Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 20:59:19 GMT
Det så ud til – faktisk til hendes egen overraskelse – hun kom lidt under huden på ham nu; hans udtryk og tone var blevet mere nærværende, og i det hele taget var det en glædelig overraskelse. At han oven i købet opmuntrede hendes studier, gjorde kun hende selv venligere stemt overfor ham.
”Hvad der må have været Deres sidste år på Hogwarts bød på en del udfordringer for mig selv og et par venner, som vi forsøgte at få et faktuelt tidsskrift stablet på benene. Ingen af os stod frem med vore egne navne, men jeg skrev størstedelen af artiklerne, vi forsøgte at få delt ud på skolen. Det blev desværre en kort affære. Derudover er det mest private, der har været interesserede indtil videre og ikke som sådan noget offentligt.” Hun ønskede da at kunne dele sin viden med andre, men indtil videre havde hendes forældre ikke set på det som meget andet end tidsfordriv.
En kvinde med kløgt var altid brugbart, det havde han lært fra egne forældre hvor faderen var knap så opmærksom på den front. Han tog tingene som de kom, mens moderen altid tænkte tingene igennem, og sørgede for at familien ikke røg af sporet. Nu hvor Alfred var blevet ældre, gav han også en hjælpende hånd med, og det fungerede egentlig fint. Derfor havde Alfred opdaget hvor vigtig en kvinde kunne være for sin mand, hvis ellers hun havde noget mellem ørerne. Det var dog en type han sjældent mødte, men det virkede til at han var heldig denne gang.
Forsøget på at stable en tidsskrift på benene i sin tid på Hogwarts var også en positiv nyhed, og hvorvidt han selv havde haft hænderne i nogle af de artikler eller ej, var han ikke sikker, måske. "Hvem ved, måske kommer der en tid hvor Deres tidsskrifter vil nå ud til mange mennesker" svarede han derpå, et svagt skævt smil trak hen over hans læber. Det her var i høj grad opmuntrende, og han endte selv venligere stemt overfor hende. Måske endte det her alligevel ikke som et mareridt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 21:18:56 GMT
Hans ord såvel som udtryk hjalp ganske meget på hendes opfattelse af ham, og hun fik endog et skævt smil fra ham, som hun gengældte. ”Forhåbentligt,” svarede hun. ”Angående Deres arbejde; vil De mon fortælle mig mere? De slår mig umiddelbart som den ambitiøse type, og jeg vil meget gerne have en ide af disse … Naturligvis med henblik på hvad, jeg som Deres hustru reelt set vil kunne tilbyde Dem.”
Hun fortsatte og spurgte til hans eget arbejde og ambitioner, og han lænede sig tilbage mens hænderne blev samlede, fingrenes spidser mod hinanden. En dyb vejrtrækning blev taget mens han tydeligvis overvejede sine ord et øjeblik."Som arving har jeg mange pligter at skulle se til derhjemme. Min fader lever ikke evigt, og jeg skal kunne varetage både hans pligter som adelsherre, og overtage hans position i troldmandsrådet. Det er i alt fald drømmen og det jeg arbejder på i øjeblikket. Som Vægter deltager jeg ved møder når rådet indkalder, jeg observer, lytter og tager imod ordre som skal føres ud i troldmandsverdenen. Når det en dag lykkedes at blive en del af rådets inderkreds, vil jeg have behov for en hustru der kan varetage en del af de pligter der har med godset at gøre." forklarede han roligt for hende.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 21:53:04 GMT
Som han forklarede en smule om sin hverdag, sine ambitioner og sine behov i en hustru, lagde hun den ene hånd op på sin egen underarm og forholdt sig rank uden at lade blikket vige eller udvise mindre interesse, end hvad han havde set, som hun havde fortalt om sine egne interesser. ”Altså intet uoverkommeligt. Ikke på den front i alt fald,” faldt hendes svar med et let nik.
Det lå hende egentligt på tungen at spørge ham hvad, han foretog sig, når han ikke arbejdede, men for nu lod hun det være hans opgave at lede samtalen videre. Trods alt ville det være rart at vide hvordan hendes kommende ægtemand gjorde sig rent socialt.
