Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
De lyse porcelænsfingre strøg med ubesværet ynde hen over harpens strenge. Huden var rødlig og irriteret af at have danset på strengene så længe, men hun blev ved. Af og til stoppede hun og ridsede noget ned i en lille bog med en fjerpen. Det var lidt hendes måde at væve videre på sine tanker på. Når Annea udtrykte sig igennem musikken syntes mange løsninger altid at komme til hende, lettere end det talte ord. Og spørgsmål, ting hun ikke før havde overvejet, næsten som om strengeinstrumenter talte til hende. I starten havde hun haft flere lyrer, men lyrerne hun ejede i Aquitaine var hurtigt vokset og nu havde hun en stor harpe stående og fyldte i opholdsstuen. Der ingen overtalelse til. Hun kunne få svigerforældrenes velsignelse med næsten alt hun sagde, bare hun formulerede det rigtigt. De syntes om at lytte til hendes kunstneriske udtryk og bifaldt uden modstand endnu et instrument hun kunne underholde dem med.
En sidste streng blev slået af og hun slog øjnene op. Hun så ud af vinduet. Der var ikke andre, men hun kunne dufte bagværk fra køkkenet og der var druer i skålen, hjulpet magisk på vej på grund af årstiden. Ude af vinduet var der åbne vider, bakker og træer. Mange af som hun ikke havde udforsket. Efter at have spejdet så langt som øjet rakte, rejse hun sig og rettede på sin røde kjole og sit bølgede hår. Så samlede hun skålen med frugt op. Med bog, fjerpen og skål under arm gik hun igennem værelserne indtil hun kom til to lukkede døre. Hun stod lidt og så overvejende på den, så bankede hun to gange og gik ind uden yderligere advarsel.
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 20, 2017 22:43:20 GMT
Jacquet kunne snart ikke finde hoved og hale i noget som helst. Han følte sig splittet. Ikke mellem to kvinder, men mellem hvad der var det rigtige og forkerte. Annea var en sød pige, hun fortjente bedre end ham, han kunne ikke elske hende på den måde som hun gerne ville have, og han kunne ikke være den amnd som hun troede han var. Det var alt sammen blevet sat op som et glansbillede foran øjnene af hende. Hvilket var synd. Alligevel sad han i den. At de stadigvæk ikke havde fuldbyrdes deres ægteskab var han skyld. Han havde dog heller ikke forsøgt at gøre noget ved det. Han vidste at det virkede.
I den sidste time havde han ligget med lukkede øjne, med det meste af kroppen dækket af varmt vand. Vandet duftede svagt af lavendel som gav en afslappende effekt på ham hver eneste gang han indåndede dampen. Han havde været helt væk i tanker at han ikke havde opdaget rynkerne der samlede sig på hans fingre. Han rynkede let på de lyse bryn og rejste sig fra baljen med vand. Han rakte ud efter badehåndklædet som han bandt omkring livet på sig. Han strøg en flygtig hånd gennem det våde hår inden han gjorde sig færdig.
han havde netop hivet bukserne op da de to døre til hans værelse gik op. Han stirrede ligefrem og mødte Anneas blik. "Hvad laver du her?" kom det lidt forskrækket fra ham. Han sukkede dyb og så tavst på hende.
Post by Annea d’Montacute on Feb 21, 2017 10:45:33 GMT
Annea nåede lige at træde ind i rummet, da Jacquets forskrækkede udbrud fik hende til at spjætte med et hvin, så både træskål og vindruer faldt ned på stengulvet. Notesbogen blev ført op foran hendes ansigt, da hun opdagede hvor lidt tøj han havde på og øjeblikkeligt blev hun tomatrød i hovedet. ”Sikke en velkomst. –TAK, jeg er også glad for at se dig. Jeg bor her – hvis du ikke har opdaget det”.
