Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Svala Nordström on Feb 25, 2017 22:59:33 GMT
Svala nærmest stirrede på sin bror, i en sådan måde at det lignede hun ventede på svar eller handling. Det sitrede små rynker omkring de blå øjne da de langsomt blev knebet sammen. Hun forsøgte at læse ham, finde ud af om der var noget der rent faktisk havde ændret sig.
Hånden der før havde hvilet mod hans skulder, flyttede hun og lagde den i stedet mod hans brystkasse så hun kunne mærke hans bankende hjerte. Når ikke det var hans omfavnelse, var hans hjertelyd noget af det eneste der kunne få hende til at slappe af.
Det var først efter et stykke tid at hun lod sine øjne lukke i, og bøjede hovedet frem for at hvile panden mod hans.
Post by Silvester Nordström on Feb 26, 2017 2:08:20 GMT
Mens hun mærkede efter hjertet der til at starte med ikke helt kunne finde en passende rytme, fik det den dog på plads igen at hun blot sad der, stille. Stilheden var noget særligt når den var så ren, fri af andre indtryk, hvad der kun fik ham selv til også at lade sine øjne glide i så snart han havde mærket hendes pande mod sin egen. Hans vejrtrækning syntes, efter hvad der kunne være både sekunder og minutter, han var ikke sikker, at være gået i et med hendes. Stadiet hvor han ikke længere var klar over hvem eller hvor impulserne kom fra var nået ind over ham og kort efter fandt han sine læber mod hendes, i søgen efter tryghed og måske endda trøste.
Post by Svala Nordström on Feb 26, 2017 18:48:15 GMT
Det var ikke altid at man behøvede nogen ord. I langt de fleste situationer var stilheden det bedste de kunne gøre for hinanden, udover de episoder hvor Svala blev hysterisk og paranoid. Hun påstod det ikke skete så tit, selvom sandheden var en helt anden, særligt efter hun var blevet rykket ud af sine faste rammer og rutiner på Durmstrang. Kysset der efterfølgende kom var ikke overraskende som sidst. Hun havde manglet det, og et eller andet sted havde hendes krop været forberedt på det.
Hun lagde langsomt sine arme omkring ham, da et automatisk behov for at få ham tættere på sig tog over. Hun åbnede munden en smule for at kunne gøre kysset en smule mere intenst.
Post by Silvester Nordström on Mar 2, 2017 21:43:05 GMT
Yuleballets begivenheder lå langt fra Silvesters tanker, som i den stund var domineret af følelsen af at manglen på de trygge kys var hans skyld. Naturen af dem var også noget helt andet end til yuleballet, hvor han ikke helt selv havde kunne gøre rede for det, var han blevet bedt om det. Dette, derimod, gav mening for ham.
Han nåede dog ikke at forblive i denne salige sindsstemning længe, da han mærkede hendes åbning for noget mere og ikke mindste gik den i møde, sulten efter det han havde fornægtet dem begge. Der gik et par sekunder før han pludseligt afbrød det, greb sin stav, der allerede havde gjort sit den dag, og kastede en besværgelse på døren der havde til formål forhindre folk i at åbne den. Om det havde det ønskede resultat registrerede han ikke, for han var så hurtigt tilbage til Svalas mund som det var ham fysisk muligt uden at være skyld i en kollision.
Post by Svala Nordström on Mar 6, 2017 21:39:54 GMT
Svala lagde sit hovedet en smule på skrå og så først en smule uforstående på Silvester. Hun holdte vejret i det samme han slog en bevægelse med sin stav for at gøre hvad de var i færd med lidt mere privat.
Det var anderledes end de andre gange. Ingen af dem var fulde og kunne handle impulsivt ud fra hæmmede følelser. Det her var langt mere rigtigt, langt mere ægte. Ingen ord nået at blive delt imellem dem inden at deres læber igen var presset mod hinanden.
Det fik Svala til at trykke sin krop tættere mod hans, og lægge vægten forover så de i stedet kunne lægge sig ned i sengen.
Post by Silvester Nordström on Mar 6, 2017 23:59:24 GMT
Silvester var i færd med også at trykke sig tættere ind til Svala, da hendes vægt forårsagede at han sank bagover indtil han lå ned. Han virkede umiddelbart mere optaget af at holde kontakten ved lige, hvorfor hans overgivelse til hendes vægt var langsom og gradvis.
Der gik nogle sekunder hvor han blev liggende i den position han var blevet skubbet ned i, inden han stoppede foretagendet og vendte sig om på siden med intentionen om at få hende med. Han søgte først og fremmest den velkendte følelse af det tætte de havde, men fandt også sig selv i en position og tilstand hvor han ikke kunne benægte at det ikke alene var det. Han så på Svala med svagt rynkede øjenbryn mens hans hånd fandt om i nakken på hende, lysten til at sige noget både tilstede og meget fjern.
