Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en kold dag igen i dag, og Niamh skuttede sig let og trak sit sjal tættere om sig, mens hun så ud ad vinduet. Hvorfor hun stod der så ofte i dag, var hun end ikke selv klar over; det trak forfærdeligt derovre! Nej, hun burde i stedet sætte sig længere ind i stuen, gerne foran pejsen, hvor ilden knitrede lystigt og grådigt slikkede hen over trækævlerne en tjener havde lagt på for under en time siden.
Niamh så i høj grad frem til at få besøg af sin gamle veninde, og hun havde gjort sit for at nå alle sine pligter før frokost, så hun kunne hellige veninden sin opmærksomhed.
*Og hvem ved hvor længe, jeg vil kunne modtage hende her uden risikoen for at blive kaldt på af forpligtelser… som husets frue.* Det var stadig lidt underligt at tænke på, hun nu var forlovet, men som hendes søstre og forældre sagde, var det trods alt på høje tid.
Omsider fandt hun tilbage til sofaen og satte sig med sit broderi igen. Det irriterede hende, hun var så rusten i det, men sådan var det vel, når man skulkede for at studere.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 26, 2017 21:57:18 GMT
Det havde været en ganske hård tid for Emma, men en aftale var en aftale og den rummelige frue af Knockyn var taget afsted, selvom hendes hjem kunne have brugt hende og hun kunne have brugt det.
Susepulveret bragte hende til en pejs hun kendte, hos hendes gamle veninde. Hun trådte ud af den, en smule rundtosset og børstede sod af sig, før hun rigtigt så ud i stuen og fik øjenkontakt med Niamh.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 22:07:11 GMT
Og så var Emma der! Niamh så op og sendte sin veninde et varmt smil, mens hun lagde sit håndarbejde fra sig og gik hen for at hjælpe hende med soden. Hvor mange problemer og tanker, hun efterlod i sit hjem, vidste Niamh af gode grunde ikke, men hun var glad for at blive prioriteret over hvad end planer, Emma måtte have haft. ”Hvor er jeg glad for at se dig, kære,” hilste hun i venlige toner sekunder før, hun nåede hende, ”Alt vel, håber jeg?”
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 27, 2017 17:41:20 GMT
Emma fik børstet soden væk og var glad for valget af en mørk uldkjole, der ikke tog så meget af farven. Hun rankede sig lidt og smilede varmt til Niamh, før hun nikkede som svar. "Naturligvis," svarede hun høfligt. "Jeg er glad for, at jeg måtte komme."
Selvom irere og englændere havde et anspændt forhold, så var de begge fuldblodsmagikere og kunne hænge sig mindre i mugglernes skærmydsler. Hun slappede da også lidt mere af i skuldrene, som hun var væk fra Knockyn.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 28, 2017 17:23:30 GMT
”Du er altid velkommen her,” svarede hun til høflighedsfrasen – dog ganske oprigtigt. Hvad problematikker irere og englændere stod overfor hang Niamh sig ikke så meget i, når det kom til personlige forhold. Flere englændere havde vist sig at passe ind i den irske opfattelse af dem, men ligeledes kendte hun selv flere af sine landsmænd, der nærmest var en direkte begrundelse for englændernes skepsis. Hun kunne lide Emma af ganske andre årsager end hvor i verden, hun kom fra.
”Det går vel nogenlunde,” lagde hun ud i en forklejnende tone, ”Jeg er ved at vænne mig til tanken om snart at skulle giftes. Det kan – som du nok ved – godt til tider være lidt af en opgave.” Et let smil blev sendt hende, før hun linkede armen sammen med Emmas for at tage hende med til en af de mere hyggelige opholdsstuer.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 28, 2017 23:33:40 GMT
Emma blinkede overrasket ved informationen. Mange ville se på Niamhs alder og tænkte, at hun nok aldrig ville blive gift. Hun var trods alt femogtyve. Da grævlingen fik andet at vide var hendes første reaktion at smile, men hun kunne ikke ligefrem lade som om at ægteskab havde givet hende den lykke, som man forventede. Af samme grund trak brynene sig også bekymret sammen efter få øjeblikke.
"Hvem skal du giftes med?" Hun behøvede ikke spørge om hvorfor det skulle være snart. Så meget var åbenlyst nok.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 1, 2017 18:46:36 GMT
Niamh selv havde også efterhånden indfundet sig med aldrig at ville blive gift, men nu var det så sket. Hvad Emma tænkte om det, havde hun så ingen ide om, men efter et smil fremstod hun dog bekymret i stedet.