Hurtigt vendte hun ryggen til ham og lukkede dørene bag sig for at finde et andet sted at holde sin opmærksomhed. ”Jeg tænkte at du måske var sulten…” Hun skævede mod skålen med druernes forhenværende storhedstid, der nu var splattet ud over stengulvet og revnede i kunstnerisk eksplosion af sødmefulde safter. ”Men. Det kan være lige meget nu, anser jeg”.
Hun var lidt stille i sin overvejelser om hvad hun nu skulle, når hendes oprindelige plan var ødelagt. ”Det er en dejlig dag i dag. Der er virkelig meget sol... Har du nogle planer?”
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 21, 2017 19:39:00 GMT
Jacquet blik var mildes talt ikke særlig positivt. Han vidste godt at hun ikke havde gjort det med vilje, men hun havde en lille del af ødelæggelsen af hans ellers gode humør. "Jeg har ikke sendt bud efter dig, og du kunne have ventet til jeg havde svaret" bemærkede han med et lille suk. Hun var selv ude om synet der havde mødt hende. Han rystede på hovedet af hende og gned let begge hænder mod sine øjne og ud gennem håret.
"Du bor ikke her" sagde han og slog ud med den ene hånd. Der her var hans værelse og hans kontor. Det eneste sted han følte han kunne kalde sit og hvor han kunne smide folk ud. Hun var til at vende øjne af. Jacquet følte dog for tiden at han var den eneste der syntes det. Hun var kommet godt ud af det med hans forældre og et par af sine søskende. Men for ham var det ikke nok til at han ville kunne føle noget dybere for hende. - For ham svarede situationen til at Blance var dukket op.
"Hvis jeg var sulten havde jeg sendt bud efter husaflen" sagde han og så lidt undrende på hende. At det var hendes dårlig undskyldning fordi hun bare ville se ham, var tydeligt. ".. men jeg værdsætter tanken" hørte han sig selv sige.
Han skævede mod det store vindue. Det kunne sådan set have ret i. Det var sjældent at solen viste sig, og det var dumt ikke at udnytte. Han trådte et skridt til siden og greb ud efter sin skjorte som han trak over hovedet. "Nuvel. Vi kan gå en tur" sagde han og så spørgende på hende.
Post by Annea d’Montacute on Feb 21, 2017 20:16:55 GMT
Irritationen Jacquet udviste så ikke ud til at påvirke den unge heks. I stedet vendte hun sig imod ham og smilte overbærende. Hans forsvar blev røstet af Annea, som vand på en gås. Og diskret betragtede hun hans krop i lyset fra vinduet. Det var ikke en mulighed hun havde haft før i de seks lange måneder hun havde boet der. Meget kunne hun tænke, men han var nu en flot mand, hendes gemal. Specielt sådan som solen reflekterede i hans pjuskede hår. Det var nærmest betagende. Et eller andet sted ville hun gerne have at han havde beholdt klæderne af lidt længere, selv om situationen var lidt akavet.
”Vær nu ikke så sur. Du kunne bare have låst døren hvis du ikke ville forstyrres” kommenterede hun nonchalant. Hun trådte let over vindruerne og gik hen til Jacquet, da han havde trukket skjorten over hovedet. Med et lille grin gav hun sig blidt til at binde og rette lukningen på skjorten. ”Og der er gået kællingeknuder i dine snore”. Af og til skævede hun op mod hans ansigt indtil hendes delikate hænder havde viklet knuderne op og havde bundet snorene i et parallelt mønster. Så smilte hun forsigtigt op til ham. ”Sådan. Bedre. Det ville sende et mærkeligt signal når så meget af dig udstråler adel”.
Med hænderne foldet om bag lænden skrabede hun sin skospids en anelse bly imod jorden og fulgte den med blikket. ”Det ville være rart. Hvis du har lyst… Jeg tænkte at vi kunne tage hestene og måske ride hen til landsbyerne. Jeg har aldrig rigtigt været der nede. Og du har jo boet her siden du var barn trods alt. Du må vide en masse og have en del spændende historier at fortælle”. Der lå mere i det end at hun bare ville se sig omkring. Annea havde den bagtanke at det var en oplagt mulighed for at lære sin gemal nærmere at kende. Og måske komme tættere på at forstå den mand han var i dag, hvis hun kunne begynde at forstå det barn han engang havde været.
