Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Et par dage var gået siden mødet med Cerdic Black, og selvom Niamh havde troet, hun ville falde lidt ned i løbet af en dags tid eller to, var dette ikke sket. Det vedblev at nage hende, og som følge deraf, havde hun sendt et brev til Alfred:
Lord Alfred,
Det er mit håb, De vil kunne afse tid til et besøg i mine forældres hjem, da jeg efter at have brugt lidt tid med Deres fader efter at have efterladt Dem og Deres moder, står tilbage med et par spørgsmål angående manden. Da dette ikke er noget, jeg ønsker at diskutere under Deres tag, ser jeg mig nødsaget til at bede Dem komme til mig. Jeg beklager ulejligheden.
Deres hengivne,
Niamh Kavanagh.
Hvor lang tid det ville tage for brevet at nå frem, havde hun ingen anelse om, men hun holdt sig klar til at modtage enten manden selv eller et brev retur.
Alfred havde modtaget et brev fra sin forlovede, og han havde med et suk foldede det sammen. Han havde haft et par ting han skulle ordne, og et brev var derfor blevet sendt retur.
"Lady Niamh,
Jeg vil indfinde mig i Deres hjem i aften efter aftensmaden.
Alfred Black."
Derpå var brevet blevet sendt, og han havde med dyb irritation måttet fortsætte sine pligter og aftaler. Som aftalt ved brevet, havde han dog gjort sig klar efter aftensmaden, og kunne ikke så langt tid efter teleportere sig til Irland. Som han trådte ud af kaminen, børstede han lidt støv af tøjet, og rettede sig op i sin fulde imponerende højde. Øjnene der i den lettere halvmørke syntes mørkere end sædvanligt, søgte rundt i det rum han var dukket op.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 22:39:13 GMT
Brevet retur var blevet modtaget, og hun havde blot forberedt sig på aftenens besøg og fortsat med sine pligter. At hun så var røget i et skænderi med sin moder, var en anden sag, og da hun endelig fik trukket sig væk, mente hun at være sent på den, og hun skyndte sig op på sit værelse, hvor hun skiftede tøj og fik styr på sit hår. Et mismodigt blik blev sendt mod spejlet og det røde mærke, hendes Cáits hånd havde efterladt på hendes kind, men der var ikke meget at gøre nu. Hun skyndte sig videre, og hvis han endnu ikke var dukket op, ville hun måske have tid til at gøre noget ved mærket.
Heldet var desværre ikke med hende; som hun åbnede døren og trådte ind i modtagerværelset, stod han der allerede, rank og imponerende, hvor han nærmest syntes at besidde værelset alene ved at stå i det. Selvbevidst rakte hun et øjeblik en anelse forlegent op for at tjekke sit hår, men hun nåede at tage sig i det og afstivede sig selv. Hun var ikke nogen ung tøs længere, og der var bestemt ingen grund til at blive usikker eller – Gud forbyde det – fjalet bare fordi han virkede det mere imponerende i aften. Ind tvang hun sig selv, hvor hun nejede for ham. ”Milord, det glæder mig, De kunne finde tid til at komme. Forhåbentligt har jeg ikke forstyrret Dem i noget?” lød hendes stemme ud en anelse mere afdæmpet end han normalt havde set hende.
Der gik ikke mere end få øjeblikke før døren til modtagerværelset gik op, og kvinden trådte ind. Naturligvis trak det hans blik i den retning, og han vendte sig dermod og bukkede for hende som hun nejede. De grå øjne faldt dog relativt hurtigt på hendes ansigt, og søgte hendes blik. Tonen der var mere afdæmpet end sædvanligvis blev noteret, og han slog let ud med den ene hånd mens han trådte længere ind i værelset. "Absolut ikke, jeg beklager ikke at kunne komme tidligere. Jeg er klar over det er sent, og har naturligvis .." stemmen standsede brat som han nu opdagede det mærke hun havde på den ene side af ansigtet. Med få skridt var han henne ved hende, hånden løftet, og han greb let om hendes hage og drejede hendes ansigt for at se mærket nærmere an. "Hvad er der dog sket?!" forlangte han at vide omgående.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 22:54:13 GMT
Et let smil fandt hendes læber, som han begyndte sin forklaring. Det var dog ikke så langt med det, han kom, før han brød af og i hast kom hen til hende, hvor han straks efter havde et let greb om hendes hage. Et svagt gisp blev det til, men hun trak sig dog ikke bort og lod ham i stedet modvilligt se mærket. ”En uoverensstemmelse ved middagsbordet, der desværre ikke var lige så let at få tilendebragt som måltidet. Det er intet; jeg tager mig af det snarest,” søgte hun at forklejne det.
