Den garvede sandhed
Feb 19, 2017 17:03:18 GMT
Post by Annea d’Montacute on Feb 19, 2017 17:03:18 GMT
Alfred Black
Annea var taget på besøg til sin biologiske familie i London og under hendes ophold var Annesleyerne blevet inviteret med til et større bal hos en bekendt slægt, og skønt hun var inddraget af Montacuterne i Aquitaine, var hun nu stadig ubenægteligt sine forældres datter, som de passede, forkælede og altid viste frem. Det var derfor ingen overraskelse at de havde taget hende med, og hun følte sig mere hjemme i England end noget andet sted.
Der var ikke en lige så stor følelse af krav til hende, for hun kendte mange flere af de sociale spilleregler her, og mange af ansigterne var set før. En del af dem havde endda kendt hende siden hun var en lille tumling.
Med en afslappet attitude vandrede hun igennem de mange mennesker. Hendes sind lettere opslugt og vandret på afveje af pynten der var sat op, for når hun var i sin egen verden forsvandt alt andet end det hun lukkede der ind. Inklusivt musikken og de mange stemmer. Langs søjlerne i salen snoede der sig en række fortryllede blomster af is, vridende som var de yderst smukke slanger. Da hun rakte ud imod en af dem smeltede de delikate blade som om de aldrig havde eksisteret, men duften var som ægte og hang ved i den lille samling af vandperler der kærtegnede hendes lyse hud ned til en samling i håndfladen. Og hun noterede for sig selv hvordan de fortryllede iskrystaller ikke havde været kolde, men varme. Det virkede ikke til at have været hendes temperatur der havde smeltet dem, men den blotte berøring. En lille trøst når moder natur med sit grønne slør endnu knapt var begyndt at titte frem.
Som hun spejlede sig i vandsamlingen trak hun sin stav op af båndet om sit lår, og med små cirkulære bevægelser rettede hun den imod det smeltede vand. Vandperlerne dirigerede hun op af sin arm indtil de nåede Anneas blonde krøller, og hun genskabte isblomsten som sit eget design i sit hår: En stor rose foldede sig ud og snoede sine ranker langs hendes fletning.
Hun havde set frem til at komme væk fra Aquitaine for en stund. Sådan helt væk. Uden skyggen af forfinet latter og øjne der målte hver eneste skridt hun formåede at tage som hustru, og hvert eneste hun fejlede, hvert eneste der ikke var muligt at tage fordi destinationen var låst – og det var ikke op til hende alene at åbne døren. Uden alt det hun vidste der manglede, men som der burde være. Men mest af alt havde hun glædet sig til at søge flugt fra sine tanker. Der var dog stadig et par af dem der bed fast og nægtede at slippe. Hun havde haft dårlig samvittighed. De burde ikke være der, men de blev ved med at komme. Urene og uanstændige for en der havde afgivet løfte og bundet sine bånd, men et eller andet sted betød det vel bare at tankerne ud fra Anneas situation var ægte. Hvorfor skulle de ellers blive ved med at komme igen? Han havde hjemsøgt hendes sind jævnligt siden middagen hos Black palæet, Alfred Black. Det han havde sagt. Det der var sket. Og ikke mindst de fornemmelser han havde sat gang i hende, mere voldsomt et noget andet individ før havde gjort…
Men nu var han også den eneste mand der nogensinde havde nærmet sig Anneas jomfruelige krop i sådan en grad uden at isne hende med frygt. Varmen steg fra hendes mave op og satte lue i hendes kinder og gnister under de lange øjenvipper. Det var det indtil hun huskede måden han havde set på hende med noget hun havde tolket som afsky, og hvordan han nedsættende havde kaldt hende uartig, da hun ikke kunne stoppede sig selv over hans tilnærmelse.
Det var derfor meget blandede følelser der kriblede rundt i Anneas mave da hun så den mørke arving ikke langt fra sig selv. Og hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig. Hun begravede sine negle i stavens træ. Han var ikke mindre betagende end første gang hun havde set ham på maleriet. Tæt på, alligevel så fjern. Mystisk, som en vild arabisk hingst.