"Desuden vil det gøre god reklame for familien at vi interesserer os for det arbejde der bliver gjort på jorden i alle led". Hun smilte større og prøvede på at lukke dealen ved at blinke charmerende med de lange øjenvipper til ham.
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 21, 2017 21:01:07 GMT
Jacquet bragtede hende med vantro øjne da hun fortsatte ind på hans værelse. Han kunne godt se og mærke at noget ved hende var forandret. Til det gode, hun var ikke nær så irriterende som hun plejede at være. Måske hjalp det når han tog væk, ikke blot for ham selv, men også for hende. Når de gik op og ned af hinanden var det svært for ham at trække vejret. At flugten fra Godset havde været mange, kunne han selvfølgelig beklage, og han øvede sig også i kun at tage væk når det var grundet sit diplomatiske arbejde. Han plejede dog at lægge det sådan at han kunne få besøg af Georgianna, som han endnu ikke kunne slippe. Hans løfte til hende gav stadig genlyd.
"Du kunne have ventet" gentog han. Det var hans værelse, og han mente ikke at han havde brug for at låse døren, så længe folk ikke braste ind. Han sukkede en anelse. Han fulgte hende opmærksomt og stirrede ned på hende da hun gik i gang med at løsne de knuder der havde sat sig på skjortens snorre. Det kunne han da selv ordne. Han valgte dog ikke at kommentere på det, og i stedet betragtede han hendes arbejde. "Ingen ville lægge mærke til knuderne, da skjorten ikke vil være synlige for andre" han havde jo ikke fået sin tunika over hovedet endnu. De eneste der ville vide at knuderne var der, var ham, og han var ligeglad.
Pludselig kom et væld af ord der fik Jacquet til at træde et skridt tilbage. Kunne de ikke bare nøjes med en tur i haven? Han skar en grimasse og slog blikket ved fra Annea. "Lad os lige komme ud før du planlægger hele min eftermiddag" mumlede han og gik hen efter sine varme støvler. Hun skulle ikke komme for godt i gang. d'Montacute familien var ikke onde ved deres bønder og andre der arbejdede for dem, nok var han sin fars ansigt udadtil, men følte ikke for at slæbe Annea med ned til den nærliggende by. Ikke når han ikke selv var kommet på tanken. "Du kan få lov og se efter vinterens spire." sagde han og lo.
Post by Annea d’Montacute on Feb 21, 2017 21:36:29 GMT
”Og må jeg ikke planlægge hele din eftermiddag, kære husbond? Du skal jo alligevel ikke noget. Jeg har selv spurgt din far tidligere”. Med en større målrettethed gik hun hen til en trækiste ved siden af Jacquets seng og begyndte at trække hans kappe op af den. Ingen havde fortalt hende hvor hans ting var. Hun vidste det, fordi hun havde været inde på hans kammer når han var væk, så hun kunne studere hans univers. Hun gjorde det af og til, når hun følte at han havde været væk for længe, omhyggeligt timet med at det var en af hans længere diplomatiske missioner, så hun ikke bare blev forstyrret. Sådan vidste hun en del om Jacquets væsen uden at nogen havde fortalt hende det.
”Præcis. Vinterens spirer”. Med kappen i favnen gik hun hen imod ham og rakte den til ham. ”-I landsbyen. Desuden bliver Taffy fed og gammel, hvis han ikke bliver brugt nok. Din falk kan godt lide mig. Ham kan vi også tage med”. Sådan fortsatte hun forhandlingen roligt.
”Du bliver dvask og doven af kun at hænge her hjemme. Se blot: Det er allerede ved at ske”.