At det ikke var uoverkommeligt var det svar han havde håbet på, det var ikke et krav han havde regnede med at blive opfyld, men skæbnen ønskede det på en anden måde, og han klagede absolut ikke over tingenes gang. "Det tror jeg ikke, nej" med det hun fortalte, hendes person og den smule af hendes væremåde han havde spottet indtil videre, var han overbevist om at det nok skulle gå. Hvad hun ellers ønskede at vide om ham, kunne han ikke vide, men han fortsatte da også selv spørgende. "Hvilke forventninger har De for Deres fremtidig husbond?" han ville da gerne vide hvilke forventninger hun havde, eller rent faktisk, om hun havde forventninger i det hele taget.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 22:13:59 GMT
Han formåede da på mest tilfredsstillende måde at videreføre samtalen, og et let smil fandt hendes læber. ”Det er nok mere ønsker end forventninger, om end jeg dog forventer Deres respekt – som jeg naturligvis skal gøre mit for at gøre mig fortjent til … Angående ønsker, er det mit håb, vi med tiden vil kunne opbygge et solidt venskab.” At tale om at blive beskyttet, forsørget og passet på, undlod hun rent, da hun ærligt talt selv ville have taget noget så selvfølgeligt som en fornærmelse, havde hun været i hans sko.
Han hæftede sig ved smilet, og ligeledes ved hendes ord som han langsomt nikkede til. Det gav vel kun god mening, og han kunne ikke være mere enig når det kom til stykket. Et eller andet sted, han havde stadig svært ved at tro at han sad overfor dette menneske, og at hun sagde alle disse ting. Det måtte næsten være en drøm, så latterligt håbløst havde det været at finde en fornuftig hustru som det nu havde været for ham. "Som De så fint selv siger, respekt er noget man gøre sig fortjent til, og dette går naturligvis begge veje. Hvad angår det venskab De omtaler, er det ligeledes mit ønske at vores forholder bliver tæt og solidt, som ingen kan bryde. Jeg håber at De vil være ærlig overfor mig, jeg er - som De muligvis har opdaget - en direkte mand. Jeg er af den holdning at man undgår misforståelser når man taler til hinanden." fortsatte han alvorligt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 22:47:19 GMT
Hun havde selv haft sit hyr med at finde en passende ægtemand, og det var skam også en overraskelse for hende at sidde her med denne mand og faktisk tænke, der var en chance for, det kunne fungere. ”Jeg har intet problem med at tale direkte om tingene, hvis det er hvad, De ønsker. Angående ærligheden skal jeg naturligvis efterkomme Deres ønske … og håbe De ligeledes vil være ærlig over for mig.” Hendes udtryk var knapt så tillukket og formelt nu, som det havde været det i starten; stivheden i ansigtet forsvundet en anelse, de grønne øjne mere venlige og imødekommende. Om det så betød noget for ham, skulle hun ikke kunne sige.
Han bemærkede skam hun var knap så stiv og tillukket som hun havde været det, og han tænkte hende kønnere således, tanken slog han dog hurtigt til side. "Det vil jeg bestræbe mig efter at være. Har de andre spørgsmål?" han vidste der skam var en del de endnu skulle snakke om, men måske var der noget hun brændte inde med, og man lærte også et andet menneske at kende alene ved den måde de stillede spørgsmål på, og ligeledes spørgsmålets karakter.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 23:09:21 GMT
De var overraskende ens på mange punkter, lod det til, hvad både var en overraskelse og en glæde for hende, og ved hans spørgsmål gjorde hun et let udfald med den ene hånd. ”To, men det ene er højst usmageligt af karakter og skal således forblive usagt! Dog har jeg overvejet lidt på nuværende tidspunkt, om der ikke er andet i Deres tilværelse end arbejdet?” Hun håbede, tonen i hendes stemme ville bøde op på det lidt grove i selve spørgsmålet. Og det var trods alt det milde af de to, hun havde i tankerne.
Hendes svar var yderst interessant, og han måtte funder over hvad det andet spørgsmål var siden hun betragtede det usmageligt. "Jeg troede netop vi var blevet enige om at være ærlige overfor hinanden..?" svarede han spørgende og med med brynet let hævede. Hvad end det var, ville han egentlig gerne vide det, så måtte han jo finde ud af om han brød sig om det eller ej, eller om han ville besvare det eller ej. "Hvad angår deres spørgsmål derimod, er der skam andet. Som De kan se, er jeg bygget anderledes end de gængse mænd i vore samfund. Jeg er en mand der godt kan lide træning, at holde kroppen vedlige, og at være stærk. Så, til alles undren, har jeg også fundet interesse for fægtning, og det bruger jeg en del tid på." det var et af de ting han brugte sin fritid på, underligt i deres samfund eftersom man altså ikke brugte sværd, men en stav, og selvom en tryllestav var langt mere effektiv på mange fronter, var der også visse fordele med fægtning, især som adelig når man bevægede sig blandt mugglerne. At trække en stav var trods alt ikke muligt. "Ellers, har jeg stor interesse for læsning, især besværgelser finder jeg interessant.." han havde naturligvis ikke i sinde at fortælle hende hvilke interesse han havde for mørk magi, og at det rent faktisk var noget han praktiseret, selv i deres samfund, var det noget man gik tyst med.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 23:50:23 GMT
Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål og slog let ud med hånden. ”Der er andre ting end ærlighed, der spiller ind, milord. Jeg vil få svaret løbende,” svarede hun ham beroligende.
