Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Imens den sidste kamp var blevet udført, havde et par af pigerne der sad i nærheden, drillet hende på grund af Kailens bemærkninger. Det havde ikke ligefrem gjort hendes humør bedre og efter at have hørt dem synge 'Kailen og Frida sidder i et bad og kyyyyser' afdæmpet, var hun nærmest stiktosset. Da turneringen var ovre og det var endt uafgjort, vendte hun sig først mod tøserne og sendte diskret et par besværgelser efter dem der kun ødelagde deres udseende midlertidigt. Da hun gik ud fra salen, kunne hun høre dem jamre, men hun var ligeglad. I indgangshallen stod hun nu og ventede på at hun kunne fange Kailen alene. Hun havde ikke lyst til at lave en scene foran hele skolen. Hun havde allerede fået nok opmærksomhed for en aften.
Post by Kailen Fawley on Feb 15, 2017 22:55:51 GMT
Kailen havde været vild i blikket lige sigen han var vågnet med spidsen af helbrederens tryllestav lysende ind i sit ene øje. Endelig helt ved bevidsthed, havde han kunne konstatere at både ham selv og russeren var i live, og endnu værre at duellen var endt uafgjort. På trods af at havde modtaget adskillinge skulderklap over at have bragt Hogwarts tilbage i turneringen, var den blonde irer ikke tilfreds. Selvfølgelig var han glad for at have banket sine modstandere, men den uafgjorte duel imod Timur efterlod ham underligt tom. Til at starte med havde han været klar på at kæmpe den færdig. Han syntes at ane i den andens blik at han havde det på samme måde, men helbrederne tillod det ikke, og i stedet skulle han sidde og få tilset sin svedne side, med sammenbidte tænder. Da de endelig lod ham gå, blev han ikke hængende, i stedet forlod han storsalen med hastige skridt, og styrede mod den store indgangsdør.
Frida stirrede på ham da han kom gående ud og marcherede hen foran indgangsdøren og skubbede til ham. Hun var egentlig mest ked af det og da hun så ham i øjnene, var det en form for ulykkelig vrede der skinnede i hendes blik. "For fanden Kailen!" Sagde hun højt på norsk, mens tårerne gled ned ad hendes kinder og hun sørgede for at han ikke ville kunne komme forbi hende. "Hvordan kan du sige sådan noget foran hele skolen? Du får mig til at lyde som en gemen skøge! Se her er Frida.. Hun hopper nøgen i badet med alle. Bare vent det kan snart blive din tur." Sagde hun og begyndte at slå mod hans brystkasse med sine spinkle knyttede hænder.
Post by Kailen Fawley on Feb 15, 2017 23:41:03 GMT
Kailen havde længtes efter at komme afsides. Hans tanker havde været låst på skoven, hvor han blandt de høje træer måske kunne få en smule ro på sit tordnene hoved, men i stedet blev han mødt af en arrig normand. Af hendes første ord forstod han kun sit eget navn, og alligevel kom budskabet klart igennem. Et par øjeblikke så han helt forvirret ud, som han så hendes tårer, før hun uddybede og lod de spinkle næver hagle ned over den i forvejen prøvede overkrop. I duellen imod Silvester havde han ikke tænkt over hvad han sagde, i hvert fald ikke på hvordan ordene kunne påvirke andre end svenskeren. Selvom hendes reaktion talte et tydeligt sprog var han dog stadig ikke helt skarp på hvad han egentlig havde gjort galt. Han havde jo forsøgt at forsvare hendes ære, ved at kalde Silvester ud, præcis som han havde lovet at gøre. Han var ikke helt sikker på hvorfor han fortjente hendes vrede. Forvirringen efterlod ham en smule mundlam, og dog drev hendes tårer ham til handling. han brød sig ikke om at se hende græde. "Undskyld.. Jeg ville jo bare forsvare dig, ligesom jeg sagde at jeg ville." Det var tydeligt i det blå øjne at han oprigtigt ikke vidste hvad hun var vred over. Han troede at hun ville blive glad.
Frida trak sine hænder til sig for i stedet at forsøge at tørre sine øjne, men det var utrolig svært, når hun blev ved med at græde. "Forsvare mig?! Det lød nærmere som om du hoverede over at have vundet mig!" Sagde hun og stirrede igen vredt på ham. Hans dumme udtryk i ansigtet hjalp ikke. Det var frustrerende at han havde så svært ved at forstå alle de idiotiske ting han gjorde. Han kunne i det mindste forsøge at tænke sig om. "Du er den værste dreng jeg nogensinde har mødt." Sagde hun og slog ham endnu engang på brystkassen, denne gang en smule hårdere. Derefter begyndte hun at gå væk fra ham på vaklende ben mens hun hulkende forsøgte at trække vejret.
