Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Mortimer var ved at gå ud af sit gode skind og han havde intet fundet, der kunne lindre den følelse. Han havde ingen anelse om, hvem der ville vente ham i det aquitanske hjem, men han kunne alt for levende forestille sig hvordan hun ville reagere på udsigten til et liv med ham - og det var ikke noget han havde noget udpræget behov for at være en del af.
Han var dog intet, hvis ikke pligtopfyldende og af samme grund stod han i den lune stue han var blevet henvist til. Huden kriblede og han følte sig kvalm, som han stod vendt mod ildstedet og stirrede ind i flammerne med hænderne samlet på ryggen.
Post by Blance d'Montacute on Feb 19, 2017 23:52:28 GMT
Blance havde haft én dag til at forberede sig mentalt - og fysisk - på at være konfronteret med den mand, som hendes fader havde valgt hun skulle leve resten af sit liv med. Hun havde tænkt på sine små, dumme fantasier om Mahari og Elphias, besluttet at begge var potentielle elskere og slået fast for sig selv, at oprør og raseri ville få hende omtrent ingen steder hen.
Da hun trådte ind i den lille, varme stue, stod hårene alligevel op på hendes arme under uldkjolen. Hendes hår var tæmmet fortil, men flød ned af den ranke ryg og de blå øjne var mere end levende, som hun forventede, at de ville lægge sig på en krumrygget gammel mand med fedtpletter i skægget. Det var derfor forbløffelse, der var den første følelse, som registrerede sig i hendes ansigtsudtryk.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 0:45:29 GMT
Hjertet sank i livet på Mortimer, da han hørte døren gå. Han ville gerne lade som om at han ikke hørte det, men endnu engang vandt hans gode manerer og han havde intet andet valg end at dreje sig. Synet der mødte ham burde ikke være komplet chokerende, men det var alligevel noget lignende den følelse der gik gennem ham ved synet af sin fremtidige hustru. Hun så så ung ud. Langt yngre, end han havde forestillet sig.
"Mademoiselle," fik han frem efter et halvt sekund, uden helt at kunne få sig selv til at se hende i øjnene - med den klare forventning at se enten skuffelse eller væmmelse. I stedet bukkede han, så formfuldendt som hans lange skikkelse kunne mønstre.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 0:51:26 GMT
Forbløffelsen aftog ikke lige med det første, men Blance var en Montacute og hun formåede at bukke elegant, selvom hun var overrasket. Et høfligt lille smil trak også op i hendes mundvige og med forsigtighed spredte det sig til de levende øjne, som hun rettede sig op i sin fulde, begrænsede højde.
"Undskyld, Monsieur, men er du Monsieur Borgins... Søn?"
Hun havde ikke lyst til at antage, at han var selve Mortimer Borgin, kun for at blive grumt skuffet, når hendes mareridts krumryggede mand alligevel kom haltende.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 1:12:33 GMT
Mortimer var intet andet end høflig udadtil, med den enkelte undtagelse at han stadig ikke kunne få sig selv til at møde hendes blik. I stedet hvilede det et sted i de viltre krøller, som han kunne ane bølgede ned over hendes ryg. Det var en god distraktion fra resten af hende og hvad det sagde om hendes alder.
"Ja, mademoiselle...?" svarede han med en hvis undren og sammentrukne øjenbryn, som hans blik i det korteste sekund strejfede til hendes. Det var snart væk igen. "Mit navn er Mortimer Borgin. De lyder som om, at De forventede en anden...?"
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 1:20:00 GMT
Det tog en stund for Blance at indse, at han ikke så hende i øjnene, men hun reagerede kun ved en svag sammentrækning af sine bryn, før hans svar fik hendes skuldre til at falde, selvom hun ikke havde lagt mærke til at de var anstrengt trukket op. Et flygtigt smil rørte hendes læber i lettelse og hendes eget blik gled en anelse nysgerrigt over ham.
Han var... Ældre end hende. Men det havde hun altid forventet. Han var på ingen måde en gammel mand og han var ikke grim. Hun trykkede læberne sammen et øjeblik, før hun klarede halsen. "Pardon," svarede hun hans spørgende tone. "Jeg troede du ville være... Vieux et laid."
Testede hun ham? En smule og på flere måder. Hun havde ikke forventet, at hun skulle giftes med en fra De Britiske Øer, selvom Marie var blevet det.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 1:34:07 GMT
For anden gang blev Mortimer en anelse chokeret - denne gang over den unge piges ligefremhed. Han forstod udmærket ordene, selvom han ikke vidste hvordan han skulle forstå dem. Hans læber blev helt smalle i et øjeblik, men mest fordi han ikke vidste hvordan han skulle reagere.
"Vous êtes très direct, mademoiselle," lød det til sidst - og uden nogle videre indikationer om at det morede ham.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 1:44:26 GMT
Blance slog blikket ned for første gang siden hun var trådt ind i den lille stue. Hun forstod udmærket hvordan man opførte sig, men det var umuligt for hende ikke at være synligt lettet og desuden vise det. Han var ikke hverken gammel eller grim.