Snart fortsatte han, og hun lyttede interesseret. Måske fægtning ikke var den gængse interesse i deres primære verden, men de var trods alt også begge af mugglerverdenen, og der gjaldt trods alt lidt andre regler. ”Som situationen er med mugglerne kan det også sagtens retfærdiggøres, skulle nogen finde det mærkværdigt. Selv ser jeg bestemt intet galt ved at vedligeholde sig selv, og hvis De nyder at bruge tiden på sådan vis, er det kun godt, De trods alles undren fastholder interessen.” Det var trods alt noget, hun selv kunne nikke genkendende til; andres undren over en hobby der syntes på sin vis at være upassende. Det var dog den sidstnævnte interesse, hvor de havde mest til fælles, og selvom hun havde ønsket at svare på den del af det først, havde hun tålmodigt gemt det bedste til sidst. ”En bestemt type besværgelser, der fascinerer Dem mere end andre, milord?” spurgte hun nysgerrigt, ”Det kan tænkes, jeg er i besiddelse af nogle dokumenter om det. Mit bibliotek er temmelig omfattende efterhånden og vil – naturligvis – være en del af hvad, jeg bringer med ind i et ægteskab. Såfremt jeg har noget af interesse for Dem, skal jeg hjertens gerne lade Dem se det.”
Han funderet over hendes svar, og overvejede hvad det dog kunne være. Naturligvis var han nysgerrig efter at vide det. Han lod det dog ligge, og ville måske få mulighed for at spørge hende på et andet tidspunkt. "Som De ønsker.." svarede han blot.
"Når det kommer til min personlig udvikling, er der sjældent noget der kan afholde mig fra hvad jeg ønsker." svarede han ærligt og ligeud. Han gik langt, og folks meninger betød sjældent noget når han prøvede at udvikle sig personligt. Hun fortsatte dog snart, og syntes at være mest nysgerrig på det sidste, hvad egentlig ikke undrede ham. "Jeg fandt interesse for besværgelser ret tidligt, og især den måde hvorpå besværgelserne blev til. Så, skal vi ikke bare sige jeg studerer besværgelsernes historie og er godt på vej til at finde metoden til at opfinde nye besværgelser.." svarede han langsomt. Det var egentlig meget mere end hvad mange andre nogensinde havde fået ud af ham.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 20, 2017 20:52:48 GMT
Han føjede hende, og hun sendte ham et let smil og et blik, der kortvarigt udtrykte taknemmelighed.
Det efterfølgende svar faldt lige så direkte, og hun nikkede let. Så han lod sig ikke tryne af omverdens holdninger og ideer? Ganske interessant, og bestemt en god ting at vide! ”En ganske god ting, hvis jeg må være så fri at sige min mening,” faldt hendes svar bifaldende.
Som forventet, viste det sidste emne sig at være det mest interessante, og hendes bryn gled let i vejret i overraskelse ved det sidste, om end udtrykket i hendes øjne burde gøre det klart nok for ham, det bestemt ikke var en dårlig ting. At han havde talt langsomt på den måde, gjorde hende opmærksom på, det nok var de færreste, der vidste besked med det. Enten grundet manglende interesse fra andre, frygt for at få stjålet sine ideer eller også.. noget hun ikke helt kunne sætte ord på; en fornemmelse mere end noget andet. ”Hvor ekstraordinært …! Skulle De lyste at fortælle mere om denne interesse eller ønske nogen form for assistance, skal jeg glædeligt føje Dem – naturligvis udvisende største diskretion omkring Deres opdagelser og forskning!” Hun holdt selv sin egen interesse dæmpet ned for hans skyld og talte roligt og i venlige toner. Dog tilføjede hun lige til det: ”Det er naturligvis ikke for at presse Dem til noget; blot hvis De selv føler lysten eller behovet og naturligvis udelukkende på Deres præmisser.”
