trods af at hun lige havde rost landet overfor eliksirmesteren, havde hun svært ved at se hvorfor nogen ville blive i det våde, mudrede land.
"Ikke hvad jeg ved af.." Hun trak let på skuldrene og drak endnu en tår af sin vin.
"Din stand var måske velbesøgt af mine elever under karrieredagen?" Hun sendte ham et skævt lille smil, vel vidende at det sandsynligvis ikke var tilfældet.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 16, 2017 11:18:39 GMT
Fabian undrede sig en anelse over smilet, før han trak på skuldrene. "Der var en enkelt forbi," svarede han reelt, men også uden helt at forstå den tone bulgareren brugte.
"Men der er andet end eliksirmestre her, for dem der skulle overveje at blive. Det ville ikke være et overraskende udfald af femkampen. Så vidt jeg ved er en af Beauxbatons tidligere deltagere også bosiddende her."
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 16, 2017 21:29:07 GMT
Valeriya sendte ham et smil, før hun drak endnu en tår af sin vin. Det var ikke fordi hun hældte det svælget, men hun gjorde heller ikke noget for at spare på de dyre dråber.
"Så vidt jeg ved forelskede Professor Degaré sig i en mand og ikke i et land." Valeriya havde for længe siden gjort op med drømmen om kærlighed, og alligevel blev hendes blik et øjeblik drømmende, mens et smil krøllede hendes mundvige som hun tænkte på det mærkværdige ægtepar. Hun havde altid misundt de borgerlige at de kunne gifte sig af kærlighed.
"Men er det ikke også hvad turneringen er til for? At skabe relationer?" Hun hævede let sit glas, som om hun var kommet frem til et visdomsord der krævede en skål.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 18, 2017 17:38:09 GMT
Fabians mundvige sitrede lidt, selvom eliksirunderviseren lød som om hun modsagde ham - på trods af at hun bekræftede det han lige havde sagt. Han mindedes, at den første samtale mellem dem heller ikke havde gået glat og nøjedes med at drikke en tår mere af sit krus, før han klarede halsen lidt og smilede antydningsvist.
"Netop," svarede han simpelt. "Og det har dine elever vel også gjort?"
|
|
|
|
Post by Valeriya Dolohova on Mar 19, 2017 18:50:12 GMT
Måske var det sproget der gjorde at det hun sagde ikke blev opfattet som hun mente det i den anden ende, men Valeriya, sikker på sine egne evner som hun var, fornemmede ikke at deres kommunikation var en smule rusten. I stedet drak hun blot endnu en tår af sin vin og smilede til ham.
"Det formoder jeg. Selv er jeg ikke utilfreds med de forbindelser jeg har skabt." Hun sendte ham et sigende blik, og drak den sidste tår af vinen.
|
|
|
|
Post by Fabian Flitwick on Mar 25, 2017 19:00:11 GMT
Fabian smilede pænt, men ikke rigtig mere end det. Han drak dog også ud, før han, lidt rastløs, så væk og ud i rummet. Han klarede halsen efter et øjeblik og hvilede hænderne om bordkanten, halvvejs klar til at rejse sig op.
"Det var en fornøjelse, Madam Dolohova. Som sidst," bemærkede han høfligt, i en opvarmning til afsked.
|
|