Han hørte hendes gisp, men ignoreret det selvom han var klar over det måtte være den første rigtige berøring mellem dem. I stedet formørkets hans blik ved svaret, og tænderne blev bidt hårdt sammen så kæben blev fremhævet ved bevægelsen. "Deres moder?" et rent gæt, men han kunne snildt tage fejl på punktet. Uanset hvad, brød han sig mildest talt ikke om det. Det skulle kvindemennesket nok komme til at fortryde.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 23:02:48 GMT
Han ramte plet, og hun slog blikket ned. ”Denne gang, ja,” svarede hun spagfærdigt og sukkede så, mens hun tippede hovedet rundt og fri af hans greb. Et enkelt skridt blev taget bagud, kun for at blive stoppet af døren mod ryggen. ”Det er intet særligt, bare de almindelige familieskærmydsler enhver familie døjer med til tider. Jeg var blot så tåbelig at blande mig ind i sager, der ikke vedkommer mig.” Hvor lidt eller meget det så hjalp, var spørgsmålet.
Han brød sig endnu mindre om svaret end han umiddelbart selv havde troede, og som hun bakkede fa ham, faldt hans hånd ned langs siden. Hendes svar havde sagt tydeligt at det denne gang havde været hendes moder, men at dennes fader da også kunne gøre det. Han var naturligvis klar over det var almindeligt hos nogle familier, men i hans hjem, uddelte man ikke lussinger på må og få, og forældrene havde kun sjældent ladet afstraffelsen af deres børn være af denne kaliber. Alt for primitivt, slet ikke lærerigt, og alt for muggler-inspireret. Han var ikke just imponeret. "Jeg er i tvivl om hvad der dog kunne forsage sådan en reaktion. Tillad mig at sige at det dog ikke choker mig, ikke efter Deres moders omtale af Dem forleden" afskyen var tydelig at spore i hans tone, om han kunne lide det eller ej, så var det sådan det var.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 23:17:08 GMT
Nu var det ikke kun lussinger, der blev uddelt i Kavanagh-familien, men om det sagde hun intet. Som hans svar faldt, afskyende og uimponeret, dukkede hun hovedet let og så skamfuldt ned mod gulvet. ”Det har altid været en skamplet for mine forældre, jeg kom på Ravenclaw og foretrak at studere frem for at interessere mig for det samme som de selv. At jeg har fejlet i at tiltrække en passende ægtemand frem til nu har ikke just hjulpet på noget, og denne gang tillod jeg mig at stå op for min søster, der er forelsket, da min moder gav sig til at rakke ned på manden efterladende min søster i tårer … Der er intet galt med manden bortset fra, hans familie ikke er så velhavende, som man kunne have ønsket det. På alle andre punkter er det et passende parti, men mine forældre har modsat sig partiet.” Hun rystede på hovedet ad sig selv. ”Jeg skulle blot have blandet mig udenom, og det vidste jeg også; det er min egen fejl.”
Måden hun dukkede hovedet for hans ord fik blot brynet til at skyde yderligere i vejret, og øjeblikke senere fik han en forklaring på hvad der havde forsaget den lussing. Nuvel, en ganske delikat situation og på sin vis forstod han vel forældrene havde reageret, om end han ikke var enig i metoden reaktionen var faldet. "Javel. At tage snakken på tomandshånd på et senere tidspunkt ville måske have resulteret i en anden reaktion." faldt svaret fra ham. Forældre ønskede ofte ikke at børnene modsagde sig dem, og at træde ind og gøre netop dette foran resten af børneflokken ville medføre straf, måske ikke af den kaliber, men stadig en straf.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 23:37:50 GMT
Hun forstod skam også selv hvorfor, hendes moder havde reageret, og hun ville nok selv have reageret også i hendes sted – om end ikke på samme vis. Ved svaret vendte hun blikket mod ham igen, en anelse træt. ”Det havde kun gjort det endnu værre, er jeg bange for … Mine forældre kan være temmelig strikse, og det er ikke forventet eller ønsket af nogen af os at blande os i deres beslutninger. Havde jeg været fræk nok til at reagere efter at have haft tid til at bruge hovedet, havde det blot været endnu værre.” Med en kraftanstrengelse tog hun sig sammen, rankede sig og mødte ham mere, som han havde set hende de foregående gange. ”Men nok om det,” bad hun, ”det er mit håb at genfinde mit sædvanlige jeg, når denne samtale er tilendebragt; sandt at sige har mødet med Deres fader efterladt mig temmelig underligt til mode, hvad har fået mig til at reagere anderledes i flere situationer siden … noget der ikke ligner mig.”