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 22, 2017 21:00:43 GMT
"Selvfølgelig må du ikke planlægge hele min eftermiddag. Faldt du ned af trappen her til morges?" sagde Jacquet og skar en grimasse. Han rystede på hovedet af hende og nægtede at fortsætte diskussionen med hende. Hvis der var nogen der skulle planlægge noget, så var det der ham. Hvad Annea gik og brugte sin tid på blandede han sig ikke i, så længe hun opførte sig ordenligt, selvom han ikke kunne sige det samme om ham. Var det dårligt af ham, ikke at have dårlig samvittighed over Georgianna? Ifølge ham selv var det i orden at lade være. Han skulede til hende.
"Hvordan ved du hvor mine ting er?" spurgte han en anelse skeptisk. Det var på ingen måde i orden. Hverken for hende eller for andre i hans familie at snige sig ind på hans private kammer uden opsyn. Kun hans tjener kendte til indholdet i hans kister og skabe. Han mente desuden også at han altid låste døren når han var væk i længere tid. Hvilket blot gjorde ham endnu mere sur.
"Taffy er en hoppe, og hun har næsten lige været ude" bemærkede han. Hvorfor skulle hun komplicerer det så meget? Var en gåtur i deres enorme have ikke godt nok? Hvis hun hellere ville ned i landsbyen skulle hun være så velkommen, alene.
Han gik hen til sit skrivebord og rev et stykke af pergamentet som han rullede sammen. Han vendte sit blik mod sin unge hustru og plantede det mellem hendes læber. Han vidste godt det ikke ville få hende til at holde mund, men synet fik ham til at grine. Han strøg en hånd gennem det i forvejen pjuskede hår inden han bandt sin kappe omkring sig og hentede sin pelshat.
Post by Annea d’Montacute on Feb 22, 2017 23:00:00 GMT
Annea valgte at overse hans kommentar og ikke at give et videre detaljeret svar til Jacquet omkring husbondens mistanker til hendes lokalisering af hans overtøj. Hun affejede det elegant og rykkede på skuldrene af ham. ”Logik. Overtøj fylder og ville være i en af de største genstande i rummet, og familien har ikke mange magiske møbler”.
Det blå skulende blik fik hende til at skæve væk inden hun nøje overvejede næste argument. Hun nåede dog kun at åbne munden en anelse, da Jacquet få sekunder efter placerede en papirkugle imellem hendes læber. Hun udbrød en forskrækket pivelyd og blinkede forvirret et par gange. I det mindste så han til at lysne op. Kuglen tog hun ud i hånden. ”Bølle! Okay, okay”. Den blev kastet imod Jacquets brede brystkasse med et skævt smil. På en måde var det betryggende når han skejede sådan ud. Det var barnligt, men det var dejligt at han kunne handle afslappet i hendes selskab. Ofte gjorde han hende usikker over den alder der befandt sig til afstand imellem dem. Men det mildnede udtryk han viste hende fik hende til at tænke på, at han også havde ungdommelige træk, ligesom hun på mange måder virkede over gennemsnittet intellektuelt for en kvinde af sin alder.
Med en nejen så hun op imod ham. ”Hvis det gør dig glad, Jacquet. Vil min husbond da lede mig på vores tur?” - Som tilsyneladende ikke var på vej i landsbyen.
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 23, 2017 22:28:12 GMT
Jacquet lod det ligge. Han forsøgte ikke at søge efter muligheder hvorpå de kunne starte en diskussion. Han ville bare blive bedre til at låse efter sig, og håbede hun respekterede ham nok til at holde sig ude af hans værelse i fremtiden. Det hjalp langt fra på hans mening om hende.
Ikke at papirskuglen gjorde meget for ham, men det gav et øjebliks stilhed, og selvom han nok ikke ville indrømme det, var det en glædelig forandring, at de godt kunne være i samme rum uden at han blev alt for frustreret. Han kiggede på den lille kugle der faldt mod jorden da den havde ramt ham. med let hovedrysten samlede han den op fra gulvet og lagde den på sit skrivebord.
