Første møde

Svaret fik Blance til at smile svagt af lettelse, før hun endte med at synke ned at sidde på en af de stole, der stod omkring rummets eneste bord. Hendes ryg var endnu rank, men hun lænede sig en smule tilbage, imens hun betragtede Mortimer Borgins nakke i lyset fra ildstedet foran ham.

"Hvorfor er De så optaget af at få mig til at synes dårligt om Dem, Monsieur Borgin? Hvilke skeletter 'ar De i skabet?"

Denne gang faldt Blances mund en smule åben, men han så heldigvis slet ikke på hende og slap for synet af hendes mundlamme, dumme udtryk. Hun rømmede sig en anelse og fik nogenlunde styr på sig selv igen, som hun glattede sit skørt lidt med fingrene.

"Jeg synes De virker ganske rar, Monsieur Borgin," svarede hun endelig, efter at have vendt det en anelse i tankerne. "Men jeg kan godt forstå, hvis De ikke er tilfreds med at skulle giftes med mig. Jeg vil prøve, alligevel, at gøre Dem tilpas med det."

Blance sad i den akavede stilhed efter sit velmente svar og tumlede lidt med om hun selv mente, at han virkede rar. Hun kom frem til, at han mest af alt virkede dybt ukomfortabel og visse alarmklokker ringede, selvom det ikke var dem hun havde forestillet sig. Alligevel sagde hun ingenting me d det første, men kom på benene igen og gik langsomt rundt i det lille rum, med hænderne samlet på ryggen og en stille nynnen.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, men det virkede som en meget kort tid at bruge på at tale med sin kommende husbond for første gang. Hun burde forsøge at tale mere med ham og brød sit hoved med bedre spørgsmål end dem hun virkelig havde lyst til at stille.

Blance lagde ikke rigtig mærke til, at hun nynnede. Hun var rastløs og hun forsøgte at komme på noget at sige, der ikke var upassende. Inden hun nåede til det, brød han dog alligevel tavsheden imellem dem og hun stoppede op og vendte blikket imod ham, selvom han stadig havde ryggen til hende.

Hun rynkede panden en smule, før hun tog en dyb indånding og klarede halsen lidt. "Oui. Jeg er på 'ogwarts til femkampsturneringen året ud. Så går jeg ud fra, at jeg skal tilbage til Beauxbatons." Hun tyggede lidt ned i underlæben, men lod ham ikke komme med et nyt spørgsmål, før hun selv stillede et med en skurren i mellemgulvet:

"Hvorfor vil De ikke se på mig? Er De så utilfreds med valget?"

Hun havde forventet at hendes forlovede ville være frastødende. Hun havde derimod ikke regnet med, at han ville finde hende utiltalende. Hun vidste skam, at hun var ganske køn at se på.

Blance rynkede betragteligt på næsen over dén beskrivelse og selvom hun rent faktisk var en ganske sød pige - ofte - så kunne hun også være temmelig bestemt. Som han ikke helt havde haft den fulde glæde af endnu.

"Men alligevel føler De, at det er forkert." Hun fyldte lungerne, imens hun vægtede sine ord. Skandaløst eller ej, valgte hun dog at forsøge at få sandheden på bordet igen. "Er De forelsket i en anden, som De ikke kan få?"

Blance vidste udmærket, at hun var upassende, men hun var også temmelig frustreret over, at han ikke engang kunne holde ud at se på hende. Hun knyttede hænderne lidt sammen, men lod også sine skuldre falde og slap et lydløst suk. Idéen om at borgerlige havde færre hæmninger passede i hvert fald ikke i dette tilfælde. Der var kun ét at gøre.

"Jeg beklager, Mester Borgin," svarede hun reelt og i et mere afdæmpet tonefald, der absolut var gennemtænkt, selvom det ikke var rent skuespil. Hun sank en klump og stirrede lidt på hans nakke, før hun selv sænkede blikket og vendte sig bort. "Virkelig. Det er blot en smule frustrerende, at De ikke engang kan 'olde ud at se på mig."