Hun var tydeligvis for træt til at snakke om det, og der var egentlig heller ikke mere at snakke om, hvilket netop var grunden til at han lod emnet ligge for nu. Hun rankede sig også, og mindede mere om sig selv, og fortsatte. Nåh ja, hans fader havde formentlig været ligeså tomhjernet som sædvanligt, spørgsmålet var blot, hvor slem situationen var. "Ja, lad mig høre hvad der skete" svarede han blot og stillede sig atter med hænderne foldede bag ryggen. Naturligvis havde han ikke tænkt sig at give sin far væk bare sådan uden videre, han kendte dog manden.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 13:47:04 GMT
Han lod det ligge og stillede sig, nærmest som forberedte han sig på et slag. Niamh gjorde et udfald med hånden mod døren. "Vil De have noget imod at følge med mig til en af stuerne? Jeg bryder mig ikke om at tage en sådan samtale et sted hvor, vi forholdsvis let og pludseligt vil kunne blive afbrudt."
De fulgtes ad til en anden stue, hvor hun slog sig ned i den ene ende af en sofa. Lidt forsigtigt betragtede hun ham. "Hvor tæt er Deres forhold til Deres fader?" spurgte hun langsomt.
Han nikkede blot som hun ønskede dem i en af stuerne, og fulgte blot med uden et ord. I hans tanker var han allerede i færd med at opstille de værste scenarier op, han vidste trods alt at faderen kunne snakke uden at bruge hovedet af og til, eller sagde ting som let kunne misforstås eller mistolkes af andre. Niamh var i alt fald alarmeret, og han måtte følge op på det.
Snart trådte de derind, og han ventede til hun havde sat sig, inden han tog plads på en stol. Hendes spørgsmål faldt, og hans ene bryn blev hævede ganske let. "Det kommer an på hvordan man definer ordet 'tæt', vil jeg mene" svarede han roligt og fortsatte øjeblikket efter. "Jeg respekter ham, hans meninger og holdninger, og følger hans ordre og ønsker det meste af tiden. Det er dog langt fra altid vi er enige om hvordan tingene skal gøres, og det er ligeledes ikke altid at vi deler samme meninger og holdninger" tilføjede han roligt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 14:25:24 GMT
I bund og grund var det begrænset hvor meget gavn, hun fik af hans svar, og hendes bryn var rynket ganske let, som han afsluttede. En dyb indånding blev taget, før hun tog hul på det. "Da jeg forlod Dem og Deres moder den anden dag, løb jeg på Deres fader, der gav udtryk for at ønske at lære mig bedre at kende. Han tilbød at vise mig rundt på ejendommen til en start, og som vi gik hen ad gangen, spurgte jeg hvad, han ønskede at vide. Et spørgsmål faldt til størrelsen af min søskendeflok, og som det blev afklaret, ønskede han tilsyneladende kun at vide, om jeg selv ønsker mange børn. Derefter døde samtalen simpelthen ud ... det eneste rum, han viste mig, var hvor I holder vægtæppet med jeres familietræ. Han var ikke bleg for at understrege Deres families overlegenhed i forhold til min egen, og en indirekte trussel faldt til mig samt den noget åbenlyse holdning til, jeg vil vanære Deres slægt. Som det var blevet understreget, smed han mig mere eller mindre ud." At tilbageholde den vrede, der til stadighed hobede sig op i hende, var svært, men det lykkedes dog at begrænse det til ilden i de grønne øjne, som hun bevidst holdt mod gulvet.