"Selvfølgelig" bemærkede han og gik hen for at åbne døren. Hun manglede selv at gøre sig klar, og han havde ikke tænkt sig at acompanere hende tilbage til deres fælles gemak. I stedet ville han bruge tiden til at trække noget luft og klare sine tanker. "Jeg venter på dig udenfor." sagde han inden han gik ned af trappen.
Post by Annea d’Montacute on Feb 28, 2017 22:03:18 GMT
Annea svarede blot med et nik mod Jacquet inden hun uden ord gik ud af døren. … Som hun smygede sin ind i den tykke pels af hvidt bjørneskind havde hun selv sine overvejelser. Hun var glad for at han i det mindste samarbejdede. Små størrelser susede rundt i hendes mave i en blanding af nervøsitet og spænding. Det passede hende ikke helt at give slip og sådan afgive kontrollen til ham med deres aktiviteter, men hvis det kunne holde husfreden lidt, gjorde hun gerne et forsøg. Og hans manglende velvillighed til at gå med på hendes ide’ var irriterende af selvsamme grund. I det mindste var det da en halv aftale, og et kompromis at hun gjorde som det passede ham i bytte for hans velvillighed til at tilbringe tid sammen. Noget hun måske også burde blive bedre til. Det var ikke noget hun havde set ske tit, selv om den tid hun havde brugt i det fremmede land på mange måder føltes som en evighed.
Da hun gik ud af døren til haven og lukkede den bag sig kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt som en opdagelsesrejsende på fremmed grund, selv om hun havde betrådt den sti så mange gange før. Tyndt snelag knagede under hendes støvler, og hun trak kraven tættere op om sine skuldre. Det var lidt som at skulle observere et eksotisk ukendt dyr, og på det punkt var det fjollet, men sådan føltes det når hun var sammen med ham. Hun skulle opdage ham, sin ægtemand. Opdage hvem han var, den gyldne skabning og tilpasse sig til ham, mandsdyret, for ikke at jage ham bort. Det hele havde nu været nemmere hvis blot hun kunne dressere ham med guf.
Længere fremme kunne hun skimte ham igennem grenene til et træ. Hun søgte hans blik og gik ham der i møde, klemmende sin hånd en anelse.
Post by Jacquet d'Montacute on Mar 9, 2017 16:52:44 GMT
Jacquet vendte sig om. En let hånd var allerede igennem det lyse hår og han rystede lidt på hovedet inden han gik imod hende med et let smil så han kunne række hende hans arm. "Sig til hvis det bliver for koldt" bemærkede han så inden han rettede blikket lige frem og tog de første skridt ud i haven. Det skiftede meget med hvor meget sne der ville ligge, og han var glad for at de ikke skulle kæmpe sig igennem et tykt hvidt lag af koldt sne. Det var tilpas nok til at det gav haven et fortryllende tema.
Han var egentlig ligeglad hvordan det så ud, da han normalt ikke brugte noget tid i den når det var bare det mindste koldt. Sart var han ikke, men det var så absolut ikke en af hans ynglings årstider når der kom til vejret. Desuden kunne de mørke skyer hurtigt påvirke hans humør.
Han sagde ikke meget til en start. Han havde ikke givet dem megen lov til at fortælle om hinandens interesser, og et eller andet sted var det svært for ham at lægge ud med noget.
".. Vi kunne høre køkkenet ad om de har noget brød vi kan give til fuglene?" kom det en anelse tamt fra ham.
Post by Annea d’Montacute on Mar 13, 2017 22:16:44 GMT
Det var tøvende da Annea forsigtigt hævede sin hånd en anelse, da Jacquet tilbød hende sin arm. Hun så ned mod hans hånd og krummede sine fingre et par gange inden hun forsigtigt flettede sin arm ind i hans. Nærkontakt fra hans side var noget særdeles uvant, og hun følte derfor et sted at der var ekstremt mange ting hun kunne gøre galt. Det føltes dog behageligt. Sådan at holde om et andet menneske. Og det føltes endnu mere som evigheder siden nogen havde gjort det med hende. Ikke mindre end at hun fortabte sig lidt i øjeblikket, så hun op imod Jacquet og gengældte hans smil. ”Selvfølgelig. Det skal jeg nok Jacquet. Og du. Hvis du bliver træt”.