Kailens bryn forblev rynkede i hans pande, da nordmanden tydeligvis ikke købte hans forklaring. Han havde aldrig før stillet sig op og på den måde fortalt hele skolen at han kunne lide en pige, så ærligt talt forstod han ikke hvorfor hun var vred og ikke smigret. Han stod tilbage i et par sekunder, og så sig selv efterladt ved døren, stadig med aftrykkene af Fridas næver siddende i brystkassen. Han bed tænderne sammen, og satte efter hende. "Frida.." Han greb blidt fat i hendes arm, og forsøgte at få hende til at stoppe. "Er det ikke lige meget hvad alle andre siger? Jeg mente hvad jeg sagde, jeg vil altid forsvare dig." Han forstod ikke hvorfor hun var så optaget af hvad de andre kaldte hende, han havde jo ikke talt til dem.
Frida stoppede op da han tog fat i hende, egentlig havde hun mest lyst til at gå sin vej, men hun var for udmattet til at kæmpe imod hans blide greb om hendes arm. "Forstår du ikke at du ikke forsvarede mig? Jeg formåede selv at få Silvester til at forlade baddet, jeg havde ikke brug for at blive forsvaret. Jeg fortalte dig noget som jeg ikke har fortalt til nogen anden og så bruger du det her i duelturneringen til at vinde. Jeg troede du var min ven Kailen." Sagde hun og snøftede en anelse, selvom hun ikke græd så meget længere. "Vil du godt være sød at slippe mig?" Tilføjede hun og så ham i øjnene, hun havde ikke lyst til at vride sig fri.
Post by Elphias Potter on Feb 16, 2017 23:47:59 GMT
Elphias havde hørt lige så meget af alt det der var foregået som alle andre og selv hvis han ikke havde, så skuffede hastigheden hvormed rygter spredtes på Hogwarts aldrig. Selv var han irriteret, ikke så meget over at vide, at der var andre med blikket på den norske pige, men snarere at hanekampen kunne ende med at komme i vejen for hvad han selv havde gang i - så meget som han nu stadig havde kontrol over det.
Han havde holdt øje med Frida, men mistede hende af syne, da mylderet af elever strømmede ud af storsalen. Selv blev han hængende lidt, blot for at se om hun ville gøre det samme, men da han kunne konstatere at det ikke var tilfældet, blev han ikke stående. Til gengæld trådte han kort efter ud til hvad der tydeligvis var en ophedet diskussion. Queerditchspilleren nærmede sig uden tøven og endte bag den lyshårede dreng, der var Hogwarts' trekampsdeltager.
"Jeg vil råde dig til at gøre, hvad hun siger, Fawley."
Jeg troede at du var min ven Kailen Ordene ramte Kailen i ansigt som en klam, kold hånd. Det var ikke just fordi at hans gode venner hang på træerne, og at se Frida så vred gjorde ham derfor også fortvivlet. Han var ærlig talt ikke helt sikker på hvad han skulle stille op. Han var vandt til at håndtere flammende fuglekvinder der kastede ildkugler efter ham når han kom til at irritere dem, men den norske piges tårer var et ukendt reaktionsmønter som han ikke anede hvordan han reagerede på. Han nåede dog ikke at få flere undskyldninger eller forklaringer over sine læber før en stemme lød bag ham. Han kendte mest af alt Elphias Potter af navn, og kunne ikke huske at han nogensinde før havde talt til ham, før han nu stod og forsøgte at blande sig i noget der tydeligvis ikke vedkom ham. Han bed kort tænderne sammen og skævede over skulderen, hvilket var det eneste synlige tegn på at han rent faktisk hørte hvad Elphias sagde, før han igen vendte sig mod Frida. "Undskyld.. Jeg vidste ikke at du ville tage det så ilde op.. Kan du tilgive mig?" Han kiggede på Durmstangpigen, og tørrede forsigtigt hendes tårer væk med sin frie hånd, mens han sendte hende et undskyldende smil der var tykt af den drengede charme mange fandt svær at modstå.
Frida havde haft Elphias i tankerne under Silvester og Kailens duel. Hun havde været nervøs for hvad han ville tro, om hun ville miste al værdighed i hans øjne og derfor vendte hun blikket anspændt mod ham da han trådte ud af storsalen. En del af hende var lettet over han ikke bare gik sin vej, men da hun indså at konflikten måske ville optrappe yderligere følte hun sig ikke så sikker længere. I stedet kiggede hun insisterende i Kailens øjne og håbede på at han ville give slip på hende, men da han i stedet rørte hendes ansigt, begyndte hun at vride sig for at komme løs af hans greb. "Lad være med at røre ved mig!" Sagde hun mens hun forsøgte at skubbe hans hånd væk. Hans drengede charme virkede ikke, hun fandt det nærmere en smule afskrækkende.