”Lord Alfred Black. Vores fædre syntes at finde partiet passende, og han friede i anden eller tredje sætning, han sagde til mig. Vi har mødtes et par enkelte gange nu. Forhåbentligt når jeg at lære ham bedre at kende inden vielsen, men nu må vi se.” Hun holdt sig rolig og logisk på området og trak let på den ene skulder, som hun afsluttede svaret.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 5, 2017 17:04:52 GMT
Emmas smil falmede en smule, før hun tvang det tilbage og nikkede. Blackfamilien var både rig og indflydelsesrig, men de var også engelske og hun havde sine private bekymringer over hvordan de ville behandle en irsk brud. Alligevel sagde hun intet. Når fædre havde besluttet sig, så blev det sådan.
"Du bliver en vigtig kvinde," bemærkede hun i stedet sandfærdigt. Ikke at status havde gjort meget for hendes sikkerhed eller glæde. "Og den unge Lord Black er en flot mand. Du må være spændt?"
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 17:53:06 GMT
At Emma kæmpede lidt for at fastholde smilet, havde hun bemærket, men hun ventede for nu med at kommentere på det. I stedet forholdt hun sig til den samtale, de førte. ”Jeg går ikke meget op i udseende, men jo, det er han. Indtil videre finder jeg ham værende en ganske interessant mand, og jeg tvivler på, jeg vil få besvær med at respektere ham, hvad er det vigtigste for mig trods alt. Der bliver meget at se til, men jeg velkommer forandringerne og udfordringen.”
De nåede opholdsstuen, hvor der stod forfriskninger til dem, og Niamh førte Emma derhen og bad hende tage plads med sig.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 7, 2017 17:37:37 GMT
Emma fulgte med veninden gennem den imponerende borg. De færreste havde så meget plads og hvis ikke hun havde været vandt til Knockyn ville hun sikkert være benovet. Hun var i mellemtiden mere optaget af at lytte til Niamhs overvejelser om Alfred og trak en anelse på smilebåndet over dem med et svagt bittert anstrøg. Det var trods alt let nok at undlade at gå op i udseende, når ens forlovede var smuk og rank.
Hun sank en enkelt klump og tvang sig selv til at trække på smilebåndet, som hun sank ned på en af de rå træstole, tom for ord for en kort stund.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 7, 2017 20:35:36 GMT
Snart sad de to kvinder sammen, og Niamh rakte frem og lagde hånden over hendes, de grønne øjne oprigtigt bekymrede. "Vil du fortælle mig hvad det er, der går dig på? Jeg kan se hvor anstrengte, dine smil er, kære ... Noget du har brug for at tale om?" spurgte hun blidt.
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 7, 2017 22:59:05 GMT
Der var ikke nogen mennesker, der kunne kende Emmas hemmelighed. Af samme grund gav hun sig lidt og var splitsekunder fra at trække sin hånd til sig, før hun stilnede af og rankede sig en smule.
"Jeg har fået en ny svigerinde," nøjedes hun med at svare. Det var ikke løgn. "Og hendes mand behandler hende ikke godt."
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 10, 2017 9:38:12 GMT
Der var noget ved Emmas fremtræden, der gjorde Niamh opmærksom. Var svaret nu også alt, der var ved det? Hun tvivlede faktisk, men eftersom Emma ikke lod til at ville tale om det, var der trods alt ikke meget, hun kunne gøre andet end at forsøge at gøre besøget rart for hende. "Hvor forfærdeligt," sagde hun oprigtigt medfølende og funderede over, om Emma mon var urolig for hende også. Så mange spørgsmål!
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 19, 2017 20:14:27 GMT
*Legimens!? Intet under, stakkels Emma er bekymret!* Det forblev en tanke, og i stedet gav hun hendes hånd et let klem. "Hvis der er noget, jeg kan gøre for at hjælpe, må du endelig ikke tøve med at sige det, kære," blev det til i mangel af bedre. Havde det nu været Emma selv, der stod i situationen, havde det trods alt været noget nemmere; de to ville sammen kunne have øvet sig i at forsvare sig. Hvor meget nytte, det ville være til lige her, vidste hun dog ikke, hvorfor hun ikke selv foreslog det.