Post by Svala Nordström on Mar 9, 2017 17:00:31 GMT
Det var ingen overraskelse at Svala gerne ville bestemme. Hun havde været vant til at få sin vilje trumfet igennem, også selvom hun ikke altid følte at hendes far var på hendes side, så kunne netop det at få sin vilje lukke munden på hende. Men når det var Silvester var det som om at alle impulser for at stritte imod og kæmpe om magten forsvandt en anelse. Særligt i netop dette øjeblik hvor han var så tæt på hende at hendes hud nærmest skælvede under kjolen.
Hun lagde den ene hånd mod hans brystkasse imens den anden blev lagt mod hans skuldre så hun kunne nå det bare hud ved hans kraveben med sine fingre. Hun rykkede let på hovedet da følelsen af hans fingre mod sin nakke gav sig til hende, hvilket fik hende til at søge tættere på. Hun kunne ikke holde igen, tog derfor valget for dem; ved igen at forene deres læber i et intenst kys.
Post by Silvester Nordström on Mar 11, 2017 23:51:55 GMT
Øjenlåg gled i da Silvester atter fik hendes læber at føle, før den del af ham der havde lyst til at sige noget formåede at formulere en række af ord. Måske for det bedste, måske ikke, han var snart ikke sikker på hvad det bedste var længere, og selv hvis han havde en ide, var han ikke sikker på at han havde lyst til at acceptere den som sandheden. I stedet besvarede han igen hendes kys, denne gang uden forbehold.
Da også det nåede sin ende, vendte han sig om på sin anden side en anelse kluntet, der var trods alt ikke meget plads i den lille enmandsseng, for ikke at nævne den tilstand han havde tiltusket sig. Det var ikke fordi det var noget hun ikke havde oplevet før, men af årsager der var bundet til den ændrede natur af kyssene, var han pludselig mere selvbevidst. Velværen, ved at være så tæt med hende igen, overtrumfede dog selvbevidstheden idet en svag brummen fandt vej forbi hans stemmebånd, efter han snigsomt men insisterende havde rakt hånden tilbage for at få trukket hendes arm om sig.
Post by Svala Nordström on Mar 15, 2017 13:21:04 GMT
Svalas tanker skreg efter opmærksomhed. Det skubbede maste i et forsøg på at komme ind foran hendes øjne. I et fjernt sted sad der en og råbte hvor forkert det var, og hvor langt hun egentligt havde bevæget sig ud. Hun var på dybt vand, og kunne knapt bunde. Men den kærlighed og den nærhed som hun mente hun havde brug for sad så stærkt bag hendes bankende hjerte at alt andet syntes lige meget. Da Silvester vendte sig om, lagde sig med ryggen til hende så hun en smule forvirret ud.
Der var dog tanker der ikke nået sin ende, for da han rakte ud efter hende var det lige som om at den klap slog ned. Hun tog sig dog den frihed og trække kjolen over hovedet inden hun trykkede sig ind til ham og lagde en arm omkring ham. Hvad end hun kunne forvente der ville ske, ønskede hun at mærke ham så tæt på sig som det var hende muligt.
Hun strøg ham blidt op af armen og fjernede nogen af de blonde lokker der lå varmt i hans nakke. "Har jeg gjort noget, forkert?" kom det så alligevel hviskende fra hende.
Post by Silvester Nordström on Mar 16, 2017 20:43:07 GMT
Tankerne begyndte at banke på, som han lå der og lyttede til Svalas vejrtrækning og nød følelsen af hende så tæt på, da han ikke længere beskæftigede sig med andet end bare at ligge. Han vidste at han nok kun kunne holde dem på afstand så længe i den situation og begyndte derfor, underbevidst, at lede efter måder at lukke dem ude på. At hun rørte ved hans arm og nakke hjalp til at starte med. Spørgsmålet fik ham dog til at trække lidt ned i mundvigene, og han rystede svagt på sit hoved. "Nej," svarede han, ud i luften foran sig mens han stirrede på den, som kunne han næsten se ordet forme sig der. "Jeg er bare..." Han ledte efter ord, men hvad end han sagde ville det ikke være hele sandheden, for ikke få sig selv til at fortælle det han i virkeligheden tænkte, og endte blot med at forbande sig selv over overhovedet at være påbegyndt sætningen; det havde været tankeløst. Frem for at finde et passende ord til at færdiggøre fejltagelsen, vendte han sig, igen småkluntet, om på ryggen igen, nærmest som i en overgivelsesposition, bevidst om at han delvist afslørede sig selv, og så hende i øjnene. "Du har intet gjort forkert." I det øjeblik, var det som om det var ligeså meget en forsikring overfor ham selv, som det var overfor hende.