Annea var taget på besøg til sin biologiske familie i London og under hendes ophold var Annesleyerne blevet inviteret med til et større bal hos en bekendt slægt, og skønt hun var inddraget af Montacuterne i Aquitaine, var hun nu stadig ubenægteligt sine forældres datter, som de passede, forkælede og altid viste frem. Det var derfor ingen overraskelse at de havde taget hende med, og hun følte sig mere hjemme i England end noget andet sted.
Der var ikke en lige så stor følelse af krav til hende, for hun kendte mange flere af de sociale spilleregler her, og mange af ansigterne var set før. En del af dem havde endda kendt hende siden hun var en lille tumling.
Med en afslappet attitude vandrede hun igennem de mange mennesker. Hendes sind lettere opslugt og vandret på afveje af pynten der var sat op, for når hun var i sin egen verden forsvandt alt andet end det hun lukkede der ind. Inklusivt musikken og de mange stemmer. Langs søjlerne i salen snoede der sig en række fortryllede blomster af is, vridende som var de yderst smukke slanger. Da hun rakte ud imod en af dem smeltede de delikate blade som om de aldrig havde eksisteret, men duften var som ægte og hang ved i den lille samling af vandperler der kærtegnede hendes lyse hud ned til en samling i håndfladen. Og hun noterede for sig selv hvordan de fortryllede iskrystaller ikke havde været kolde, men varme. Det virkede ikke til at have været hendes temperatur der havde smeltet dem, men den blotte berøring. En lille trøst når moder natur med sit grønne slør endnu knapt var begyndt at titte frem.
Som hun spejlede sig i vandsamlingen trak hun sin stav op af båndet om sit lår, og med små cirkulære bevægelser rettede hun den imod det smeltede vand. Vandperlerne dirigerede hun op af sin arm indtil de nåede Anneas blonde krøller, og hun genskabte isblomsten som sit eget design i sit hår: En stor rose foldede sig ud og snoede sine ranker langs hendes fletning.
Hun havde set frem til at komme væk fra Aquitaine for en stund. Sådan helt væk. Uden skyggen af forfinet latter og øjne der målte hver eneste skridt hun formåede at tage som hustru, og hvert eneste hun fejlede, hvert eneste der ikke var muligt at tage fordi destinationen var låst – og det var ikke op til hende alene at åbne døren. Uden alt det hun vidste der manglede, men som der burde være. Men mest af alt havde hun glædet sig til at søge flugt fra sine tanker. Der var dog stadig et par af dem der bed fast og nægtede at slippe. Hun havde haft dårlig samvittighed. De burde ikke være der, men de blev ved med at komme. Urene og uanstændige for en der havde afgivet løfte og bundet sine bånd, men et eller andet sted betød det vel bare at tankerne ud fra Anneas situation var ægte. Hvorfor skulle de ellers blive ved med at komme igen? Han havde hjemsøgt hendes sind jævnligt siden middagen hos Black palæet, Alfred Black. Det han havde sagt. Det der var sket. Og ikke mindst de fornemmelser han havde sat gang i hende, mere voldsomt et noget andet individ før havde gjort…
Men nu var han også den eneste mand der nogensinde havde nærmet sig Anneas jomfruelige krop i sådan en grad uden at isne hende med frygt. Varmen steg fra hendes mave op og satte lue i hendes kinder og gnister under de lange øjenvipper. Det var det indtil hun huskede måden han havde set på hende med noget hun havde tolket som afsky, og hvordan han nedsættende havde kaldt hende uartig, da hun ikke kunne stoppede sig selv over hans tilnærmelse.
Det var derfor meget blandede følelser der kriblede rundt i Anneas mave da hun så den mørke arving ikke langt fra sig selv. Og hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig. Hun begravede sine negle i stavens træ. Han var ikke mindre betagende end første gang hun havde set ham på maleriet. Tæt på, alligevel så fjern. Mystisk, som en vild arabisk hingst.