Hun så frem for sig og betragtede hvordan rimen havde indkredset grene og blade. Af og til skævede hun op imod ham med et bly smil. Han var ikke helt den eneste der havde svært ved at lokke ordene frem. Annea følte at hun før havde fortalt om sine interesser, og han havde føltes ligeglad. Når hun forsøgte at dele politiske emner der gik hende på havde han bedt hende om at være stille, eller havde sagt at hun ikke skulle pryde sit lille hoved med det. Så hvor hun skulle starte var hun ikke helt sikker på. I første omgang nød hun bare den nærkontakt han gav hende og at han gad hende. Sådan kunne hun godt have faldet i søvn. Svøbt i hans arm. Tankerne vandrede der fra en anelse, og hun kom i tanke om det hun var vandret ind til i morges, da hun afbrød hans bad. Hendes kinder rødmossede, og hun mærkede sit hjerte slå hurtigere.
Det var derfor en lille lettelse, da han igen afbrød stilheden, og hun så til hans side. ”Fugle?” spurgte hun overvejende og lagde hovedet på sned. ”Det kan vi godt. De trænger sikkert til noget at mætte sig på… Jeg vidste ikke at du kunne lide dyr så meget”.
Post by Jacquet d'Montacute on Mar 15, 2017 13:14:48 GMT
Han kunne ikke helt finde ud af om det bare havde været af almindelig høflighed, at han var endt ud med at ville eskortere hende gennem haven. Det måtte halvt havde været hans instinkt blandet med en impulsiv handling. Det føltes rart, men ikke videre normalt. Skulle han vælge, ville det trods alt være med en anden kvinde. Det var dog i Annea selskab en tanke han øvede sig i at gemme lidt væk. Hun fortjente ikke hans urimelige opførsel. Den kunne han gemme til sin far.
Han sendte hende et lille smil ved hendes ord og nikkede. Der var ingen chance for han ville blive træt, med mindre energier andre steder fra ville gøre ham det. Det var ikke nemt for ham at åbne sig op til hende, mest af alt på baggrund for at han stadig var bitter over hele arrangementet med brylluppet, og han syntes stadig ikke at de havde noget til fælles. Men det var ikke noget sammenbidt over hans udtrykt. I stedet var det et par mere eller mindre milde øjne der så ned på hende. Han havde for engang skyld en ro over sig, der gjorde at han havde plads til Anneas tiltider ustabile sind. - Det var ikke gået hans næse forbi at hun var sensitiv og følsom.
"Jeg kan lide de fleste dyr" sagde han med et let skuldertræk. Det var harmløst at fodre fugle, og så var tanken omkring det afslappet. Så kunne de også få tiden til at gå med det. "Jeg løber tilbage efter det" sagde han så og trak sin arm til sig. Han trådte et par skridt tilbage i den lette sne inden han vendte om og småløb tilbage mod køkkenet bagindgang.
Post by Annea d’Montacute on Mar 19, 2017 19:04:22 GMT
Annea nikkede Jacquets vej, da han løb ind mod køkkenet. Med armene om sig selv fortsatte hun lidt ud i havens arrangement og så eftertænksomt frem for sig. Hans engagement virkede ikke sprudlende, men det var det mest levende det havde været længe. På trods af kommentarer fra svigermoderen og Anneas udtrykte utilfredshed omkring mængden af tid Jacquet og hende spenderede sammen, så virkede det ikke altid til at have en effekt. Han trak sig for det meste ind på sit værelse. Det var derfor just en forbedring, nok lille, men stadig en overraskelse hun syntes om… også selv om den tid blev brugt på noget så simpelt som at fodre fugle.
Da hun strøg ned at sidde under et træ fangede hun sig selv i at tænke: *Bare det kunne være sådan her altid*. Hun slog blikket op i den blå himmel og trak bjørneskindspelsen tættere om sig.