"Je m'excuse, monsieur," lagde hun ud, ganske klar i tale, før hun løftede blikket igen og stadig fandt hans vendt væk fra hendes øjne. "Jeg frygtede blot. Med så kort varsel..." Hun sank en enkelt klump og samlede hænderne foran sig, som hun skiftede spor. "Jacquet sagde du glædede dig til at se mig... Passer det?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 1:50:57 GMT
Mortimer forstod sig ikke på kvinder, især ikke helt unge kvinder. Han var usikker på, hvad hun frygtede, men til gengæld var han relativt sikker på at hun umuligt kunne være tilfreds. Det var sådan han tolkede den uafsluttede sætning og han satte ikke spørgsmålstegn ved det.
Især ikke ved det næste spørgsmål. Han havde sagt det i ren høflighed og han havde fundet meget lidt glæde ved udsigten til at møde sin unge udkårne. Det kunne han dog ikke sige - det vidste han udmærket. Forsøget på at holde det inde, fik ham dog til at se mildt forstoppet ud.
"Naturligvis, mademoiselle," fik han til sidst frem, lige så tonløst som resten, men ikke decideret uhøfligt. Han følte sig mere end utilpas. Hun var så ung... Det var som om, at det blev ved med at gentage sig for ham. "Deres familie viser min egen en stor ære."
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 1:56:17 GMT
Blance var alt andet end dum og selvom hun ville have undret sig, hvis han reelt havde glædet sig, velvidende at han aldrig havde mødt hende før, ramte det høfligt-anstrengte svar hende en anelse på stoltheden. Hun tog en dyb indånding og stirrede lidt ind i væggen bag ham, før hun fik samlet sig.
"Alors..." Hendes stemme tonede lidt ud, før hun fik færdigkonstrueret en sætning, som hun ikke forventede han ville bryde sig om. "Din familie. De har arrangeret dette ægteskab for dig, som du ikke ønsker?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 2:06:54 GMT
Mortimer sagde til sig selv at han havde svært ved hendes ligefremhed, men i virkeligheden ville han nok have haft svært ved at forstå hende uanset. I hvert fald følte han sig helt forkert og utilpas, som de stod der - i hver sin del af rummet og for hans vedkommende, alt andet end afslappet.
Spørgsmålet fik ham til at stivne og der gik et par sekunder, før han svarede. "Betragter De ægteskab som noget man kan fravælge, mademoiselle?" spurgte han, en hvis undren i stemmen. Blikket strejfede kort hendes igen. Så kort, at han nærmest ikke nåede at se hende.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 2:11:23 GMT
Blance fugtede sine læber og sænkede ikke blikket denne gang. Hun skammede sig vitterligt ikke over sit spørgsmål, selvom han virkede skandaliseret, som om hun netop havde løftet skørtet over hovedet. Hun troede, at borgerlige var mere afslappede.
Spørgsmålet han svarede med, fik dog en glød frem i de lyse øjne, som hun rankede sig svagt. "Nej, naturligvis ikke," svarede hun, før en enkelt rynke trak frem på hendes pande. "Men i din position kan man vælge sin partner selv, no?" Hans position som værende borgerlig, styrtende rig (formodede hun) og en mand.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 2:22:03 GMT
Det føltes ikke svært at læse mellem linjerne. Det han hørte hende sige var, at hvis han havde taget sit eget valg, så ville hun ikke være tvunget til at stå der. Han kunne forstå det, selvom han næppe kunne forklare hende at det ikke var så simpelt - at han aldrig ligefrem havde haft mange valgmuligheder.
"Måske," endte han med at svare, tøvende, mest af alt fordi han ikke vidste det. Han havde aldrig taget sig meget af det. Han drejede hovedet væk et kort øjeblik, mens han knugede en svedig hånd sammen på ryggen. "Jeg beklager, at De ikke har den mulighed, mademoiselle."
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 2:26:09 GMT
Blance hævede et enkelt bryn over svaret, før de begge trak sig sammen. Hun forsøgte at læse ham, men det var en udfordring. "... Er De?"
Ordene undslap hende inden hun rigtig havde nået at tænke over dem. Da først de var ude, kunne hun lige så godt fortsætte. "Hvorfor? Er De da en rædselsfuld mand?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 2:33:21 GMT
Mortimer havde på ingen måde lyst til at have den samtale. Samtidig kunne han ikke slippe ud af den. Hænderne knugede sig, før de løsnede sig helt og han endte med at vende sig tilbage mod ildstedet - selvom det var uhøfligt. Men han kunne ikke tænke klart.
"Det er der uden tvivl mange, der vil mene," svarede han til sidst og troede fuldt og fast på det, som han sagde det. Fortidens hånlige spøgelser gav genlyd for ham. Han kunne ikke lyve for den unge, krølhårede heks, der kunne få så meget bedre.