Post by Svala Nordström on Mar 20, 2017 15:37:39 GMT
Svala så tavst til som tanker så ud til at trænge sig på hos Silvester. Hendes blik var mildt, selvom der herskede tvivl bag i de blanke øjne. Blikket flakkede da han talte, og hun strammede ubesvist omkring stoffet på hans tunika; som om hun frygtede svaret.
Da han endelig vendte sig om, søgte hun det velkendte blik, men selvom hun ikke var helt sikker på hvor oprigtigt hans ord var, lod nu det være for nu. Hun løftede hånden en smule for at stryge et par lyse lokker væk fra hans ansigt. Noget var sket, men havde det sat en markant ændring på dem?
Hun trak vejet dybt ind og kunne mærke hvordan fortvivlen og forvirringen over sig selv og sine følelser overfor Silvester langsomt krakelerede den maske som hun øvede sig i at bære. "Hvad er der så galt?" endte hun med til sidst at spørge, ude af stand til helt at lade det ligge.
Post by Silvester Nordström on Mar 31, 2017 21:00:43 GMT
I en svag fortrækning vendte Silvester mundvigene nedad da Svala atter spurgte ind. Nærmest som en overspringshandling, som for ikke også at afsløre at han endnu engang manglede ord, hvad han ikke fandt synderligt værdigt, trak han sin tunika over hovedet og lagde den ned på gulvet mens han så efter den, inden han endnu engang vendte tilbage til hende, og blev nødt til at gøre det med et svar. "Det ved du godt, hvis du tænker dig om," lagde han ud med at svare og fortsatte efter at have sendt hende et blik der skulle forestille at være sigende, men næppe ville være det hvis ikke det blev modtaget med forståelse for hvad han hentydede til. "Jeg vil gerne have dig endnu tættere på." Uddybelsen kom mens han vendte sig om på siden for nemmere at kunne stirre hende ind i øjnene.
Post by Svala Nordström on Apr 2, 2017 13:13:37 GMT
Handlingen der foregik skete næsten for hurtigt til at Svala havde tid nok til at registrere hvad der skete. Men vigtigst af alt fangede hun Silvesters blik, da han igen kiggede på hende. Hun var nået til et punkt, de sidste mange uger, hvor hun ikke havde turde gøre brug af sine tanker omkring dem. Det sved derfor mod hendes hænder da han bad hende gøre brug af dem til trods for at afvisningen havde været stor alle de andre gange. Hendes hjerte sprang et slag over som hun bøjede hovedet en smule.
Som ordene forlod ham, fandt hun sig selv allerede i færd med at trække lidt i det tynde stof der udgjorde underkjolen da lå tæt mod hendes krop. Der var ingen ord at hører da hun løftede den ene hånd for at smide klumpen med stof over hovedet så hun kunne flytte sig det sidste stykke der udgjorde afstanden mellem dem. Hun kunne intet sige. I stedet lagde hun vægten mod albuen så hun kunne hæve sig en smule over sin bror. Det lange lyse hår lagde sig langt hendes nøgne skulder. Uden at tænke sig yderlige om, bukkede hun sig ned og forenede deres læber i et sigende kys.
Post by Silvester Nordström on Apr 13, 2017 19:05:07 GMT
Med Svalas samarbejde svandt Silvesters mylder af tanker som talte imod det de havde gang i et sted om bag i hans hoved, hvor de manifesterede sig som en lav summen der efter lidt tid var nemmere for ham at ignorere end ikke. Vendepunktet kom på et tidspunkt mellem det kønne syn der mødte ham da hun hævede sig op og kysset, som han modtog som en hund der var blevet nægtet vand over længere tid og til sidst givet det. Med den tyngende skyld delvist af vejen, var der en ny renhed ved udvekslingen han syntes at kunne føle helt ind til benet.
Verden udefra blev yderligere lukket ude, da hans øjenlåg langsomt gled i. Hænderne greb endnu engang ud efter hende, et sted at holde fast i, mens han krampagtigt holdt fast i kysset og der formåede sig et lille vandløb med svag strøm og udspring fra de lukkede øjne.
Post by Svala Nordström on Apr 13, 2017 23:18:16 GMT
Der fandtes næsten kun et sted hvor Svala vidste at hun kunne slippe alt frygten. Selvom Silvester var i et dårligt humør, formåede hans tilstedeværelse alligevel at bringe en så stor tryghed hos hende frem til at hun ikke var til så stor en fare for sig selv, som hun i sidste ende kunne ende med at være. Det var endnu en grund til at han var den primære faktor i hendes velvære, og hendes egen undergang.
Hendes vejrtrækning var blevet mere tung, og det var tydeligt hvordan lysten og begæret efter ham voksede, jo længere tid deres læber var optaget af hinanden. Hun trillede tilbage på ryggen og trak sine arme til sig og under underkjolen så hun nemmere kunne trække den over hovedet. Hun blev liggende med blikket mod loftet, og løftede på samme tid armen for at smide kjolen fra sig på gulvet.