Post by Elphias Potter on Feb 19, 2017 19:51:52 GMT
At Kailen blankt ignorerede ham var en dyb fornærmelse, men med en bror som Edmund, skulle der mere til før Elphias mistede besindelsen. Til gengæld reagerede han sekundet efter helt instinktivt og var mellem dem på et splitsekund. En arm gled beskyttende ind foran Frida, mens lyse øjne nedstirrede williedrengen.
"Kan du ikke høre? Hun er ikke interesseret i dig," snerrede han lavmælt og anspændt som en flitsbue, men uden at gøre mere end at adskille de to andre fra hinanden med armen, der fortsat befandt sig foran Frida.
Post by Kailen Fawley on Feb 19, 2017 20:52:13 GMT
Selvom Kailen i løbet af dagen var blevet forbrændt og kastet rundt på storsalens hårde gulv, sved Fridas afvisning alligevel langt værre end de slag han havde modtaget i duelturneringen. Det hjalp ikke da Elphias i stedet for at forstå beskeden og gå sin vej, trådte ind foran som om han skulle beskytte Frida. Hans kæbe var så spændt at han måtte trække vejret ind gennem næseborene som han stirrede op i øjnene på den højere dreng. Han havde forsøgt at ignorere ham før, men det kunne han dårligt nu hvor han stod lige foran ham. Ansigtet der foran Frida havde været såret, blev nu sten hårdt, som han pustede sig en smule op overfor den anden. "Det her vedkommer ikke dig Elphias. Vær venlig at gå." Det var så pænt han kunne sige det, selvom det kriblede i fingrene efter at pande ham en. Det var tydeligt i hans blå blik, at han brød sig ikke om den måde han stod foran Frida, som om Kailen var farlig for hende.
Frida gik et par hurtige skridt tilbage mens hun stirrede vantro på Kailen og tørrede de resterende tårer væk fra sine kinder. Hun var glad for at have sluppet fri, men samtidig brød hun sig ikke helt om den konflikt der så ud til at være ved at eskalere. "Elphias lad os bare gå, han er ikke det værd." Sagde hun og så på Kailen med et lettere skuffet udtryk i sine øjne. Derefter gik hun hen til Elphias og trak forsigtig i hans arm, i et forsøg på at få ham til at gå med. Nok var hun meget træt af williedrengen, men hun havde heller ikke lyst til at opfodre til mere vold.
Post by Elphias Potter on Feb 19, 2017 21:11:36 GMT
Der var ingen tvivl om, at Kailens ord ikke fik ham til at rokke sig ud af stedet. Til gengæld drejede han hovedet halvt, da Fridas fingre lukkede sig om hans arm. Den modsatte løftede sig og en hånd hvilede sig beroligende over hendes, måske også i en lille demonstration af at hun ikke trak sig væk fra ham på samme måde som hun gjorde fra williedrengen.
Blikket landede på selv samme igen og udtrykket i dem var mere end køligt. "Hvis jeg hører, at du har generet hende igen..." lød det lavmælt, men ikke mindre truende af den grund. Til gengæld færdiggjorde han ikke sætningen. Lod den blot hænge i luften, før han drejede sig mod Frida med alle intentioner om at følge hendes ønske om at gå.
Post by Kailen Fawley on Feb 19, 2017 22:04:48 GMT
Kailen kom fra et sted uden troldmændenes regler og normer for ordentlig opførsel. Han var opfostret som en kriger, og det skreg derfor også i hans muskler efter at løse det som man ville i skoven. Han havde set to hanner slås om en hun, det var sådan han først havde opfattet at det foregik, og syv år på Hogwarts havde kun med nød og næppe proppet ham ned i en anden kasse. Han havde dog brugt nok eftermiddage på sit overhoveds kontor, til at holde det ved et par rystende knyttede næver. Neglene måtte bore sig ind i hans håndflader, mens han pressede så hårdt at al blodet forlod hans knoer da Elphias bad ham om at holde sig væk. Det stak ham i hjertet og gjorde ham rasende på en og samme tid, som han ikke kunne forstå hvorfor den høje arrogante troldmand trak af med den pige han ellers havde gjort alt for at gøre sig til for. Han kunne ikke bare stå og se til mens uretfærdigheden skete fyldest. "Jeg kan sige det samme til dig Elphias. Stop med at genere hende, hun er ikke dit legetøj." Kan kendte Queerditchspilleren godt nok til at have hørt hvordan han behandlede piger, og uden at lade sig true af den tårnende krop rakte han derfor ud efter Frida igen.
